Skip to main content

Den Transsibiriske Jernbane

Status:
Udsolgt

Rejs med Den Transsibiriske Jernbane

Et eventyr på hjul på tværs af verdens største land

Grib chancen for at komme på et af de helt store klassiske rejseeventyr, verden stadig gemmer på; nemlig turen med Den Transsibiriske Jernbane fra Moskva til Beijing. En historisk rejse i den helt store målestok: store afstande, store vidder, store skove, store lande, store seværdigheder — og store oplevelser du aldrig glemmer.

Derfor skal du rejse med den Transsibiriske Jernbane:

  • 18 dages eventyr i roligt tempo med store oplevelser, hver eneste dag
  • På tværs af verdens største land
  • Historien om russiske zarer, mongolske khaner, og kinesiske kejsere
  • Bo i ger-camp på de åbne mongolske stepper
  • Besøg Den Kinesiske Mur

Togrejsen gennem Rusland, Mongoliet og Kina er en drøm for mange — og vores 7621 km lange togrejse har enestående stop undervejs — som gør drømmen til et fantastiske rejseeventyr. 
Vores dansktalende rejseleder er med hele vejen fra København, og rejsen afsluttes med nogle spændende dage i Kinas hovedstad, hvor du får Østen godt ind under huden.

Kort dagsprogram for den Transsibiriske Jernbane:

Dag 1: Ankomst til Moskva, panoramasightseeing, middag (A)
Dag 2: Moskva med lokal guide. Afrejse med Den Transsibiriske Jernbane (M,A)
Dag 3: Togrejse. Middag. Ankomst til Yekaterinburg. Indtjekning på hotel (M,A)
Dag 4: Yekaterinburg, byrundtur (M,A)
Dag 5: Yekaterinburg, Zarens sidste dage, afrejse mod Irkutsk (M,A)
Dag 6-7: Togrejse (M,A)
Dag 8: Ankomst til Irkutsk, indtjekning på hotel. Sightseeing Irkutsk (M,A)
Dag 9: Irkutsk — Bajkal søen — Listvyanka — Irkutsk (M,F,A)
Dag 10: Afrejse fra Irkutsk (M,A)
Dag 11: Ankomst Ulaanbaatar, Khustai Nationalpark, Khustai ger-camp (M,F,A)
Dag 12: Terelj Nationalpark, Alungoo ger-camp (M,F,A)
Dag 13: Ulaanbaatar, byrundtur, indtjekning på hotel (M,A)
Dag 14: Afgang fra Ulaanbaatar. Togrejse (M,A)
Dag 15: Ankomst Beijing. Indtjekning på hotel (M,A)
Dag 16: Himmelske Fredsplads, Beijing byrundtur (M,F)
Dag 17: Den Kinesiske Mur, afskedsmiddag (M,A)
Dag 18: Hjemrejse fra Beijing (M)

M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

Vi tager forbehold for, at der kan forekomme ændringer i rejsens program grundet lokale forhold.

Søg rejse

Vælg kun det, som du synes er vigtigt

Dagsprogram

Dag 1: Ankomst til Moskva (A)

Vi mødes med rejselederen i Københavns Lufthavn og rejser med Finnair via Helsinki til Moskva, hvor vi bliver hentet af vores lokalguide. Turen mod hotellet bliver en panoramisk sightseeing-tur, hvor vi kommer forbi berømte seværdigheder. Vi kører langs Moskva-floden og ser bl.a. Spurvebakkerne, der er de højeste landpunkter i Moskva, og som tidligere gik under betegnelsen Lenin-bakkerne. I området ligger det store universitet, der var den højeste bygning Europa, da den stod færdigt i 1953.


Billede: Moskva; det store universitet.

Efter indkvarteringen på hotellet, spiser vi middag på hotellet og resten af aftenen er til egne oplevelser. 

Dag 2: Byrundtur i Moskva og afrejse med Den Transsibiriske Jernbane (M,A)

Dagen byder på en klassisk byrundtur i Moskva med lokalguide, hvor vi ser nogle af de mest kendte monumenter, der emmer af historie. Vi skal naturligvis besøge byens centrale plads, Den Røde Plads, med Vasilij Katedralen og de mangefarvede løgkupler. Her ligger Kreml lige ved siden af, synonymt med magten i Rusland og det tidligere Sovjetunionen.


Billede: Kreml og Den Røde Plads.

Turen fortsætter mod Bolshoi Teateret, og ad de mest prestigiøse boulevarder, Novy Arbat, der var et sovjetisk prestigeprojekt, samt kører vi på den mere glamourøse boulevard, Tverskaya, hvor rige russere gør mange af deres indkøb.

Undervejs er der mulighed for at købe lidt frokost, inden vi midt på eftermiddagen kører mod togstationen. Her går vi ombord for første gang på den gigantiske togrejse og en eventyrlig tur venter. Efter vi har fundet os til rette i vores respektive kupéer, og fået lagt Moskvas forstæder bag os, spiser vi middag i togets restaurant.

Dag 3: Ankomst til Yekaterinburg (M,A)

Fra gårdagens travle boulevarder i Moskva, vågner vi op til en helt anden ’verden’. By er afløst af natur og du kan glæde dig til at nyde morgenmaden med udsigt til store skovområder, små landbrug og rislende floder. Langsomt går det op for os, hvor stort og enormt et land, vi er i. Afbrudt af kortere stop i større og mindre byer undervejs – har du tiden til dagen igennem at nyde den store grønne “film”, der kører forbi udenfor.

Vi spiser aftensmaden på toget, inden vi ankommer til vores første togstop, Yekaterinburg kl. 20:15. Her bliver vi mødt af vores lokale guide, der følger os til vores gode centrale hotel i byen.

Dag 4: Yekaterinburg med lokal guide (M,A)

Efter en god nats søvn er vi klar til at se på Yekaterinburg, opkaldt efter Katarina den første. Byen ligger midt i Uralbjergene, på de østlige skråningerne, i et område, hvor bjergene er lave. Som Ruslands fjerdestørste by er der naturligvis masser af liv, da det er regionens kulturelle centrum. På turen kommer vi blandt andet forbi nogle af byens fantastiske kirker. Allehelgens Kirke er en nybygget kirke fra dette århundrede. Stedet, hvor den er anlagt, indeholder masser af historie om den russiske zarfamilie, der endte sine dage her. Vi besøger ligeledes Opstandelses-kirken, der er byens ældste.


Billede: Yekaterinburg, Ruslands fjerdestørste by.

Vi tager herefter til Rastorgouyevs Palads, der ikke lader de herskabelige paladser i Moskva og Skt. Petersborg meget tilbage at ønske. Paladset er det største i hele Ural regionen og i dag en kunstskole for børn, men ikke desto mindre et prægtigt bygningsværk.

Du har eftermiddagen på egen hånd, inden vi igen mødes til middag på hotellet.

Dag 5: Udflugt i den sidste Zars fodspor. Afrejse fra Yekaterinburg (M,A)

Dagen byder på en udflugt uden for storbyen, hvor vi lære mere om Zar-familien.  I en mine, 15 kilometer uden for Yekaterinburg, ligger Ganina Yama, som oprindeligt var et “hul i jorden”. Det var her, at Zar-familien blev smidt i jorden efter revolutionen - i håb om evig glemsel af de nye magthavere. Men historien ville det anderledes og i dag er der, ud over historien om familien, et kloster til dens ære.


Billede: Ganina Yama. 

På udflugten kommer vi ligeledes forbi den officielle grænse mellem Europa og Asien – som ligger lige ved Yekaterinburg. Tilbage i Yekaterinburg er der tid til af købe frokost og gå rundt i byen på egen hånd. Der er masser af butikker, markeder og andet godt for den nysgerrige at kigge på.

Vi spiser middag på en udvalgt restaurant i byen, inden den store togrejse går videre. Toget mod Irkutsk afgår ved 22-tiden, og vi finder vores kupéer og kører ud i den sibiriske nat.

Dag 6-7: Togrejse gennem Sibirien – Yekaterinburg – Irkutsk (M,A)

Du har god tid i toget i disse to dage. En belejlig anledning til at komme helt ned i gear og nyde landskaberne, der glider forbi vinduerne - på tværs af verdens største land.

Dag 8: Ankomst til Irkutsk, byrundtur med guide (M,A)

Vi ankommer tidligt om morgenen til Irkutsk, som er en af Sibiriens største byer med omkring 600.000 indbyggere. Byen er nok mest kendt som storbyen ved Bajkalsøens bred. Her mødes vi med vores lokalguide og tager til hotellet, hvor vi får morgenmad, mens vi ryster togturen ud af kroppen, og sætter bagagen til opbevaring, inden dagens udflugt.


Billede: Irkutsk.

Senere tager vi på sightseeing i Irkutsk og lærer meget mere om livet i byen, der på mange måder er atypisk for området. Det er nemlig en by, hvor intellektuelle og kunstnere har boet og været med til at opbygge byen, gennem mere eller mindre frivillige ophold. Så kulturen har været i højsædet længe, og derfor blev byen også kaldt ’Østens Skt. Petersborg’. Læg også mærke til, at arkitekturen i det almindelige gadebillede har ændret sig fra de tidligere storbyer. Tydeligst bliver det ved vores besøg på Prins Trubetskoys Palæ, hvor herresædet er bygget i træ. Her stifter vi også bekendtskab med Dekabrist-opstanden fra 1825, der blev gennemført af en gruppe højtuddannede revolutionære officerer, digtere og andre kulturpersonligheder.


Billede: Prins Trubetskoys Palæ, der er bygget i træ.

Efter udflugten er der tid til hvile på hotellet eller tage på videre færd i byen på egen hånd. Aftenen byder på middag på hotellet.

Dag 9: Listvyanka og Bajkalsøen (M,F,A)

Bajkalsøen ligger små 70 kilometer fra Irkutsk, og er man på disse kanter, skal man selvfølgelig opleve den legendariske sø. Med en størrelse, der er ca. 75 procent af Danmarks areal og med en dybde over 1600 meter er søen verdens største ferskvandsreservoir. Grundet særlige forhold under istiden, hvor søen ikke var dækket af is, betyder, at faunaen omkring søen er enestående og hele 93 procent af dyrelivet er unikt for området. Det hører vi meget mere om på Bajkal-museet i Listvyanka. Vi tager herefter en stolelift op på Cherskogo-klippen, hvor vi får et fænomenalt udsyn over den smukke sø.


Billede: Ortodoks trækirke i Talsty og udsigt over Bajkalsøen.

Frokosten spiser vi samlet og fortsætter turen gennem byen Listvyanka, som også inkluderer besøg på Talsty, et udendørs museum for træarkitektur. 

Derefter går det retur til Irkutsk, hvor vi spiser aftensmad på hotellet.

Dag 10: Afrejse fra Irkutsk mod Mongoliet (M,A)

Rejsen bringer flere eventyr fra morgenstunden, når vi stiger på toget mod Mongoliets hovedstad, Ulaanbaatar. Turen er knapt gået i gang, inden vi atter kommer til den imponerende Bajkalsø. Her følger vi søens sydøstlige bred i knap 200 kilometer, og nyder helt andre landskaber end tidligere med højere bjerge og klipper. Vi kører via byen Ulan, inden turen går sydpå mod den mongolske grænse.


Billede: Mongolsk steppe i forbifarten.

Ved grænsen væbner vi os med tålmodighed, da grænseformaliteterne godt kan vare i et par timer. Heldigvis opholder vi os i det behagelige tog og fortsætter mod Mongoliets hovedstad, Ulaanbaatar. Aftensmaden spiser vi på toget, mens vi fordøjer de mange nye sanseindtryk og nyder følelsen af nye eventyr i et nyt land.

Dag 11: Mongolske heste og overnatning i camp på steppen (M,F,A)

Efter vores tidlige ankomst til Mongoliets hovedstad kører vi til vores hotel og spiser morgenmad. Her pakker vi vores kufferter om, og tager kun det nødvendige med, inden vi skal på et ægte eventyr på de store mongolske stepper. Turen går til Khustai Nationalpark cirka 100 kilometer fra byen. Her skal vi overnatte to nætter ved foden af Khentii bjergene med gode chancer for at opleve de vilde Takhi heste. Vi indlogerer os på Khustai Ger Camp og tager herefter på udflugt i området med museumsbesøg og masser af vilde landskaber.


Billede: Vilde heste og Ger Camp i Mongoliet.

Efterfrokost er der tid på egen hånd i campen, inden vi sidst på eftermiddagen tager bussen ud i landskabet for at se de vilde heste. Tilbage på campen får vi aftensmad og gør klar til natten.

Dag 12: Khustai Nationalpark – Terelj Nationalpark. Buddhistisk klosterbesøg (M,F,A)

Efter morgenmaden pakker vi bussen og kører til Terelj Nationalpark, som ligger på den nordøstlige side af Ulaanbaatar. Her har vi et mindst ligeså imponerende natursceneri, om end noget anderledes. Her er mere skov, flere klipper i landskabet og mere alpint. Dagen byder på flere interessante besøg, hvor vi kommer lidt tættere på det mongolske folk. Vi besøger blandt andet det buddhistiske tempel Aryabal, en lokal mongolsk familie samt områdets kendteste seværdighed ”Den kravlende skildpadde-klippe”.


Billede: Terelj Nationalpark og "Den kravlende skildpadde-klippe".

Vi ankommer sidst på dagen til vores nye camp, Alungoo Ger Camp, der byder på lidt højere standard end forrige nat. Her får vi aftensmad, og du har aftenen til at slappe af.

Dag 13: Ulaanbaatar byrundtur(M,A)

Vi begiver os mod Ulaanbaatar efter morgenmaden og tager på byrundtur i hovedstaden. Byen er langt den største i Mongoliet med ca. 1,4 mio. indbyggere. Udefra set, ligner byen noget i det vilde østen, og det er på mange måde, ikke helt forkert. Men der er også et ældre centrum i byen, der har mange seværdige bygninger og en interessant historie. Her besøger vi blandt andet Bogd Khans Vinterpalads, der vidner om det fjerne østen. Den moderne planøkonomiske del af byen ser vi også, når vi besøger byens moderne centrale plads Sukhbaatar. Storladent, og med påmindelser om, at Mongoliets placering mellem de to største kommunistiske lande i sidste århundrede, ikke fornægter sig.


Billede: Ulaanbaatar med Bogd Khans Vinterpalads samt Mongoliets parlamentsbygning.

Aftenen byder på et besøg på en lokal restaurant. 

Dag 14: Afrejse fra Ulaanbaatar (M,A)

Der er tidlig afrejse fra hotellet, når vi sætter kurs mod rejsens sidste etape i tog til Beijing. Udstyret med madpakker fra hotellet kører vi til stationen, hvor der er afgang klokken 7:30.

Der er cirka 30 timers togrejse foran os, inden vi rammer den kinesiske hovedstad. Undervejs vil der være utallige smukke landskaber at betragte og nyde.

Togbredden på bane-nettet i Kina er ikke det samme som i Mongoliet/Rusland. Det betyder, at vognene skal have ændret hjulafstanden ved grænsen. Det giver, ud over de vanlige grænseformaliteter, lidt ventetid. Men det er interessant at opleve, hvordan man skifter hjulbredden. Efter ankomsten til Kina spiser vi aftensmad ombord og gør klar til den sidste togtur.

Dag 15: Ankomst til Beijing – transfer til hotel (M,A)

Toget ankommer til Beijing midt på eftermiddagen, hvor vores kinesiske lokalguide henter os. Vi kører en panoramisk sightseeing tur mod hotellet midt i storbyen. Og det er virkelig en storby, som vi er ankommet til, med over 18 millioner indbygger. Vi vil, fra det øjeblik vi ankommer, opleve liv over alt, og en helt anden spændende kultur.


Billede: Million-byen Beijing.

På hotellet ordner vi formaliteterne, og har lidt tid på egen hånd, inden vi spiser aftensmad sammen.

Dag 16: Byrundtur i Beijing (M,A)

Byrundturen begynder efter morgenmaden, hvor vi tager med lokalguiden til et af de mest legendariske steder i byen: Den Himmelske Fredsplads. Berømt og berygtet, og mest i erindring fra optøjerne i 1989. Pladsen er den største hovedstadsplads i verden med over 400.000 kvadratmeter, og et meget imponerende skue. Pladsen er også en slags port til den forbudte by, hvorfra 24 kinesiske kejsere har regeret landet gennem tiderne.


Billede: "Den forbudte by".

Vi spiser frokost sammen og tager derefter til sommerpaladset, der var tidligere kejseres sommerresidens. Særligt haverne er berømmede og - efter sigende - de smukkeste i landet.

Efter besøget tager vi tilbage til hotellet, og du har resten af dagen og aftenen på egen hånd.

Dag 17: Den Kinesiske Mur. Afskedsmiddag (M,A)

Hvis Den Himmelske Fredsplads er berømt, så er det svært at finde en betegnelse for Den Kinesiske Mur, der er verdens længste forsvarsmur, og det største kinesiske ikon af dem alle. Vi tager svævebanen op på muren og går en fin lille vandretur.


Billede: Den Kinesiske Mur.

Der er mulighed for at købe frokost ved muren.

Det er vores sidste aften på rejsen, og det skal fejres med en middag med en ægte kinesiske delikatesser. Det gør vi på den berømte Peking Roast Duck restaurant, hvor vi runder af med et ikonisk måltid på en ikonisk rejse. 

Dag 18: Hjemrejse (M)

Rejsen lakker for alvor mod enden, og vi bliver kørt til lufthavnen efter morgenmaden. Vi flyver igen med Finnair via Helsinki og lander samme eftermiddag (pga. tidsforskel) i København efter en ualmindelig oplevelsesrig rejse.

Kort

Praktiske oplysninger


Visum

Der kræves visum til Rusland, Mongoliet og Kina for at kunne deltage på rejsen med den Transsibiriske Jernbane, og det er rejsedeltagerens eget ansvar, at man har samtlige viseringer på plads.

Processen er de senere år blevet mere effektiv, men det tager stadig noget tid, og man bør gå i gang med ansøgningsprocessen 3 måneder inden afrejse.

OBS: Kulturrejser Europa arbejder i øjeblikket på at lave en samarbejdsaftale med en udbyder af hjælp til visum, hvilket vil gøre processen lettere, men naturligvis mod gebyr. Vi opdaterer siden, når aftalen er i hus.

Vejledningen herunder er for gæster med almindeligt dansk pas. Kontakt altid selv ambassaderne/konsulaterne, hvis der en nogen som helst tvivl. De nedenfor nævnte priser kan ændres og indeholder ikke forsendelsesomkostninger af pas/visum.

Visum - Rusland
For at få lavet et russisk visum kræves en ”besøgsinvitation”. Den får man af Kulturrejser Europa, og den får man sidst på foråret. Prisen for et russisk visum koster ca. 570 kr., hvis man selv står for det hele. Behandlingstiden er typisk 5 dage og kræver i øjeblikket personligt fremmøde på ambassaden i København.

Læs mere på konsulatets hjemmeside - http://denmark.kdmid.ru/da.aspx

Visum - Mongoliet
Et ”single-entry” visum til Mongoliet koster ca. 660 kr., hvis man selv ordner det via det mongolske konsulat i Danmark. Konsulatet har begrænset åbningstider, og man skal beregne ca. 14 dage fra man har sendt ansøgningen til man modtager visaet.

Læs mere på konsulatets hjemmeside - http://mongolietskonsulat.dk/soeg-visum/

Visum - Kina
Prisen for et kinesisk visum er ca. 962,50 kr. hvis man selv står for ansøgningsproceduren. For at få et kinesisk visum er en del af ansøgningsprocessen at man skal have taget fingeraftryk på visumcentret i København.  Fingeraftrykkene gemmes i 5 år, og skal man til Kina inden for den periode igen behøver man ikke at få taget nye aftryk. Undtaget for fingeraftryk er er dog børn under 15 år og voksne over 70.

Visum søges ved Chinese visa application center i København.

Læs mere på centrets hjemmeside -  http://bio.visaforchina.org/CPH2_EN/index.shtml