Dag 1: Ankomst. Stirling Castle (A)
Med fly til Edinburgh. Kørsel til Stirling og indkvartering på rundrejsens første hotel, som er centralt placeret midt i den hyggelige by, Stirling.
I Stirling ligger et af Skotlands mest betydningsfulde slotte, Stirling Castle, der fra sin klippetop, skuer ud over hele syv slagmarker og byen Stirling. Adskillige konger og dronninger er kronet på slottet. Et par af Skotlands nationalheltes historie knytter sig til stedet; kongen Robert the Bruce og frihedskæmperen William Wallace. Sidst nævnte blev verdenskendt i filmen ”Braveheart” med Mel Gibson i hovedrollen. Vi besøger Stirling Castle, hvor du blandt andet får mere at vide om slottets betydning som forsvarsværk, de mange kanoner ved French Spur og slotssalen med det fine loft, hvor kongelige og adelspersoner er portrætteret gennem udskæringer i eg.

Billede: Statue Robert the Bruce, der skuer udover heden og Stirling Castle.
Om aftenen er der fælles middag på hotellet.
Dag 2: The Trossachs, Loch Lomond og til Fort William (M,A)
Vi sætter kursen til den naturskønne nationalpark The Trossachs og kører langs bredden af Loch Lomond, Skotlands største ferskvandssø.
Vi fortsætter gennem det smukke hede-landskab, der skærer sig gennem høje bjerge og Skotlands kendte og billedeskønne dal, Glencoe. Det var arnestedet for Glencoe-massakren, der fandt sted i de tidlige morgentimer en februardag i 1692, hvor store dele af MacDonald-klanen blev udslettet. Sidst på eftermiddagen ankomst til Fort William.

Billede: Glencoe.
Indkvartering og middag på hotellet.
Dag 3: Sejltur på Loch Linnhe og Fort William (M,A)
I dag vågner du i det skotske højland, en af Europas sidste vildmarker. Fort William, som er vores udgangspunkt de næste dage, er en af de større byer i denne del af højlandet selvom indbyggertallet blot har rundet 10.000. Byen ligger smukt i bunden af fjorden Loch Linhe, med ikke blot Skotlands, men hele Storbritanniens højeste bjerg, Ben Nevis, som nabo.
Formiddagen byder på en sejltur, hvor du får mulighed for at opleve mere af Skotlands fantastiske natur og dyreliv herunder marsvin, sæler eller måske en ørn.
Eftermiddagen er fri til at udforske Fort William, der på High Street har et fint udvalg af butikker og et par enkelte pubs. Alternativ kan du vandre en lille tur på heden bag ved hotellet. Middag på hotellet.
Dag 4: Isle of Skye (M,F,A)
Isle of Skye er den største og nordligste ø i øgruppen Hebriderne, der ligger ved Skotlands vestkyst. Øen er kendt for sin bjergtagende natur, MacDonald-klanen og for whisky-destillerier med røget whisky af høj kvalitet. Det skotske højland byder på nogle enestående landskaber, hvor hele paletten er i brug. Her er barsk og mildt, her er hav og søliv, bjerge og dale og en vild natur. Du får en fornemmelse for Skotlands betagende skønhed!
Vi lægger ud med en køretur langs Loch Eil og Loch Eilt. Såfrem tiden tillader, stopper vi ved Glenfinnan viadukten kendt fra blandt andet Harry Potter filmene og Jakobit-oprøret i 1700-tallet. Fra havnebyen Mallaig sejler vi over strædet - Sound of Sleat til Isle of Skye. Sejlturen tager cirka 30 minutter.

Billede: Isle of Skye og byen Portree med de kulørte facader.
Herefter forsætter vi til det historiske slot fra 1300-tallet, Dunvegan Castle, der har været højborg for Mcleod-klanen i mere end 800 år og slentre i den flot anlagte have, med vandhaven som et højdepunkt.
Vi begiver os mod Skye Bridge, som forbinder Isle of Skye med det skotske fastland og på vejen til Fort William forkæles vi med spektakulært og sjæle-smukt skotsk højland og det maleriske slot Eilean Donan Castle, hvor vi hører dramatiske fortællinger om vikinger, MacDonald-klanen, Jacobit-oprøret i 1700-tallet og om filkmkulisse til James Bond filmen The World is not Enough og Highlander.
Vi medbringer madpakker til dagens frokost.

Billede: Eilean Donan Castle, hvor der gøres fotostop.
Vi ankommer til vores hotel lidt før middagen er klar.
Obs! Denne udflugt kan køres i omvendt rækkefølge alt afhængig af hvilken færgetid og besøgstid på Dunvegan Castle, vi får tildelt.
Dag 5: Fort Augustus, Urquhart Castle ved Loch Ness og Inverness (M,A)
Vi har en begivenhedsrig dag foran os. Vi kører til Fort Augustus, en lille hyggelig by ved Loch Ness sydligste del. Her strækker vi benene og ser de karakteristiske sluser. Herefter kører vi langs vestkysten af Loch Ness og ankommer til ruinerne af det ikoniske Urquhart Castle, der ligger helt ned til flodbredden af den 56 km2 store ferskvandssø. Slottet blev bygget i 1200-tallet og spillede en rolle i den skotske frihedskamp i 1300-tallet. Fra Urquhart Castle er der også gennem tiderne flere personer der mener at have spottet uhyret ”Nessie”. Historierne og myterne om havuhyret er mange!

Billede: Loch Ness og Urquhart Castle.
Vi fortsætter langs bredden af Loch Ness og kører til højlandets største by, Inverness med ca. 50.000 indbyggere, hvor du får tid på egen hånd. Vi forlader Inverness og overnatter i en lille by ved Spey-floden. Vi spiser middag på hotellet.
Dag 6: Skotsk whisky destilleri. Pitlochry, Blair Castle og til Edinburgh (M)
Vi kører sydpå via Grampian-bjergene og Pitlochry. Vi gør holdt ved et af de lokale Whisky destillerier til rundvisning og smagning. Dagens whiskysmagning er, for nogles vedkommende, et af turens højdepunkter.
Dagen byder også på et besøg på Blair Castle, et gammelt herresæde for Hertugerne og Jarlerne af Atholl. Du får også tid til at se den smukke muromkransede have.

Billede: Sækkepibespiller foran Blair Castle og senere whiskysmagning.
Vi kører til Edinburgh og indkvarterer os på hotellet, som er centralt beliggende i gåafstand til blandt andet Grassmarket og Edinburgh Castle. Idag er der ikke aftensmad inkluderet, og vi anbefaler en middag i Skotlands pulserende hovedstad.
Måske er det dagen, hvor haggis skal prøves: En meget traditionel skotsk ret, bestående af en kødstuvning baseret på fåreindmad, og som ofte serveres med kartoffelmos.
Dag 7: Edinburgh
Byrundtur i Edinburgh. Vi besøger bl.a. den historiske gamle bydel Old Town med Edinburgh Castle, som ligger på en bakketop for enden af The Royal Mile.

Billede: Edinburgh med fantastisk udsigt over byen fra Carlton Hill.
Edinburgh Castle er et middelalderslot med borgmur, prægtige bygninger samt brostensbelagte gader. Herfra har du en fantastisk udsigt over byen. Foran slottet er "tattoo-pladsen", og når man står der selv, er det svært at forstille sig, at den lille plads kan rumme så mange mennesker ved det årlige militær-tattoo i august.
I selve Old Town finder du snævre gader og tæt beliggende huse. I bydelen New Town er det klassiske Georgianske bygninger fra 1700-tallet, der dominerer.
Resten af dagen er til fri disposition til at nyde byens mange kultur- og shoppingmuligheder bl.a. i Princess Street. Gaden er bilfri og har næsten ingen bebyggelser på sydsiden - hvilket giver en fantastisk panoramaudsigt over den gamle bydel og Edinburgh Castle.
I Edinburgh er der også stor chance for at møde sækkepibe-spillende skotter, som underholder på gader og stræder. Naturligvis iklædt den traditionelle skotske kilt - som hver familie-klan har sin egen særlige flotte udgave af.
Dag 8: Hjemrejse
Vi takker Skotland for denne gang og kører mod lufthavnen og flyver hjem.
OBS! Rejsen er ikke som sådan strabadserende, men indeholder en del spadsereture, hvorfor det kræves, at man har en udmærket fysisk formåen.
Vi tager forbehold for, at der kan forekomme ændringer i rejsens program grundet lokale forhold. Alle rejsens elementer vil indgå, selvom der byttes rundt i rækkefølgen af udflugterne.