Dag 1: Ankomst til Faro samt indkvartering i Tavira (A)
Ved ankomsten til Faro Lufthavn møder du vores danske rejseleder. Herefter kører I til jeres hotel i Tavira, der skal danne rammen om din rejse de næste 8 dage. Værelserne er til rådighed fra kl. 15.00, så der er god mulighed for at stille bagagen og udforske området og hotellet, hvis fællesfaciliteter naturligvis kan benyttes.
Hotellet byder på pool og ønsker du en tur ved stranden, kan man fra byen sejle med en lille båd over strædet til øen Ilha de Tavira. Middagen spiser vi hver dag i hotellets restaurant, og vi mødes derfor om aftenen og nyder hinandens selskab.
Dag 2: Sightseeing i Tavira (M,A)
Med vores centrale beliggenhed har vi saltmarsken og markedsbygningen bag os og floden og bymidten indenfor 5 minutters gang. Meget bedre fås det ikke. Dagen byder i dag på en gåtur sammen med vores rejseleder i Tavira.
Her skal vi forbi kirker, fine kakkelklædte huse, den romerske bro og floden Gilão, der deler byen i to. Vi snuser til de lokales dagligdag, der ikke kun lever af turisme, men også arbejder indenfor blandt andet fiskeri og ved saltmarsken, hvor der stadig udvindes salt i bassiner efter ældgamle traditioner.

Billede: Tavira.
Dag 3: Kork-ruten i Algarves bagland (M,A)
I Algarves smukke bjergrige bagland i området omkring byen Sao Brás de Alportel besøger vi i dag en traditionel korkfabrik og korkmuseet Museu da Cortica. Korkindustrien i Sao Brás de Alportel går helt tilbage til 1800-tallet.
Selv i dag bearbejdes korken på samme måde som i gamle dage, da det meste af korken stadigvæk skal håndsorteres for at få de rigtige kvaliteter. På museet får vi fortællingen om byens udvikling gennem et par hundrede år (inkl. entre). Udflugten er en halvdagstur.

Billede: Korkeg / Kork lagt til tørring.
Dag 4: Silves, picnic ved de gyldenrøde klipper (M,F,A)
I dag skal vi til Silves, der helt sikkert vil bringe dig tilbage i tiden på en fortryllende måde. Historisk set er Silves maurernes vigtigste by, men den var ikke kun et magt- og handelscenter, men også et vigtigt kulturelt centrum.
Den imponerende røde sandstensborg har været scene for mange historiske og dramatiske begivenheder. (Entré til borgen er ikke inkl. og betales direkte ved ankomst).

Billede: Silves med den røde sandstensborg i baggrunden.
Dagen byder også på besøg ved en af strandene med de smukke gyldenrøde klipper og det azurblå hav, som ikke overraskende er et af kystens vartegn. Vi nyder panoramaudsigten ved Marinha-stranden og spiser her vores medbragte picnic med lokale specialiteter.
Dagens sidste stop er ved en af de lokale producenter af oliven eller appelsiner, hvor vi får fortællingen om produktionen. Besøget her afhænger af årstiden. I maj besøger vi en gård, der dyrker appelsiner og i efterået en producent af olivenolie. Udflugten er en heldagstur.
Dag 5: Fridag eller ekstra udflugt til Olhão og sejltur i naturparken Ria Formosa (M,A)
Naturparken Rio Formosa er et stort fredet naturområde og marsklandskab med sump og små øer, sandbanker og laguner langs Algarvekysten. Parken strækker sig over en 60 km lang kyststrækning, og her strømmer vandet ud i Atlanterhavet og giver ideelle forhold til en lang række vadefugle og andre havfugle.

Billede: Sejltur på Ria Formosa.
Vi sejler i fiskernes slipstrøm og besøger Culatra, en af de små beboede øer i lagunen. Oprindelig boede der her sardinfiskere. I dag bor der omkring 800 personer på småøerne i lagunen. Har du tilmeldt dig dagens ekstra udflugter, kommer du med på en to timers sejlads og ser dette skønne naturområde.
Vores sejltur starter og slutter i byen Olhão, hvor der efter sejladsen er tid til at gå en tur ved de dekorative gavlmalerier og opleve det store marked med et udbud af sæsonens friske frugter, grønt, friskfanget fisk og andre lokale specialiteter.
Dag 6: Det ukendte østlige Algarve (M,A)
I dag skal vi på udflugt til det østlige Algarve og grænselandet til Spanien.
Første stop på vejen er den lille charmerende landsby Cacela Velha, der ligger på en bakketop i den østlige del af naturparken Rio Formosa. Her får vi en god fornemmelse for naturkræfterne over det store vådområde og økosystem, når vi ser udsigten over naturparken fra byens gamle fort.

Billede: Flamingoer i Guadiana-floden.
Vi kører længere ind i landet og tættere på den spanske grænse. Vi besøger landsbyen Castro Marim, der qua sin strategiske beliggenhed ved Guadiana-floden har opført en kæmpe stjerneformet borg på byens bakketop. Rundt om bakken ses de hvide huse, og marsklandskabet tiltrækker især de farvestrålende flamingoer.
Man skulle tro, vi var i Lissabon, når vi på vores sidste stop besøger Vila Real de Santo Antonio, og det er ikke så mærkeligt, da det er den samme statsmand og arkitekt, Marques de Pombal, der har genopbygget begge byer med snorlige gader og store pladser. Vi går en tur sammen i grænsebyen inden vi returnerer i Tavira. Turen er en heldagstur.

Billede: Grænsebyen Vila Real de Santo Antonio.
Dag 7: Dag til egne oplevelser eller ekstra udflugt til Faro med tog, frokost og vin (M,A)
Har du tilkøbt ekstra-udflugten til Faro, så skal du i dag med på en skøn togtur ind til Algarves hovedby. Faro er en moderne storby og er attraktiv med skønne spisesteder, et livligt havnemiljø og spændende butikker. Vi går på opdagelse i den hvide by, som har bevaret sin middelalderlige charme.
Cidade Velha er navnet på den gamle bydel, og allerede når vi træder ind gennem byporten Arco da Vila, fornemmer vi den gamle bydels charme med spor tilbage fra romerne og maurerne, som ses overalt på Algarvekysten. De mauriske bymure, der omkranser den gamle bydel, stammer helt tilbage fra det 9. århundrede. Det er også i den gamle bydel, at vi finder byens katedral og det gamle kloster, som i dag er omdannet til et arkæologisk museum (evt entré betales direkte) .

Billede: Faro.
Rejselederen viser sine Faro-favoritter, og der er inkluderet en frokost med vin på dagens udflugt. Udflugten slutter efter frokosten, og du kan herefter vælge, om du vil blive i byen på egen hånd eller køre med toget sammen med rejselederen tilbage til Tavira. Vi anbefaler, du er godt gående til denne udflugt, da vi går til/fra togstationerne og rundt i Faro.
Dag 8: Hjemrejse (M)
I dag er det farvel til Algarvekysten. Vi kører til lufthavnen og tager flyet til Danmark.