Skip to main content

Haverejse til Madeira

Status:
Kommer i 2024

Haverejse til Madeira med blomsterfestival i 2024

I selskab med havehistoriker Ole Fournais

Oplev sjældne haver, farverige blomster og smukke parker samt Madeiras smukke hovedby Funchal, når havehistoriker og rejseleder Ole Fournais står i spidsen for vores blomster- og haverejse til Madeira. 

Madeira er blomsterøen over dem alle med både hjemmehørende Madeira-planter og spændende gevækster fra hele verden. Det er øens milde klima, som blomsterne er så glade for. Året rundt er her nemlig masser af solskinstimer, en jævn temperatur og nedbør i passende mængder, dvs et klima, der er helt ideelt til de mange frodige haver.

Vi besøger haver, som internationale havemagasiner har udråbt til haver, man bare skal se – og lægger vejen forbi nogle af øens lidt mindre kendte – men stadigvæk meget betagende haver. Alt sammen samtidig med at Madeiras kendte blomsterfestival finder sted.

Derfor skal du rejse med os på haverejsen til Madeira:

  • Du får en rejse udover det sædvanlige i blomsternes tegn
  • Du oplever Madeiras verdensberømte blomsterfestival med siddepladser
  • Du oplever ti smukke haver og parker
  • Hotel med balkon og havudsigt til alle værelser og all inclusive
  • I selskab med en dygtig havehistoriker og rejseleder, Ole Fournais.

Madeira Blomsterfestival 2024

Madeiras blomsterfestival er verdensberømt, og vi har naturligvis lagt vores haverejse samtidig med blomsterfestivalen, så du kan få alle oplevelserne med. Funchal vil være smukt blomsterpyntet, og der er en masse festligheder, deriblandt bygningen af børnenes blomstermur den 4. maj og den store parade den 5. maj.
Blomsterfestivalen foregår fra 2. maj - 26. maj 2024.  

Funchal og Montes spændende haver 

En by fyldt med blomster! Vi  går vi på opdagelse i et par af de frodige byparker i Funchal og lægger vejen forbi det farverige marked. I Monte besøger vi den Botaniske Have samt Monte Tropical Gardens - to prisvindende haver.

Havebesøg og Afternoon Tea på Reids Palace   

Vi besøger i alt 11 spændende haver og parker på rejsen, herunder fem hotelhaver, som vi ekstraordinært har fået adgang til. Her er tale om virkelige unikke haver med spændende haveanlæg med mange planter og skønne udsigter.

Et af de mest berømte er det legendariske hotel Reid's Palace, hvor vi også nyder en ægte klassisk Afternoon Tea. I den østlige del af Madeira nyder vi en lille frodig have ved en af øens levadaer samt Blandy-familiens store have Palheiro Gardens.    

Madeiras vilde nordkyst og solrige solkyst

Ønsker du fuldt program, hvor du ser lidt mere af øen end blot Funchal-området, har du mulighed for at følge med på to heldagsture med frikost. Vi kører tværs gennem øen og og oplever den betagende og barske nordkyst. Undervejs indlægger vi havebesøg og en god lokal frokost. På vores tur til den solrige solkyst, besøger vi en bananplantage og spiser en god frokost ved en af Madeiras få strande. 

Hotel på haverejsen

Vi bor på det firestjernede Hotel Pestana Bay – i sig selv en smuk oase – med en spændende have og naturligvis dejlige værelser, der alle har balkon og havudsigt samt all inclusive på hotellet. Hotellet ligger i første række til havet.

Om rejseleder og havehistoriker Ole Fournais

Ole er vores rejseleder på denne eksklusive haverejse. Udover at være en særdeles kyndig og erfaren rejseleder, har Ole undervist på Folkeuniversitetet og på Beder Gartnerskole i kulturhistoriske fag og ikke mindst i favoritfaget "Havekunstens historie".

Kort dagsprogram for haverejsen på Madeira:

Dag 1: Ankomst til Madeira
Dag 2: Vores hotelhave og en let gåtur til Camara de Lobos (AI) 
Dag 3: Quinta Splendida og Botanisk Have (AI)
Dag 4: Quinta Jardins do Lago og Monte Tropical Garden (AI)
Dag 5: Let levada-vandring og Blandy's Palheiro Gardens(AI)             
Dag 6: Funchals byparker og det magiske marked (AI) 
Dag 7: Blomsterfestival i Funchal (AI)   
Dag 8: Fridag eller ekstra udflugt til den solrige sydkyst (AI)          
Dag 9: Hotelhavernes dag: Porto Mare, Pestana Village og Reid's Palace med Afternoon Tea (AI)
Dag 10: Fridag eller ekstraudflugt til det nordlige Madeira (AI)
Dag 11: Hjemrejse fra Madeira (M)

AI = All Inclusive 
Vi tager forbehold for, at der kan forekomme ændringer i rejsens program grundet lokale forhold. 

Søg rejse
Vælg kun det, som du synes er vigtigt

Dagsprogram

Dag 1: Ankomst til Madeira og transfer til hotellet

Flyrejse til Madeira via Lissabon. Efter ankomsten kører vi til det firestjernede Hotel Pestana Bay All Inclusive, som er beliggende i et roligt område i første række til havet. Her checker vi ind.

Under opholdet er der all inclusive på hotellet. Det indebærer fri bar (udvalgte drikkevarer), morgenmad, frokost og aftensmad (alle serveret som buffet) samt eftermiddagssnacks. Du bedes dog bemærke, at vi på udflugtsdagene ikke er på hotellet til frokost.

Dag 2: Vores hotelhave og gåtur til Câmara de Lobos (AI)

I dag nyder vi vores egen hotelhave på Hotel Pestana Bay og går en tur langs kysten til fiskerbyen Câmara de Lobos. Turen er ca. 4 km pr. vej.  Câmara de Lobos er kendt for sin betagende bugt, havnen med de farverige fiskerbåde og ikke mindst for besøg af Winston Churchill, hvor bugten var et yndet motiv for hans malerier.
Byen er omringet af bananplantager og vinmarker og er i de senere år blevet byfornyet og er blevet et trækplaster for de lokale med kunsteriske gader med streetart og gode restauranter.  

Dag 3: Quinta Splendida og Botanisk Have (AI)

Vi besøger vores første hotelhave i landsbyen Caniço, hvor Hotel Quinta Splendias mere end 30.000 m² store have byder på tusinder af forskellige planter samt skønne fælles områder. Det er en paradisisk have, hvor en blanding af hjemmehørende (fra Madeira) og importerede planter eksploderer i et bombardement af farver og dufte - og ledsaget af en vidunderlig havudsigt!
Efter rundvisningen får vi serveret te og kage (inkluderet).

Funchals Botaniske Have er beliggende på en bjergskråning i bydelen Monte, og er Madeiras mest berømte haveanlæg. Et besøg her står på mange haveentusiasters ønskeliste over haver, der bare skal ses én gang i livet. Haven kan prale af et areal på hele 80.000 m² med utallige flot anlagte bede i farverige og symmetriske former, et par tusinde forskellige planter fra nær og fjern og ikke mindst en fantastisk udsigt. 
Haven er anlagt i 1960’erne og inddelt i forskellige områder f.eks. planter fra Madeira, buske og træer fra hele verden, medicinske urter, sukkulenter, mm. Entré er inkluderet.


Billede: Funchals Botaniske Have.

Dag 4: Quinta Jardins do Lago og Monte Tropical Garden (AI)

Den fornemme ejendom Quinta Jardins do Lago blev bygget i 1700-tallet, og de efterfølgende velhavende ejere har flere gange ændret både bygning og haveanlæg. I dag bruges ejendommen som hotel. Under Napoleonskrigene blev stedet brugt som officiel residens for den britiske øverstkommanderende.

Netop hans store haveinteresse kom til at præge udvalget af planter særdeles meget. Derfor blev haven gennem opkøb udvidet flere gange, og er nu på godt 2,5 hektar og rummer over 500 forskellige plantearter. Havens design fastholder det oprindelige præg af "landsted" med charmerende arealer med tæt beplantning med mange skyggegivende træer og et næsten jungleagtigt præg.
Samtidig bliver man undervejs overrasket over betagende udsigter ned over Funchal - og ikke mindst ud over bugten. Efter rundvisningen nyder vi en kop te eller kaffe med scones (inkluderet).


Billede: Kaffe/te og scones i Jardins do Lago og efterfølgende besøg i Monte Tropical Garden.

Monte Tropical Garden er beliggende oppe over Funchal i bydelen Monte. Haven er på 70.000 m² og er anlagt på et skrånende terræn. Haven åbnede i 1991 og er hurtigt blevet et af øens flotte haveanlæg med forskellige temaer, som f. eks. orientalsk, tropisk, skulptur, planter fra Madeiras oprindelige vegetation samt diverse flotte vandanlæg som springvand, fontæner og vandfald.
Entré er inkluderet.

Dag 5: Levada dos Tornos med let vandring og Blandy’s Palheiro Gardens (AI)

Vi begiver os ud på dagens lette vandring i den østlige del af Madeira og går en lille strækning på Levada Dos Tornos, som er en del af Madeiras berømte vandingskanalsystem. Oprindeligt blev vandingskanalerne konstrueret til at lede vandet fra bjergene til de tørre områder, og i dag har de fået endnu en funktion og benyttes i stor stil som populære vandrestier.

Ruten er flad, let og vi går ca. 2-3 km langs levadaen i naturskønne omgivelser. Ønsker du ikke at deltage i levada-vandringen, kan du køre med i bussen til Palheiro Gardens. 


Billede: Let levada-vandring på Madeira.

Haven til Quinta Palheiro har en række forskellige haverum med hvert deres særpræg. Her er rosenhave, kameliasti, den forsænkede have, stauder og et stort areal med spredte træer. Haven er løbende blevet tilført inspiration og beplantning fra andre dele af verden. Fra Amerika er der indført sequoia (mammuttræ) og liriodendron (ægte tulipantræ), fra Sydafrika dominerer nationalblomsten protea og fra New Zealand stammer de besynderlige pohutukawa.


Billede: Quinta Palheiro Gardens på Madeira.

Haven er anlagt 500 meter over havet med en pragtfuld udsigt over Funchal og bugten. Blandt de (formentlig) 10.000 planter findes planter, som stammer tilbage fra havens begyndelse. Nyd blandt andet det forunderlige bauhinia (kaldet indisk orkidétræ) med sarte hvide eller lysviolette blomster eller talrige koralbuske (erythrina) fra Sydamerika med kraftige røde farver.
Haven kaldes i daglig tale Blandys efter den driftige vin-og handelsfamilie, som står bag haven, golfbanen og hotellet af samme navn.

Dag 6: Funchals byparker og magiske marked – Blomsterfestival  (AI) 

Vi tager samlet ind til byen, som netop i denne tid er ekstra imponerende med de mange blomsterdekorationer og blomstertæpper.

Vi begynder i Catarina-parken, som er en af byens mest populære parker. Den ligger ideelt for byens indbyggere med små stisystemer, skønne træer, mange forskellige blomster og buske samt en lille sø.
Fra parken er der en fantastisk udsigt over havnen, bugten og lidt af byen. Ad Funchals hovedstrøg bevæger vi os ned til selve bymidten og kigger indenfor i den kommunale bypark Jardim Municipal - også kendt som Donna Amélia. Det er en skøn oase midt inde i byen og omgivet af gamle træer og blomster.
Vi runder også Rådhuspladsen og ser ”Håbets Mur”. Det er en børneceremoni, og en blomstermur, som børn opfører.  

Funchals farverige marked, Mercado dos Lavradores, er et sandt mekka for alle sanser. Markedsbygningen er i flere etager med boder med årstidens farverige udbud af eksotiske blomster, frugt og grønsager, lokalt kunsthåndværk og turistbutikker. Der er masser at kigge og smage på. I fiskeafdelingen ser du dagens friske fangst af blandt andet den sorte dybhavsfisk, Espada, og frisk tun i imponerende størrelser.
Dagens udflugt slutter i Funchal. Transport til hotellet er på egen hånd.


Billede: Funchals farverige marked Mercado dos Lavradores.

Dag 7: Blomsterfestival og den store parade (AI)  

Transfer til Funchal t/r . I dag kulminerer festlighederne til Blomsterfestivalen. Hele byen summer af liv, og der er fine blomsterudsmykninger og boder med mad, kunsthåndværk, m.m. Dagens højdepunkt er det store optog gennem byens gader med farverige kostumer, udsmykkede biler, sang, dans og ikke mindst masser af blomster.  Vi har siddepladser til blomsterfestivalens parade.


Billeder: Blomsterfestivallen i Funchal.

Dag 8: Fridag eller ekstra udflugt til Madeira solrige solkyst (AI)

I dag har du dagen på egen hånd eller du kan tilmelde dig rejsens ekstra udflugt til den solrige solkyst, hvor vi besøger en bananplantage nær Madalena do Mar og et af de lokale vinhuse, der producerer Madeira-vin.  Frokost på en lokal restaurant serveres ved en af Madeiras få sandstrande i Calheta.  

Dag 9: Hotelhavernes dag: Porto Mare, Pestana Village og Reid's med "afternoon tea"(AI) 

Som vi allerede har set de foregående dage, så er øens hotelhaver noget helt særligt. Porto Mares pragtfulde hotelhave, som dækker et område på 13.400 m², er fyldt med blomster året rundt og store grønne områder med masser af planter, træer, buske og blomster fra Madeira - såvel som andre eksotiske steder bl.a. Australien, New Zealand, Afrika og Asien.

Haven er en botanisk oase med subtropiske planter, der er anlagt med stor variation med små mindre haveanlæg. Havens ældste del er den mindste og inspireret af Orienten, mens den nyeste del er urtehaven med medicinske og aromatiske planter.

Derudover findes en større samling af orkideer, palmer, spiselige frugter (banan, avocado, vindruer, sukkeræble, m.m.) – alt sammensat på skønneste vis og som også giver et billede af øens landbrug. Haven er økologisk, og en del af vandet bliver tilført fra en af øens vandingskanaler Levada dos Piornais.

Den næste have på dagens program er hotelhaven til Pestana Village, som ofte betegnes som Madeiras mest harmoniske. Et haveanlæg, der flere gange har vundet internationale priser. Ved første øjekast ligner det slet ikke et hotelområde, da de mange tætte buske og træer skjuler hotellets lave bygninger. Det samlede areal er på godt 5.000² og rummer over 1.000 eksotiske planter - de fleste fra fjerne egne. 

Blandt de smukke og sjældne planter kan nævnes følgende markante: drageblodstræer, de imponerende høje og brede kamfertræer med den karakteristiske duft, smukke jacarandatræer fra Brasilien og pudsige skruepalmer fra Madagaskar. Mellem de gamle træer og buske er derudover anlagt en lang række intime haverum med talrige farver, dufte og former.

På den modsatte siden af gaden venter den tropiske have til det historiske hotel Reid’s Palace, som er legendarisk og ”stedet” hvor velhavere og kendte gerne bor. Vi starter med en klassisk Afternoon Tea efter engelske traditioner med skøn te, sandwich, scones og kager flot serveret.


Billede: Fornem hvordan Reid's Palace er fordelt på adskillige terrasser.

Reid's Palace er som et eventyr - og stedets historie er næsten lige så eventyrlig. En ung fattig skotte, William Reid, kom i 1836 til Madeira med kun fem pund på lommen. At valget faldt på Madeira skyldtes en anbefaling fra lægen til den lidt svagelige unge mand. Hurtigt fik William Reid dog slået sig op på at udleje de såkaldte "quintas" til velhavende europæere. Ikke mindst de stadig flere britiske gæster, som netop kom af samme grund som den unge mand. Mange europæiske læger anså nemlig det milde klima, og den megen friske havluft for at have en særdeles god indflydelse på deres patienter.

Efter nogle år med gode fortjenester besluttede Reid sig for bygge et helt nyt hotel udenfor Funchals snævre gader og fandt en smuk lokalitet uden for bygrænsen med direkte adgang til havet. Selve hotellet blev bygget øverst på de stejle klippeformationer, som stadig giver en række formidable udsigter.

Selv efter utallige om- og tilbygninger er hotellet omgivet af et haveareal på over fire ha eller mere end 40.000 m², som fordeler sig på adskillige terrasser og opdelt i mange hyggelige haverum. Fra alle terrasser og haverum byder haven på betagende udsigter og mange siddepladser. Det oprindelige vulkanske terræn skaber særdeles gode betingelser for en overvældende plantesamling fra subtropiske egne rundt om i verden.

Her er flere end 500 forskellige arter af træer, buske og blomster fra alle dele af verden med subtropiske klimaforhold. De mest dominerende og imponerende er: Blåregn, mimoser, geranier, hibiscus, vin, magnolia, jacaranda-, flamme- og kamfertræer plus stauder i titusindvis. Tilsammen skaber disse mange eksotiske planter et imponerende farveorgie og meget forskellige duftoplevelser. At gå på opdagelse i denne hotelhave er en sand oase og et meget overvældende nærstudie i subtropiske planter.

Dag 10: Fridag eller ekstra udflugt til Madeiras vilde Nordkyst (AI)

I dag kører vi tværs gennem øen og op til den vilde nordkyst. Vi nyder de betagende bjerglandskaber og spiser en god inkluderet frokost på nordkysten. Undervejs besøger vi endnu en have.  

Dag 11: Hjemrejse (M)

Efter en dejlig uge på blomsterøen er det tid til at sige farvel. Bus til lufthavnen og hjemrejse via Lissabon til København.

Vi tager forbehold for, at der kan forekomme ændringer i rejsens program grundet lokale forhold. Vi anbefaler, at du er i god fysisk form grundet de mange havebesøg. 

Kort

Video

Live video fra Madeira

Du kan se, hvordan det ser ud på Madeira - lige nu. Ved at klikke på linket nedenfor ser du live video fra Funchal på Madeira.

Link til live video fra Madeira

Se andre populære rejser her