Kunst og kultur under renæssancen i Italien

Italien spillede en central rolle, da mange af Europas bedste ideer på ny kom for dagens lys - og kunstværker af uvurderlig betydning blev skabt - under renæssancen. En række italienske bystater og bankmænd var primus motor i Europas tidlige modernisering, og de bragte den mørke middelalder til ophør. Perioden var en sand eksplosion i kreativitet, velstand og kultur.

Mange faktorer påvirker den voldsomme opblomstring under renæssancen. Allerede inden renæssancen i senmiddelalderen var universiteterne skudt op rundt om i Europa, og det havde ført til en ny interesse i de gamle tekster fra antikkens Grækenland. En svækket politisk og religiøs magt havde medvirket til, at mange nu ønskede at studere andet end embede og teologi. Den sorte død havde også svækket folkets tiltro til autoriteterne. Det var tid til noget nyt. Jorden var gødet.

At renæssancen netop udgik fra bystaterne i det nordlige Italien, skyldes i høj grad de geografiske forhold. Bystaternes placering langs det nuværende Italiens kyster havde gjort det let for de italienske bystater at handle, og de tidligere korstog havde også bevirket, at de italienske bystater havde overtaget meget af den handel, der før lå længere østpå. Det skæppede godt i kassen.

Det feudale system, der andre steder hæmmede folkets udfoldelsesevne, havde heller ikke samme indflydelse i de små bystater. Her i det nordlige Italien herskede en større grad af næringsfrihed, og de dygtige havde mulighed for at stige i graderne - det vi i dag kalder social mobilitet. Det betyder dog ikke, at renæssancen som sådan var et folkeligt fænomen. Det var elitens voksende formuer, der understøttede renæssancens fremkomme.

Francesco Petrarca

En række nøglepersoner havde også stor betydning for renæssancens gennembrud. Den italienske digter Francesco Petrarca er ikke til at komme uden om i denne forbindelse. Nogle historikere kalder ham endda for renæssancens fader. Petrarca var på en måde mere folkelig end sine samtidige, blandt andet skrev han på italiensk, hvor de fleste andre skrev på latin. Han fik dermed større gennemslagskraft, mens mange andre i tiden nærmest brugte latin for at gøre sig indforståede og "hæve sig over" det almindelige folk.

Toscana, med byerne Firenze og Siena, var arnestedet for den kulturelle udvikling i starten af renæssancen. Disse byer blev toneangivende, og det smittede af på de andre bystater i det nordlige Italien. Også Venedig fik hurtigt en hovedrolle, da mange af de klassiske tekster fra det gamle Grækenland blev samlet og studeret her.

Rom, der på en måde repræsenterede en stadig mere svækket centralmagt, modstod nogen tid indtrykkene fra det nordlige Italien. Men med tiden blev de velhavende købmandsfamilier så magtfulde, at de fik stor indflydelse på Paven. Til gengæld finansierede de meget af den renæssancekunst, der stadig kan opleves i for eksempel Vatikanstaten.

Medici

En af de mest indflydelsesrige familier i den italienske renæssance var Medici, der opbyggede en stor formue ved handel med tekstiler. Senere skabte familien Europas største bank. Fra at være handlende og købmænd gik familien altså til at gøre handel lettere for andre. Det var også Medici, der opfandt den dobbelte bogføring, der stadig i dag anvendes overalt. Familien var på mange måder mere magtfuld end den officielle regering i Firenze.

Det samme gjorde sig gældende for andre familier i de andre bystater. I det hele taget herskede der et "magttomrum" i den nordlige del af Italien, til dels fordi de omgivende riger ikke havde nogen interesse i et samlet Italien. Det var dette magttomrum, der dannede baggrund for den velstandsstigning købmandsfamilierne skabte. De fik mulighed for nogenlunde uhindret at handle og investere og var ikke underlagt beskatning i samme omfang, som det var tilfældet de fleste andre steder i Europa.

Mange af forretningsfamilerne, særligt familien Medici, havde en stor interesse i kunst og klassiske værker, og det var disse købmænd og bankfolk, der - med et moderne ord - sponsorerede alt det, renæssancen faktisk er mest kendt for - nemlig kunsten. Den vender vi tilbage til i næste blogindlæg.

Småstater mod centralmagten

Frihandel og konkurrence mellem de forskellige bystater og familier motiverede også til ekstravagance og overdådighed. Hverken stat, regering eller kirke havde på det tidspunkt magten til at beslaglægge de rigdomme, købmænd og producenter skabte - og derfor kunne de bruges på kunst i stedet for bureaukrati. Kunsten florerer, når den ikke er underlagt politisk magt, og netop købmændenes rigdom og succes medvirkede til at holde ambitiøse politikere stangen.

Samtidig var der i tiden ingen nævneværdige samlende kræfter. Ganske viste var monarkiet i Milano ude med riven, men det lykkedes ikke at indtage bystaterne. Det fragmenterede nordlige Italien bestående af små bystater gav hvert område mulighed for at dyrke sig egenart, hvilket var stærkt medvirkende til den mangfoldighed, der kendetegner renæssancen.

Udviklingen i det nordlige Italien stagnerede desværre, da området igen blev underlagt en centralmagt, men da havde ideerne spredt sig til resten af Europa.

Renæssancen i Italien har haft større betydning for malerkunsten end nogen anden periode i historien. Kunstnernes tekniske kunnen forbedres voldsomt, og verdens i dag mest kendte maleri, Mona Lisa, bliver til. Op gennem middelalderen var motiverne for malerier næsten altid religiøse scener fra biblen - renæssancekunstnerne udvider dette repertoire voldsomt, dels fordi den naturlige verden og mennesket selv nu ses som Guds arbejde.

Også grækerne havde arbejdet meget med skønhed og form, men i den mellemliggende periode var der sket en stor udvikling, og man havde under renæssancen nogle helt andre materialer og værktøjer til rådighed, når en idé skulle omsættes til et kunstværk. Derfor kunne man bygge videre på det genopdagede antikke fundament og løfte billedkunsten til nye højder.

I den sene middelalder var der blevet arbejdet med matematik og naturfag, der gjorde det muligt at arbejde med en høj grad af realisme, perspektiv og dybde, der gav kunsten nogle nye dimensioner i renæssancen. Middelalderkunsten var oftere mere symbolsk, og der blev slet ikke kælet for anatomiske detaljer i samme grad.

t en ny overklasse i renæssancens italien var opstået, så det ikke længere kun var kirken, der havde råd til kunst af højeste kvalitet. Vigtigt var det nok også, at kunstneren i perioden fik en ny rolle, som en der kunne vise virkeligheden og ikke bare gengive scener fra gamle religiøse tekster.

I middelalderen var kunstneren regnet for ren håndværker, men fik i renæssancen en mere overordnet rolle, som en slags formidler af Guds vision. Kunstneren kunne afdække Guds design i alt omkringliggende, og selv om kirken først var skeptisk overfor kunsternes mere betydningsfulde rolle, bøjede den sig med tiden i nogen grad og forsøgte at vende situationen til egen fordel.

Kunstnerne var dog ikke uafhængige eller frie. Ofte måtte de rejse fra bystat til bystat konstant på udgik efter nye mæcener, men ofte bidrog denne omskiftelige livsform blot til kunstnerens kreativitet. Hver bystat havde sin egen kultur - det gav mangfoldighed i udtryk. Leonardo da Vinci er nok det bedste eksempel på den ekstremt alsidige renæssancekunstner.

Ud over malerne udviklede billedhuggerne sig også i renæssancen og i tidens ånd mestrede mange kunstnere begge udtryksformer i nærmest fuldendt grad. I de følgende afsnit vil vi dog alene se nærmere på nogle mesterværker inden for billedkunsten, hvor Leonardo, Rafael og Michelangelo nok er blandt de bedst kendte navne (Donatello var primært skulptør).

Leonardo da Vinci

Leonardo da Vinci er nok renæssancens største helt. Han var et geni, men i modsætning til de fleste andre genier var han det på mange forskellige områder. Mest kendt er han nok for maleriet Mona Lisa, verdens mest berømte maleri, der i dag hænger på Louvre ved Paris.

Leonardo da Vinci var også skulptør og videnskabsmand og ikke mindst ingeniør og opfinder. Mange af hans tegninger er først senere blevet til virkelighed, da den teknologiske udvikling på Leonardo da Vincis tid ikke var på niveau med mandens ideer.

Michaelangelo

Michaelangelo er mest kendt for sine malerier i loftet på det Sixtinske Kapel, men længe inden han fik lov at udfolde sig i Vatikanstaten, kom han under Lorenzo de' Medicis beskyttende vinger. Lorenzo så tidligt Michaelangelos talent og bragte den ungen kunstner til sit palads, hvor han opdrog ham i alle kunstens regler.

Marmorskulpturen Pietà er nok Michelangelos ypperligste arbejde ud i billedhuggeriet, og den kan ses i Peterskirken i Rom. Skulpturen viser Jesus i Marias arme efter korsfæstelsen.

Rafael

Rafael, født Raffaello Santi, arbejdede på bestilling fra to paver og dekorerede store dele af Vatikanet. Meget af hans kunst har følgelig religiøse motiver, men hans mest kendte værk er Skolen i Athen, hvor både Platon og Aristoteles figurerer.

Rafaels samtidige opfattede ham som så vigtig, at de begravede ham ved Pantheon på Piazza della Rotonda i Rom - en ære der er meget få forundt. En af Rafaels mest berømte værker, Spozalizio eller Jomfru Marias trolovelse, kan opleves på Pinacoteca di Brera i Milano.

Kulturrejser Europa arrangerer flere rejser til Italien, heriblandt temarejser med fokus på bl.a. kunst, litteratur og historie.