Skip to main content

Oplev Sevilla

Det skal du opleve, når du rejser til Sevilla, Andalusiens Hovedstad

Sevilla, som er Andalusiens hovedstad, har en rig historie, som blandt andet afspejler sig i form af romerske, kristne, mauriske og moderne bygningsværker. I denne i dag meget moderne storby med omkring 700.000 indbyggere, er det stadig muligt at nyde byens middelalderstemning med snoede gader og velbevaret kulturarv.

Sevilla går ofte under tilnavnet - stegepanden - grundet de meget varme somre og det flade landskab. Med sin placering i det sydlige Spanien og med sin gennemløbende flod Guadalquivir har byen haft en handelsmæssig vigtig rolle for Spanien. Det var blandt andet fra Sevilla, at Columbus i 1492 stævnede ud med kurs imod den Nye verden.

Guldtårnet i Sevilla

Guldtårnet, som er bygget helt tilbage i begyndelsen af det 13. århundrede, står stadig smukt ved floden Guadalquivir. Tårnet er dog ikke af guld som navnet antyder, men der er mange historier om hvoraf navnet stammer. Nogen mener, det hentyder til refleksioner fra solen på de fliser, som formodentligt har prydet tårnets mure, andre at navnet stammer fra det gyldne hår af en jomfru som Kong Pedro en gang holdt indespærret i tårnet for en tid.

Men faktum er at tårnet blev opkaldt Guld Tårn grundet sin vigtighed for byen - ligesom det dengang nærliggende Sølv Tårn.
En stor kæde for foden af tårnet forbandt det til bredden på den anden side af floden for at beskytte indgangen til havnen.

La Giralda

La Giralda er navnet det klokketårn, som pryder verdens største gotiske kirke, nemlig katedralen i Sevilla. Som så mange andre steder i Spanien og verden over, er katedralen i Sevilla opført, hvor der tidligere har ligget en betydningsfuld moské. Netop klokketårnet, eller i hvert fald det nederste af det, står i dag som et smukt minde om den moské, som tilbage i det 12. århundrede blev bygget på stedet.

Det nederste af klokketårnet er nemlig den gamle minaret på stedet, og den mauriske arkitektur ses tydeligt. Minareten var engang et af de højeste tårne i verden. I dag står klokketårnet i 97 meter - inkl. tre tilføjelser foretaget efter generobringen. Ikke meget i forhold til nutidens højeste tårne og bygninger, men stadig nok til at kunne spottes fra de fleste steder i Sevilla, og straks man nærmer sig byen.

Forår i Sevilla

Mere end 14.000 appelsintræer spreder en duft af forår i Sevilla, når de springer ud som tegn på forårets komme. Smukt ser det ud, og træerne står over hele byen, i gader og stræder og ikke mindst rundt i de mange fantastisk smukke parker og haver, som byen er beriget med.

I flæng kan nævnes Maria Luisa-parken, Jardin (som betyder have) de la Buhaira, Los Jardines Santelmo y de Christina samt de mange haver i det historisk royale palads - Real Alcázar. Har du god tid, så gå ikke glip af haverne såvel som selve bygningerne i Real Alcázar.

”Svampene”

Kælenavnet er indbyggernes betegnelse for Sevillas nye Metropol Parasol som huser kulturhistorie, events og udsigtspunkt midt i byen. Den nordlige del af det centrale Sevilla har i en årrække været præget af byggeri, men har nu fået et nyt arkitektonisk ikon - verdens største træskulptur. Det moderne stykke arkitektur tager sig flot ud både fra oven som fra gadeplan og består af i alt fem niveauer med hver deres funktion.

I gadeplan findes Antiquarium, som huser et arkæologisk museum med synlige ruiner fra romertiden og et islamisk hus fra det 12. og 13. århundrede. På det næste niveau kan der blandt andet købes frugt og grønt i det nye fødevaremarked og nydes en god tapas eller middag på en af restauranterne.

På de øvrige niveauer er der plads til at nyde synet af det pulserende byliv, en drink i baren eller øverste oppe på Balcon de Sevilla, der har udsigt over byens tage. Lokaler midt i skulpturen kan benyttes til såvel private, erhvervsmæssige og offentlige events.

Sevilla med Kulturrejser Europa

Vil du have god tid til at opleve Sevilla, kan vi anbefale dig at tage med Kulturrejser Europa på vores Klassiske Andalusien rejse.

Du kan også opleve Sevilla på en af vores rejser til Portugal, hvor Sevilla besøges på en endagsudflugt - Læs mere om vores rejse Algarve Special.  

På vores kulturelle Langtidsferie på Den Iberiske Halvø kommer vi også et kort smut forbi Sevilla.

Her kan du se alle vores rejser til Spanien.

Søg rejse

Vælg kun det, som du synes er vigtigt