Vidste du det om etruskerne?

Omtrent hvor Toscana ligger i dag, levede etruskerne for over 2.500 år siden. I sammenligning med andre af områdets folk var etruskerne på mange måder frisindede livsnydere. Deres kultur var fremskreden og fik stor indflydelse langt frem i tiden. Og de etruskiske kvinder drak og indlod sig med snart sagt enhver - i følge grækerne!

Etrurien var en sammenslutning af 12 byer, der hver især handlede livligt med både fønikiske og græske bystater. Beliggenheden, af de 12 etruskiske bystater i det frugtbare Norditalien, gjorde det også muligt at eksportere fødevarer til romerne. Alt i alt var velstanden stor i Etrurien, der ikke havde nogen central statsmagt.

Skabte Italiens køkken

Etruskerne dyrkede mange forskellige planter, men hvede, druer og oliven var blandt deres vigtigste afgrøder. Druerne blev brugt til at lave vin, og etruskerne var banebrydende med mange forskellige teknikker til både dyrkning af druer og fremstilling og opbevaring af vin.

Romerne var fascinerede af etruskernes gastronomiske kunnen, og de købte gerne ind hos naboerne mod nord. Faktisk har meget af den mad og vin, du i dag kan opleve i Toscana, rødder helt tilbage til etruskernes tid. Romerne lod sig inspirere af etruskerne, og Romeriget fungerede som historisk mellemled, så vi i dag kan nyde den oprindeligt etruskiske mad mange steder i Italien.

Et helt konkret eksempel kan stadig bevidnes i de etruskiske gravkamre, Necropoli della Banditaccia, i byen Cerveteri nord for Rom. Her er nemlig et vægmaleri fra etruskernes epoke, der forestiller nogle mennesker, der blander mel og vand, trykker det sammen og deler det i strimler i en maskine. Etruskerne lavede altså pasta for 2.500 år siden!

Overklassen i Etrurien nød store, overdådige måltider, og fra forskellige fund ved arkæologer, at etruskerne også brugte hvidløg og flere sorter af bønner i madlavningen. Ligesom de også kendte til figner, granatæbler, bær, æbler, meloner - der dengang var mindre end i dag - og forskellige andre frugter. Til gengæld blev der ikke brugt bestik. Når måltidet var ovre, blev fingrene tørret i den bløde del af brødet, der derefter blev smidt på gulvet til husdyrene.

Løsslupne festmåltider

Da meget af Etrurien lå langs kysten, kan det heller ikke overraske, at etruskerne spiste meget fisk. Tun var blandt favoritterne, men også æg fra skildpadder stod på menuen. Fiskene blev kogt sammen med blandt andet rosmarin. Etruskerne var mestre i at omsætte det mangfoldige høstudbytte fra områdets frugtbare jord til både hjemlige festmåltider og eksport til de forskellige nabofolk, men de var også dygtige fiskere og jægere.

De tætte skove i det inde Etrurien gav muligheder for jagt på vildt og etruskerne spiste både hare, vildsvin og rådyr. Etruskerne havde også husdyr; køer, svin, geder, får, høns og ænder. Mange af husdyrene levede dog på en noget anden måde, end vi kender det i dag. Gæs og andet fjerkræ gik løst rundt i husene og blev fodret med rester fra bordet, indtil de selv endte deres dage som føde for menneskerne.

Pander, ovne, grill og mange andre måder at tilberede mad på er illustrerede på vægmalerier fra perioden, så der er ingen tvivl om, at mange etruskere spiste endda særdeles godt. Etruskernes vin var også god, men lige nøjagtig den etruskiske vin tog romerne aldrig rigtig til sig. En romersk historiker antyder også, at etruskerne beholdte den bedste vin selv: Gallernes front mod etruskerne skulle således være blevet startet, efter gallerne blev vrede over noget halvdårligt vin leveret af en etruskisk købmand.

Etruskerne levede i høj grad ved bordet, hvor de lige så ofte lå, som de sad. Banketter og festmåltider var ikke noget sjældent syn på den tid. De mange vægmalerier og fund af keramik fra tiden vidner om dette. Som italienerne i dag elskede etruskerne at spise.

Pionerer i Jernalderen

Den livlige handel og frugtbare jord gav mange etruskere mulighed for et liv i materiel overflod. Samtidig var etruskerne så heldige, at de nærmest egenrådigt sad på tidens vigtigste råstof. Jern blev udvundet på øen Elba og gav etruskerne en central rolle gennem jernalderen, der startede tidligere ved Middelhavet end andre steder i Europa.

Etruskerne havde også godt fat i en række andre råstoffer, blandt andet kobber og sølv. Og de rigelige mængder træ fra de tætte skove gjorde det muligt for etruskerne selv at bearbejde de mange metaller. En del af produkterne blev eksporteret og solgt, en del blev brugt af etruskerne selv, der byggede og opfandt mange af de ting, romerne senere tog til sig som deres egne.

Der var etruskerne snarere end romerne, der udviklede akvædukter, sanitet, byplanlægning og mange andre civilisatoriske fremskridt. Etruskerne var også gode til at bruge kanaler i harmoni med den lokale geografi og på den måde både undgå oversvømmelser og sørge for, at jorden havde vand nok til at give det maksimale høstudbytte.

Etruskerne spiste og drak godt til - og ikke altid sunde sager. Men deres talent for metalarbejde gjorde dem i stand til at udvikle guldbroer, der kunne holde kunstige tænder på plads. Eller 'kunstige' er nok det forkerte ord, for etruskerne brugte tænder fra kalve. I andre tilfælde stabiliserede guldbroerne løse tænder ved at holde dem fast til sundere nabotænder.

Etruskernes kendskab til metalarbejde var også en militær fordel. For de mange rigdomme skulle beskyttes af soldater med hjelme, brynjer og våben. Bronze var ofte brugt i den forbindelse. Der er fundet mange statuer af etruskiske soldater. I det hele taget var etruskerne meget kreative i smedjen og lavede mønter og kunstgenstande i guld. Også keramikken beherskede de. De lavede ofte sjove kander til vin og andre spidsfindige og løjerlige brugsgenstande, der understregede deres lune humor.

Smukke og løsagtige kvinder

Blandt etruskernes nabofolk havde de etruskiske kvinder ry for at være smukke, men også lette på tråden. Etruskerne havde sikkert også en mere libertinsk livsstil end både grækerne og romerne. I hvert fald i følge de græske og romerske historikere:

"Etruskiske kvinder er smukke og fordrukne og indlader sig med enhver"

Bronzestatuer viser også kvinder i brydning med mænd. Kvinderne bar tunika under brydningen, mens mændene var nøgne. Historikere regner med, at disse brydekampe mellem mænd og kvinder var allegoriske snarere end erotiske. I det hele taget vises mænd og kvinder mere sammen i den etruskiske civilisation end hos naboerne rundt om. Også på sarkofager og gravmalerier optræder mænd og kvinder sammen.

De etruskiske kvinder var i det hele taget på mere lige fod mod mænd end mange andre af tidens kvinder. Blandt andet spiste de måltiderne sammen, hvor kvindens og mandens verden andre steder var langt mere adskilt. Mand og kone drak endda vin sammen i Etrurien, mens en romersk mand kunne kræve skilsmisse, hvis hans kone så meget som rørte alkohol.

Etruskerne var ret forfængelige. I hvert fald er etruskiske kvinder ofte afbilledet med et spejl og i flotte gevandter. Nogen ville måske påstå, at man stadig finder denne forfængelighed særligt stærkt udtrykt i det nordlige Italien.

De sociale aspekter af etruskernes liv kom for dagens lys, da arkæologer så sent som i 2010 fandt et helt hus fra etruskernes storhedstid med flere komplette genstande og tydelig rumdeling. Ellers er det mest fra gravmalerier og grækernes og romernes historikere og forfattere, vi har vores kendskab til etruskernes vaner og formåen.

Etruskerne havde dog også en del til fælles med romerne og grækerne. De delte guder omend under forskellige navne. Etruskerne havde dog en ekstra gud - Voltumna - som ikke findes hos de andre folk. Det vides ikke, hvad denne gud stod for. Etrurien optog også meget kultur fra sine handelspartnere - ligesom påvirkningen gik den anden vej.

Fra storhed til fald

Etruskernes opstigen var imponerende, men deres storhedstid blev ret kort. År 500 f.Kr. var det slut. Mønstret i faldet er klassisk, men mere udtalt end ved andre store civilisationers endeligt: Overflod blev til dekadence.

Man kan ligefrem følge forfaldets langsomme indmarch i det etruskiske liv, for på de tidligere malerier sidder etruskerne ret op og spiser, mens de hen mod slutningen af deres epoke ligger henslængt på sofaer, mens de guffer i sig.

Etruskerne var altså allerede svækkede indefra, da gallerne begyndte at presse på fra nord. Snart efter indledte romerne angreb fra syd og etruskerne var fanget i en kæmpe knivtangsmanøvre - at etruskerne så også begyndte at strides militært internt, gjorde naturligvis situationen endnu værre.

Også etruskernes dominans i havene omkring Italien indskrænkes hurtigt hen mod slutningen for til sidst helt at ophøre. Dermed mistede etruskerne en vigtig indtægtskilde, da handlen med omgivende civilisationer led stor skade. Omkring år 300 f. Kr. havde romerne fuldstændigt overtaget Etrurien.

Romerne udslettede dog ikke den etruskiske kultur, men indoptog den snarere i sin egen. Det kom endda på mode at "leve etruskisk" i Rom, og Kejser Claudius gik meget op i etruskerforskning omkring Kristi fødsel, da etruskerne for længst var ophørt med at udgøre en reel trussel.