Skip to main content

Haverejser og havebegreber

Er du opdateret på fagbegreber indenfor haveverdenen?

Vi har bedt haveekspert og rejseleder, Ole Fournais, om at forklare nogle af de sjove begreber man kan møde på en havevandring med ham. Ole leder vores haverejser i England, Skotland og på Madeira, og er - som han selv siger det - bidt af en gal havemand, for der er næsten ikke det Ole ikke ved om haveliv og botanik. Læs med og bliver klogere på, hvad en "sunken garden" er og hvornår opmurede køkkenhaver blev anvendt - og genoptaget.

Ha-ha 

I flere haver oplever vi de særlige "ha-ha" ( ja, det hedder de ), som er en gravet grøft - skabt for at holde dyrene væk fra den fine have, men uden at tage udsigten fra huset. Denne simple løsning giver de engelske haver en lethed og harmoni, som savnes i andre lande, idet dyrenes græsgange går ned i grøften, som har en næsten lodret støttemur ind mod huset.

Sunken gardens

Talrige engelske haver rummer en forsænket have : et haverum med blomsterbede omkring en plæne eller et vandbassin. Ideen er, at man hermed langt bedre kan få den fulde oplevelse af blomsternes harmoni af farver, dufte og årstidsvariation. Gennem de seneste årtier er opstået en fornyet interesse for disse sunken gardens, som nu også ses i nyere haver.
 

Walled gardens

I victoriatiden ønskede de fine herskaber talrige grønsager til det store køkken, men samtidig var sådanne planter ikke fine nok til at vokse sammen med såkaldte kulturplanter fra fjerne lande. Derfor anlagde man ved talrige slotte og herresæder køkkenhaver bag høje stenmure, som til gengæld skabte læ mod vinden og som afgav varme efter solnedgang. Således blev disse "walled gardens" fremragende voksesteder for eksotiske, varmekrævende planter. I 1900-tallet blev mange forsømt og groede til, men siden 1990-erne har man mange steder med stort held renoveret og genskabt disse meget specielle engelske havetraditioner.

Arts and Craft

Som en reaktion mod den fremstormende industrialisering i hele det britiske samfund opstod omkring 1870-80 blandt forfattere, kunstnere, tænkere, arkitekter m.fl. et ønske om at værne om det simple håndværk. Dette voksede til en egentlig bevægelse kaldet "Arts and Craft" og sammenlignes undertiden med "Jugendstil" eller "Skønvirke". Blandt havearkitekter og gartnere fik haverne et ganske særligt design i form af mange snoede gange, små overraskelser, små blomsterbede med mange farver og dufte, ofte flere pergolaer eller espalier, mindre hyggekroge med bænke smykket med mytologiske figurer, kunstfærdigt udformede solure.
 

Cottage Gardens

Dette meget engelske begreb bredte sig i 1700-tallet over hele landet med de mange landarbejdere ved de store godser og herresæder - og hos de talrige fattige minearbejder-familier. Ofte lejede de en mindre hus med lille have, hvor de meget intensivt dyrkede så mange grøntsager som muligt. Hele haven bag huset blev nyttehave, mens det ganske lille jordstykke mellem huset og gaden med tiden også rummede enkelte prydplanter. I årtierne omkring 1900 blev prydplanterne mere og mere dominerende - i takt med at de mange eksotiske planter blev kendt via de store haver ved godser og herresæder. Siden 1950-erne har særdeles mange landsbyer gjort meget for at blive kendt som en blomsterby - blandt andet gennem kampagnen "Britain in Bloom". Man finder talrige smukke landsbyer med mange Cottage Gardens f.eks. i Cotswolds nordvest for Oxford, i Peak District øst for Manchester, i mange landsbyer syd/sydvest for London.

Her kan du se alle vores haverejser.

Søg rejse

Vælg kun det, som du synes er vigtigt