Dag 1: Ankomst, Bath og de romerske bade (A)
Efter ankomst til London kører vi til den smukke by Bath, som danner rammen om rejsens første del. Vi bliver indkvarteret på vores hotel, som ligger centralt – midt i det historiske centrum og med det meste inden for gåafstand.
Bath er en sand perle, og da vi bor her i tre nætter, har vi masser af tid til at opleve byen, der blev grundlagt af romerne. På vores spadseretur gennem byen bliver vi klogere på historien og kan beundre den smukke arkitektur, der tiltrækker rejsende fra hele verden.
Billede: De romerske bade i Bath.
Mange englændere betegner Bath som en af landets smukkeste byer, og skønheden er nem at se. Baths status som bevaringsværdig på UNESCO's Verdensarvsliste er fuldt berettiget, og vi besøger bl.a. de berømte romerske bade på Roman Bath Museum (entré inkl.). Vel indkvarteret på hotellet spiser vi velkomstmiddag i restauranten.
Samlet kørsel ca. 220 km.
Dag 2: Salisbury og Highclere Castle fra Downton Abbey (M)
Dagen begynder i Salisbury, og vi gør et stop ved byens imponerende katedral, hvor pilgrimme er valfartet til i over 750 år. I nyere tid er katedralen især blevet kendt via Ken Follets bog 'Jordens søjler', og i katedralen befinder et af de originale Magna Carta-dokumenter sig. Dokumenterne dateres tilbage til 1215 og spiller en vigtig rolle i Englands lange proces frem mod forfatningsret. Efter besøget i Salisbury begiver vi os videre mod Highclere.
På Highclere Castle, der er hele familien Granthams omdrejningspunkt i tv-serien Downton Abbey, kommer vi helt ind på slottet, hvor mange af seriens scener er optaget i de originale rum. I dagligdagen er det ægteparret greven og grevinden af Carnarvon, der bor her - når ikke lige de holder slottet åbent for filmoptagelser og turister. Nogle af de rum, der er let genkendelige fra serien, er blandt andet Lord Granthams arbejdsværelse, biblioteket, spisestuen, hall’en og to soveværelser.
Billede: Highclere Castle fra Downton Abbey.
Besøget på slottet slutter i staldene bag slottet, hvor der er indrettet café og butik.
Alt afhængig af tidspunktet for den tildelte entré til Highclere Castle, kan der blive byttet rundt på rækkefølgen i dagens program. Der bliver afsat tid til frokost på egen hånd i enten Highclere eller Salisbury.
Denne givende og indholdsrige dag afsluttes tilbage i Bath hvor vi ankommer sen eftermiddag/først på aftenen. Middag i dag er på egen hånd
Samlet kørsel ca. 260 km.
Dag 3: Stonehenge og afternoon tea i Bath (M)
Vi begiver os mod øst og det flade Salisbury Plain for at se Englands måske mest ikoniske og magiske attraktion; Stonehenge. Stenene menes at være blevet rejst for ca. 4000 år siden, og nogle af dem kommer - efter sigende - helt fra Wales-området. Arkæologer mener, at Stonehenge har været anvendt ved begravelser, men teorierne er mange, og stenenes funktion har været omdiskuteret i flere århundreder.
Billede: Stonehenge.
Efter besøget i Stonehenge kører vi retur til Bath, hvor vi skal nyde en gang traditionel afternoon tea også kaldet cream tea. Vi har valgt at indtage det i et af Englands mest kendte tehuse, Sally Lunn's, der samtidig er den ældste bygning i Bath. I det stemningsfyldte hus får vi sammen med vores te serveret scones med clotted cream og syltetøj. Derefter har vi resten af eftermiddagen og aftenen på egen hånd til at på opdagelse i skønne Bath.
Samlet kørsel ca. 120 km
Dag 4: Bibury, Buscot Park og Bampton (M,A)
I dag tager vi afsked med Bath og sætter kursen for dagen, mod nord til Gloucestershires smukke og frodige omgivelser. Den lille landsby Bibury er vores første stop. Bibury blev af kunsteren, poeten og designeren William Morris omtalt som Englands smukkeste landsby, og byen emmer da også af historisk charme. Vi har tid til at indsnuse landsbyens idyl og til at spise frokost på egen hånd, inden turen går videre.
OBS! De små landsbyer i Cotswolds kan være svært tilgængelige, såfremt de besøges af andre turistgrupper samtidig med vores besøg. Vi forbeholder os derfor retten til at udskifte Bibury med en af områdets andre charmerende landsbyer som f.eks. Bourton on the Water.
Billede: Bibury.
Vi fortsætter til herregården Buscot Park, hvor vi bliver klogere på adelig historie og engelsk havekunst. Beboet af Lord Faringdon er dette prægtige landsted fra 1780 så afgjort en mindeværdig oplevelse. I mere end 60 år har det været opført på The National Trust's liste over bevaringsværdige historiske bygninger. Besøget inkluderer entré i såvel hus som have, og der er tid til at nyde en omgang 'afternoon tea' i husets flotte salon, hvis man ønsker det. Her findes desuden en meget flot kunstsamling med værker af Rembrandt, Rubens, Van Dyck med flere.
Næste destination er vores hotel i det sydlige Cotswolds. Vi er dog ikke helt færdige med Downton Abbey, og vi slår lige vejen forbi den lille by Bampton, der i serien agerer den fiktive by Downton. Her er der mulighed for kort at indsnuse den romantiske landsbyidyl og genkende huse og områder fra seriens mange landsbyscener (besøget i Bampton kan eventuelt blive rykket til dag 5 eller 6). Vel ankommet til hotellet venter der en dejlig middag.
Samlet kørsel ca. 100 km.
Dag 5: Oxford og Blenheim Palace (M,A)
Vi bor meget centralt i forhold til dagens seværdigheder og har derfor minimeret transporten mest muligt til dagens store oplevelser.
Oxford er mest kendt for sit velrenommerede universitet, der i flere århundrede har tiltrukket verdens intellektuelle elite. Universitetet er verdens næstældste og kan dateres helt tilbage til middelalderen. Vi tager på byvandring og kommer nærmere studenterlivet, når vi ud på eftermiddagen besøger Christchurch College (entré inkl.). Her har mange berømte digtere og forfattere bl.a. Lewis Caroll, W. H. Auden og John Locke været tilknyttet.
Byen Woodstock ligger godt 10 kilometer nord for Oxford, og her besøger vi det monumentale herresæde Blenheim Palace (entré inkl.). Herresædet blev opført i starten af 1700-tallet til ære for Marlborough og ligger i meget idylliske rammer med en imponerende indretning og smukke grønne haver. Sir Winston Churchill blev født netop her i 1874, og i 1987 kom herresædet på UNESCOs Verdensarvsliste.
Middagen spiser vi på hotellet.
Samlet kørsel ca. 85 km.
Billede: Oxford og haven ved Blenheim Palace.
Dag 6: Shakespeare, Stratford-upon-Avon og Cotswolds idylliske landskaber (M,A)
Dagen dedikeres til den berømte engelske forfatter William Shakespeare, og vi kører til den charmerende landsby Stratford-upon-Avon, smukt beliggende ved Avon-flodens breder. Vi får en guidet rundvisning i byen - og i hjemmet - hvor William Shakespeare kom til verden i 1564. Vi ser kirken Holy Trinity (udefra), hvor den verdenskendte forfatter både er døbt og begravet. Der er tid på egen hånd til frokost.
Turen tilbage til vores hotel tager vi ad en scenisk rute i Cotswolds-området. Her nyder vi det kønne landskab, der ruller forbi os med de mange bløde bakker. For mange vil det nok lede tankerne hen på engelske tv-serier, som f.eks. Kriminalkommisær Barnaby, der er optaget netop i dette område. Vi stopper selvfølgelig i et par af landsbyerne undervejs. Middagen spiser vi på hotellet. Samlet kørsel ca. 145 km.
Billede: Stratford-upon-Avon og Cotswolds.
Dag 7: Windsor Castle, Eton og hjemrejse (M)
Her på rejsens sidste dag har vi endnu et par interessante besøg på programmet. Vi kører til Themsen-dalen og byerne Windsor og Eton, hvor vi lægger ud med et besøg i den enorme kongeborg Windsor Castle (entré inkl.), der blev grundlagt af Vilhelm Eroberen i det 11. århundrede. Borgen - eller slottet om man vil - er den ældste og største beboede af sin slags i verden og var den engelske dronning Elisabeths Il's foretrukne weekendhjem. Bygningerne har fungeret som fæstning og beboelse i over 900 år og dækker over et areal på hele fem hektarer.
Billede: Windsor Castle.
Eton er forbundet til Windsor via en bro over Themsen, og byen er mest kendt for sin berømte og berygtede private kostskole for drenge, Eton College. Det er Englands største, med godt 1250 elever, der alle bærer den karakteristiske skoleuniform. Flere engelske medlemmer af den royale familie, herunder prinserne William og Harry, og tidligere engelske premierministre bl.a. David Cameron har tilbragt flere af deres tidlige ungdomsår netop her.
Herefter tilbagelægger vi den sidste strækning mod lufthavnen og tager den korte flyvetur hjem til Danmark.
Samlet kørsel ca. 200 km
Kilometerangivelserne er vejledende, alt afhængig af hvilken rute chaufføren vælger at køre. Vejene i det sydlige England er smalle og ikke altid tilpasset større busser, hvorfor vi vil opleve at visse transportstrækninger tager længere tid.
OBS! Dette dagsprogram er vejledende, rækkefølgen på de forskellige seværdigheder kan ændres afhængig af vores besøg på Highclere Castle (Downton Abbey).