Skip to main content

Amalfi a la carte

Amalfi på Amalfikysten
Ravello på malfikysten
Positano på Amalfikysten
Byen Maiori set fra vandsiden
Pompeji med vulkanen Vesuv i baggrunden
Blomstrende altaner, citroner og citronlikøren limoncello
Amalfis livlige bycentrum og duomo
Smuk udsigt fra en balkon i Villa Cimbrone i Ravello
Pris fra:
7.995,-
Dage:8
Bestil rejse

Skræddersy din rejse til amalfikysten i 2024

Amalfikysten i det sydlige Italien er så smuk, at det ikke kan beskrives. Kysten skal - i al sin storhed - ses, smages og duftes. På denne rejse skræddersyr du dit eget dagsprogram og betaler kun for de udflugter, som du finder interessante.

Derfor skal du rejse med os på Amalfi a la Carte i 2024:

  • Vi har solid erfaring og er eksperter på Amalfikysten
  • Direkte fly til Napoli fra København eller Aalborg t/r
  • Indkvartering centralt på Amalfikysten i Maiori
  • Tilvælg dine egne udflugter efter egen interesse
  • Dansktalende rejseleder

Du bor tæt på strand og centrum i Maiori

Du bor på hoteller af middel standard i gåafstand fra både strandpromenaden og centrum af den hyggelige by, Maiori. Du bor tæt på den italienske hverdag med lokale caféer, restauranter og små købmandsbutikker i lokalområdet, og du kan glæde dig til at opleve byen på egen hånd, når du ikke er på udflugt med vores lokalkendte, dansktalende rejseleder. 

Den berømte Citronsti og bjergbyen Ravello

Vi har på rejsen inkluderet en byvandring i Maiori, og vi vil i ugens løb præsentere dig for så mange af Amalfikystens facetter som muligt. Vandreture er populære som aldrig før, og du kan følge med på en vandretur på Citronstien til nabobyen Minori, hvor udsigten og roen, der hersker i bjergene, er fantastisk. Vel fremme belønnes du med limoncello-smagning og et besøg på kystens bedste konditori. De efterfølgende dage kan du vælge, om du vil med på en sejltur langs kysten efterfulgt af et besøg i den romantiske by Ravello med de mange parker, paladser og verdensberømte udsigter.

Udflugter til bl.a. Pompeji, Pæstum, Vesuv og Capri

Som noget nyt tilbyder vi en spændende udflugt til Pæstum, hvor vi udforsker de velbevarede  græske tempelruiner. Oplev også romerske Pompeji og vulkanen Vesuv, der står på ønskelisten hos mange, lige som øen Capri, der bl.a. er kendt for Den Blå Grotte og den svenske læge Axel Munthes villa; Villa San Michelle. Nyd også en fantastisk middag i bjergene hos ægteparret Rafaella og Guiseppe, som byder på gode lokale egnsretter i idylliske rammer på deres skønne landsted.

Valget er dit.

Udflugterne foregår ofte i kuperet eller ujævnt terræn, så for at få det fulde udbytte af denne rejse, er det en fordel at være rimelig godt gående.

Kort dagsprogram ved tilkøb af udflugter:

Dag 1: Ankomst til Maiori og orienterende byvandring
Dag 2: Fridag eller ekstra udflugt: Vandretur på Citronstien med smagninger (M)
Dag 3: Fridag eller ekstra udflugt: Sejltur langs kysten. Besøg i Amalfi og Ravello (M)
Dag 4: Fridag eller ekstra udflugt: Sejltur til Capri (M)
Dag 5: Fridag eller ekstra udflugt: Pæstum med frokost (M)
Dag 6: Fridag, ekstra aftenudflugt: Middag i Tramonti (M)
Dag 7: Fridag eller ekstra udflugt: Pompeji og Vesuv (M)
Dag 8: Hjemrejse (M)

M = Morgenmad

Vi tager forbehold for, at der kan forekomme ændringer i rækkefølgen på dagsprogrammet. Det endelige dagsprogram vil blive oplyst ved ankomst til destinationen, og udflugterne gennemføres evt. sammen med en af vores andre grupper.

Søg rejse
Vælg kun det, som du synes er vigtigt

Dagsprogram

Nedenstående program ved tilkøb af udflugter.

Dag 1: Ankomst, kørsel til Amalfikysten og byvandring i Maiori

Efter ankomsten kører vi mod Amalfikysten og byen Maiori, hvor du indkvarteres på hotellet. Sammen med rejselederen er der senere på dagen mulighed for at gå en orienterende byvandring i centrum af Maiori, hvor forretninger og restauranter ligger dør om dør. Der informeres om byens historie og om, hvor du kan købe billetter til bybusserne. På nogle afgange vil den orienterende byvandring først være dagen efter ankomst. 

Dag 2: Vandretur på Citronstien til Minori (M)

For de, der har lyst til at røre sig, går vi en tur på på Citronstien, hvor højeste punkt er ca. 100 meter over havet. Vi går op til Maioris største kirke, hvorfra opstigningen begynder. Citronstien har fået sit navn på grund af de mange citronplantager, som passeres undervejs på den ca. 1½- 2 timers vandring. Sandsynligheden for at møde de lokale arbejdsdyr, såsom æsler eller mulddyr, undervejs er stor. Vi går på trapper og naturstier på den smukke bjergside, så gode sko/sandaler med skridsikre og stødabsoberende såler anbefales. Der er fantastiske udsigter på turen, og vi holder naturligvis både fotostop og drikkepauser undervejs. Nedstigningen til nabobyen Minori er spektakulær, og vel fremme er der god tid til at nyde den lille by. 

I Minori besøger vi en lille familiedrevet "limoncello-fabrik” for at se, hvordan man laver den berømte citronlikør ”limoncello”, og vi smager også på andre spirituøse specialiteter.

Bagefter stifter du bekendtskab med de mange fantastiske kager hos Italiens berømte mesterkonditor og officielle leverandør til Vatikanet, Salvatore De Riso. Konditoriet Sal De Riso er et obligatorisk stop for alle med en sød tand og hang til godt bagværk. Vi får serveret et stykke af deres lækre kage med et glas friskpresset juice eller en god cappuccino til.

Vi kan anbefale at gå på opdagelse i de små maleriske gader i skønne Minori. Den smukke basilika Santa Trofimena og villaen Marittima Romana er Minoris arkitektoniske og arkæologiske stoltheder, som du kan besøge. Eller spis en god frokost på en af de hyggelige lokale restauranter, hvis sulten melder sig.

På vejen tilbage kan du vælge at vandre ad Citronstien igen eller den lettere kystvej, hvor du er tilbage i Maiori på blot 15-20 minutter. Retur foregår normalt på egen hånd.

Vandretur ad Citronstien, Amalfikysten
Billede: Vandretur ad Citronstien.

Dag 3: Sejltur langs kysten, besøg i Amalfi og Ravello (M)

I dag skal vi ud at sejle, hvilket nok er den allersmukkeste måde at beskue Amalfikysten på. Vi går til havnen i Maiori, hvor vi stiger ombord på vores private båd. På turen sejler vi langs kysten forbi de små byer Minori og Atrani, mens Ravello stolt knejser på sin klippe 350 meter over havet.

I første omgang passerer vi Amalfi by og sejler et lille stykke videre ud mod Conca dei Marini, hvor du bl.a. kan beundre den guddommelige kyst, det betagende landskab, store grotter og enestående natur. Vi holder et lille fotostop ved en af kystens store naturattraktioner (med en tilhørende kærlighedslegende), den naturlige klippebue: "Arco Naturale", eller som vi kalder den: "De forelskede elefanter". Hør mere om den historie på turen. Du ser også berømte hoteller og smukke villaer, som ligger spetakulært ned til vandet og har tilhørt nogle af de meste berømte kendisser og jetsettere såsom: Gina Lollobrigida, Gore Vidal, Sophia Loren, Roger Moore og Jackie Onassis.

Vi sejler tilbage til Amalfi, som er kystens hovedby og efter en kort byvandring, er der god tid til at kigge på byens mange attraktioner.

I middelalderen var Amalfi sammen med Genova, Pisa og Venedig én af de i alt fire italienske maritime-republikker og dermed en af de absolutte stormagter i Middelhavet. Byens arkitektur er præget af de mange forskellige folkeslag, som har huseret på kysten, og nogen vil sikkert finde den meget arabisk præget med små overdækkede gader, som snor sig i alle retninger. Amalfi er en mindre by med ca. 6.500 indbyggere, og den er koncentreret omkring den lange hovedgade, hvor du også finder det interessante papirmuseum, som fortæller historien om byens produktion af håndlavet bomuldspapir. Kompas-museet, som er indrettet i de gamle arsenaler (skibsbygningshaller) fra middelalderen, samt Amalfis imponerende domkirke med det tilhørende paradiskloster og Sankt Andreas' krypt er også spændende attraktioner i Amalfi.

Vi bliver derefter hentet i bus og sætter kursen mod den mest romantiske lille bjergby: Ravello. Den ligger på en fremskudt bjergryg 350 meter over havet, og der er en helt ubetalelig udsigt fra de berømte parker Villa Rufolo og Villa Cimbrone. Villa Rufolo, som ligger på selve domkirkepladsen stammer fra 1200-tallet, og det var her, at komponisten Wagner i 1880 blev inspireret til 2. akt af operaen Parsifal, lige som det er her, de mange klassiske koncerter finder sted.

Rundvisningen begynder ved Oscar Niemeyers auditorium, hvor der er mulighed for at tage nogle flotte billeder udefra. Oscar Niemeyers var en verdensberømt brasiliansk arkitekt, hvis sidste værk blev Ravellos auditorium (musikhus). Derfra går turen langs vejen, hen mod Hotel Bonadies, og undervejs forføres du af en fabelagtig udsigt over kysten ned mod Minori og Maiori.

Næste stop er Hotel Bonadies, der er et historisk hotel - og et af de ældste hoteller i Ravello - med stor betydning for dansk kunst. Det var nemlig på Hotel Bonadies, at P.S. Krøyer malede det berømte maleri ”Vinstue i Ravello” under sin bryllupsrejse med Marie Krøyer i 1890. Du præsenteres for selve arnestedet, hvor Krøyer sad og malede værket. Derefter er der mulighed for en let treretters frokost i hotellets restaurant (ikke inkluderet), og maden kan indtages på hotellets terrasse, mens du nyder den mest vidunderlige udsigt over kysten.

Efter frokosten går turen mod Ravellos centrum, ad bydelen Giovanni del Toro, hvor tidligere magtfulde familiers palæer i dag er forvandlet til femstjernede luksushoteller. Undervejs er der et par stop, hvor du igen "møder" Krøyer - eller i hvert fald de steder, hvor mesteren sad og forevigede Amalfikysten med sin pensel. Vi kigger også ind i den lille park La Principesa, hvor nogle af dagens bedste billeder kan knipses. Kort efter er vi i centrum og på Domkirkepladsen(kirken er lukket om eftermiddagen, men der er adgang via Det Ærkeologiske Museum, mod betaling på €3).

Herefter kan du vælge at gå turen til Vila Cimbrone, der er kendt for sine magiske parker og haver. Det er i Villa Cimbrone, at du finder ”Uendelighedens Terrasse”, som også er Ravellos absolutte yderpunkt, og her møder du igen en bjergtagende udsigt - som får selv den mest hærdede til at tabe både næse og mund. Den amerikanske forfatter Gore Vidal, som boede i Villa Cimbrone ”Svaleredehuset” i  30 år beskrev synet som: ”Den smukkeste udsigt i verden” – og de fleste vil give ham ret. 

Du kan også besøge Villa Rufolo eller bare nyde livet i Ravellos centrum, som er et sandt overflødighedshorn af keramik-, uld- og hørbutikker, kunstgallerier og vinbutikker. Tag endelig også et kig på den interessante Camé-smykkebutik på Domkirkepladsen, hos gamle Giorgio. Han har leveret mange smykker til Vatikanet, der bruger dem som gaver i forbindelse med officielle besøg.

På Domkirkepladsen kan du også kigge over mod Scala og den danske refugium "San Cataldo".

Vi tilbyder dig muligheden for at gå hjem til Maiori fra Ravello. En skøn tur ned ad trapper igennem Torrelo, Minori og til sidste Maiori. Det tager cirka halvanden time i roligt tempo med tid til fordybelse og masser af flotte fotos. De som ikke har lyst til at vandre bliver selvfølgelig kørt hjem til hotellet med bussen.

Både turen til Amalfi by og Ravello kan anses som en introduktionstur, således er du rustet til at tage tilbage på egen hånd og udforske byerne endnu mere.

Sejltur langs Amalfikysten
Billede: Sejltur langs Amalfikysten og besøg i Ravello.

Dag 4: Kejsernes ø Capri (M)

Fra havnen i Maiori sejler vi til Capri, en tur på ca. 1½ time. Her hentes vi i bus og kører til Anacapri, hvor man bl.a. finder San Michele kirken og Axel Munthes villa. Man er naturligvis også velkommen til på egen hånd at blive i Capri by eller besøge Den Blå Grotte, istedet for at tage med til Anacapri. Alle får udleveret en enkeltbillet til øens offentlige transport som kan bruges fx fra Anacapri til Capri by eller havnen i Marina Grande, hvor vi mødes igen ud på eftermiddagen når vi skal retur med båden til Maiori. Sidst på eftermiddagen mødes vi atter på havnen i Marina Grande og tager båden tilbage til Amalfikysten.

Capri har så uendeligt meget at byde på, at det slet ikke kan nås på en enkelt dag. Vi har taget konsekvensen af de forskelligartede ønsker og tilbyder derfor en dag på Capri, hvor man kan sammensætte sit helt personlige program, og rejselederen giver naturligvis gerne gode råd.

Øen er en af de smukkeste øer i Middelhavet og har været et yndet turistmål siden de romerske kejsere byggede deres imponerende villaer. I dag strømmer naturelskere, filmstjerner og kongelige fra hele verden til den lille ø, som er noget af det mest eksklusive Italien kan byde på. På trods af den massive turiststrøm er det stadig muligt at finde fred og ro til fordybelse, hvis man blot går et lille stykke væk fra de største attraktioner.

For mange står Den Blå Grotte som det absolutte højdepunkt, andre vil besøge Kejser Tiberius' Villa Jovis eller den svenske læge Axel Munthes villa San Michele. Den lille stolelift til øens højeste punkt Monte Solaro er også populær, mens andre foretrækker at shoppe i de dyre butikker i Capri by eller drikke kaffe på torvet La Piazzetta. Udsigten fra Augustus have kan tage pusten fra de fleste, og at stå ved den naturlige bue Arco Naturale og kigge ned i det blå dyb, er en oplevelse man ikke glemmer. Dette er blot nogle få af de mange muligheder for at tilbringe en uforglemmelig dag på den skønne ø.

Capri, Italien
Billede: Capri.

På turen til Capri er det altid godt at medbringe en vis portion tålmodighed, da der kan være ventetid flere steder. Øen er et yndet turistmål, og derfor vil man flere steder opleve kødannelse, fyldte busser og til tider lidt kaotiske tilstande. Det er en del af præmissen for at besøge Capri, og de fleste vælger at betragte dette som en del af den syditalienske lokalkolorit.

Vi er tilbage i Maiori først på aftenen, og husk gerne en vindtæt jakke, da det kan være køligt at sejle både morgen og aften. Faciliteterne ombord er begrænsede, så medbring lidt snacks og vand. På båden findes der et eller to toiletter.

Dag 5: De græske templer i Pæstum og mozzarellafarm (M)

Vi kører fra morgenstunden mod de græske templer i Paestum, hvor vi mødes med vores lokalguide, som står for dagens interessante omvisning. Mange danskere har taget turen før os, bl.a. H.C. Andersen og flere af de berømte guldaldermalere i midten af 1800-tallet. Takket være dem, har vi i mange år kunnet beundre billederne af de imponerende græske templer på de danske kunstmuseer, og fornemme den fred og ro som herskede i området for knapt 200 år siden. Ikke meget har ændret sig siden da bortset fra, at vi naturligvis ikke er de eneste turister på stedet. Men fred, ro, skøn natur og tid til fordybelse - ja, det er der stadig. For de, der har lyst, er der også mulighed for at besøge museet, hvor man bl.a. kan beundre den helt enestående ”Dykkerens grav”, som er fundet i området.

Regionen Campania er det område, hvor den ægte mozzarella-ost produceres, og det skal vi naturligvis opleve. Vandbøflerne lever ikke på selve Amalfikysten, men i det tidligere sumpede område syd for storbyen Salerno. For at måtte bære navnet mozzarella skal osten nemlig fremstilles af mælk fra vandbøfler. Fremstilles osten af komælk, hvilket er ganske almindeligt, hedder osten fior di latte. Under alle omstændigheder har den ost, som vi skal smage på, intet at gøre med de hårde ”gummikugler” pakket i plastik, som vi kan købe i de danske supermarkeder. En rigtig mozzarella må nemlig aldrig have været på køl, og skal, ifølge de lokale, spises frisk inden for 24 timer - ellers kan den kun bruges til madlavning. Vi besøger en økologisk mozzarella-producent, hvor vi får en rundvisning i staldene, men vi ser også, hvordan osten produceres, inden vi får lov at smage, ikke kun osten, men også andre produkter. Efter bøflerne er det tid til en god rustik frokost, og vi er hjemme på Amalfikysten igen midt på eftermiddagen.

Dag 6: Fridag til egne oplevelser - aftenarrangement (M)

I dag er der ikke arrangeret udflugter, og du har mulighed for at tage på nye eventyr på egen hånd. Vandreture er populære, og der findes utallige trappe-stier, som forbinder alle de små byer på kysten. Du kan også tage en sejltur til Salerno eller Positano eller bus til Ravello eller Amalfi by. Muligheden for en dag på stranden med frokost i Maiori er også til stede. Uanset, så giver rejselederen dig gerne gode råd.

Om aftenen tilbyder vi et hyggeligt aftenarrangement "ude på landet" i Tramonti-bjergene, en lille køretur på cirka 30 minutter fra Maiori. Der venter dig en helt speciel oplevelse, hvor du på en mindre gård får set, hvordan livet leves "på landet". Rafaella og Guiseppe har dækket op til os, hvorefter vi bespises med gode lokale egnsretter. Forvent ingen gourmetoplevelse men god velsmagende rustik landmands-mad i hyggelige og autentiske omgivelser - langt fra den glamour, som kysten også er kendt for. Alt kød, vin, ost og grønt som serveres er produceret på gården. Der er både vin og vand til maden. 

Dag 7: Udflugt til Pompeji og Vesuv (M)

Efter morgenmaden kører vi til den romerske ruinby Pompeji, som blev begravet af aske under Vesuvs udbrud i år 79 e.Kr. Pompeji betragtes af mange, som turens absolutte højdepunkt, og det er da også en helt unik oplevelse at færdes i de gamle romerske gader og forestille sig ”jordens undergang” for næsten 2.000 år siden. Vores inspirerende lokalguide giver os et spændende indblik i byens historie og dagligliv, og vi besøger både offentlige bygninger og private huse. Der bliver tid til frokost på egen hånd, og for de, der har brug for lidt ekstra tid i selve området, kan man købe en hurtig sandwich.

Pompeji og Vesuv, Italien
Billede: Pompeji med Vesuv i baggrunden.

Om eftermiddagen skal vi på vulkaner, og det er selvfølgelig vulkanen Vesuv, det handler om. Vesuv er stadig en aktiv vulkan, men det er alligevel muligt at gå hele vejen op til krateret. Fra parkeringspladsen tager vi turen op på ca. 30 minutter, og vi belønnes med en fantastisk udsigt over kysten og havet.

For de der ikke har lyst eller kræfter til at gå hele vejen, er der mulighed for at vente på parkeringspladsen, hvor man kan spise is eller drikke kaffe – og naturligvis nyde den gode udsigt, som man også har herfra. Vi kører tilbage til Maiori sidst på eftermiddagen efter en begivenhedsrig dag.

Gode lukkede vandresko anbefales denne dag, ikke mindst til besøget på Vesuv, hvor vi går i den vulkanske aske. I ydersæsonen er det også en god idé at have en jakke med på Vesuv, da det kan blive både koldt og blæsende. Vær opmærksom på at udflugten inkluderer entré til Pompeji, men ikke til Vesuv (10 € pr. person).

Nogle gange udføres udflugten i omvendt rækkefølge, så vi starter på Vesuv og slutter i Pompeji.

Dag 8: Hjemrejse (M)

Det er blevet tid til at sige farvel til Amalfikysten, og bussen kører til lufthavnen efter en uge med herlige oplevelser.

Kort

Kort over rejsen Amalfi a la carte

 

Vejret

Hold dig ajour med vejret på din rejse

Se den aktuelle vejrudsigt i Maiori på dmi.dk her

Gennemsnitstemperatur for rejsen Amalfi a la carte

Afgange og priser

AfrejseAfrejsestedRejseFra pris
20/4 - 27/4Se rejsetider KøbenhavnAmalfi a la carte7.995,-Bestil

Rejsens pris inkluderer:

  • Direkte fly til Napoli fra København eller Aalborg t/r
  • Syv nætter på 4* hotel i Maiori
  • Morgenmad
  • Byvandring i Maiori
  • Transport til og fra lufthavn
  • Dansktalende rejseleder

Rejsens pris inkluderer ikke:

  • Dobbeltværelse til én person med balkon og skrå havudsigt på Sole Spelendid, fra kr. 1.795
  • Dobbeltværelse med direkte havudsigt på Sole Splendid, fra kr 395 pr. person
  • Dobbeltværelse med balkon og direkte havudsigt på Due Torri, fra kr. 1995 pr. person
  • Enkeltværelse med vindue på Due Torri, fra kr. 3595 pr. person
  • Entréer, der ikke er nævnt i programmet
  • Rejse- og afbestillingsforsikring
  • Byskat i Maiori, ca. 4€ pr. nat pr. person, betales på hotellet
  • Administrationsgebyr, kr. 95 pr. person
Ekstra udflugter: (bestilles sammen med rejsen)
  • Vandretur på Citronstien med besøg på konditori, kr. 125 pr. person
  • Sejltur langs kysten, besøg i Amalfi og Ravello, kr. 450 pr. person
  • Udflugt til Capri, kr. 600 pr. person
  • Udflugt til Paestum og Mozzarellafarm inkl. frokost, kr. 700 pr. person
  • Aftenarrangement i Tramonti, kr. 450 pr. person
  • Udflugt til Pompeji (inklusive entré) og Vesuv, kr. 600 pr. person
  • Entréer (Pompeji og Paestum entré er dog inklusive ved tilkøb af udflugten)
Entréer (ca. priser):
  • Villa Cimbrone, Ravello 7 euro (5 euro som gruppe)
  • Villa Rufolo, Ravello 7 euro
  • Vesuv (krater) 10 euro
  • Villa San Michele, Capri 8 euro
  • Den blå grotte, Capri 29 euro
  • Augustus have, Capri 1 euro
  • Villa Jovis, Capri 2 euro
  • Svævebane til Monte Solaro, Capri 10 euro t/r og 7,50 euro pr. vej

Hotel

Se andre populære rejser her