Skip to main content

Amalfi til særpris

Citroner og by ved Amalfikysten
Trappesti ved Amalfi
På udflugt til Capri
En bjerglandsby på kysten ved Amalfi
Udsigt til Capri
Ravello
Lavendler og smukke træer på kysten
Pris fra:
5.995,-
Dage:8
Bestil rejse

Amalfi - nyd en oplevelsesrig ferie på Amalfikysten

Kom med på en oplevelsesrig rejse til Amalfikysten i Italien til en ekstraordinær pris. Du får tre udflugter, dansktalende rejseleder, dejligt hotel tæt på stranden og direkte fly inkluderet. Med kun fem afgange i 2020 anbefaler vi hurtig bestilling.

Derfor skal du rejse med os til Amalfikysten til særpris:

  • Vi har solid erfaring og er eksperter på Amalfikysten
  • Direkte fly med SAS til Napoli
  • Uovertruffen pris!
  • Inkluderer tre udflugter og så er der god tid til egne oplevelser
  • Dansktalende rejseleder

Hotellerne

På afgangene den 6. juni, 29. august og 10. oktober 2020 benytter vi det trestjernede Hotel Sole i centrum af Maiori på Amalfikysten -  blot et stenkast fra havet og kystens længste badestrand. Det lille hyggelige familieejede Hotel Sole er vores lille, ukendte hotel-perle på Amalfikysten, med en skøn panoramisk tagterrasse på toppen.

På afgangene den 3. oktober og 17. oktober 2020 er vores base det familieejede Hotel Sole Splendid, der er placeret for enden af strandpromenaden, og som det eneste hotel i byen, kan man gå på stranden uden at skulle passere hovedvejen. Hotel Sole Splendid har officielt fire stjerner, men vi vurderer 3+ som en mere passende kategorisering. 

Udflugter til Pompeji og sejltur til Amalfi

Ugens udflugter byder på kulturelle skatte på en guidet rundvisning i den imponerende romerske ruinby Pompeji. Glæd dig også til en smuk sejltur langs den fortryllende Amalfikyst med et besøg i Amalfi by samt til en smuk vandretur på Citronstien mellem Maiori og Minori.

Mulighed for at besøge Capri og Vesuv

For dig, der vil opleve endnu mere, frister vi med en ekstra dagsudflugt til den underskønne ø Capri og en udflugt til den mystiske vulkan Vesuv, hvor vi kan beundre det store krater og efterfølgende nyde en frokost på en vingård. Vi tilbyder også et hyggeligt aftenarrangement i Tramonti-bjergene, hvor vi spiser en rustik middag på en lokal gård. Disse udflugter bestilles og betales hjemmefra.

Tag med os på en helt særlig rejse – til en helt særlig kyst, der er så smuk, at det ikke kan beskrives. Amalfikysten skal – i al sin storhed – ses, smages og duftes.

Udflugterne foregår ofte i kuperet eller ujævnt terræn, så for at få det fulde udbytte af denne rejse, er det en fordel at være rimelig godt gående.

Kort dagsprogram for Amalfi til særpris:

Dag 1: Ankomst til Napoli. Udflugt til Pompeji inkl. en let frokost. Ankomst til Maiori (F)
Dag 2: Orienterende byvandring i Maiori og vandring på Citronstien (M)
Dag 3: Sejltur langs kysten, besøg i Amalfi (M)
Dag 4: Fridag til egne oplevelser eller ekstra udflugt til øen Capri (M)
Dag 5: Fridag til egne oplevelser (M)
Dag 6: Fridag til egne oplevelser eller ekstra udflugt til aftenarrangement i Tramonti (M)
Dag 7: Fridag til egne oplevelser eller udflugt til Vesuv med frokost på vingård (M)
Dag 8: Hjemrejse (M)

M = Morgenmad, F = Frokost    

Vi tager forbehold for, at der kan forekomme ændringer i rækkefølgen på dagsprogrammet. Det endelige dagsprogram vil blive oplyst ved ankomst til destinationen, og udflugterne gennemføres evt. sammen med en af vores andre grupper.

Søg rejse

Vælg kun det, som du synes er vigtigt

Dagsprogram

Nedenstående program er ved tilkøb af udflugter.

Dag 1: Ankomst til Italien, udflugt til Pompeji og ankomst til Maiori (F)

Efter ankomst til Napoli Lufthavn kører vi til den romerske ruinby Pompeji, som blev begravet af aske under vulkanen Vesuvs udbrud i år 79 e.Kr. Pompeji betragtes af mange som én af rejsens største seværdigheder, og vi lægger ud med denne store oplevelse på rejsens første dag. Det er en helt unik oplevelse af færdes i de gamle romerske gader og prøve at forestille sig "jordens undergang" for knap 2.000 år siden. Vores lokalguide giver os et interessant indblik i byens historie og dagligliv, og vi besøger både offentlige bygninger og private boliger. Der bliver også tid til en let frokost, inden turen går videre mod Amalfikysten. Ved ankomst til Maiori indkvarteres vi på vores hotel, der ligger i gåafstand fra forretninger og restauranter, hvor du kan finde et hyggeligt sted at indtage turens første aftensmåltid, mens solen går ned bag bjergene. 

Dag 2: Byvandring i Maiori og vandretur på Citronstien til Minori (M)

Efter en god nats søvn skal vi lære vores by Maiori at kende. Rejselederen er naturligvis i front på denne byvandring, der går langs strandpromenaden til byens egentlige centrum, hvor forretninger og restauranter ligger dør om dør. Der orienteres om byens historie men også om bybusserne, hvor man køber billetter, frimærker og meget mere. For de, der har en udmærket fysisk formåen, er der mulighed for at vandre på Citronstien.

Vi går op til Maioris største kirke, hvorfra opstigningen begynder. Citronstien har fået sit navn på grund af de mange citronplantager, som vi passerer undervejs på den ca. 1½ - 2 timer lange vandring, som går op i ca. 100 meters højde over havet. Sandsynligheden for at møde de lokale arbejdsheste eller mulddyr undervejs er stor, så vi er virkelig kommet ud på landet, selv om vi bare er ganske få meter fra selve Maiori. Vi går på trapper og naturstier på den smukke bjergside, så gode vandresko eller vandresandaler med hårde såler anbefales. Vi har fantastiske udsigter undervejs og holder naturligvis både fotostop og drikke-vand-pauser. Nedstigningen til nabobyen Minori er spektakulær, og vel fremme bliver der god tid til at nyde den lille by. 

I Minori besøger vi en lille familiedrevet "limoncello-fabrik” for at se, hvordan man laver den berømte citronlikør ”limoncello”, og vi smager på andre spirituøse specialiteter. Den smukke basilika Santa Trofimena og villaen Marittima Romana er Minoris arkitektoniske og arkæologiske stoltheder, som man bør besøge. Hvis du har en sød tand og hang til godt bagværk, kan det anbefales at gøre et stop og nyde en af de mange fantastiske kager hos Italiens berømte mesterkonditor og officielle leverandør til Vatikanet, Salvatore De Riso. Smag den berømte ”Delizia al Limone" – Amalfikystens citronkage -  måske akkompagneret af et glas prosecco. Gå på opdagelse i de små maleriske gader i skønne Minori, eller spis en god frokost på en af de hyggelige lokale restauranter. På vejen tilbage kan man vælge at vandre ad Citronstien igen eller den lettere kystvej, hvor vi er tilbage i Maiori på blot 15-20 minutter. Retur foregår normalt på egen hånd.

Vandretur ad Citronstien, Amalfi, Italien
Billede: Vandretur ad Citronstien.

Dag 3: Sejltur langs kysten og besøg i Amalfi by (M)

I dag skal vi ud at sejle, hvilket nok er den allersmukkeste måde at opleve Amalfikysten på. Vi går til havnen i Maiori, hvor vi stiger ombord på vores private båd. Ganske tæt på Maiori finder vi Pandoras grotte, som er et imponerende syn, men vi passerer også de små byer Minori og Atrani, mens vi kan kigge op på Ravello, som ligger stolt knejsende på sin klippe 350 meter over havet.

I første omgang passerer vi Amalfi og sejler et lille stykke videre ud mod Conca dei Marini, hvor vi bl.a. kan beundre nogle af de store grotter i bjergene, den naturlige klippebue og flere af de berømte hoteller og villaer, som ligger lige ned til vandet. Vi sejler tilbage til Amalfi, som er kystens hovedby, og efter en kort byvandring er der god tid til at kigge på byens mange attraktioner. I middelalderen var Amalfi sammen med Genova, Pisa og Venedig én af de i alt fire italienske sø-republikker og dermed en af de absolutte stormagter i Middelhavet. Byens arkitektur er præget af de mange forskellige folkeslag, som har huseret på kysten, og nogen vil sikkert finde den meget arabisk præget, med små overdækkede gader, som snor sig i alle retninger. Amalfi er en mindre by med ca. 6.500 indbyggere, og den er koncentreret omkring den lange hovedgade, hvor du også finder det interessante papirmuseum, som fortæller historien om byens produktion af håndlavet bomuldspapir. Kompas-museet, som er indrettet i de gamle arsenaler (skibsbygningshaller) fra middelalderen, samt Amalfis imponerende domkirke, med det tilhørende paradiskloster og Sankt Andreas' krypt, er også spændende attraktioner i Amalfi.

Efter besøget i Amalfi sejler vi tilbage til Maiori, hvor du kan slentre rundt i de hyggelige gader, eller finde en god restaurant til en sen frokost. 

Dag 4: Fridag eller ekstraudflugt til Kejsernes ø Capri (M)

Hvis du vil opleve Kejsernes ø, kan du glæde dig til denne ekstraudflugt, hvor vi sejler fra havnen i Maiori til Capri, en tur på ca. 1½ time. Her hentes vi i bus og kører til Anacapri, hvor man bl.a. finder San Michele kirken og Axel Munthes villa. Man er naturligvis også velkommen til på egen hånd at blive i Capri by eller besøge Den Blå Grotte, istedet for at tage med til Anacapri. Alle får udleveret en enkeltbillet til øens offentlige transport som kan bruges fx fra Anacapri til Capri by eller havnen i Marina Grande, hvor vi mødes igen ud på eftermiddagen når vi skal retur med båden til Maiori. Sidst på eftermiddagen mødes vi atter på havnen i Marina Grande og tager båden tilbage til Amalfikysten.

Capri har så uendeligt meget at byde på, at det slet ikke kan nås på en enkelt dag. Vi har taget konsekvensen af de forskelligartede ønsker og tilbyder derfor en dag på Capri, hvor man kan sammensætte sit helt personlige program, og rejselederen giver naturligvis gerne gode råd.

Øen er en af de smukkeste øer i Middelhavet og har været et yndet turistmål siden de romerske kejsere byggede deres imponerende villaer. I dag strømmer naturelskere, filmstjerner og kongelige fra hele verden til den lille ø, som er noget af det mest eksklusive Italien kan byde på. På trods af den massive turiststrøm er det stadig muligt at finde fred og ro til fordybelse, hvis man blot går et lille stykke væk fra de største attraktioner.

For mange står Den Blå Grotte som det absolutte højdepunkt, andre vil besøge Kejser Tiberius' Villa Jovis eller den svenske læge Axel Munthes villa San Michele. Den lille stolelift til øens højeste punkt Monte Solaro er også populær, mens andre foretrækker at shoppe i de dyre butikker i Capri by eller drikke kaffe på torvet La Piazzetta. Udsigten fra Augustus have kan tage pusten fra de fleste, og at stå ved den naturlige bue Arco Naturale og kigge ned i det blå dyb, er en oplevelse man ikke glemmer. Dette er blot nogle få af de mange muligheder for at tilbringe en uforglemmelig dag på den skønne ø.

Italiens måske smukkeste ø: Capri ved Amalfikysten
Billede: Capri.

På turen til Capri er det altid godt at medbringe en vis portion tålmodighed, da der kan være ventetid flere steder. Øen er et yndet turistmål, og derfor vil man flere steder opleve kødannelse, fyldte busser og til tider lidt kaotiske tilstande. Det er en del af præmissen for at besøge Capri, og de fleste vælger at betragte dette som en del af den syditalienske lokalkolorit.

Vi er tilbage i Maiori først på aftenen, og husk gerne en vindtæt jakke, da det kan være køligt at sejle både morgen og aften. Faciliteterne ombord er begrænsede, så medbring lidt snacks og vand. På båden findes der et eller to toiletter. 

Dag 5: Fridag til egne oplevelser (M)

I dag er der ikke arrangeret udflugter, og du har mulighed for at tage på nye eventyr på egen hånd. Vandreture er populære, og der findes utallige trappe-stier, som forbinder alle de små byer på kysten. Du kan også tage en sejltur til Salerno eller Positano. Muligheden for en dag på stranden med frokost i Maiori er også til stede. Uanset, så giver rejselederen dig gerne gode råd.

Dag 6: Fridag til egne oplevelser - aftenarrangement (M)

I dag har du tid endnu flere eventyr på egen hånd. Tag fx en af de røde turistbusser til Ravello, og gå den smukke tur tilbage til Minori via Torello, hvor P.S. Krøyer også malede under sin bryllupsrejse. Du kan også tage en bustur til fiskerbyen Cetara – eller bliv i Maiori og nyd en god frokost og en velfortjent siesta.

Om aftenen tilbyder vi et hyggeligt aftenarrangement i landsbyen Tramonti, kun 10 minutters kørsel fra kysten. Der venter os en helt speciel oplevelse, hvor vi på en mindre gård, hvor værtsparret har  dækket op til os. Vi får set lidt på hvordan livet leves "på landet",  hvorefter vi bespises med gode lokale egnsretter. Forvent ingen gourmetoplevelse men god velsmagende syditaliensk mad i hyggelige og autentiske omgivelser langt fra den glamour, som kysten også er kendt for. Der serveres vin og vand til maden. 

Dag 7: Fridag eller udflugt til Vesuv med vingårdsbesøg (M)

Vulkanen Vesuv dominerer hele området omkring Napoli, og for mange er det en drøm at stå på toppen af en aktiv vulkan og kigge ned i det store mørke dyb. Tilbage i romertiden var der ikke mange, der havde overvejet, at det store bjerg rent faktisk var en vulkan. Det gik op for alle den 24. august år 79 e.Kr., da Vesuv havde sit mest berømte udbrud, som endte med at begrave de nærliggende byer Pompeji og Herculanum. Vesuv er stadig en aktiv vulkan og betragtes som en af de farligste i verden, selv om den ikke har rørt på sig i mange år. Alligevel er det muligt at gå hele vejen op til det imponerende krater, hvor der ikke skal meget fantasi til at forestille sig, hvad der vil ske, når den engang atter går i udbrud. Turen op til selve krateret tager ca. 30 minutter, og vi belønnes med en fantastisk udsigt over kysten og havet. Lukkede vandresko anbefales, lige som det er en god idé at have en jakke med på Vesuv, da der kan blive koldt på toppen.

Napoli og vulkanen Vesuv, Italien
Billede: Mulighed for ekstra udflugt til vulkanen Vesuv med frokost på vingård.

Efter besøget på Vesuv kører vi ned til foden af vulkanen, hvor vi skal besøge en af de lokale vingårde, som har været i den samme families eje i tre generationer. Vinen som dyrkes på Vesuvs skråninger er helt speciel, da "jorden" jo består af vulkanske stenmasser. Den mest berømte af de lokale vine er Lacryma Christi (Kristus' tårer), og den fås både i en hvid og en rød udgave. Vi hører om vinproduktionen, mens vi går en tur gennem vinmarkerne, og her kan vi også se, hvordan de gøder "jorden" naturligt med bønner. Vinmarkerne ligger i den fredede naturpark omkring Vesuv, og de vilde kaniner som lever i området er derfor også fredede. De nye vinplanter er det rene slik for kaniner, så derfor er det nødvendigt at beskytte dem med plasticrør, som stikker op alle vegne. Vi skal naturligvis også smage stedets forskellige vine (som kan købes med hjem), mens vi spiser en herlig frokost med gode lokale retter. Midt på eftermiddagen går turen tilbage til Maiori efter en uforglemmelig dag ude i naturen.

Dag 8: Hjemrejse (M)

Det er blevet tid til at sige farvel til Amalfikysten, og bussen kører til lufthavnen efter en uge med herlige oplevelser.

Kort

 

 

Vejret

Hold dig ajour med vejret på din rejse

Se den aktuelle vejrudsigt i Maiori på dmi.dk her

Gennemsnitstemperatur for rejsen Vidunderlige Amalfi

Afgange og priser

AfrejseAfrejsestedRejseFra pris
3/10 - 10/10Se flytider KøbenhavnAmalfi til særpris - 8 dage
Ophold på Hotel Sole Splendid
5.995,-Bestil
10/10 - 17/10Se flytider KøbenhavnAmalfi til særpris - 8 dage
Ophold på Hotel Sole
6.495,-Bestil
17/10 - 24/10Se flytider KøbenhavnAmalfi til særpris - 8 dage
Ophold på Hotel Sole Splendid
5.995,-Bestil

Rejsens pris inkluderer:

  • Direkte fly København – Napoli t/r
  • Syv nætter på godt hotel i Maiori
  • Morgenmad
  • Udflugt til Pompeji
  • Byvandring i Maiori og på Citronstien
  • Sejltur langs kysten med besøg i Amalfi by
  • Transport ifølge program
  • Dansktalende rejseleder

Rejsens pris inkluderer ikke:

  • Byskat i Maiori: 2 euro pr. person pr. dag (gælder perioden 1/6 - 30/9) og betales på hotellet
  • Rejse- og afbestillingsforsinkring
  • Administrationsgebyr, kr. 95 pr. person

 

Hotel Sole 3*

  • Dobbeltværelse til én person med balkon og skrå havudsigt, kr. 2.375
  • Dobbeltværelse med skrå havudsigt, kr 195 pr. person
  • Dobbeltværelse med balkon og direkte havudsigt, kr. 595 pr. person
  • Dobbeltværelse med stor vestvendt terrasse og skrå havudsigt, kr. 595 pr. person

 

Hotel Sole Splendid 3,5*

  • Dobbeltværelse til én person, kr. 1.695
  • Dobbeltværelse med balkon og skrå havudsigt, kr. 395 pr. person
  • Dobbeltværelse med balkon og fuld havudsigt, kr. 595 pr. person

 

Ekstra udflugter (bestilles sammen med rejsen):

  • Vandretur på Citronstien samt besøg på konditori, kr. 125 pr. person
  • Udflugt til Capri, kr. 550 pr. person
  • Udflugt til vulkanen Vesuv med frokost på vingård, kr. 495 pr. person
  • Aftenarrangement i Tramonti, kr. 450 pr. person
  • Øvrige entréer

 

Entréer (ca. priser):

  • Villa San Michele, Capri - 8 euro
  • Den blå grotte, Capri - 29 euro
  • Augustus have, Capri - 1 euro
  • Villa Jovis, Capri - 2 euro
  • Svævebane til Monte Solaro, Capri - 10 euro t/r og 7,50 euro o/w
  • Toppen af Vesuv - 10 euro

Hotel