Dag 1: Afrejse fra København til det sydlige Holland (A)
Efter vores tur gennem Sjælland med opsamling, kommer vi til færgen ved Rødby havn og sejler den korte tur til Puttgarden. Scenen er sat til en hyggelig rejse gennem det Nordtyske, hvor vi trods en del motorvejskørsel faktisk passerer mange ganske interessante områder som Hamborg, Bremen og det kendte, og lettere berygtede Ruhr område. Alle steder har sine store momenter i historien – og vi har en vidende rejseleder – der gerne beretter.

Billede: Rådhuset i Hamburg.
Vi ankommer til vores overnatningshotel i det sydlige Holland, hvor vi også får aftensmaden.
Dag 2: Holland – Rouen med kort stop i Gent (M,A)
Fra det sydlige Holland begiver vi os videre mod Frankrig via Belgien. Her laver vi et kortere stop i den smukke by Gent, hvor vi har lidt tid til at kigge os omkring. En utrolig smuk by, der stadig er lidt af en hemmelighed for de fleste. Som mange af byerne i området, er Gent også bygget op rundt om kanalerne, der gennem tiderne har været forsyningslinjerne til omverdenen.

Billede: Kanalerne i Gent.
Vi krydser grænsen til Frankrig ved Lille. Herfra har vi 3 timers kørsel i det landbrugsintensive franske lavland frem til Rouen, hvor vi ankommer sidst på dagen. Vi indlogeres for de næste 2 dage på hotel centralt placeret i byen. Denne aften spiser vi middag på en af Rouens restauranter og herefter er du velkommen at nyde byen på egen hånd.
Dag 3: Rouen og Giverny, Monets have (M)
Rouen er en vigtig by i den franske historie og vi bruger formiddagen til at kigge nærmere på den. I dag er den blot Normandiets hovedstad, men i Middelalderen var Rouen en yderst magtfuld by og en af Europas rigeste. Før dette var den central for vikingerne, der fx havde sin højeste ret her. Fortællingen om Jeanne d’Arc har dog en helt særlig plads i Rouens historie; Det var nemlig hér, på torvet, ved byens smukke katedral, at hun blev brændt på bålet. Katedralen er et sandt mesterværk og udgør et spændende besøg. De tre tårne troner fornemt frem, og oser af storhed og nærmest retfærdiggør, at det tog 800 år inden den fik det udseende den har i dag.
Eftermiddagen byder på en køretur til den lille landsby, Giverny, der ligger ved Seinens bredder. Det er en hyggelig landsby, allermest kendt for den impressionistiske maler Claude Monet. Hans mest berømte værker er inspireret af hans have her. Den besøger vi naturligvis, og mon ikke vi finder de legendariske åkander på vores tur rundt. Kunstkenderen vil helt sikkert kunne genkende mange motiver fra haven.
Vi vender tilbage, langs Seinen, til Rouen, hvor resten af dagen og aftenen kan nydes efter eget behag. Byen er fx et fantastisk sted at gå opdagelse efter en god middagsret indenfor det berømte franske køkken.

Billede: Monets smukke have.
Dag 4: Rouen – St. Malo. Stop i Étretat og Honfleur (M,A)
Rejsen fortsætter i det nordfranske, mod St. Malo i Bretagne. Undervejs snupper vi en fin omvej til kysten og den Engelske Kanal. Kyststrækningen er helt fantastisk med sine høje hvide klinter, der puster sig op i kontrast til kanalens blå vand. Det bedste sted at opleve disse, er ved byen og strandområdet Étretat. Her er klinterne ca. 100 m høje og tidens vinde og vande har gnavet sig ind i dem og dannet smukke porte. Vi er stadig i det tidligere vikingområde, og dagen igennem støder vi på stednavne der minder en del om noget vi har hørt før.
Efter endnu et stræk langs kysten, gør vi et stop i den hyggelige lille fiskerby Honfleur. Her er der tid til at nyde den rolige lille havn og lidt frokost. Og med denne beliggenhed er her, ikke overraskende, mulighed for en yderst delikat frokost af alt-godt-fra-havet. Efter Honfleur kører vi til St. Malo i Bretagne, som er vores hjem de næste tre nætter. Vi bor centralt, og denne aften spiser vi middag på hotellet.

Billede: Hyggelige Honfleur.
Dag 5: St. Malo og Dinan (M)
Dagen bliver i ganske stille og roligt tempo. Vi går en afslappet byvandring om formiddagen med rejselederen og om eftermiddagen kører vi den korte tur til Dinan - et fint eksempel på en bretonsk middelalderlandsby. - Et væld af hyggelige brostensbelagte gader indenfor bymurene omkransende citadellet. Billedskønt som et postkort og et herligt sted at fortabe sig i. Nyd de smukke huse, stemningen og en café au lait på en klassisk fransk café.

Billede: St. Malo.
Tilbage i St. Malo har vi resten af dagen og aftenen på egen hånd.
Dag 6: Fridag i St. Malo (M)
Du har en fridag i St. Malo, hvor du helt i ro og mag kan nyde den smukke kystby efter meget kørsel og mange oplevelser.
Dag 7: St. Malo – Caen. Besøg Mt. St. Michel, Bayeux (M,A)
Efter morgenmaden tager vi afsked med St. Malo og Bretagne, og får et gensyn med Normandiet. Lige på grænsen mellem de to regioner ligger Mt. Saint Michel, bygget på en tidevandsø. Det er et af verdens mest ikoniske fæstningsværker og optaget på UNESCOs liste for verdenskulturarv. Her står billederne i kø for at blive sluset ind af linsen til dit kamera, og et besøg i de snørklede gader og smalle gyder er ganske enkelt forførende.

Billede: Mt. Saint Michel.
Efter besøget kører vi Bayeux, verdensberømt for sine gobeliner som vi naturligvis skal opleve på museet for samme. De illustrerer, på et 70 m langt x 0,5 m højt lærred, historien om Vilhelm Erobrerens sejr over englænderne, i det 11. årh. og begivenhederne, der ledte op til togtet. Herefter kører vi det sidste stykke vej til Caen, hovedbyen i Calvados distriktet, hvor vi bor i to nætter på et centraltbeliggende hotel. Aftensmaden spiser vi på en lokal restaurant.
Dag 8: Invasionskysten. Besøg Utah- og Omaha Beach (M)
Mange store slag har stået i Normandiet gennem de seneste 1000 år, men D-dags operationen ”Operation Overlord” er nok det mest kendte, berømmede og berygtede. Dagen står derfor i D-dagens tegn, og selvom det ikke er 6. juni 1944, er det sikkert at stedet gør indtryk. Vi lægger vejen forbi byen Sainte-Mere-Eglise, hvor der var heftige kampe mellem tyskerne og amerikanske faldskærmstropper.
Vi tager derefter til Utah beach, hvor der bl.a. er et mindesmærke for de 800 danske soldater, der døde under tjeneste i de allieredes tjeneste. Herefter besøger vi de amerikanske soldaters kirkegård Omaha beach, med sine kendte 9386 marmorkors, som ofte har været scene for film om anden verdenskrig. Oplevelsen med selv at stå her, er ganske rørende.
Tilbage fra krigens mindesmærker har vi aftenen på egen hånd i Caen. Det kunne være et passende tidspunkt, at stifte bekendtskab med Calvados områdets herlige brændevin af samme navn, hvis man er til den slags. Calvados er lavet på enten æbler eller pærer.

Billede: Omaha Beach.
Dag 9: Caen – Holland. Besøg i Amiens (M,A)
Turen begynder at gå tilbage mod Danmark, og vi forlader Caen efter morgenmaden. Der bliver tid til et stop i Amiens, en hyggelig by ved Somme-floden, kendt for sin prægtige katedral. Lyder Somme bekendt, så er det fordi det var centrum for nogle af første verdenskrigs værste skyttegravskrige. Turen passerer derved igennem slagmarkerne for nogle af de værste lidelser i menneskehedens historie.
Kursen er sat mod Holland, hvortil vi ankommer sidst på dagen. Aftensmaden spiser vi på hotellet.
Dag 10: Holland – København (M)
Rejsens sidste dag foregår i fart gennem Tyskland og Danmark hvor vi kan slappe af og fordøje de mange oplevelser. Vi har fået masser af fortællinger og oplevet ufatteligt smukke steder som giver os minder for livet. Sidst på dagen er bussen tilbage, og det er tid til at sige farvel til dine rejsefæller efter 10 dage under teamet krig og kærlighed.