Som oftest er det de mere kendte byer på Sicilien som Palermo, Siracusa, Cefalù og Taormina, der vinder turisternes gunst. Det lønner sig imidlertid for den besøgende at tage en afstikker til nogle af øens mere ”anonyme” byer, for her er der ikke blot farverig lokalkolorit at hente men også godt gemte og spændende oplevelser at dykke ned i. Sicilianerne er stolte af deres kulturelle arv, men at promovere den gør de det mindre i, så selvom et bynavn ikke måtte lyde bekendt, er det ikke ensbetydende med, at der ikke venter en noget godt.

Mondello - strandoasen nær storbyen

Mondello er oprindeligt et gammelt fiskerleje, der husede lutter fiskerfamilier. Fiskerlejet har vokset sig større med tiden og flere erhverv er kommet til. Med kun 20 minutters kørsel fra storbyen Palermo har mange palermitanere fået øjnene op for Mondellos dejlige strand, friske luft og gode fiskerestauranter og ynder at tage herud til promenade om søndagen eller til en god middag lørdag aften eller i sommermånederne, når byen bliver for hed. En håndfuld hoteller er skudt op, da også turister – helt tilbage til det 19. århundrede – har fundet frem til dette lille idylliske sted, hvor farverige fiskerjoller ligger og tørrer i det gyldne sand og solens varme stråler danser på havets blide bølgegang.

Havet spiller en stor rolle for Mondello - ikke kun for de arbejdende fiskere og de badende gæster - men også for dem, der er bidt af en gal windsurfer eller nyder aktiviteter på stranden som fx beachvolley. Hvert år i maj huser byen nemlig det store internationale arrangement ”World festival on the Beach”, hvor vandsport og strandaktiviteter står højest på programmet, og Mondello besøges af mange forskellige nationaliteter.

En af Mondellos mest specielle og eftertragtede restauranter er den slotslignende fiskerestaurant ”Alle Terrazze”, der praktisk talt ligger placeret på vandet, hvorfor man kan sidde udenfor og en rigtig god udsigt over havet.

Mondello er et oplagt sted at bo for dem, der ønsker et ophold i en mindre by nær havet, som samtidig er tæt på den pulserende storby Palermo og i overkommelig køreafstand fra Palermo lufthavn; Punta Raisi.

Erice - et middelaldereventyr

Som en sand Torneroseby ligger den lille by Erice majestætisk placeret på bjerget Monte San Giuliano hele 751 meter over havets overflade. Heroppefra har man en smuk panoramaudsigt over landskabet og kan på klare dage ane byen Trapani og Egadiøerne ud for Siciliens vestkyst. Tit er byen dog også indhyllet i tåge fra skyerne, der lægger sig som en dyne om byen. Det giver Erice en interessant og mystisk atmosfære. Smukt er det, når solens stråler rammer byen og skyerne under den. Dette er en meget speciel oplevelse.

Normannerne byggede i sin tid et borglignende slot heroppe, ”Castello di Venere” (kan oversættes til Venusslottet), og resterne kan man besøge i dag og nyde udsigten fra de mange plateauer rundt omkring i ruinerne. Rundt om byen blev der i Middelalderen rejst en bymur, der stadig omkranser byen. Bymidten er hurtigt overstået, men når det er sagt, så hersker her en helt særlig atmosfære, når man vandrer rundt i de små snoede gader. Især vil den besøgende bemærke de fantastiske stenmønstre, der præger byens gader. Et arbejde der må have taget oceaner at tid, som man har kunnet nyde i århundreder.

At sætte sig på byens hyggelige torv Piazza Umberto med skyerne hængende lige over issen og en skoldhed cappuccino i hånden - omgivet af den friske bjergluft og smukke stenmønstre så langt øjet rækker - er blot et af de tillokkende eventyr og uforglemmelige oplevelser, som lille og hyggelige Erice har at byde på.

Piazza Armerina – indlandets lise

Piazza Armerina er af mange turister en ukendt by på Sicilien, for ikke mange når ind til indlandet på Sicilien, men holder sig til kystområdet, der fascinerer mange med dets klipper, blå hav og henrivende kystbyer.

Men herinde i indlandet ved Monti Erei er der også skatte at finde. Byen Piazza Armerina er højt beliggende – ca. 700 meter over havets overflade – og har været et populært bosted i årtusinder qua den høje beliggenhed med et godt udsyn over eventuelle fjenders komme. Faktisk er Piazza Armerina bygge på tre høje, hvoraf den ene – Armerino-højen – har navngivet byen, der indtil 1800-tallet blot blev kaldt Piazza. Byen, som vi kender den i dag, blev oprindeligt grundlagt af normannerne, der i 1400-tallet opførte et slot i byen. Også renæssance- og barokbygninger pryder byens gader. Selvom mange af bygningerne synes nedslidte og mindre velholdte, er de alligevel adelige og vidner om en svunden tid med uovertruffen barok og gamle levn fra Middelalderen. Piazza Armerina har et godt udvalg af spisesteder og gode caféer.

I udkanten af byen Piazza Armerina ligger en af indlandets topattraktioner, nemlig ruinerne af en romersk villa kaldet ”Villa Romana del Casale” og som blev opført i 330 – 360 e.Kr.. Villaen siges at være bygget på en antik by, der kan dateres helt tilbage til år 100 - 200 e.Kr.. Her er til mange timers ophold, for der findes mange forskellige typer rum, bade og patioer at beskue og beundre - herunder især de imponerende gulvmosaikker og vægdekorationerne, der fortæller om livet i datidens romerske dagligdag. Denne seværdighed har det med at stjæle billedet og lade Piazza Armerina stå tilbage fra besøg, men er man på disse kanter, kan man med fordel også slå vejen forbi Piazza Armerina og dedikere lidt tid på byens centrum.

Hvert år d. 13. – 14. august afholder byen en spændende event, et såkaldt Palio (à la det i Siena, Toscana), hvor man siden Middelalderen har festet, klædt sig ud og afholdt hestevæddeløb i byens gader.

Caltagirone – Siciliens ubetingede keramik-dronning

Caltagirone ligger i Erei-bakkerne ca. 600 meter over havet. Byen er et godt eksempel på arabernes tilstedeværelse på Sicilien, for byen har nemlig fået sit navn fra araberne, der kaldte byen ”Qal’at-al-ghiran”, hvilket på arabisk betyder vasernes fort. Her blomstrede keramikproduktionen op, og byen blev hovedsæde for øens keramikproduktion takket være arabernes færdigheder indenfor dette felt. Man er ikke i tvivl om byens status som ”keramikkens dronning”, for overalt på mure, trapper, bygninger og kirker ser man flot og farveri keramik. Byen fremstår elegant og smuk, med imponerende barokbygninger og det spændende keramikmuseum, opført i 1965, udstiller diverse spændende levn helt tilbage fra Magna Grecia perioden frem til 1900-tallet. Pottemageri og keramikfremstilling er stadig aktive erhverv i Caltagirone, og byens keramik har sin helt egen udsmykningsstil, der har holdt ved i århundreder.

Araberne byggede også et slot her, der senere blev stormet af tropper fra Ligurien i 1000-tallet. Byen blev endvidere ramt af det voldsomme jordskælv, der rystede det sydøstlige Sicilien, hvor slottet desværre blev totalt ødelagt. Derfor er mange bygninger opført i barokstil. Disse bygninger er i dag en af grundene til, at byen er at finde på UNESCOs liste over bevaringsværdig kultur. Man bør ikke snyde sig selv for et besøg i den smukke ”Villa Comunale”, der er opført i en interessant liberty-stil af Giovanni Battista Basile.

En af byens største attraktioner er den meget lange trappe ”La Scalinata di Santa Maria del Monte” med hele 142 trin, der er udsmykket med håndmalede kakler i keramik, der blev konstrueret helt tilbage omkring 1608. Den forbinder den høje bydel med den lavere bydel. Trappen anvendes til flere kulturelle begivenheder året rundt. Hvert år d. 25. juli fejrer byen dens skytshelgen St. James, og her spiller trappen en vigtig rolle, idet trappen udsmykkes med tusindvis af olielamper, hvilket er et magisk syn. I foråret (maj/juni) afholdes der en smuk blomsterfestival, hvor La Scalinata di Santa Maria del Monte pyntes med afskårne blomster i alle farver, størrelser og geometriske mønstre. Omkring juletid udstilles flere julekrybber i keramik – julekrybber i miniformat er populære i hele Italien – især sydpå.

Castellammare del Golfo

Castellammare del Golfo ligger og putter sig herligt i bugten midt mellem Palermo lufthavn v. Punta Raisi til øst og byen San Vito lo Capo i vest. Byens navn betyder egentlig ”fortet eller fæstningen ved havet i bugten”, og den betegnelse holder stik, for her ligger nemlig også resterne af en større fæstning.

Byen har først de seneste år fået turisternes interesse, blandt andet grundet dens autentiske islæt (ikke mange af de typiske turistfaciliteter har endnu ramt byen), dens gode strande og korte afstand til både lufthavn og attraktioner som smukke Lo Zingaro naturpark, de antikke levn i Segesta, hyggelige Alcamo og for den sags skyld også øens ”hovedstad” Palermo.

Castellammare del Golfo kan ved første øjekast virke som en søvnig by, men det skal man ikke lade sig snyde af, for går man ned ved byens marina ligger der café på café, og her summer det af liv i weekender og hen under aften, hvor de lokale promenerer, hygger sig med en is eller en aperitif inden aftensmaden. Udvalget af butikker er ikke overvældende, men her er, hvad man måtte behøve og lidt ekstra til. Castellammare del Golfo er et godt sted at opholde sig for dem, der søger en kystby, der endnu er ærkesiciliansk i sit islæt og hvor man kan følge det lokale liv uden at tilkalde sig alt for megen opmærksomhed. For det er lidt som om, at indbyggerne i Castellammare del Golfo har nok i sig selv og derfor heller ikke kæmper om turisternes skillinger. For den uafhængige og eventyrlystne turist er byen derfor et slaraffenland at befinde sig i.

Her findes ikke et utal af restauranter, men størstedelen af dem, der findes, er rigtig gode, især spisestederne Antiche Scale og Monsù kan fremhæves som værende blandt byens allerbedste.

Sciacca

Sciacca er beliggende på Siciliens sydøstlige del af øen og er en af de smukkeste byer i området – og desværre fuldstændig undervurderet i mange guidebøger. Dette måske fordi at Sciacca ikke ligger i kort afstand til øens tre lufthavne og i et område af øen, der nok er allermindst turistet.

Byen Sciacca er især kendt for sine termiske bade, der siges at være nogle af Italiens allerbedste af sin slags og byen blev i sin tid grundlagt af grækerne som et kurbadested. Sciacca har haft mange bosættere igennem tiderne; byzantinerne, araberne, normannerne, og alle har på hver sin vis sat deres præg på byen. Også den senere tilkomne barokprægede bygningsstil pryder smukt bybilledet. Navnet Sciacca kommer enten fra det arabiske ”assaqqah” (betydning: sprække) eller ”xacca” (betydning: vand) og henviser naturligvis til kilderne og badene med det gavnfulde vand. I 1950’erne begyndte man for alvor i Sciacca at satse på kurbadeturismen, og flere kurhoteller så dagens lys.

Seværdigheder i byen er der mange af, her er indtil flere kirker at give sig i kast med og ikke mindst byens smukke domkirke, som blev bygget af normanner i 1100-tallet. På Via Castello (kan oversættes til Slotsgade) finder man hele to slotte, nemlig Castello dei Luna (opført for Luna-familien i 1380) og Castello Perollo (opført for Perollo-familien omkring år 1067 af den normanniske greve Ruggero).

Under arabernes besættelse af byen i 800-tallet blomstrede byen for alvor op, og Sciacca blev øens vigtigste havneby med henblik på handel med Nordafrika, og det siges, at man på klare dage, fra byens højeste punkt, kan skimte den nordafrikanske kyst i det fjerne. For den badeglade besøgende findes her også nogle dejlige strande nær byen, og når sulten melder sig, serverer restauranterne i byen formidable fiskeretter med dagens friske fangst.

Hvert år i februar afholdes der en folkelig og farverig karnevalsfest kaldet ”mardi gras”, og det er noget af et tilløbsstykke og en interessant oplevelse, hvis man er på disse kanter i den periode.

Oplev Sicilien med Kulturrejser Europa

I maj, juni, september og oktober kan du med os hvert år opleve Sicilien på en kulturspækket og interessant rundrejse. Her kommer du i otte dage godt rundt på Middelhavets største ø, bl.a. til nogle af de omtalte byer ovenfor, sammen med en lokalkendt og dansktalende rejseleder. Læs mere om den populære rundrejse Klassiske Sicilien her.