Redaktionen på Kulturrejser Europas kulturblog har bedt rejseleder Igor Mouro beskrive de seværdigheder, som indgår på rejsen Klassiske Portugal, set med hans øjne og oplevet med hans hjerte, så Kulturrejser Europas gæster kan få et førstehåndsindtryk af, hvad der venter dem på rejsen. Her kommer det første af ialt tre kapitler, som beskriver Igors indtryk og refleksioner:

Af Igor Mouro

Som portugiser er jeg meget stolt af mit land, og som rejseleder i mit land er det med stolthed, jeg viser det frem. Rejsen Klassiske Portugal er for mig som portugiser og rejseleder den ultimative rundrejse i Portugal, hvis man kun har 8 eller 10 dage.

Portugal er én af verdens ældste stater og har som stat den ældste grænse, siden 1249, hvor Afonso 3 afslutter generobringen af Algarve. Det er godt klaret af en lille ”udkants”-nation at kunne holde på sine grænser siden da. Portugal er også en utrolig interessant nation set med danske øjne, fordi vores første konge D. Afonso Henriques, som vi skal ”hilse” på i Guimaraes, faktisk i en vis forstand stammer fra Bornholm!

Den danske forbindelse

Afonso Henriques var den første konge af Portugal, og den første konge af Burgunder-dynastiet - og Burgunderne stammede faktisk fra det vi i dag kalder Bornholm, og som oprindeligt hed Burgundholm. I løbet af århundrederne blev Burgunder-stammen udvist af Bornholm, hvorefter de først drog til Nordtyskland, indtil de til sidst bosatte sig i Frankrig i den region, som vi i dag kender som Bourgogne. Med den historiske portugisisk/dansk ”connection” starter vi vores tur i et af verdens smukkeste og mest betagende lande: Portugal.

Rejsen mod Porto

Vi lander i verdens næst-ældste hovedstad Lissabon med over 3000 års historie, og efter vi har fået vores bagage, kører vi mod Portugals andenstørste by, og byen som mange mener gav navnet til Portugal, nemlig Porto. Porto betyder ”havn” - mens den engelske udgave Oporto betyder ”havnen”. Byen gav navn til en meget vigtig vej, som forbandt Porto ned de nordlige byer i Spanien (dengang var den Iberiske halvø under romersk besættelse). Vejen hed Portucale (vejen til havnen) og området i Lusitania (Portugal), som vejen krydser, blev kaldt for Portucale. Vi kører ad motorvejen til Porto med frokost-stop og et mulighed for at strække benene.

Allerede her kan vi se, hvor omskiftelige de portugisiske landskaber er. Et land af kontraster, hvor naturen skifter næsten konstant. Hvis vi har god tid på vejen til Porto, er det oplagt at stoppe i Portugals Venedig, Aveiro, for at drikke en kop kaffe og måske smage på den lokale ”søde sag”, Ovos Moles. Lad mig sige, at det ikke er anbefalet, hvis man er på en streng kur - det er nemlig en specialitet lavet af æggeblommer og sukker.

Lidt om mad

Nu laver vi et lille stop og snakker lidt om mad: Frankrig, Italien, og Spanien er kendte for deres gastronomi, mens Portugal er en ukendt gastronomisk destination. Ukendte i Nordeuropa, men kendte i Sydeuropa. Spanierne har Portugal som deres favorit mad-destination, italienerne siger ”bellissimo” og franskmændene ”suberb”. Men det er nu dig, som skal forføres af og forelske sig i Portugals køkken - et land hvor hver region har helt sit eget. Godt kød af eget certificeret kød, fantastiske fisk og skalddyr (portugiserne spiser dobbelt så meget fisk og skaldsdyr, som resten af europæerne), gode og forskellige oste af får-, gede- og ko-mælk, fremragende ukendte vine og brandyer, for ikke at nævne søde sager som kager, desserter, småkager osv. Det er svært at være på slankekur i Portugal.

Ankomst til Porto

Da vi er eksperter i Portugal, er det ikke kun historiske sten og traditionelle seværdigheder, vi har på vores program. Disse små gastronomiske indslag i vores program er tegn på, at vi ved, hvad vi anbefaler, og reklamerer for. Vi har selv være med til at ”lave” nogle af menuerne, som bliver serveret på Klassiske Portugal, og altid med tanken på regionale og lokale retter og produkter.

Én af Portugals store oplevelser er befolkningen. Portugiserne kan virke lidt reserverede og lukkede, men det er bare vores ”fado”- natur. Portugiserne er almindeligvis betragtet som ét af de venligste, mest imødekommende og mest hjælpsomme folkefærd i verden. To ord, ”por favor" - vær så venlig/please, og ”obrigado"– tak, samt et smil, og du er sikkert ”hjemme”. Hvis du ikke er god til engelsk, eller de portugisere, du møder, ikke er det, er der stadig muligheder: Du kan bruge hænderne, tegne på en borddug eller en serviet - så findes der ingen sproglige barrierer.

Portos grundlæggelse

Som portugiser har Porto en stor betydning for mit land. Portuenses er noget for sig selv - her regerer stadig ”arbejdsmoralen”.

Som i de andre dele af nutidens Portugal var de første folk i området fønikere, keltere og iberere. Romerne grundlagde to byer her i 300-tallet e. Kr., nemlig Portus og Cale. Byerne voksede sammen og i den romerske periode udviklede byen sig til en meget vigtig havne- og handelsby. Da maurerne invaderede Den Iberiske Halvø i år 711, kom Porto også ind under deres herredømme i næsten 200 år.

Byen for dem, der arbejder

Spændende by, Porto: Den eneste i Portugal, som ikke har et konge-slot. De portugisiske konger har ”aldrig” fået lov til at bygge et slot her. Byen er til dem, der arbejder, producerer og ikke til dem, som ”lever af renter”. Købmænd, handelsfolk og kirken var dem, som bestemte, og ikke så meget kongerne. Selv i dag er portuenserne drevet af en antipati mod hovedstaden mod syd. Et lille eksempel på Portos specielle måde at være på: I 1200-tallet ragede den portugisiske konge Afonso 3 uklar med Portos biskop over skibstolden. Biskoppen nægtede at give kongen mere end byen Porto fandt rimeligt. Kong Afonso 3 blev nødt til at bygge en konkurrerende havn, det, der idag er Vila Nova de Gaia, fordi Portos biskop havde sin egen mening om byens penge. De blev dog i 1253 enige om, at kongemagten og kirken skulle dele overskuddet.

Rundt i Porto

Portos befolkning kaldes også for ”tripeiros" – dem der spiser tarme. Byens hovedret er ”tripas" – svintarme, men hvorfor? Det fortæller en af vores rejseledere os på byturen rundt i Porto.

Under vores bytur bruger vi bussen til at komme rundt, men vi vil også gå en dejlig tur i byens livlige gader. Vi går til Portos farverige, duftende og livlige marked ”Mercado do Bolhao”, hvor vi blandt andet ser, lugter, og rører på de lokale produkter. De friskeste ny-fangede fisk, grøntsager, blomster, kød - og et væld af mindre boder, som sælger næsten alt.

Hovedbanegården São Bentos

Derfra går vi ad de smukke gader til ”São Bentos” hovedbanegård fra 1916, hvor vi beundrer de enestående kakler af én af Portugals største kunstnere, Jorge Colaco. Disse fantastiske paneler viser scener fra Portugals historie og fra livet på landet. Vi går til Portos utroligt flotte centrale boulevard ”Avenida dos Aliados”, hvor vi på toppen kan se den imponerende bygning, som er Portos rådhus. Bygningerne langs boulevarden er i den flotte sene Art-Deco og Jugen-stil. Fantastisk flotte facader.

Bussen bruger vi så til at komme igennem byen med; vi stopper ved Portos varetegn, Clérigos tårnet; vi dufter til Atlanterhavs-brisen, når vi stopper ved Douro-flodens udmunding ved Castelo do Queijo – Ost-borgen; og vi beundrer den smukke promenade langs kysten og floden ind til byen. Vi ser det bedste af Porto på denne dejlige panorama-tur.

Portos katedral - og endnu en dansk forbindelse

Portos katedral er et must. Stedet, hvor katedralen blev bygget helt tilbage i 1100- og senere i 1200-tallet, både som kirke og fæstning, var beboet allerede for 3000 år siden. På katedralens plads har vi en flot udsigt udover Portos historiske centrum (UNESCO) og Douro-floden. Det er nemlig på pladsen, vi finder endnu en historisk forbindelse mellem Portugal og Danmark. En lille næsten ubemærket sten, hvor der står, at på dette sted i juni 1147 bad Portos biskop danske fyrster, på vej til helligt land, om hjælp til at indtage Lissabon fra maurerne. Det gjorde disse brave danskere også, og med bl.a. deres hjælp indtog kong Alfonso Henriques Lissabon og senere Silves i Algarve.

Vimara Peres, D. Louis-broen m.m

Vi hilser også på Vimara Peres, befrieren af Porto. Ved den kristne generobring af Den Iberiske Halvø blev grev Vimara Peres, en krigsherre fra Galicien, i år 868 sendt til området for at befri det fra maurerne. Samme år oprettede Vimara Peres Portugal som grevskab i området ved Porto og regionen nord for Douro-floden. Efter vi har hilst på Vimara Peres, går vi en tur på en af Portos verdenskendte broer, nemlig D. Luis-broen, bygget af en af Eiffels elever. Det er en enestående oplevelse at gå på broen og tage nogle af de flotteste billeder, man kan tage af Porto og Vila Nova de Gaia.

Porto har mange spændende historier og seværdigheder, som er værd at besøge, så der er til alles smag. I år 1387 dannede Porto rammen om ægteskabet mellem Joâo I og Philippa af Lancaster, datter af den engelske hertug John af Kent. I denne forbindelse blev der indgået en pagt mellem Portugal og England, og den er i dag verdens ældst eksisterende pagt. I Porto blev Henrik Søfareren født.

Ture på egen hånd

”Palácio da Bolsa – Børsens Paladset”, ”Igreja de Sao Francisco – St. Francis Kirke”, ”Transport Museet”, og ”Serralves Museum” er bare nogle af de mange interessante steder, man kan besøge på egen hånd efter vores bytur. Normalt er der nogle, som vil tilbage til hotellet. Dem, der bliver i byen, bliver så hentet midt på eftermiddagen, inden vi kører til den anden side af Douro-floden til Vila Nova de Gaia, hvor vi besøger et af de største navne inden for portvin og besøger deres portvins-kælder. Vi får en meget interessant rundvisning, hvor vi lærer lidt om port-vinens historie, produktion og lagring. Vi afslutter med en smagning på disse guddommelige dråber.

Porto oplevet fra Douro-floden

Porto, som alle andre byer med en vandfront, skal opleves fra vandet - og det er det vi gør efter portvins-smagningen. Vi sejler i en kopi af de gamle rabelo-både, som mange mener stammer fra de skandinaviske drakkar-både. Vi bliver sat af i Ribeira ved Douros front, og Ribeira er måske det mest maleriske af alle kvarterer i Porto. Ribeira, der er på UNESCO´s verdenskulturarvs-liste, kan ikke beskrives, men skal opleves og det er det vi gør. Vi skal spise en velsmagende regional middag i rigtig spændende omgivelser i Portos helt specielle Ribeira-kvarter. Efter aftensmadden går vi en lille tur rundt i Ribeira og vi ser bl.a. huset, hvor Henrik Søfareren blev født. Inden vi tager tilbage til hotellet, er der normalt tid og stemning til lidt Porto by-night.

Guimarães

Vi er nu på vej til Guimarães - byen, som blev grundlagt af Vimara Peres. Byen hed i begyndelsen Vimaranis og senere Guimaranis. Guimarães er Portugals vugge, vores første hovedstad; her blev vores første konge, Afonso Henriques, født.

Guimaraes´ historiske centrum er også på UNESCO´s verdensarvsliste. Vi begynder med at "hilse" på Afonso, som vogter over borgens indgang. Afonso var ikke kun Portugals første konge; han var også farfar til én af Danmarks smukkeste dronninger, nemlig Berengaria, gift med Valdemar den Anden (”Valdemar Sejr”), og var mor til tre danske konger: Abel, Christoffer Den Første og Erik den Fjerde.

Hendes niece blev gift med Valdemar Den Unge, søn af Valdemar den Anden og Dagmar: Endnu en forbindelse mellem Danmark og Portugal, men der er flere… I Guimarães har vi tid til at gå en tur rundt efter vi har sagt ”pænt goddag” til Afonso. Vi kan også gå en tur ind i borgen, eller aflægge et besøg i det lille romanske kapel, São Miguel, hvor vi kan se og røre ved Afonso Henriques døbefont.

Ved siden af borgen finder vi Huset for Hertugerne af Braganca, et flot palads fra 1400-tallet bygget i burgundisk stil. Vi slendrer til byens historiske centrum ad smalle, snoede, brobelagte middelaldergader, og mellem smukke bygninger med granitfacader, indtil vi kommer til Oliventræets plads – Largo da Oliveira. Her kan vi sidde ned og nyde en god kop kaffe eller en anden forfriskning, besøge den imponerende kirke, kaldet Vor Frue af Oliventræet, eller tage et billede af den gotiske helligdom Padrao do Salado.

Her nyder vi den helt specielle middelalder-stemning, inden vi sætter kursen mod det ”lille Rom”, som Braga blev kaldt i sin tid.

Braga - Portugals religiøse hovedstad

Vi kører først til valfartskirken og helligdommen Bom Jesus de Braga på den skønne skovklædte skråning med byen liggende under os. Bom Jesus de Braga er verdenskendt for den gigantiske baroktrappe med tre sektioner. Vi nyder udsigten fra platformen på toppen af trappen, går ned til den allegoriske De tre dyders Platform - og de modige fortsætter ned til midtersektion De Fem Sanser.

Bom Jesus de Braga var en idé skabt af biskoppen Dom Rodrigo de Moura i 1722, men blev først færdiggjort i 1811 af Carlos Amarante. Kirken, som blev bygget oven på en helligdom fra 1400-tallet, er meget smuk, og værd at besøge. Vi har tid til en forfriskning med en fabelagtig udsigt ud over Braga.

Bragas centrum

Vi kører så til Braga og byens centrum. Under romertiden hed byen Bracara Augusta og var da et stort handelscentrum. Med kristendommen blev Braga i 700- og 800-tallet det vigtigste center for kristendommen på hele den nordlige Iberiske Halvø, og i 1100-tallet blev Braga de portugisiske ærkebiskoppers sæde og Portugals religiøse hovedstad; derfor kalder man Braga ”lille Rom”.

Utallige kirker, fornemme 1600- og 1700-tals-bygninger, smukke gader og pladser, yndige haver og venlige mennesker gør Braga til en meget interessant by. Vi går en lille tur ad byens centrale gader til Bragas domkirke, og så er der tid til lidt shopping eller sightseeing på egen hånd.

Cafe Astória, Barcelos og Porto

I Braga spiser vi på den trendy Café Astória på Bragas hovedtorv, Praca da Republica. Her spiser vi ægte regional mad, med lokale råvarer i smukke omgivelser, enten indendørs eller udendørs. Café Astória er elegant, med masser af charme, fremragende service og fantastisk enkel, ægte og god mad, serveret med et lille moderne og elegant strejf, og priserne er, målt i forhold til maden, servicen og omgivelserne, fantastiske.

Dette er en dag, hvor vi nyder omgivelserne og seværdighederne, og går tilbage i tiden til to af Portugals smukkeste og mest historiske byer. Normalt, hvis der er lidt tid til overs, vi kan godt lide at tage tingene på en afslappet måde - vi er jo på ferie! Måske laver vi således et lille stop i Barcelos på vejen til Porto.

Barcelos er et stor keramik-center, og byen har Portugals svar på "den lille Havfrue” og ”Dalar-hesten"; nemlig Barcelos-hanen. En af os rejseledere skal nok fortælle legenden om Barcelos-hanen og andre traditioner, som tilhører den lokale folklore.

Efter Barcelos kører vi til vores hotel og senere, når sulten melder sig, kan man enten spise på hotellet, eller, som jeg gør, gå over gaden og spise dejlig, ægte portugisisk mad blandt de lokale i restauranten Triumfantes. Husk, at portugiserne er imødekommende, venlige, hjælpsomme og service-mindede: Vil du spise godt, så spis med portugiserne.

Har du lyst til lidt mere ”klasse”, anbefaler jeg følgende restauranter i Porto:

Café Guarany, altid med piano-musik (enten jazz eller bossa nova).

Casa Agricola ved Boavista, som er en gammel gård omdannet til en fantastisk restaurant i gourmet-klassen.

Er du til virkelig godt kød på grill, så skal du prøve restauranten Assador Tipico.

En anden af Portos gastronomiske specialiteter er ”Francesinha”, som er en slags ”toast” med steak, pølser, skinke, masser af ost og varm tomatsovs med chilli, serveret med pommefritter. "Francesinha" er blevet valgt som verdens sjettebedste sandwich, lige efter dansk ”smørrebrød”. Pas på, det er ikke en sandwich - det er et måltid! Vil du spise Francesinha i originale omgivelser, så skal du tage en taxa til Capas Negras 2 - og du vil nyde oplevelsen.

Douro-dalen

Dagen efter forlader vi Porto og kører ind i et andet UNESCO-område, nemlig Douro-dalen, hvor vindruer til portvinen dyrkes på skønne terrasser på bjergskråninger helt ned til Douro-floden. Douros vindistrikt var verdens første demarkerede vindistrikt; det blev skabt helt tilbage i 1756 af Portugals statsminister, Markis af Pombal. Igen er naturen så smuk og betagende at ordene ikke rækker. Vi stopper i Mesao Frio for at tage et foto - måske turens bedste.

Vi kører forbi portvinens ”hovedstad”, Peso da Régua, over Douro-floden til én af turens store oplevelser, vingården Quinta da Pacheca, som kan spores tilbage som vingård til den 17 abril 1738 - men vi ved, at der blev dyrket vindruer på disse marker helt tilbage i 1500-tallet.

Æselmælk-sæbe

Quinta da Pacheca har kun haft to ejere i sin lange historie. Den nuværende ejers familie overtog gården tilbage i 1903. Det er et familie- foretagende og vi bliver mødt og guidet rundt af én af dem - enten far D. Jose, sønnen José eller datteren Catarina. Vi hører om gårdens historie, vinproduktion, og vi ser de store granit-tanke, hvor vindruer til rød- og portvin bliver knust på god gammeldags manér, nemlig ved at trampe druerne.

Så går vi ned til selve vinkælderen, og blandt store tønder af rød- og portvin indtager vi et fantastisk måltid. Mange vælger denne frokost ”som turens bedst madoplevelse” - igen er det udelukkende regional mad med lokale råvarer.

Mange af os køber gårdens fremragende bordvine og portvin i deres meget hyggelige butik, som har sjove produkter, såsom økologisk ”æselmælk-sæbe”. Efter Quintus da Pacheca kører vi forbi Lamego, én af Portugals smukkeste barokbyer, og op til helligdommen Nossa Senhora dos Remedios, som er bygget med Bom Jesus de Brage som forbillede.

Curia Palace

Vi finder landvejen igen og nu går kursen mod syd gennem smukke og betagende landskaber. Fra Lamego bliver vores næste stop ét af mine favorit-hoteller i hele verden, nemlig det super-charmerende og smukke Curia Palace i sand Art-Decos-til. Det er for mange ”hotellet”. Her kan man lukke øjnene og ”flyve” tilbage i tiden. Vi kan fornemme epokens livstil, fester, middage, og omgivelser. Vi er i Curia-Luso-området, som har altid været Portugals kurbads-hovedstad. Her er flotte parker og haver - og næsten alle hotellerne i området har den samme elegante Art-Deco-stil og charme. Mange siger, at vi skulle bo her minimum 8 dage. Men det kan vi desværre ikke.

Til vores aftensmad skal vi igen have fantastisk lokal mad. Dagen efter bliver der sikkert en stor kamp for at få alle gæster tilbage i bussen, mange gemmer sig og håber at vi kører videre uden dem, men i Kulturrejser-Europa bliver ingen ladt tilbage og Lissabon skal ”erobres”. Vi har de sidste dage kørt gennem landskaber af utrolig skønhed og mangfoldighed: Dybe dale, høje bjerge, frodige skovområder, og vinmarker. Og hvis man så oven i dette lægger maleriske landsbyer, smukke byer, historiske bygningsværker, borge, klostre, kirker, slotte, broer, så er Portugal en ukendt perle, som venter på dig. Vi har alt det, som Italien, Frankrig, Spanien og andre kendte destinationer har at byde på - og lidt til.

Vi har en enestående historie og vi kommer til enestående steder, hvor ”historien” stadig kan føles. Sådan bliver det at opdage Portugal i vores selskab, om det så er med mig, Giséla, Inger eller Claus som din rejseleder. Uanset om vi er portugisere eller danskere, så brænder vi for Portugal og for vores job - og derfor vil du få mere end en rejseoplevelse; du vil få ”den ultimative” Portugal-oplevelse på vores ”Klassiske Portugal”.

Coimbra

Når vi endelig har ”fanget” alle dem, som ikke vil rejse fra Curia og fra Curia Palace Hotel, kører vi til Coimbra; én af Europas ældste universitetsbyer og Portugals anden hovedstad. Når man tænker på Coimbra, er der to ting som kommer op: Universitetet og studenterlivet.

Portugals første universitet blev grundlagt af kong Dinis i Lissabon helt tilbage i 1288, men fordi studenterne allerede dengang kunne lide at feste meget, blev Lissabons befolkning lidt træt af dem og kongen blev nødt til at flytte universitetet et andet sted hen - og valget faldt på Coimbra i 1537, og her på det gamle kongeslot har universitetet haft til huse indtil vore dage.

Vi går en tur på universitetets campus, hvor mange århundreder med undervisning og traditioner tydeligt kan mærkes. Sortklædte studenter med deres sorte kapper præger universitetets dagligdags-billede. Der er altid nogle af vores gæster, som besøger det verdenskendte bibliotek, ”Biblioteca Joanina” - en gave fra kong Joao 5 i 1700-tallet. Utrolig smuk barokstil med tre enestående, forgyldte sale, væggene af eksotisk træ fra bl.a. Brasilien - og her finder vi over 300.000 bøger med rariteter som Lusiadas første eksemplar. Lusiadas er Portugals epos skrevet af vores største digter, Luis Vaz de Camoes i 1500-tallet.

Lusiadas har den samme betydning for Portugal som Saxo´s breve har for Danmark. Mens nogle besøger biblioteket og São Miguel-kapellet, venter vi andre normalt i én af universitetets store studenterbarer. Her blander vi os med de famøse Coimbra-studenter. Det kan man godt kalde for kultur! Når alle er samlet, går vi ned til Coimbras center, ned ad Almedina, som på arabisk betyder den gamle by. Universitetet og den gamle by ligger på toppen af Alcacova-bjerget. På vejen ned til centrum kommer vi bl.a. forbi den fineste romanske kirke i Portugal, nemlig Den Gamle Domkirke, Sé Velha, som blev bygget i 1064 som kirke og fæstning. Det var her vores anden konge, Sancho 1 (Valdemar Sejrs svigerfar), blev kronet i 1185.

Ved siden af det imponerende bygningsværk finder vi et oliventræ, som er over 1000 år gammelt. Oliventræer blev altid plantet i nærheden af religiøse templer (arabiske og kristne) for at lave olie til belysning og også på grund af oliventræets symbolik som ”fredens træ”.

Vi går nu ud af den gamle by gennem Almedinasbuen, som var byens gamle by-port, og her kan vi stadig se resterne fra Coimbras bymure fra 900-tallet. Normalt har vi tid til en lille forfriskning og nogle af os finder tid nok til hurtig shopping i Coimbras dejlige gågade.

Coimbra fylder mit portugisiske hjerte

Coimbra fylder mit portugisiske hjerte. Ikke kun universitetet med sine flere århundrede gamle traditioner og festligheder, såsom i maj måned, hvor tusindvis af studenter synger universitetets afskedssang i kor, og alle hårene rejser sig på en. Vi har også fado´en fra Coimbra, en speciel form for fado, hvor teksterne handler om kærlighed og studenterlivet, og er sunget af flere mandlige stemmer. Kvinder synger ikke Coimbra-fado og den eneste kvinde, som officielt har sunget Coimbra-fado i Coimbra var vores fado-diva Amália Rodrigues.

Men det var også i Coimbra, at Inêz de Castro blev myrdet den 7. januar 1355. Hvem var Inês de Castro? På den tid regerede i Portugal kong Afonso 4, far til kronprinsen Pedro 1. Pedro var gift med en prinsesse fra Castilien (i Spanien), men var forelsket i en spansk hofdame fra en mægtig familie. Efter konens død - og imod sin fars vilje - flyttede Pedro og Inês til Coimbra, hvor de i hemmelighed blev gift. Kongen var bange for Ines familie, som han betragtede som ”alt for magtfuld” og ”farlig”, og derfor fik kongen Inês myrdet i Coimbra.

Romeo og Julie

Efter sin elskedes død blev Pedro bogstavlig talt sindssyg af smerte og had mod sin far. Han greb til våben mod sin far og lad os sige, at forholdet mellem far og søn ikke ligefrem var det bedste. Efter kong Afonso 4´s død blev Pedro kongen af Portugal (som Pedro 1). Det første han gjorde var at straffe Ines mordere brutalt. Det siges, at han selv henrettede dem ved med sine hænder at rive deres hjerter ud.

Pedro 1´s kærlighed til Ines havde ingen grænser. Inês lig blev gravet op og hun blev kronet til Portugals dronning og Pedro tvang alle til at kysse hendes forrådnede hånd. Det er Portugals mere grusomme version af Romeo og Julie. Vi portugisere mener, at Shakespeare måske har hentet lidt inspiration i Pedro og Ines sørgelige historie.

Vi lader den sørgelige, men samtidig smukke kærlighedshistorie om Inêz de Castro bag os og bevæger os mod Batalha. Nu har landskabet ændret sig igen. I stedet for bjerge har vi kuperet terræn med sandet jord, fyrtræsskove, landbrugsmarker, små gårde og landsbyer, indtil vi når til ét af de allervigtigste steder i vores nations historie, nemlig Batalha.

Batalha betyder ”slaget”, og her taler vi om ”slaget ved Aljubarrota”, beliggende blot et par kilometer fra Batalha, som var så vigtigt for Portugal som nation.

I 1372 blev kong Ferdinand gift med en spansk dame, som var i familie med den spanske konge Leonor Teles og fra begyndelsen af førte ægtskabet til optøjer. Da Ferdinand 1 dør, bliver Leonor Teles Portugals regent og den spanske kong Juan 1 ser en god mulighed for at blive konge af Portugal også. I Portugal havde man ikke en ægte tronfølger, så adelen valgte Ferdinands uægte søn, Joao Mester af Avis, som rigets forsvarer og han afslutter Leonor Teles regentperiode.

Minepæl i Portugals historie

Det er klart, at Juan 1 ikke blev glad og han invaderede derfor Portugal i 1 1384. Den portugisiske adel samledes om Joao Mester af Avis og valgte ham som ”konge”. Ved Aljubarrota mødtes portugiserne og spanierne i et 7-1 forhold til Spanien; det spanske kavaleri var så overlegent i antal, at spanierne ikke tog slaget for noget stort. De glemte bare, at der var en brilliant portugisisk strateg, Joao Mester af Avis´s højre hånd, nemlig D. Nuno Álvares Pereira. Takket være D. Nuno´s militære geni, og hjulpet af 250 walisiske bueskytter, lykkedes det Portugal at besejre Spanien, og Portugal var endelig fri.

Slaget ved Aljubarrota er en vigtig minepæl i Portugals historie og Joao Mester af Avis blev så Joao 1 - den første konge af Avis´s dynasti. Det var også med Joao 1, at den portugisiske imperialisme indledtes og Portugals enestående søfartsekspeditioner blev sat i gang af Joao 1´s søn, Henrik Søfareren.

Klostret Santa Maria da Vitória

Klosteret Santa Maria da Vitória (Hellige Marie af Sejren) blev bygget til minde om Joao 1´s sejr i Aljubarrota og er idag på UNESCO´s verdenskultur-arvsliste, som et mesterværk inden for gotisk arkitektur i Portugal og Europa.

Klosteret er også berømt for sin manuelinske stilart med sen-gotiske, pyntede søfartsmotiver, eksotiske planter og dyr og alt det man bragte hjem fra ”den nye verden”, som Portugal var med til at skabe. Stilen hedder manuelinsk, fordi det var under Manuel 1. stilen kom frem i 1500-tallet.

Klosteret blev påbegyndt i 1388 af Portugals store byggemester Afonso Domingues og i 1402 blev han efterfulgt af David Huguet. I de næste par hundrede år har forskelige konger sat deres personlige præg på klosteret. I klosterets kapel ligger Joao 1 begravet sammen med sin engelske kone, Dronning Filipa af Lancaster, og sine sønner, bl.a. den verdenskendte Henrik Søfareren.

Klosteret er simpelthen betagende, med mange ejendommeligheder, såsom de ufærdige kapeller som skulle havde været kongelig Pantheon under kong Duarte, men blev opgivet af Manuel 1, da Jeronimusklostret i Lissabon blev bygget. Ved den Ukendte Soldats Grav står der æresvagt under det fantastisk loft med stjernehvælning af David Huguet. En anden spektakulær del af kirken er Mester Afonso Domingues højloftede skib. Der findes også en sal til minde om den portugisiske deltagelse i Første Verdens-krig ved de allieredes side. Her er der også en lille ting, som har med Danmark at gøre. Blandt det meget ”memorabilia” finder vi et takke- telegram fra det Danske Kongehus.

Klosteret er fantastisk, og her bruger vi altid gerne lidt tid til at beundre dette mesterværk.

Uden for klosteret kan vi se den stor rytterstatue af D. Nuno Álvares Pereira og på den store klosterplads er der hyggelige små lokale restauranter, hvor vi kan indtage vores frokost, mens vi nyder synet af klosterets imponerende arkitektur.

Efter frokosten har vi tid til lidt shopping. Der findes for enden af pladsen en fantastisk butik, som kun sælger certificeret kunsthåndværk af høj kvalitet og og har alt muligt lavet af kork-tasker, kasketter, hatte, punge, parablyer, sko og endda kjoler. Det er helt surrealistisk, hvad man kan lave med kork, og grunden til dette er, at Portugal er verdens største korkproducent.

Nazaré

Næste stop er ved det blå Atlanterhav i fiskerbyen Nazaré. Nazaré er i dag én af de mest populære badeferie-byer for portugiserne. Selvom der er hektisk aktivitet i sommermånederne har byen beholdt sin ”maleriske, lokale atmosfære”. Vi ser udlandske turister, men de forsvinder i et hav af portugisere. Malerisk, autentisk, charmerende er bare nogle af de gode tillægsord vi kan bruge om Nazaré.

Når solen skinner, kan vi godt lide at lege ”firben” og slikke solen ved én af de mange fortovscafeer lige ved stranden. Efter lidt sol og havbrise hopper vi glade i bussen igen og har nu Óbidos som mål.

Óbidos

Óbidos er et levende postkort. Mange adjektiver kunne jer bruge, men ingen kan beskrive Óbidos charme og idyl. Forestil dig en lille by på en bakketop, omringet af forsvarsmure, og på toppen af byen en borg. Det var romerne, som byggede den første borg - man mener den blev bygget oven på et gammelt bosted fra jernalderen. Efter romerne kom visigoterne og efter dem kom araberne. Óbidos blev generobret af Portugals første konge D. Afonso Henriques i 1148.

Det er en fortryllende by med en fortryllende historie. Byen var også en bryllupsgave fra kong D. Dinis til sin hustru Isabel af Aragon i 1228. At gå en tur i Óbidos er som at rejse tilbage til middelalderen. Smukke hvide huse, smalle, brolagte gader pyntet med farverige blomster, hvor bougainvilleaer sætter sit præg. Byen er omgivet af forsvarsmure fra 1300-tallet og udsmykket med flotte kakler fra 1700-tallet. Indgangen til byen foregår til fods ad byens port fra 1600-tallet.

Gabestokken er fra 1400-tallet, og den oprindeligt visigotiske Santa Maria-kirke menes at være fra 600/700-tallet. Araberne omdannede kirken til en moské og først med den kristne generobring af Óbidos blev kirken igen et kristent tempel i 1100-tallet. Her blev kong Afonso 5 gift 1 1441. Kirken har en enkel, men smuk renæssanceportal og interiøret har bevaret sin rene enkelhed med sine malede trælofter og kakler fra 1600-tallet. Altertavlen, ”Skt. Catarinas himmelske bryllup”, er malet af Portugals største kunstner i 1600-tallet, maleren Josefa de Óbidos, som boede i Óbidos siden hun var ung. Josefa malede religiøse emner.

Óbidos har utallige små butikker med lokalt kunsthåndværk, såsom keramik og tekstiler. Vi kan f.eks. opleve pottemageren arbejde. Óbidos er også kendt siden middelalderen for sin kirsebærlikør som i dag drikkes af chokoladekopper. Vi smager altid en eller to af slagsen. Men hvorfor chokoladekopper? Vi tror det har noget at gøre med den største festival i Óbidos, ”Chokolade-festivalen”.

Med Óbidos i vores hjerter bevæger vi os mod Portugals hovedstad Lissabon.

Lissabon

Lissabon er 3000 års historie. Den er gylden fortid, men også moderne og trendy nutid. Fortiden, nutiden og fremtiden mødes på hvert gadehjørne; historien leves i hverdagen.

Jeg elsker min hovedstad. Elsker rytmen, farverne, menneskerne, symbiosen af dynamik og afslapning. Lissabon er bare fantastisk. Vores hotel ligger perfekt som base for vores ”ekspedition” i Portugals betagende hovedstad: Lige ved Markis af Pombal-pladsen, Lissabons mondæne Liberdade Boulevard, metroen, shopping, cafeer, restauranter - alt er lige ved hånden.

Jeg plejer efter aftensmaden at gå en lille tur, lad os sige en ”Lisbon by night”, til fods. Normalt er vores første stop en metro-station, hvor alle bliver indviet i, hvordan man køber et 24 timers kort (bus, metro, sporvogn) i maskinen. Det er en ”stor oplevelse”, når vikingerne behersker ”kunsten”. Med vores kort i lommen er det så tid til metro-premiere. Vi kører normalt til Rossio-stationen, hvor vi går en lille tur i Baixa og drikker en kaffe på Café Suica, en klassiker, hvorefter vi slendrer lidt ad Rua Augusta (strøget/gågaden) og ser hvor sporvogn 28 til borgen og Graca stopper, inden vi tager tilbage med metroen. På den måde er alle nu ”dus” med Lissabons metro.

Belém

På vores halvdagsudflugt i Portugals hovedstad kører vi lidt rundt i bus, men vi går også lidt rundt. Belém bydel er vores første stop, hvor vi hopper af bussen. Vi går en lille tur til Lissabons varemærke, nemlig den smukke fæstning fra 1500-tallet, Torre de Belém - Belém-tårnet. Torre de Belém er et mesterværk - en sand perle af ”manuelinsk arkitektur”. Det var faktisk det sidste som portugisiske sømænd så, når de sejlede ud i det ukendte, og det første de så, hvis de var så heldige at vende tilbage.

Vi portugisere er meget stolte af vores fortid, og lige i nærheden af tårnet er der altid stor interesse for en skulptur af en dobbeltvinget flyvemaskine, og her kan jeg ikke undgå at stoppe og holde ”foredrag”. Charles Lindeberg var den første som fløj over Nordaltanten fra Amerika til Europa den 20-21 maj 1927. Men flyet her er en kopi i fuld størrelse af en Fairey III D, brugt af admiralerne Gago Coutinho og Sacadura Cabral i 1922 for at flyve fra Portugal til Brasilien. Den originale maskine kan ses i Søfartsmuseet, ved siden af Jeronimus klostret.

Monumentet for Opdagelserne

Efter lidt snak om fly-pionerer kører vi for en stund til pladsen, hvor Monumentet for Opdagelserne rejser sig som et skib ved Tejos bredder. Monumentet - også kaldt ”Henrik Søfarerens monument” på dansk - blev indviet i 1960 til minde om 500 året for Henrik Søfarerens død. Det er et betagende monument og en betagende plads, beliggende direkte ned til Tejo-floden; til venstre ser vi 25 Abril broen, en mindre udgave af Golden Gate i S. Francisco; til højre har vi Belem-tårnet; bag os Belém Kultur Centret og Jerónimus-klostret. Vi "hilser" altid pænt på Henrik, Manuel 1, Camoes, Vasco da Gama og andre kendte portugisere fra perioden 1400-1600. Monumentet har Portugals våben på siderne og det imponerende Avis-sværd hævet over hovedindgangen.

På pladsen kan vi også godt lide at beundre den stor kompas-rose - en gave fra Sydafrika i 1960. På verdenskortet kan vi se, hvor portugiserne har været i verden og hvornår. Når vi er her, er det igen tid til at snakke om de historiske forbindelser mellem Portugal og Danmark, især når jeg peger på Newfoundlands Terra Nova kyst, som det så ud i 1400-tallet. Afonso 5 var konge i Portugal, Christian 1 konge i Danmark, og begge havde ønsket om at finde nordvest-passagen til Indien. Christian 1 sponsorerede 2-3 skibe, og besætningen blev styret af Hans Pothorst og Diderik Pinning fra Danmark og Corte Real-brødrene fra Portugal. Sammen kom vi, Portugal og Danmark, til Amerika før Columbus.

Pastel de Belém

Efter havde set monumentet og kompas-rosen går vi til Jerónimus-klostret på den anden side af den flotte plads. Vi besøger ikke selve klostret, men ”kun” den mægtige kirke. Imponerende er ikke ordet. Inden vi går ind i kirken, har vi tid til at beundre den fænomenale facade i den bedste manuelinske stil. Det er noget helt for sig selv. Normalt, hvis vi ikke er invaderet af tusinder af krydstogtsturister, når vi at indtage en bica (espresso) og en ”pastel de belem” - Lissabons ”nationalkage”- i konditoriet, hvor det hele begyndte tilbage i 1837. Er der for mange turister, fortsætter vi med bus til Rossio i Baixa, Lissabons historiske centrum, genopbygget fra grunden efter det store jordskælv den 1.november 1755. Vi går ad smukke gader med fornemme bygninger, vi mærker byens puls. Vi ender på en stor plads, som sammen med den Røde plads i Moskva er regnet som én af verdens arkitektonisk mest afbalancerede pladser.

Her bliver vi hentet af vores bus og kører langs floden mod øst til Parque da Nacoes - bedre kendt som EXPO. Vi startede vores Lissabon-tur tilbage i 1400-tallet og vi ender i det 21 århundrede. EXPO var scenen for verdensudstillingen EXPO 98, hvor temaet var verdenshavene og fejringen af 500-året for Vasco da Gamas ankomst til Indien. Fantastisk sted, moderne, unikt. Flotte haver og grønne områder langs floden, spektakulær arkitektur, mange og gode restauranter, cafeer og barer, utallige butikker og ét af de bedste shopping-centre i Portugal.

Det er her, efter en tur til fods, at vores tur slutter. EXPO er oplagt til en god afslutning. Her kan vi spise frokost, besøge verdens andenstørste akvarium, ”Oceanário”, og meget mere. På turen tilbage til hotellet bruger vi metroen, og lad mig sige, at Lissabons metro ofte kaldes for ”underjordisk samtidskunst”. Alle stationer er designet og udsmykket af kendte portugisiske kunstnere. Metroen i Lissabon fortjener faktisk en guidet tur. Det er et kunstgalleri.

Spisning i Lissabon

Spisning er intet problem i Portugal og slet ikke i Lissabon. Et godt råd er at spise, hvor portugiserne spiser. Her er nogle gode tips:

  • ”Cervejaria Trindade” i Bairro Alto
  • ”Solar dos Presuntos” i Baixa
  • "Pap´Acorda”, ”Eleven”, ”Doca do Peixe – fisk”, ”Bica do Sapato” og klassikeren ”Martinho da Arcada” i Praca do Comercio/Terreiro do Paco. Her i Praca do Comercio/Terreiro do Paco finder du også Lissabon Turisme med gode gourmet-restauranter.

Dagen efter har gæsterne ”fri”, og her kan man enten gå på opdagelse, eller også anbefaler jeg en tur til São Jorge-borgen med sporvogn nr. 28, et besøg i katedralen, eller en tur til de romerske ruiner i Alfama, Baixa-Chiado og Bairro Alto. Der er museer til alles smag - bare spørg os rejseledere.

Om aften skal vi alle til fado, Portugals sjæl, og nu på UNESCO´s verdenskulturarvsliste. En uforglemmelig aften kan jeg love. Meget mere kunne jeg skrive om mit land og om den vidunderlige rundrejse, der hedder ”klassiske Portugal”, men hvad med at tage med os på rejsen og selv opleve det vidunderlige Klassiske Portugal?


Du kan her læse mere om rejsen Klassiske Portugal