Dag 1: Ankomst, udflugt: Pico -og Caldera de Bandama (A)
I lufthavnen bliver du mødt af Frantz Howitz, og sammen begiver vi os ud på vores første eventyr. Vi skal besøge vulkanen Pico de Bandama og resterne efter en kollapset vulkan, Caldera de Bandama. Sidstnævnte er dannet for ca. 5000 år siden som resultat af øens sidste vulkanudbrud der fik vulkanen til at kollapse og danne krateret (caldera) som har en diameter på 1 km og en omkreds på 3 km. Ved siden af krateret blev der dannet en ny vulkan, Pico de Bandama, som har været død i 2.000 år. Ved dette besøg er vi, ligesom på det øvrige udflugtsprogram, velsignet med enestående natur og storslåede landskaber. En af øens flotteste udsigter er netop her fra Pico de Bandama.

Billede: Vulkankrateret Caldera de Bandama
Når vi efter endt tur har tjekket ind på vores hotel, spiser vi aftensmad sammen på en nærliggende restaurant.
Dag 2: En dag i det gamle og historiske Las Palmas (M)
Det er blevet tid til at orientere os i Gran Canarias hovedstad. Las Palmas blev grundlagt 24. juni 1478 af den aragonske kaptajn, Juan Rejón. Han gik i land og fik opført en fæstning og et bispesæde blev af Kastilliens kongepar beordret opført omkring hvilket byen opstod. Kaptajn Rejón indledte hurtigt byggeriet af byen domkirke Santa Ana. Den stod først fuldt færdig 250 år senere. Øens administrationssystem blev opført omkring domkirkepladsen og det var dengang en helt ny måde at anlægge en by på.
Sammen vandrer vi fra hotellet ned til domkirkepladsen som er dagens udgangspunkt for besøget i de ældste kvarterer Vegueta og Triana. Det var Christopher Columbus der indirekte satte skub i Las Palmas' udvikling. Byen blev et vigtigt stoppested for skibe på togter over Atlanten til Den nye Verden. Det bragte store rigdomme til byen hvorfor den også var et oplagt mål for pirater der plyndrede den flere gange. I 1599 brændte pirater byen ned til grunden og derpå flyttede pengemænd og købmænd deres aktiviteter til Tenerife. Las Palmas sygnede mere og mere hen indtil slutningen af 1800-tallet hvor den atter blomstrede op med Englands etablering af handelskompagnier som bragte excentriske og velhavende turister til byen.
.
Billede: Columbus' hus i Las Palmas
I 1960’erne begyndte vore dages turister at komme i hobetal indtil den sydlige del af øen overtog masserne og atter fik byen til at syne hen. Idag er Las Palmas blevet "in" og roses i internationale rejsemagasiner som en af Europas hippeste byer at besøge og et perfekt udgangspunkt for dem som ud over sol og strand også har interesse for historie, kultur og store naturoplevelser.
Vi besøger museet Casa Colon i en af byens mest ikoniske bygninger fra kolonitiden. Her hører vi mere om Las Palmas og Gran Canarias historie samt om Columbus' rejser til Amerika. På museet findes bl.a en nøjagtig kopi af interiøret fra et af hans skibe La Niña. Vi aflægger også Det Arkæologiske Museum et besøg hvor man kan opleve en samling interessante mumier og andre arkæologiske high-lights, som "klæder os på" til de kommende dages ture til det historiske Gran Canaria.
Eftermiddagen og aftenen er på egen hånd.

Billeder: Katedralen Santa Ana / Et hvil med udsigt.
Dag 3: Fridag til afslapning og egne oplevelser (M)
Er det shopping og tapas eller strand og afslapning eller måske galleri -eller musumsbesøg? I dag er tiden din egen, og mulighederne er mange. Frantz Howitz kan anbefale og vejlede. Las Palmas er Spaniens 7. største by. Der er vand på begge sider af tangen byen ligger på og det giver en samlet kystlinje på 43 km. På tværs kan man gå fra kyst til kyst på få minutter imens byen på langs er 14 km. Den er opdelt i kvarterer med hvert sit særpræg: I den nordlige del kan man besøge Santa Catalina Parken med tapasrestauranter og shopping. Den lange flotte Playa de Las Canteras med strandpromenade og badevand i topkvalitet, kan varmt anbefales. Vil man hygge sig i en af byens smukke parker, er Parque Dorama et skønt åndehul. I Las Palmas' sydlige ende har vi San Telmo og det historiske centrum som vi besøgte igår. Her er masser af muligheder for indkøb fx i gaden Calle Triana. Er du til museer, skal du vide at disse holder lukket om mandagen.

Billede: Strand i Las Palmas.
Op ad bjergsiden fra nord til syd ser man de karakteristiske små huse i et hav af farver. Engang malede man sit hus i den farve, der var tilovers når ens båd var blevet malet. I dag får beboerne tilskud fra det offentlige, hvis de vedligeholder husene i de oprindelige farver.
Dag 4: Cenobio de Valeron, Gáldar, Cueva Pintada og Agaete (M,F)
Turen går i dag langs den nordlige og frodigste del af Gran Canaria og vi er tidligt på færde. Vi skal opleve en af øens absolutte arkæologiske highlights. Cenobio de Valeron er nogle 800 år gamle menneskeskabte huler. Det er et meget særpræget monument som den oprindelige befolkning har skabt højt hævet på en klippevæg. Det er et stort kompleks med ca. 350 særskilte huler, som anvendtes til opbevaring af fx korn. Man mener, at det har været stærkt bevogtede forrådskamre eller siloer, hvor den oprindelige befolkning lagrede en del af årets høst til fx ufredstider. Hele komplekset måler 30 meter i bredden og 25 meter i højden og er hugget dybt ind i klippen. Det har virkelig været en ingeniørmæssig bedrift, og man ved ikke, hvordan de har båret sig ad med at bore det hele ud med primitive stenredskaber (De oprindelige befolkninger på Kanarieøerne levede som vi gjorde Stenalderen, da der ikke findes naturlige metalforekomster på øerne. Den Nordlige rute fra Las Palmas (30 km) slutter i havnebyen kommunen Agaete. Ud over det charmerende fiskerleje Las Nieves finder vi i området også en af de vigtigste begravelsespladser fra øens fortid (Maípes).

Billede: Cenobio de Valerón.
Efter frokost går turen tilbage og vi stoppe i Gáldar. Gáldar var i førkastilliansk tid den tættest befolkede region på Gran Canaria og dette skyldtes den frugtbare jord. Byen ligger ved foden af Montaña de Gáldar og navnet betyder ”Kongeby” på det oprindelige sprog og her boede altså kongen. Den sidste konge hed, Tenesor Semidan, og han regerede, indtil spanierne erobrede øen i 1484. Hvordan ved vi så dette? Jo, i 1863 finder en bondemand, under sin bananplantage, en indgang til en hule udsmykket med vægmalerier fra urbefolkningens tid, Las Cuevas Pintadas. Det skulle vise sig, at disse huler blot var en lille del af resterne fra en hel by der dateres tilbage til øens tidligere befolkning. Man fandt under udgravninger resterne efter den oprindelige by med 58 autentiske boliger, der i dag formidles "in situ" på et stort museum, hvor hele det arkæologiske område er overdækket. Vi får mulighed for at opleve det enestående museum, og måske kan vi få lov til at få et hurtigt glimt af hulen med vægmalerierne, der i dag er lukket for ikke at blive udsat for dagslys. Lykkes det ikke at få adgang til hulemalerierne, må vi glæde os over, at vi har set en 1:1 kopi af dem på museet i Las Palmas, hvor de stråler i al deres pragt, mens originalerne desværre er blegnet.

Billede: Gáldar.
Dag 5: Teror og Fortaleza de Ansite (M,F)
Atter engang drager vi tidligt afsted og ud på en eventyrlig tur, hvor vi skal opleve en smuk, gammel by, storslåede landskaber og endnu et arkæologisk højdepunkt. Gran Canarias smukkeste by, Teror, er umådelig charmerende og en sand perle som man bare må besøge. I denne gamle by, skal vi besøge en ganske bestemt dame, nemlig Gran Canarias skytshelgen, La Virgen del Pino (Pinje Madonnaen). Myten siger, at hun viste sig som et lys i toppen af et pinjetræ den 8. september 1481. Dog er det ikke figuren fra pinjetræet vi møder i den smukke basilika for den er forsvundet. Teror er Gran Canarias religiøse centrum og tiltrækker mange pilgrimme. Byen har 11.000 indbyggere og den er yderst velholdt med flotte bygninger fra kolonitiden, der typisk var beboet af de gamle storkøbmænd og især kan man lægge mærke til mange smukke balkoner, bygget af kanariske fyrretræ.
Efter en kaffepause kører vi mod det centrale Gran Canaria for at opleve den storslåede natur bl.a. i området omkring den lille by Tejeda. Her gør vi holdt ved et udsigtspunkt (mirador), hvor vi ser ud over Europas største caldera og de to markante klipper Roque Nublo og Roque Bentayga. Efter det betagende syn kører vi videre til en restaurant, hvor vi nyder en frokost, inden turen går videre til det betagende Fortaleza (de Ansite). Før i tiden mente man, at det var her, den castilianske hær overvandt den oprindelige befolkning. Krøniker fortæller nemlig, at det skete ved et slag nær et sted, der hed Ansite. Ny forskning påviser dog , at Ansite ikke har noget med Fortaleza at gøre, hvorfor historien er tilbagevist. Hvad man til gengæld ved er, at Fortaleza har været et helligt område, med grotter og mange grave, som kan dateres til ca. år 5-600.
Fortaleza er tre basaltklipper i bunden af Barranco Tirajana. Allerede når man nærmer sig, mærker man, at dette er et helt særligt sted, hvor natur og historie går op i en højere enhed. Efter vi har besøgt det lille museum, går vi op til den største af klippeformationerne Fortaleza Grande. Her mødes vi af det betagende syn af en lang tunnel tværs gennem bjergmassivet. Den har den oprindelige befolkning hugget ud kun ved hjælp af stenredskaber. Hvorfor?? Det ved man ikke med bestemthed, men det er en oplevelse at gå gennem tunnelen for at få udsigten ud over barrancoen på den anden side af klippen. - Det er en lidt uvejsom gåtur, så det er om at få et par gode sko med sig på turen.
Vi fortsætter køreturen ad de smalle landeveje gennem de betagende landskaber og kører videre hjem til hotellet med endnu en dags store oplevelser i bagagen.

Billede: Teror.
Dag 6: Fridag (M)
Efter to anstrengende dage fuld af oplevelser, vil det måske være dejligt med en strandtur. Her er Playa de las Canteras det absolut bedste bud men der er også muligheder tættere på hotellet.
Playa de las Canteras var stedet, hvor Gran Canarias turisteventyr begyndte med de første jetfly i 60erne. Der var næsten ingen grænser for, hvordan almindelige danskere nu kunne komme og føle sig som millionærer og leve det søde liv for en stund. Langs denne 3 km lange strand, fandt man alt hvad hjertet begærede - ikke mindst i form af barer. I dag er stranden fortsat populær omend med et lidt andet publikum end dengang. Stranden har blåt flag og vandet er klart og indbydende. Langs med den har vi Paseo de las Canteras med cafeer, barer og restauranter. Den indbyder til slentreture på alle tider af døgnet. Vind- og vandskulpturen i nord er et yndet tilholdssted ved solnedgang, hvor man klapper når solen forsvinder i horisonten.
Er du ikke til strandlivet, så husk at denne dag er museer og gallerier åbne. Endelig kan det være, at Frantz Howitz har en idé til en tur i ærmet.

Billede: Solnedgang over Playa de las Canteras.
Dag 7: Barranco Guayadeque (M,F,A)
I dag besøger vi en by, hvor moderne mennesker har benyttet eksisterende huler til at etablere sig og som også har lavet nye huler. Hvad fik folk i 1800-tallet til at flytte til dette uvejsomme terræn i Guayadeque-slugten? Dét, og meget andet, hører vi mere om på denne naturskønne udflugt, hvor vi også har en lokal frokost inkluderet. Atmosfæren i slugten er ganske unik og en helt speciel oplevelse.

Billede: Beboelse i huler i Guayadeque-slugten.
Dag 8: Hjemrejse (M)
Vi tjekker ud fra hotellet og kører mod lufthavnen. Vi siger farvel efter en begivenhedsrig uge som, helt sikkert, har givet os et helt nyt billede og historieforståelse af denne fantastiske ø.