Dag 1-2: Afrejse og ankomst Cambodja, indkvartering på 4* hotel (F,A)
Efter flyrejsen mod øst ankommer vi til Sydøstasien og Cambodja - til byen Siem Reap. Fra lufthavnen kører vi direkte til hotellet, og herefter er der frokost og indkvartering efter kl 14:00. Der er mulighed for at slappe lidt af efter flyrejsen, inden vi om eftermiddagen skal udforske en af byens store attraktioner; Siem Reaps aftenmarkedet, der dagligt er åbent mellem kl. 16.00 - 24.00. På markedet er der tid til at gå og snuse til den nye verden, hvor der findes flere hundrede butikker med autentisk cambojansk kunsthåndværk, diverse souvenirs, tøj, elektronik og smykker. Aftensmaden spiser vi samlet på en lokal restaurant, hvorefter det er tid til en god nats søvn.
Dag 3: Udflugt til Angkor (M,F,A)
I dag skal vi opleve Cambodjas største højdepunkter og fra morgenstunden drager vi mod nord for at besøge det UNESCO-fredede ruinbyområde Angkor. Angkor, der i 900–1400-tallet fungerede som hovedområde for Khmerriget, blomstrede hurtigt op med monumenter og byer, og det der i dag er tilbage, fungerer som turistattraktioner og arkæologisk parkområde. Byområdet er stort og byder på masser af templer, der hver især har sit eget særpræg og egen historie. Fælles for dem alle er, at de smukke udskæringer og den imponerende byggestil ofte gøre stort indtryk på de fleste.
Vi skal naturligvis også besøge nogle af parkens betagende templer og vi starter dagen ved Banteay Srei-templet - også omtalt som ”Kvindernes Citadel”. Du skal også forbi jungletemplet Ta Prohm, der imponerer med sit særprægede udseende - omslynget af rødder fra skovens høje træer. Efter frokosten går vi sammen på opdagelse ved den sidste Khmer hovedstad Angkor Thom. I midten findes Bayon-templet, hvor ansigterne af Buddha og kong Jayavarman VII (år 1125-1218) er udhugget i de store stenudskæringer. Afslutningsvis kommer vi til de royale terrasser, inden turen går tilbage til Siem Reap og hotellet. Om aftenen spiser vi samlet en dejlig middag på en lokal restaurant.

Billede: Angkor Thom.
Dag 4: Udflugt til Angkor Wat-templet samt afsejling (M,A)
Angkor Wat, der først blev opdaget af vesten i 1857, er bygget af Khmerrigets kong Suryavarman II i 1200-tallet. Det er landets mest velkendte - og mest fotograferede - tempelkomplek. Templet er oprindeligt bygget til hinduguden Vishnu, men har også haft sit virke som kongens opholdssted og senere hen som buddhistisk tempel. Komplekset har i dag fortsat stor betydning for mange mennesker, og templet er med stolthed afbilledet i det cambodjanske flag. Arkitektonisk er det et mesterværk og med tanke på de mange håndværkeres eminente detaljerede arbejde, vil det uden tvivl betage de fleste.

Billede: Angkor Wat.
Vi kører i dag mod vores førsteklasses chartrede skib "RV Indochine II", der er placeret i Koh Chen, ca. seks timer fra Siem Reap. Ved ankomsten byder skibets personale os velkommen ombord og herefter er der tildeling af vores balkonkahytter. Herefter er der tid til at lære skibet bedre at kende, og om aftenen sætter vi os til bords og får serveret en skøn middag i hinandens selskab.
Dag 5: Besøg i fiskerbyen Kampong Chhnang (M,F,A)
Vi ankommer i dag til fiskerbyen Kampong Chhnang. Beliggende ca. 90 km fra Cambodjas hovedstad er byen en af de største inden for fiskeri. Regionen er kendt for sin traditionelle keramikkunst, som er en stor indtægtskilde for hele landet. Der er mulighed for at gå en tur i landsbyen, hvor lokale sejler rundt i deres små fiskerbåde langs floden, og du får et godt indtryk af, hvordan de lokale bor, og hvordan deres dagligdag ser ud. Derefter går turen tilbage til skibet og sejladsen fortsætter langs Tonle Sap floden mod Kampong Tralach.
Dag 6: Oksekærre, Koh Chen og Cambodjas hovedstad; Phnom Pehn (M,F,A)
Vi har i dag landgang i Kampong Tralach. Vi skal her prøve de lokales transportmiddel - oksekærrerne. Turen går gennem landsbyen, indtil vi når Vihara-pagoden ved siden af floden. Omringet af rismarker, ligger den fortsat autentisk og kan dateres tilbage til begyndelsen af forrige århundrede. Vi går en tur ved pagoden og vender derefter tilbage til skibet, hvor sejladsen fortsætter langs floden.
Ved ankomst i Koh Chen og skal besøge en lille landsby, hvis indbyggere er eksperter i at arbejde med sølv og kobber. Her produceres ornamenter og dekorationer, der anvendes under traditionelle ceremonier i pagoder eller til bryllupper. Turen går forbi den lokale håndværkerskole i landsbyen, hvor vi får et indblik i dagligdagen. Derefter går turen tilbage til skibet for at sejle til Cambodjas hovedstad, Phnom Penh. På skibet er vi inviteret til et traditionel cambodjansk Apsara-danseshow. Traditionen stammer fra Khmer-kulturen og det syvende århundrede, samt fra hinduistisk og budhistisk mytologi. Myten fortæller, at de kvindelige danserinder dansede for konger og guder for at bevare freden mellem disse to herskere. Efter showet serveres middagen ombord på skibet.
Dag 7: Kongeslottet, tuk tuk og S21-museet (M,F,A)
I dag skal vi besøge det kongelige slot fra 1866. Det imponerer med forgyldte tage, italienske marmortrapper og Khmer-arkitektur. Turen går også forbi nationalmuseet og efter frokosten på en lokal restaurant, skal vi besøge det berygtede toturfængsel S21. S21, der i sin tid fungerede som skole, blev i 1975 oprettet som fængsel af den røde Khmer-hær under Pol Pots styre. I dag er det et museum, der fortæller den grusomme historie om folkedrabene under oprørsgruppens styre. Vi skal også prøve Asiens velkendte køretøj Tuk tuk’en.
Om aftenen er der atter middag ombord - mens sejladsen fortsætter mod Vietnam.

Billede: Den smukke Mekongflod.
Dag 8: Ankomst Vietnam, besøg ved fiskerbyen Chau Doc (M,F,A)
I dag ankommer vi til Vietnam og grænsebyen Chau Doc. Den gamle fiskerby dateres tilbage til 1700-tallet og har været vietnamesisk eje i mere end 300 år. Den er placeret mellem rismarker, og byen har i dag ca. 150.000 indbyggere. Ved flodens breder står de karakteristiske pælehuse, hvorimellem de lokale bådejere sejler med fisk og grønt, som de skal sælge på markedet. Efter toldformaliteter er det tid til landgang. Vi stiger ombord på lidt mindre både, for at besøge en lokal fiskefarm og i land skal vi forbi Tay An pagoden og Ba Chua Xu-templet. Tilbage på skibet er vi klar til at sejle videre med vores flydende førsteklasses hotel og fortsætter sejladsen mod Sa Dec.
Dag 9: Flydende markeder i Dong Thap og Caï Be-distriktet (M,F,A)
I dag kan du se frem til at besøge Sa Dec, der er placeret i Dong Thap provinsen. Den autentiske by - der i kolonitiden var kendt for sine blomsterhaver gemmer fortsat på koloniale bygninger, og vi passerer nogle af dem på vej mod det lokale marked. Turen går også forbi Huynh Thuy Le-huset, der er bygget i 1895 og er en blanding af datidens vietnamesiske, franske og kinesiske byggestil.
Vi sejler videre mod Vinh Long, hvor livet leves ved floden. Hundredvis af både krydser dagligt flodbyen, og det er derfor også naturligt, at vi stiger ombord på både, der sejler os rundt i det fantastiske virvar af flydende markeder mod Caï Be. I Caï Be skal vi blandt andet se frugttræerne ved Binh Hoa Phuoc-øen, samt hvordan de traditionelle riskiks og riskorn bliver brugt til at lave de velsmagende forårsruller og den lokale risvin. Tilbage på skibet nyder vi endnu en middag efter en begivenhedsrig dag.
Dag 10: My Tho, gårdbesøg og ankomst i centrum af Ho Chi Minh City (M,F,A)
Vi er fra morgenstunden klar til at stige ombord på lokale sampan-både, når vi ankommer til øerne ved My Tho. Området har et varmt og behageligt klima året rundt, og det er også derfor, at det er kendt for sine mange grøntsagshaver og frugtplantager. Her findes kokos, banan, mango og logantræer, og på den største af øerne, Thoi Son, findes også en biavlergård. Netop denne skal du besøge i dag, hvor du får lov til at smage den friske honning og de eksotiske frugter. Vi vender tilbage til skibet og fortsætter det storslåede flodkrydstogt via Chao Gao-kanalen mod Ho Chi Minh City. Ved ankomsten til Ho Chi Minh City, også tidligere kendt som Saigon, lægger skibet til kaj midt i den spændende storby ca. 20 minutters gang fra centrum.

Billede: Ho Chi Minh City med Notre Dame-katedralen i midten.
Dag 11: Byrundtur i Ho Chi Minh City, samt besøg ved Cu Chi-tunnelerne (M,F,A)
Efter morgenmaden ombord går turen ud i den moderne storby. Ho Chi Minh City, der oprindeligt blev navngivet Saigon, blev bygget af franskmændene i 1850 (begyndelsen af den franske kolonitid) og blev brugt som hovedsæde for det franske Indokina. Vi skal i dag på en rundtur, der bringer os forbi Notre Dame-katedralen fra 1883, posthuset samt det nationalhistoriske museum. Froksten spises ombord på skibet, og om eftermiddagen går turen i bus til de underjordiske Cu Chi-tunneler. Tunnelerne fungerede som skjulested af Vietcong under Vietnamkrigen og er i dag et levn, der minder både soldater, civile og turister om krigens tid. Rejselederen fortæller mere om Vietnamkrigen og om, hvordan tunnelerne blev bygget og brugt til at overleve. Om aftenen er vi tilbage på skibet, klar til den sidste aften, der byder på gallamiddag - ledsaget af flot udsigt til havneområdet i Ho Chi Minh City.

Billede: Cu Chi-tunnel
Dag 12: Ho Chi Minh City, kunst og hjemrejse (M)
Efter morgenmaden er det tid til at afmønstre og tage afsked med skibet og besætningen. Turen går herefter til Ho Chi Minh Citys distrikt fem for at besøge byens berømte Cholon-område. Her ligger Chinatown og Thien Han-pagoden, der i sin tid blev bygget for at tilbede havets guder. Vi besøger også et lokalt kunstværksted, hvor du oplever, hvordan vietnameserne producerer deres farverige glaskunst og malerier. Efter frokost i byen, går turen mod lufthavnen for at flyve hjem mod Danmark.
Dag 13: Ankomst København
Vi ankommer i dag til København, hvor bagagen er fyldt efter en spændende rejse langs Mekongfloden.