Skip to main content

Prægtige Indokina på første klasse

Pris fra:
24.995,-
Dage:13
Bestil rejse

Flodkrydstogt på Mekongfloden
- fra Cambodia til vietnam

 


Sejl med på vores unikke rejsenyhed i 2019

Fra højderne ved Himalaya til kysten ved det kinesiske hav strækker den asiatiske Mekongflod sig over 4.350 km. Med påstigning i Siem Reap i Cambodja ved den store Tonle Sap sø, sejler vi gennem Mekongflodens imponerende delta til Vietnam og anløber Ho Chi Minh City, hvor vi går i land i hjertet af byen.

Derfor skal du rejse med os på flodkrydstogt til Indokina:

  • Førsteklasses flodkrydstogtskib og 4* hotel
  • Balkonkahyt og helpension ombord
  • Kun Kulturrejser Europas gæster ombord
  • Tid til fordybelse og afslapning
  • Inklusive udflugter dagligt
  • Dansktalende rejseleder

Inklusive oplevelsesrige udflugter samt besøg ved Angkor Wat og i Ho Chi Minh City

Undervejs oplever du historiske monumenter, de lokales flydende madmarkeder, et privat gårdbesøg, en lokal skole, religiøse pagoder, Cu Chi-tunnelerne og torturfængslet S21. I Siem Reap besøger vi det UNESCO-fredede ruinområde Angkor og kommer helt tæt på lokalbefolkningen langs den betagende Mekongflod. Undervejs bor du på vores førsteklasses flodkrydstogtsskib, men skal også køre i tuk tuk og med lokale oksekærrer samt sejle med mindre sejlbåde. Alt i alt en yderst bekvem oplevelsesrejse for alle sanser.

Nybygget førsteklasses flodkrydstogt inkl. helpension, balkonkahyt og drikkepenge ombord

Vi har chartret vores eget skib med plads til 60 personer. Glæd dig derfor til en unik rejse - kun med Kulturrejser Europas gæster ombord. Vores luksuriøse skib byder på inkluderet helpension, kahytter med balkon, fælles loungeområde, restaurant og massage-område. Fra skibets øverste dæk kan du nyde Mekongfloden fra første parket. Det er også her, at du finder skibets udendørs pool. Vi har desuden inkluderet drikkepenge til skibets besætning i rejsens pris.

Denne eventyrsrejse har kun én afgang i 2019, og vi anbefaler hurtig bestilling for at følge med os på Mekong-floden.

Kort dagsprogram for flodkrydstogtet på Mekong:

Dag 1: Afrejse København
Dag 2: Ankomst Cambodja og indkvartering på 4* hotel (F,A)
Dag 3: Angkor-templerne (M,F,A)
Dag 4: Angkor Wat og afsejling (M,A)
Dag 5: Fiskerbyen Kampong Chhnang (M,F,A)
Dag 6: Oksekærre, skolebesøg og tuk tuk (M,F,A)
Dag 7: Phnom Pehn, kongeslottet og S21-museet (M,F,A)
Dag 8: Ankomst Vietnam, toppen af Sam Hill samt Chau Doc (M,F,A)
Dag 9: Flydende markeder i Dong Thap og Caï Be-distriktet (M,F,A)
Dag 10: My Tho, gårdbesøg og ankomst i centrum af Ho Chi Minh City (M,F,A)
Dag 11: Bytur i Ho Chi Minh City og besøg ved Cu Chi-tunnelerne (M,F,A)
Dag 12: Ho Chi Minh City, kunstværksted og hjemrejse (M)
Dag 13: Ankomst København

M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

Programmets tidsangivelser og havneanløb er med forbehold for ændringer.

Information omkring måltider

De måltider, der er angivet under det korte dagsprogram, omfatter måltider ombord på skibet, hvor du har helpension inkluderet. Øvrige måltider på land vil være på egen regning, med mindre andet fremgår af dagsprogrammet.

Søg rejse

Vælg kun det, som du synes er vigtigt

Dagsprogram

Dag 1-2: Afrejse og ankomst Cambodja, indkvartering på 4* hotel (F,A)

Efter flyrejsen mod øst ankommer vi til Sydøstasien og Cambodja - til byen Siem Reap. Fra lufthavnen kører vi direkte til hotellet, og herefter er der frokost og indkvartering efter kl 14:00. Der er mulighed for at slappe lidt af efter flyrejsen, inden vi om eftermiddagen skal udforske en af byens store attraktioner; Siem Reaps aftenmarkedet, der dagligt er åbent mellem kl. 16.00 - 24.00. På markedet er der tid til at gå og snuse til den nye verden, hvor der findes flere hundrede butikker med autentisk cambojansk kunsthåndværk, diverse souvenirs, tøj, elektronik og smykker. Aftensmaden spiser vi samlet på en lokal restaurant, hvorefter det er tid til en god nats søvn.

Dag 3: Udflugt til Angkor (M,F,A)

I dag skal vi opleve Cambodjas største højdepunkter og fra morgenstunden drager vi mod nord for at besøge det UNESCO-fredede ruinbyområde Angkor. Angkor, der i 900–1400-tallet fungerede som hovedområde for Khmerriget, blomstrede hurtigt op med monumenter og byer, og det der i dag er tilbage, fungerer som turistattraktioner og arkæologisk parkområde. Byområdet er stort og byder på masser af templer, der hver især har sit eget særpræg og egen historie. Fælles for dem alle er, at de smukke udskæringer og den imponerende byggestil ofte gøre stort indtryk på de fleste.

Vi skal naturligvis også besøge nogle af parkens betagende templer og vi starter dagen ved Banteay Srei-templet - også omtalt som ”Kvindernes Citadel”. Du skal også forbi jungletemplet Ta Prohm, der imponerer med sit særprægede udseende - omslynget af rødder fra skovens høje træer. Efter frokosten går vi sammen på opdagelse ved den sidste Khmer hovedstad Angkor Thom. I midten findes Bayon-templet, hvor ansigterne af Buddha og kong Jayavarman VII (år 1125-1218) er udhugget i de store stenudskæringer. Afslutningsvis kommer vi til de royale terrasser, inden turen går tilbage til Siem Reap og hotellet. Om aftenen spiser vi samlet en dejlig middag på en lokal restaurant.


Billede:
Angkor Thom.

Dag 4: Udflugt til Angkor Wat-templet samt afsejling (M,A)

Angkor Wat, der først blev opdaget af vesten i 1857, er bygget af Khmerrigets kong Suryavarman II i 1200-tallet. Det er landets mest velkendte - og mest fotograferede - tempelkomplek. Templet er oprindeligt bygget til hinduguden Vishnu, men har også haft sit virke som kongens opholdssted og senere hen som buddhistisk tempel. Komplekset har i dag fortsat stor betydning for mange mennesker, og templet er med stolthed afbilledet i det cambodjanske flag. Arkitektonisk er det et mesterværk og med tanke på de mange håndværkeres eminente detaljerede arbejde, vil det uden tvivl betage de fleste.


Billede: Angkor Wat.

Efter frokost kører vi mod vores førsteklasses chartrede skib "RV Indochine II", der er placeret i Koh Chen, ca. fem timer fra Siem Reap. Ved ankomsten byder skibets personale os velkommen ombord og efter tildeling af vores balkonkahytter, gennemgås den obligatoriske sikkerhedsøvelse. Herefter er der tid til at lære skibet bedre at kende, og om aftenen sætter vi os til bords og får serveret en skøn middag i hinandens selskab. 

Dag 5: Besøg i fiskerbyen Kampong Chhnang (M,F,A)

Der er mulighed for at nyde formiddagen ombord, og efter frokosten ankommer skibet til fiskerbyen Kampong Chhnang. Beliggende ca. 90 km fra Cambodjas hovedstad er byen en af de største inden for fiskeri. Regionen er kendt for sin traditionelle keramikkunst, som er en stor indtægtskilde for hele landet. Der er mulighed for at gå en tur i landsbyen, hvor lokale sejler rundt i deres små fiskerbåde langs floden, og du får et godt indtryk af, hvordan de lokale bor, og hvordan deres dagligdag ser ud. Derefter går turen tilbage til skibet og sejladsen fortsætter langs Tonle Sap floden mod Kampong Tralach.

Dag 6: Oksekærre, skolebesøg, Phnom Pehn og tuk tuk (M,F,A)

Efter morgenmaden er der landgang i Kampong Tralach. I dag skal vi ud at køre med de lokales transportmiddel - oksekærrerne. Turen går gennem landsbyen, indtil vi når Vihara-pagoden ved siden af floden. Omringet af rismarker, ligger den fortsat autentisk og kan dateres tilbage til begyndelsen af forrige århundrede. Vi går en tur ved pagoden og vender derefter tilbage til skibet og spiser frokosten ombord, imens sejladsen fortsætter langs floden.

Om eftermiddagen ankommer vi til Koh Chen og skal besøge en lille landsby, hvis indbyggere er eksperter i at arbejde med sølv og kobber. Her produceres ornamenter og dekorationer, der anvendes under traditionelle ceremonier i pagoder eller til bryllupper. Turen går forbi den lokale skole i landsbyen, hvor vi får et indblik i dagligdagen. Derefter går turen tilbage til skibet for at sejle til Cambodjas hovedstad, Phnom Penh, hvor skibet ankommer sent på eftermiddagen. Efter ankomsten skal vi prøve Asiens velkendte køretøj Tuk tuk’en på en byrundtur, hvor vi blandt andet kommer forbi byens kongeslot. Tilbage på skibet er vi inviteret til et traditionel cambodjansk Apsara-danseshow. Traditionen stammer fra Khmer-kulturen og det syvende århundrede, samt fra hinduistisk og budhistisk mytologi. Myten fortæller, at de kvindelige danserinder dansede for konger og guder for at bevare freden mellem disse to herskere. Efter showet serveres middagen ombord på skibet.

Dag 7: Kongeslottet og S21-museet (M,F,A)

I dag skal vi besøge det kongelige slot fra 1866. Det imponerer med forgyldte tage, italienske marmortrapper og Khmer-arkitektur. Turen går også forbi nationalmuseet og efter frokosten på en lokal restaurant, skal vi besøge det berygtede toturfængsel S21. S21, der i sin tid fungerede som skole, blev i 1975 oprettet som fængsel af den røde Khmer-hær under Pol Pots styre. I dag er det et museum, der fortæller den grusomme historie om folkedrabene under oprørsgruppens styre.

Inden turen går tilbage til skibet, er der tid til at besøge det lokale marked. Om aftenen er der atter middag ombord - mens sejladsen fortsætter mod Vietnam.


Billede: Den smukke Mekongflod.

Dag 8: Ankomst Vietnam, besøg ved fiskerbyen Chau Doc (M,F,A)

I dag ankommer vi til Vietnam og grænsebyen Chau Doc. Den gamle fiskerby dateres tilbage til 1700-tallet og har været vietnamesisk eje i mere end 300 år. Den er placeret mellem rismarker, og byen har i dag ca. 150.000 indbyggere. Ved flodens breder står de karakteristiske pælehuse, hvorimellem de lokale bådejere sejler med fisk og grønt, som de skal sælge på markedet. Efter toldformaliteter og frokost er det tid til landgang og en tur op Sam Hill. Her er der udsigt til Phat Thay Tay-pagoden og Ba Chua Xu-templet - samt de omkringliggende rismarker. Efterfølgende sejler vi med lokal båd og navigeres gennem den flydende landsby, inden vi vender tilbage til vores flydende førsteklasses hotel og fortsætter sejladsen mod Sa Dec.

Dag 9: Flydende markeder i Dong Thap og Caï Be-distriktet (M,F,A)

I dag kan du se frem til at besøge Sa Dec, der er placeret i Dong Thap provinsen. Den autentiske by - der i kolonitiden var kendt for sine blomsterhaver gemmer fortsat på koloniale bygninger, og vi passerer nogle af dem på vej mod det lokale marked. Turen går også forbi Huynh Thuy Le-huset, der er bygget i 1895 og er en blanding af datidens vietnamesiske, franske og kinesiske byggestil. Herefter returnerer vi til skibet for at spise frokost, og efter frokost er skibet ankommet til Vinh Long, hvor livet leves ved floden. Hundredvis af både krydser dagligt flodbyen, og det er derfor også naturligt, at vi stiger ombord på både, der sejler os rundt i det fantastiske virvar af flydende markeder mod Caï Be. I Caï Be skal vi blandt andet se frugttræerne ved Binh Hoa Phuoc-øen, samt hvordan de traditionelle riskiks og riskorn bliver brugt til at lave de velsmagende forårsruller og den lokale risvin. Tilbage på skibet nyder vi endnu en middag efter en begivenhedsrig dag.

Dag 10: My Tho, gårdbesøg og ankomst i centrum af Ho Chi Minh City (M,F,A)

Vi er fra morgenstunden klar til at stige ombord på lokale sampan-både, når vi ankommer til øerne ved My Tho. Området har et varmt og behageligt klima året rundt, og det er også derfor, at det er kendt for sine mange grøntsagshaver og frugtplantager. Her findes kokos, banan, mango og logantræer, og på den største af øerne, Thoi Son, findes også en biavlergård. Netop denne skal du besøge i dag, hvor du får lov til at smage den friske honning og de eksotiske frugter. Vi vender tilbage til skibet ved frokosttid og fortsætter det storslåede flodkrydstogt via Chao Gao-kanalen mod Ho Chi Minh City. Ved ankomsten til Ho Chi Minh City, også tidligere kendt som Saigon, lægger skibet til kaj midt i den spændende storby ca. 20 minutters gang fra centrum.


Billede:
Ho Chi Minh City med Notre Dame-katedralen i midten.

Dag 11: Byrundtur i Ho Chi Minh City, samt besøg ved Cu Chi-tunnelerne (M,F,A)

Efter morgenmaden ombord går turen ud i den moderne storby. Ho Chi Minh City, der oprindeligt blev navngivet Saigon, blev bygget af franskmændene i 1850 (begyndelsen af den franske kolonitid) og blev brugt som hovedsæde for det franske Indokina. Vi skal i dag på en rundtur, der bringer os forbi Notre Dame-katedralen fra 1883, posthuset samt det nationalhistoriske museum. Froksten spises ombord på skibet, og om eftermiddagen går turen i bus til de underjordiske Cu Chi-tunneler. Tunnelerne fungerede som skjulested af Vietcong under Vietnamkrigen og er i dag et levn, der minder både soldater, civile og turister om krigens tid. Rejselederen fortæller mere om Vietnamkrigen og om, hvordan tunnelerne blev bygget og brugt til at overleve. Om aftenen er vi tilbage på skibet, klar til den sidste aften, der byder på gallamiddag - ledsaget af flot udsigt til havneområdet i Ho Chi Minh City.


Billede: Cu Chi-tunnel

Dag 12: Ho Chi Minh City, kunst og hjemrejse (M)

Efter morgenmade er det tid til at afmønstre og tage afsked med skibet og besætningen. Turen går herefter til Ho Chi Minh Citys distrikt fem for at besøge byens berømte Cholon-område. Her ligger Chinatown og Thien Han-pagoden, der i sin tid blev bygget for at tilbede havets guder. Vi besøger også et lokalt kunstværksted, hvor du oplever, hvordan vietnameserne producerer deres farverige glaskunst og malerier. Efter frokost i byen, går turen mod lufthavnen for at flyve hjem mod Danmark.

Dag 13: Ankomst København

Vi ankommer i dag til København, hvor bagagen er fyldt efter en spændende rejse langs Mekongfloden.

Kort

Praktisk information

OBS: Rejsen er ikke som sådan strabadserende, men indeholder en del gåture, hvorfor det kræves, at man har en udmærket fysisk formåen.

Pas og visum
Pas skal være gyldigt 6 måneder efter hjemrejsedato.
Som dansk statsborger kræves der visum til Cambodia. Dette koster ca. 35USD og tegnes ved ankomst til landet. Medbring 2 x pasfoto i farver, samt kontanter.
Der kræves ikke visum til Vietnam, så længe rejsen er under 15 dage og så længe følgende krav opfyldes:
1. Passet skal være gyldigt 6 måneder fra indrejsedato.
2. Gyldig returbillet/dokumentation for udrejse inden for de 15 dage fra indrejsedatoen.
3. Der skal være gået minimum 30 dage siden udrejsen fra et eventuelt tidligere visumfrit ophold.

Såfremt du ikke er dansk statsborger, kan der gælde andre regler. Du bedes derfor selv undersøge, hvilke regler der her er gældende.

Valuta og prisniveau
Valutaen i Cambodia hedder Riel. 100 Riel svarer ca. til ca. 0,15 danske kroner.
Valutaen i Vietnam hedder Dong. 100 Dong svarer til ca. 0,03 danske kroner.
I Cambodia afregnes der oftest i USdollars, men det er altid en god idé at have lidt lokal valuta med også.
De fleste hoteller og større forretninger og turistrestauranter tager imod gængse internationale kreditkort. Der er hæveautomater i større byer.
På markeder og i mindre butikker betales kontakt. Prisniveauet er normalt lavt i begge lande.
På skibet afregnes der i USdollars og der kan betales med Visa/MasterCard.

Tidsforskel og vejret
Temperaturen på denne rejse vil være omkring 30 grader om dagen og omkring 20 grader om natten.
Tidsforskellen fra Danmark til Cambodia og Vietnam er +5 el. +6 timer.  

Vaccination
Vi anbefaler altid at søge vejledning hos egen læge, når det gælder rådgivning omkring vaccinationer.

Forsikring
Det gule og blå sygesikringsbevis gælder ikke i Cambodia og Vietnam.  Det er en betingelse fra Kulturrejser Europas side, at deltagerne har en gyldig rejseforsikring for at kunne rejse med på denne rejse. Du kan ved bestilling af rejser hos Kulturrejser Europa tilkøbe såvel rejse- som afbestillingsforsikring, via vores samarbejdspartner Gouda Rejseforsikring. 

El
Hoteller bruger som regel samme stik med 220v som i Danmark, men der er hoteller, hvor der kræves adaptor til el-stik. Vi anbefaler derfor at medbringe adaptor på denne rejse. På skibet benyttes stik af 220v i kahytten og 110v på badeværelset.

Drikkepenge
På denne rejse forventes der drikkepenge. Drikkepenge er inkluderet til personalet på skibet. Herudover anbefaler vi at medbringe 35USD til drikkepenge til lokale bådmænd, tuk tuk og oksekærre chauffører, lokale guider med flere.

Afgange og priser

AfrejseAfrejsestedRejseFra pris
22/3 - 2/4Se flytider KøbenhavnPrægtige Indokina på første klasse- 13 dage24.995,-Bestil

Rejsens pris inkluderer:

  • Fly København-Siem Reap // Ho Chi Minh City-København
  • Otte nætter på RV Indochine II i delt balkonkahyt/main dæk
  • Helpension ombord på skibet
  • Kaffe, te samt isvand på skibet
  • Drikkepenge ombord på skibet
  • To nætter på 4* hotel inkl. morgenmad
  • Alle udflugter og transport ifølge program
  • Dansktalende rejseleder under hele rejsen

Kahytstillæg:

  • Dobbeltværelse på hotel og kahyt på upper dæk til to personer, kr. 1.995 pr. person
  • Dobbeltværelse på hotel og kahyt på upper dæk med miniterasse til to personer, kr. 3.995 pr. person
  • Enkeltværelse og kahyt på main dæk til eget brug, kr. 17.195
  • Enkeltværelse på hotel og kahyt på upper dæk til eget brug, kr. 21.695

Rejsens pris inkluderer ikke:

  • Kahytstillæg
  • Eventuele ekstra udflugter
  • Rejse- og afbestillingsforsikring*
  • Visum til Cambodja (ca. 35 USD, der betales kontant ved ankomst)
  • Drikkepenge til lokale chauffører, lokale guider m.fl., beregn ca. 35 USD pr. person
  • Administrationsgebyr, kr. 95 pr. person


*OBS!
Vær opmærksom på at denne rejse kan have en værdi der kan overstige sumbegrænsningen på din afbestillingsforsikring. Hos Gouda er sumbegrænsningen 30.000 kr. pr. person på årsrejseforsikring inkl. afbestillingsforsikring med verdensdækning. Kontakt os gerne for mere information.

Hotel