Dag 1: Ankomst og afsejling fra Athen (F,A)
Afsejling kl. 17:00
Vi kører direkte fra lufthavnen til vores skib, hvor vi tjekker ind og herefter er der mulighed for at spise frokost i skibets buffetrestaurant. Inden afsejling har skibet en obligatorisk sikkerhedsøvelse, og kl. 17 stævner vi ud på vores 11-dages eventyr på Middelhavet.
Dag 2: På havet (M,F,A)
Ombord på vores skib er der rig mulighed for at nyde alle dets faciliteter. Oplevelserne er mange, og der er noget for enhver smag. Du kan besøge skibets indendørs- såvel som udendørs swimmingpool, læse en bog i biblioteket, dyrke yoga i fitnesscentret eller blot nyde stemningen ombord. Du får dagligt en oversigt i din kahyt, som viser hvilke arrangementer der tilbydes.Det er oplagt at nyde et af de forbløffende Broadway shows i teatret inden maden. Rejselederen afholder også løbende foredrag og sociale arrangementer, som du kan vælge at deltage i undervejs på din rejse.
Dag 3: Ashdod, Israel. Mulighed for udflugt til Jerusalem (M,F,A)
Ankomst kl. 08:00.
Vi ankommer i dag til Israel og havnebyen Ashdod.
Har du tilkøbt udflugtspakken, går vi fra morgenstunden ombord på vores egen bus og tager på udflugt til historiske Jerusalem.

Billede: Jerusalem.
Efter ca. 1 ½ times kørsel ankommer vi til Olivenbjerget, hvor der er udsigt over byen og Jerusalems østport. Vi kører mod Getsemane Have, der ligger ved foden af Olivenbjerget. Her finder vi de over 2.000 år gamle oliventræer, hvor Jesus efter sigende tilbragte sin sidste nat inden korsfæstelsen. Den gamle bydel, der er omgivet af mure, indeholder nogle af de allervigtigste steder og helligdomme inden for henholdsvis jødedommen, kristendommen og islam.
Bydelen er opdelt i fire kvarterer; det jødiske, det kristne, det muslimske og det armenske. På vores tur besøger vi tre af dem.
I det jødiske kvarter skal vi forbi den berømte ”Grædemur”. I det kristne kvarter, der rummer mere end 40 kirker og klostre, følger vi Via Dolorosa; Smertens Vej, der siges at være vejen som Jesus gik på mod sin korsfæstelse. Og så ser vi Tempelbjerget nedefra, der er Islams helligste sted i Jerusalem. Vi går også en tur i den farverige basar.
Vi slutter dagen af med et bevægende besøg, når vi skal forbi Yad Vashem, der er Israels mindesmærke for Holocaust. Her besøger vi museet der fortæller historien med bl.a. ord og billeder.
I løbet af dagen spiser vi en inkluderet frokost og er retur ved skibet ved aftenstid.
Dag 4: Ashdod, Israel. Mulighed for udflugt til Masada og Det Døde Hav (M,F,A)
Afsejling kl. 22:00
Vi har endnu en dag i havnebyen Ashdod. Du kan vælge at slappe af på skibet, eller du er velkommen til at tilkøbe vores ekstra udflugt til fæstningsbyen Masada og Det Døde Hav.
Tilkøber du udflugten, kører vi efter morgenmaden mod ruinerne i Masada. Inden vi når frem, gør vi et stop i Qumran, hvor det store arkæologiske fund af døderullerne blev opdaget i 1947. Herefter kører vi videre til Masada, der troner højt på en klippe midt i ørkenen. Fæstningen, der blev opført i år 30 f.Kr. af Kong Herodes, byder på dramatisk historie med fortællingen om det jødiske oprør mod den romerske besættelsesmagt i årene 66-73 e.Kr.
Efterfølgende kører vi til Dødehavet, hvor du har mulighed for en fantastisk og sjov oplevelse. Her kan du flyde på det salte mineralholdige vand, der indeholder 21 forskellige mineraler, hvoraf 12 ikke findes andre steder. Saltindholdet er, som navnet antyder, meget højt, og hele 33 procent saltindhold gør, at vandet føles tykkere - næsten som olie - og at man kan flyde.

Billeder: Masada /Det Døde Hav.
I løbet af dagen spiser vi en inkluderet frokost, og vi er tilbage ved skibet om aftenen.
Dag 5: Haifa, Israel. Mulighed for udflugt til Nazareth (M,F,A)
Ankomst kl. 06:00. Afsejling kl. 17:00.
I dag ankommer vi til havnebyen Haifa ved Karmelbjerget. Haifa er Israels vigtigste havneby og statens Israels tredjestørste by.
Har du tilkøbt udflugtspakken, står dagen i bibelhistoriens tegn. Vi kører afsted til Karmelbjerget, hvor du kan nyde den smukke udsigt ned over den mangfoldige og moderne by og den imponerende Bahai Garden.

Billeder: Haifa / Nazareth.
Herefter fortsætter turen til Nazareth, Jesu hjemby, hvor vi skal se Bebudelseskirken. Kirken, der efter sigende befinder sig på det sted, hvor Jomfru Marias hjem skulle have ligget, var ifølge Lukasevangeliet der, hvor Ærkeenglen Gabriel bebudede Jesu fødsel over for hende. Galilæaregionen, som vi kører gennem, har masser af skøn og varieret natur med store skove, majestætiske bjerge og grønne dale med landbrug. Her stifter vi bekendtskab med nogle af bibelhistoriens vigtige steder omkring Genesaret Sø og stopper også ved byen Tabgha, hvor Jesus skulle have bespist 5.000 mennesker med fem brød og to fisk ifølge Markusevangeliet. Undervejs spiser vi en lokal frokost og returnerer til skibet om aftenen.
Dag 6: På havet (M,F,A)
Vi har endnu en afslappende dag ombord på vores skib, hvor der er der rig mulighed for at nyde alle dets faciliteter.
Dag 7: Alexandria, Egypten. Mulighed for udflugt til det egyptiske museum, Pyramiderne og Sfinksen (M,F,A)
Ankomst kl. 02:00
Har du købt udflugtspakken, så kan du roligt glæde dig til endnu en af rejsens mange højdepunkter. Vi anløber i dag Alexandria i Egypten, og ved ankomst bliver vi hentet i bus, og efter visum og paskontrol er vi klar til at køre en lidt længere bustur til Cairo. Cairo – der betyder "den triumferende", summer konstant af liv og lyde (særligt fra dyttende biler). Det er uden tvivl en meget travl storby med over 9 millioner indbyggere, og kontrasterne er mange.

Billeder: Alexandria / Sfinxen i Giza.
Vores første store oplevelse i Cairo er det egyptiske museum – og sikke en oplevelse. Her ligger over 120.000 velbevarede objekter, der uden tvivl fortæller hver deres særlige og interessante historie fra fortiden. Vi hører nogle af historierne under vores besøg og komme godt rundt på museet, der både byder på mumier, smykker, skatte og sarkofager.
Efter museumsbesøget begiver vi os videre til et af verdens 7 underværker fra antikken, nemlig Pyramiderne; Keops, Kefren og Mykerinos. Med over 4.000 år på bagen, og historien om, hvordan de blev bygget – og ikke mindst hvor hurtigt de blev bygget, imponerer Pyramiderne de fleste. Vi skal også se fabeldyret; Sfinksen, der troner flot i forgrunden af Pyramiderne, og her får vi fortællingen om de mange myter, der er forbundet til netop denne. Vi returnerer til skibet, og ankommer ved aftenstid.
Dag 8: Alexandria, Egypten. Mulighed for udflugt til Bombay søjlerne, katakomberne og Montazahs have (M,F,A)
Afsejling kl. 22:00
Udflugtspakken starter med et besøg ved Pompejus søjle og Kom el-Shuqafa-katakomberne. Søjlen ligger på en bakketop og imponerer både med højden (30 meter) og er bygget af Aswan-granit. Ved søjlen ligger Kom al-Shuqafa-katakomberne, og disse dateres tilbage til det første og andet århundrede og blev opdaget ved et tilfælde i begyndelsen af det 20. århundrede. Vi skal også forbi Montazah Gardens, hvor vi går en tur i den omkring 150 hektar store park, der omgiver paladset; Khedive Abbas. Vi spiser en frokost undervejs og returnerer til skibet sen eftermiddag.

Billede: Montazah-parken.
Dag 9: På havet (M,F,A)
Dag 10: Kusadasi. Mulighed for udflugt til Efesos (M,F,A)
Ankomst kl. 07:00. Afsejling kl. 16:00.
Kusadasi er beliggende på den tyrkiske vestkyst og er et yndet ferierejsemål. Vi anløber den stemningsfyldte havneby ud på formiddagen. I dag venter der endnu en spændende udflugt for jer, der har tilkøbt udflugtspakken, da vi skal et solidt dyk ned i antikkens historie med dagens besøg i ruinbyen Efesos.

Billede: Kusadasi.
I oldtiden havde Efesos stor handelsmæssig og religiøs betydning, og Artemistemplet blev betegnet som et af verdens syv vidundere. Efesos er strategisk placeret på handelsruten, der gik mellem Rom og Orienten. Efesos ligger i dag 10 km fra kysten, men det har været flittigt diskuteret, om byen i oldtiden lå helt ned til vandet. Forskning peger dog på, at skibene anløb byen via Kaystro flodens udmunding. Man mener, at byen blev grundlagt omkring år 600 f.Kr og mistede sin betydning i 500-tallet. Artemistemplet findes ikke mere, i stedet er det ruinerne af det imponerende bibliotek, som de fleste tager med sig som højdepunktet. Vi returnerer til skibet og spiser en sen frokost, inden vi er klar til afsejling og tager afsked.

Billeder: Efesos.
Dag 11: Ankomst Athen og hjemrejse (M)
Ankomst kl. 04:30.
Efter morgenmaden er vi klar til at vinke farvel til skibet. Vi bliver herefter hentet i bus og kører mod lufthavnen, for at flyve tilbage til Danmark.