Dag 1: Afrejse fra København
Vi mødes med rejselederen i Københavns lufthavn og flyver med aftenfly til Jerevan i Armenien via Riga.
Dag 2: Ankomst til Jerevan og guidet byrundtur (M,F)
Vi lander sent – midt om natten – og tager ind til hotellet i Jerevans centrum og indlogerer os. Efter en sen morgenmad tager vi på en guidet rundvisning i Jerevan. Vi starter til fods gennem byens meget blandede arkitektur, hvor vi hører fortællingen om Jerevans historie. Byens arkitektur afspejler også den sovjetiske periode med store bombastiske facader på hovedgaderne, hvor der bagved gemmer sig smukke helligdomme fra middelalderen. Vi kommer gennem byens gamle bydel, hvor gaderne er smalle og stemningen intim. Her finder vi bl.a. den store fine Republikkens Plads, omgivet af velplejede anlæg og Armeniens regeringsbygninger.

Billede:
Den armenske historie har budt på megen dramatik, og ikke mindst under og efter Første Verdenskrig, hvor det armenske folkemord fandt sted. Det Ottomanske Riges udrensning af armenere (samt assyere og grækere) er dybt rodfæstet i den armenske folkesjæl, hvor mellem 800 tusinde og 1,5 mio armenere blev dræbt. Den fortælling er obligatorisk i Armenien, og tager også hul den anden historie, der betyder næsten alt for Armenerne; nemlig at det er det første kristne land i verden. Undervejs på denne udflugt spiser vi en god frokost på en lokal restaurant.
Tilbage på hotellet er resten af dagen og aftenen på egen hånd.
Dag 3: Khor Virap, besøg på lokal skole, templet i Garni og klosteret i Geghard (M,F)
I dag tager vi på tur lige uden for Jerevan og får indblik i den kristne historie og Armeniens konvertering til kristendommen.
Man kommer ikke uden om det hellige bjerg Ararat, hvor Noas ark efter sigende strandede efter syndfloden, når man er i Armenien. Også selv om bjerget i dag ligger på den Tyrkiske side af grænsen, er Ararat nationalsymbol for Armenien og afbilledet i landets rigsvåben. Dagens udflugt går til Khor Virap, som ligger på grænsen til Tyrkiet. Vi besøger klosteret i Khor Virap, som spiller en helt særlig rolle for kristendommens komme. Oprindeligt var det et kongeligt fængsel, hvor Gregor Oplyseren var fange, inden han blev Kong Tiridates vejleder og prædikede kristendommen for ham. Klosteret blev bygget, hvor fængslet stod, nogle hundrede år senere i år 692. I dag er det et yndet udflugts- og pilgrimsmål med en fabelagtig udsigt til Ararat.

Billede: Khor Virap.
Herefter tager vi mod Jerevan igen og tilbage til nutiden, hvor vi besøger et lokalt gymnasium, og sammen med vores lokalguide får vi et nærmere indblik i den mere moderne del og fremtiden i det armenske samfund nemlig ungdommen. Et spændende besøg som viser både landets ambitioner, samt en kontrast til det danske skolesystem.
Vi fortsætter herefter mod Garni, hvor vi besøger vi det hedenske tempel med sin græsk-romerske kolonnade, der er det eneste af sin slags i Armenien. Templet er det bedst bevarede af alle bygningsværker i Armenien fra den præ-kristne periode og optaget på UNESCOs liste for verdenskulturarv. Efter frokost omkring Garni kører vi de få kilometer til det imponerede Geghard kloster. En arkitektonisk perle, hvor klosteret er delvist udhugget af de omkringliggende klipper. Det kan næsten ikke blive mere mytisk og smukt - og naturligvis at finde på UNESCOs verdensarvsliste.
Dag 4: Sevan-søen, og besøg i Dilijan – ”det schweiziske Armenien” (M,F,A)
Efter morgenmaden forlader vi Jerevan og rejser mod nordøst, hvor første mål er Sevan-søen. Søen er verdens næsthøjeste belliggende sø og befinder sig i over 1.900 meters højde, hvilket kun overgås af Titicaca-søen i Peru. Et meget sælsomt landskab viser sig. I denne højde med den store sø omkranset af, hvad der udelukkende ligner mindre bjergtoppe, som alligevel er over 3000 m. høje, føler man sig nærmest tæt på verdens tag. I Sevan by ligger også de lille kloster Sevanavank, smukt hævet over søens bred.
Turen går videre gennem et utroligt smukt bjerg- og skovrigt område til Dilijan. Området omkring Dilijan er et af de mest populære rekreative områder i Armenien og har tilnavnet "det armenske Schweiz", og et vue udover bjergene kan såmænd også nemt hensætte en til det lille alpeland. Aftenen byder på en fælles armensk afskedsmiddag med folkemusik.
Dag 5: Fridag i Jerevan. Mulighed for at besøge det historiske museum (M)
Efter en lang rejse med utallige oplevelser er det på sin plads med en fridag i Jerevan i eget tempo. Armeniens hovedstad byder på en kosmopolitisk stemning og måske skal dagen stå i livsnyderens tegn med et besøg på et af byens mange trendy vinbarer eller restauranter. Måske venter museumsbesøg; her er Armeniens historiske museum en rigtig anbefalelsesværdig perle. Dagen kan også bruges til de sidste indkøb inden morgendagens rejse til Georgien. Dagen er med andre ord helt din egen.
Dag 6: Byrundtur i Gyumri. Velkommen til Georgien (M,F)
Efter morgenmaden skal vi sige farvel til Jerevan og bevæge os Nordpå. Det er ikke farvel til Armenien endnu for vi stopper efter et par timer i landets næststørste by Gyumri, der har ca. 200.000 indbyggere. Vi tager en byvandring og ser forskellen mellem hovedstaden og provinsen. Efter en frokost i Gyumri kører vi til grænsen til Georgien. Her starter udforskningen af regionen Samtskhe Javakheti-regionen, hvor bjergene i modsætning til de høje Kaukasusbjerge er mere golde og tørre. Vi indlogerer os i byen Vardzia omgivet af fantastisk natur.
Dag 7: Hulebyen Vardzia. Kørsel til kurbyen Bojormi (M,F)
Hovedårsagen til vi har boet ”midt ude i næsten ingenting” er dagens besøg i hulebyen Vardzia. Hulekomplekset strækker sig over en halv kilometer og blev udhugget i 1200-tallet. Byen indeholder bl.a. en kirke, apotek, smedje og bager og har over 400 rum. Man har udhugget byen i optil 19 niveauer. Mest imponerende er Dormitionskirke, som har religiøse motiver malet på væggene, der strækker sig op til 9 meter i højden.
Efter besøget i Vardzia fortsætter vi opdagelserne i Georgien, når vi kører mod kurbyen Borjomi. Jo nærmere vi kommer Borjomi, jo grønnere og mildere bliver landskaberne. Byen er især kendt for sit kildevand, som der også bliver rig lejlighed til at smage, når vi bevæger os rundt. Der er mange klassiske bygninger at nyde i den ellers meget overskuelige by, der vidner om dens status som fint kur- og rekreationscentrum i Georgien. Undervejs får vi frokost og har aftenen på egen hånd.

Billede: Borjomi
Dag 8: Besøg Stalinmuseet i Gori. Ananuri og de høje Kaukasusbjerge (M,F)
Dagen bliver lang, men har fantastiske oplevelser. Vi kører mod de høje Kaukasusbjerge, og stopper i provinshovedstaden Gori. Byen var tidligere et fæstningsværk, da den ligger strategisk på en hovedtrafikåre mellem Øst- og Vestgeorgien. Det har haft sine konsekvenser for byen, der gennem tiden har været angrebet og besat af mange forskellige magter. Senest i 2008 af russiske styrker under krigen mod Georgien. Byen er kendt som Josef Stalins fødeby og har et Josef Stalin-museum, som vi besøger. Et pompøst indrettet museum, der beskriver hele diktatorens liv, fra de simple kår i Gori, til hans berygtede virke som Sovjetunionens leder fra midten af 20'erne og frem til sin død i 1953. For koldkrigsinteresserede og østnostalgikere er muséet en absurd lækkerbisken af fortidens heltedyrkelse.
Turen går nordpå mod de høje Kaukasus tinder på en af de ældste veje i Georgien. Vejen forbinder Tbilisi med Vladikavkaz (Rusland) og går under navnet: Georgian Military highway. Navnet er givet grundet vejens udbygning, som den Russiske Zar Alexander Den Første beordrede sine tropper til at bygge omkring år 1800. Udover at være en vigtig forsyningslinje er vejen også betegnet som en af de smukkeste bjergveje i verden. Så dagen er herfra mest i naturens tegn, hvor vi gør nogle særlige stop med bl.a. frokost undervejs til vores logi for natten i Gudauri. Her er vi kommet rigtigt op i bjergene – og vi overnatter i over 2000 meters højde, hvor man nok får brug for lidt ekstra overtøj.
Dag 9: Stepantminda, Gergeti klosteret. Kazbegi. Kongebyen Mtskheta. Ankomst Tbilisi (M,F)
Har man sagt Georgien har man også sagt Kaukasusbjergene og dagen er i bjergenes tegn. Vi kører videre mod det tredje højeste bjerg i landet; Mt. Kazbeg (5047 meter). Vi håber, at vejret er med os, så vi kan nyde den skønne udsigt undervejs. På vejen besøger vi Gergeti-kirken, der ligger på skråningerne til Mt. Kazbeg i 2170 meters højde.

Billede: Gergety-kirken t i Kazbegi
Vi kører herefter mod hovedstaden Tbilisi. Vi stopper dog i den gamle kongeby Mtskheta, som af mange årsager er på UNESCOs liste for verdenskulturarv. Byen har været beboet i mere end 3000 år og var i mange år hovedstaden i "Det georgiske rige af Iberien". Status som hovedstad forsvandt dog i det 6. århundrede, men byen fortsatte herefter som kronings- og begravelsesby for de georgiske konger. I dag er Mtskheta kendt for at være byen, hvorfra kristendommen i år 317 blev udråbt til statsreligion. Vi besøger det uforlignelige smukke Jvari-kloster fra d. 6. århundrede og byens hovedkirke samt den imponerende Svetitskhoveli katedral, hvor Kristus' robe opbevares.
Vi indkvarteres på vores centraltbeliggende hotel i hovedstaden, og har aftenen på egen hånd
Dag 10: Tbilisis gamle kvarterer (M,F)
Tbilisi. Byen er Georgiens største med omkring 1.5 mio. indbyggere og har et væld af attraktioner og en utrolig varieret arkitektur. Det skal vi naturligvis udforske på en guidet byrundtur.
I den ældste bydel Metekhi besøger vi den berømte kirke af samme navn fra 1200-tallet. Kirken er i dag et af byens mest berømte vartegn. Vi kommer gennem snoede gader, og møder fascinerende arkitektur bl.a. byens synagoge og moské. Vi kommer forbi flere store vartegn som Sioni-katedralen, fredsbroen og det helt specielle tårn ved det berømte dukketeater. Undervejs på udflugten spiser vi frokost på en af de lokale restauranter og får hovedstadens version af det berømte georgiske køkken. Resten af dagen er til fri disposition med god mulighed for, på egen hånd, at gå på opdagelse i byen - eller bare slappe af på hotellet.

Billede:
Dag 11: Det gemte Tbilisi. Vinsmagning (M,F,A)
Vi tager på en særlig byrundtur i Tbilisi hvor vi forsøger at kigge lidt bag facaden i Sololaki distriktet. Kvarteret er berømt for sine fine Art Nouveau bygninger, fra det 19- og 20.århundrede. Kvarterets imponerende bygninger – nogle mere velholdt end andre – har huset mange af landets notabiliteter. Det har således været et kraftcenter af historie, politik og kunst gennem tiderne og der gemmer sig mange interessante ting bag disse facader. Traditionen tro skal vi naturligvis have en god georgisk frokost undervejs inden vi afrunder med noget som Georgien også er berømt for; vin. Det siges at det er her vinen kommer fra og traditionen er 8000 år gammel, og vinhistorien er næsten en rejse værd i sig selv. Vi nøjes med en vinsmagning i denne omgang – og hører lidt om vintraditionerne i landet. Herefter er resten af dagen fri indtil vi mødes til en afskedsmiddag og får sagt behørigt farvel.
Dag 12: Hjemrejse
Vi rejser fra hotellet (meget) tidligt om morgenen og tager afsked med Georgien og Armenien efter nogle meget begivenhedsrige dage i de to fantastiske lande.