Skip to main content

Det bedste af Indokina

Status:
Udsolgt

Rundrejse fra Cambodja til Laos og Vietnam

Indokinas skønhed, natur, historie og store kulturelle højdepunkter venter på denne rundrejse, der begynder ved Khmerrigets prægtige ruinby Angkor i Cambodja og fortsætter til Laos, hvor vi kommer helt tæt på munkenes Tak Bat ritual, sejler ved det mægtige Mekong Delta og besøger Pak Ou grotterne.

Rejsens sidste spændende stop; Vietnam, byder på sejlads i den smukke Halong Bugt, parfume-floden samt gribende krigshistorie ved Cu Chi tunnellerne.

Ønsker du et par ekstra feriedage efter rundrejsen, har du mulighed for at forlænge med tre nætter ved hvide sandstrande på den tropiske paradisø Phu Quoc i Vietnam.

Derfor skal du på rundrejse i Cambodja, Laos og Vietnam:

  • Du besøger tre spændende lande i én og samme rejse
  • Inkluderer mange udflugter - arrangeret specielt til vores gruppe
  • Naturoplevelser ud over det sædvanlige
  • Dansktalende rejseleder

Danskeren der opfandt Indokina

Tilbage i 1810 var det den landsforviste dansker Malthe Conrad Bruun, der opfandt begrebet 'Indokina'. Navnet er en international betegnelse for det sydøstasiatiske område, der ligger øst for Indien og syd for Kina.

Malthe Conrad Bruun, der var født og opvokset i Thy, blev i 1799 (som 24-årig) landforvist fra Danmark - grundet sin kritik af den danske enevælde. Han flygtede til Paris, hvor han senere opnåede stor anerkendelse for sine geografiske skrifter - under det mere fransklingende navn: Conrad Malte-Brun. Netop ordet Indokina opstod, da han beskrev halv-øen mellem Indien og Kina i sin store verdensomspændende geografi "Précis".

På rundrejsen hører du naturligvis mere om den berømte dansker - ellers giver bogen;  "Manden der ville vise verden" - en glimrende skildring af danskerens korte liv.

Kort dagsprogram for rundrejsen i Indokina:

Dag 1: Afrejse
Dag 2: Ankomst Cambodja. Besøg ved Artisans d’Angkor (A)
Dag 3: Angkor-templerne med Angkor Thom, Angkort Wat og Ta Prohm (M,F,A)
Dag 4: Tid til afslapning, mulighed for Angkor gondol sejlads (M)
Dag 5: Fly til Laos. Besøg Wat Visoun, det gyldne by-tempel og Phousy udkigspunkt (M,A)
Dag 6: Munkenes Tak Bat ritual, Mekongfloden, Pak Ou grotterne og markedsbesøg (M,F)
Dag 7: Væveribesøg, Kuang Si vandfaldet samt fly til Hanoi, Vietnam (M,F)
Dag 8: Ho Chi Minh-mausoleet, litteratur templet, én-søjle pagoden og den gamle bydel (M,F)
Dag 9: Sejlads på Halong bugten (M,F,A)
Dag 10: Halong bugten samt fly til Hoi An (M,F)
Dag 11: Den japanske bro, kinesiske Phuc Kien og vietnamesiske Tan Ky (M,F)
Dag 12: Hue via Hai Van-passet, citadellet og markedspladsen (M,F)
Dag 13: Parfume-floden. Tu Duc, cykeltur og fly til Ho Chi Minh (M,F)
Dag 14: Cu Chi-tunnellerne, krigsmuseet og byrundtur i Ho Chi Minh (M,F,A)
Dag 15: Hjemrejse eller forlængelse til Phu Quoc(M)
Dag 16: Hjemkomst (M)

Dag 15-19: Mulighed for tre nt. bade-forlængelse på Phu Quoc (M)

M = Morgenmad, F = Frokost, A = Aftensmad

Dagsprogrammet er vejledende, og udflugterne afvikles måske i en anden rækkefølge pga. lokale forhold.

Søg rejse

Vælg kun det, som du synes er vigtigt

Dagsprogram

Dag 1: Afrejse

Dag 2: Ankomst Cambodja. Besøg ved Artisans d’Angkor (A)

Efter flyrejsen mod øst ankommer vi til Sydøstasien og Cambodja - og til byen Siem Reap. Fra lufthavnen kører vi direkte til hotellet, hvor der er mulighed for afslapning og frokost i området, indtil værelserne er klar kl. 14:00. 

Om eftermiddagen skal vi udforske en af byens stolte traditioner - nemlig Artisans D'Angkor. Her har lokale mulighed for at uddanne sig inden for kunst-professioner som silke, keramik og træ. Vi ser uddannelsesstedet og besøger også det lokale marked. Aftensmaden spiser vi samlet på en lokal restaurant, hvorefter det er tid til en god nats søvn.


Billede: Cambodjansk mad og Artisans D'Angkor.

Dag 3: Angkor-templerne med Angkor Thom, Angkort Wat og Ta Prohm (M,F,A)

Cambodjas største højdepunkter findes mod nord - ved det UNESCO-fredede ruinbyområde Angkor. Angkor, der i 900–1400-tallet fungerede som hovedområde for Khmerriget, blomstrede hurtigt op med monumenter og byer, og det der i dag er tilbage, fungerer som turistattraktioner og arkæologisk parkområde. Byområdet er stort og byder på masser af templer, der hver især har sit eget særpræg og egen historie. Fælles for dem alle er, at de smukke udskæringer og den imponerende byggestil ofte gør stort indtryk på de fleste.

Vi skal naturligvis besøge nogle af parkens betagende templer, og du kan blandt andet glæde dig til at opleve jungletemplet Ta Prohm, der imponerer med sit særprægede udseende - omslynget af rødder fra skovens høje træer. Efter frokosten går vi sammen på opdagelse ved den sidste Khmer hovedstad Angkor Thom. I midten findes Bayon-templet, hvor ansigterne af Buddha og Kong Jayavarman VII (år 1125-1218) er udhugget i de store stenudskæringer.

Dagen slutter ved Angkor Wat, der først blev opdaget af vesten i 1857 og er bygget af Khmerrigets Kong Suryavarman II i 1200-tallet. Det er landets mest velkendte - og mest fotograferede - tempelkompleks. Templet er oprindeligt bygget til hinduguden Vishnu, men har også haft sit virke som kongens opholdssted og senere hen som buddhistisk tempel. Komplekset har i dag fortsat stor betydning for mange mennesker, og templet er med stolthed afbilledet i det cambodjanske flag. Arkitektonisk er det et mesterværk og med tanke på de mange håndværkeres eminente detaljerede arbejde, vil det uden tvivl betage de fleste.

Om aftenen spiser vi middag sammen på en lokal restaurant.


Billede: Angkor Thom og Angkor Wat.

Dag 4: Tid til afslapning, mulighed for Angkor gondol sejlads (M)

Vi har dagen til afslapning på vores dejlige hotel, og der er tid til at gå en tur på egen hånd til markedet eller til centrum.

Ønsker du at få en ekstra oplevelse i dag, så har du mulighed for, om eftermiddagen, at tage med på en lille sejltur ved Angkor Thom. Her stiger vi ombord på de traditionelle Khmer-både og nyder de historiske vingesus langs floden.

Dag 5: Fly til Laos. Besøg ved Wat Visoun, det gyldne by-tempel og Phousy udkigspunkt (M,A)

I dag takker vi Cambodja for et oplevelsesrigt besøg og rejser videre mod næste spændende Khemerrige - nemlig Laos.
Vi flyver til UNESCO-byen Luang Prabang og efter ankomst og paskontrol, kører vi direkte til vores hotel, hvor vi stiller vores kuffert og herefter er der frokost på egen hånd. Værelserne får vi tildelt kl. 14.00.

Luang Prabang betegnes ofte som en afslappende oase, og det virker til tider som om, at tiden står stille i byen, der er placeret ved Mekongfloden. Der er værnet om det autentiske, for trods mange turistbesøg har den tidligere franske koloni mange franske levn ved bygninger, huse og små butikker. 
Vi besøger i dag nogle af byens templer, der byder på smuk historisk arkitektur og imponerende indretning. Glæd dig til Wat Visoun og det gyldne by-tempel, for til sidst at slutte af ved Phousi, hvor vi går til toppe af bakken og nyder den betagende udsigt over byen.


Billede: Gade i Luang Prabang og Wat Visoun.

Dag 6: Munkenes Tak Bat ritual, sejlads ved Mekongfloden, Pak Ou grotterne og markedsbesøg (M,F)

Hver dag ved solopgang går munkene rundt i gaderne iført deres altid genkendelige og simple orange koftedragt. Her udføres det højtidelige morgenritual, kaldet Tak Bat, der betyder "at give almisse til munkene". Munkene går i stilhed i lange rækker på gaden og får mad fra lokale i en medbragt skål. Det er et smukt og beundringsværdigt ritual, og vi skal ikke snydes for oplevelsen og står derfor tidligt op for at se det på behørigt afstand.
Når den sidste munk har passeret gaden, går vi en tur for at se den tidlige morgenaktivitet på det lokale marked og herefter går vi tilbage til hotellet, hvor morgenmaden står klar.  

Efter morgenmaden besøger vi Nationalmuseet. Her får vi fortællingen om landets herskere og familier og videre på dagens eventyr, slår vi vejen forbi det smukke Wat Mai tempel. 

Det er tid til endnu et højdepunkt, når vi stiger ombord på vores båd, der tager os med på en tur på Mekongfloden. Mekongfloden, der strækker sig over 4350 kilometer, byder på et spændende dagligdagsliv med flydende markeder og fiskeri - men også de imponerende Pak Ou grotter, hvor lokale og pilgrimme gennem tiden har placeret tusindevis af budda-figurer. Vi besøger grotterne, og på vejen tilbage til Luang Prabang spiser vi en frokost på en lokal restaurant. Vi besøger også en lille markedsby, der blandt andet specialiserer sig i silkepapir. 

Aftenen er til egne oplevelser, og vi kan absolut anbefale en gåtur ved natmarkedet, der er et godt sted at købe lidt souvenirs.


Billede: Munkenes morgenritual "Tak Bat" og Pak Ou grotte med udsigt til Mekong-floden.

Dag 7: Væveribesøg, Kuang Si vandfaldet samt fly til Hanoi, Vietnam (M,F)

Efter morgenmaden og udtjekning fra hotellet, har vi i dag fået lov til at besøge Ock Pop Tok, der fungerer som vævericenter, hvor gamle traditioner og teknikker er velbevaret.

Herefter skal vi besøge det største - og måske smukkeste - vandfald i området, Kuang Si. Her går vi en tur i de smukke omgivelser og besøger også områdets redningscenter for bjørne, der er en del af verdensorganisationen "free the bears".


Billede: Kuang Si vandfaldet.

Endnu et spændende land er besøgt og de mange oplevelser i Laos kan pakkes i kufferten og tages med videre til vidunderlige Vietnam, når vi flyver mod nye oplevelser og den vietnamesiske hovedstad; Hanoi.

Dag 8: Ho Chi Minh-mausoleet, litteratur templet, én-søjle pagoden og den gamle bydel (M,F)

I dag skal vi for alvor udforske Vietnams hovedstad og næststørste by; Hanoi. Dagen starter med byens største attraktion - Ho Chi Minh-mausoleet, som vi ser udefra.

Ho Chi Minh blev født Nguyen Ai Quoc og var Nordvietnams leder frem sin død i 1969. Han grundlagde desuden det vietnamesiske kommunistparti, som i dag stadig dominerer Vietnams et-partis styreform. Ho Chi Minhs eget ønske var at blive kremeret efter sin død, men regeringen havde andre planer. De ønskede at ære ham og balsamerede derfor hans krop og lagde ham i det berømte mausoleum, som stod færdigt i 1973. Mausoleet er opført i marmor og granit med 79 symbolske træer foran - lige så mange træer som Ho Chi Minhs 79 år. Vi ser også "Onkel Ho's" (som han kærligt blev kaldt) tidligere hjem, der ligger lige bag mausoleet. Hjemmet er opført i traditionel vietnamesisk stil, som typisk ses på landet.

Efter historien om Ho Chi Minh går turen videre til Hanois berømte buddhistiske tempel og én-søjle pagoden, samt til Vietnams første universitet, Litteraturtemplet, som har rødder tilbage til år 1070. I Litteraturtemplet blev de højeste embedsmænd bl.a. undervist i konfucianisme; en statsideologi opkaldt efter den berømte kinesiske filosof og embedsmand Konfutse.


Billede: Ho Chi Minh-mausoleet og én-søjle pagoden.

Dag 9: Sejlads på Halong bugten (M,F,A)

I dag er et højdepunkt på programmet. Den mægtige bugt Halong Bugten er på UNESCOs verdensarvsliste og betragtes som et af de smukkeste naturlandskaber i verden. Efter morgenmaden kører bussen os nordpå til bugten, som består af mere end 3000 kalkstens-øer, laguner, grotter og koralrev. Her tager naturens skønhed pusten fra de fleste.

Vi går ombord på vores flydende hotel, en såkaldt junke (et tremastet kinesisk fartøj), hvor kahytterne er indrettet med eget bad og toilet. Personalet står klar til at byde dig velkommen med en velsmagende frokost, og resten af dagen nydes ombord på skibet, med mulighed for at sidde på dækket og opleve den smukke udsigt over bugten. Om aftenen nyder vi sammen middagen ombord på båden.


Billede: Halong Bugten.

Dag 10: Halong bugten samt fly til Hoi An (M,F)

At vågne op mens tågen stadig hænger over den spejlblanke Halong Bugt er ubeskriveligt. Her på vandet begynder dagen langsomt, mens det kan føles som om, at verden står stille. Tag f.eks. din kaffe med op på øverste dæk og nyd det smukke scenarie.

Efter morgenmaden går vi i land og forlader Halong Bugten. Vi sætter kurs mod lufthavnen og flyver til Da Nang, hvorfra vi skal køre til Vietnams hyggeligste by; Hoi An. Undervejs spiser vi vores medbragte madpakker.

Dag 11: Den japanske bro, den kinesiske Phuc Kien og vietnamesiske Tan Ky (M,F)

Hoi An, som er Vietnams ældste by, var i sin tid et vigtigt stop på Silkevejen, og byen er stadig en travl handelsby.
Vi tager i dag på en gå-tur og skal blandt andet opleve, hvordan de lokale avler silkeorme, som producerer silke. Vi passerer undervejs det farverige marked, de traditionelle huse og Hoi Ans mest kendte seværdighed: Den Japanske Bro. Broen blev solidt bygget af japanerne i 1593 og står den dag i dag.

Eftermiddagen og aftenen er på egen hånd. Gå eventuelt på opdagelse langs kanalen i centrum, hvor de charmerende gaderne oplyses af farverige lanterner og de mange små restauranter byder på fiskeretter og friske forårsruller.


Billede: Den japanske bro og lanterner i Hoi An.

Dag 12: Hue via Hai Van-passet, Citadellet og markedspladsen (M,F)

Vi fortsætter vores rejse til den kejserlige by Hue. Vi kører mod Da Nang via bjergkæden Annamitisk og det smukke Hai Van-pas, der i sin tid var en vigtig passage mellem nord og syd, og den er kendt som en af verdens smukkeste kystveje.

Efter indtjekning på hotellet skal vi udforske nogle af Hues mest besøgte pladser, nenlig ved det kejserlige citadel. Her regerede Nguyen-dynastiet mellem 1802 og 1945, og ophørte, da kejseren abdicerede i 1945. For landets 13 kejsere var Citadellet det administrative centrum, og det er blandt andet inspireret af den forbudte by i Beijing. Efter 1945 blev bygningerne i Hue betragtet som værende politisk ukorrekte af det kommunistiske styre. Men først i 1993 blev landsbyen beskyttet af UNESCO. Under Tet-offensiven - et vendepunkt i Vietnamkrigen - brugte Ho Chi Minh området som administrationsbygninger.


Billede: Hai Van-passet og Citadellet i Hue.

Dag 13: Sejlads på parfume-floden, Tu Duc, cykeltur og fly til Ho Chi Minh (M,F)

Mausoleet med den tidligere kejser Tu Doc, er et område, der er opdelt i et tempel og en gravplads. Det tog tre år at opføre, og det er beskyttet af en stor mur, med mere end 50 pavilloner og templer, som tilsammen udgør Vietnams største gravplads. Utroligt nok er Tu Docs krop ikke begravet i mausoleet. Historien fortæller, at 200 arbejdere blev bedt om at begrave kejseren et hemmeligt sted, og efter de havde gjort det, blev de alle halshugget. På den måde tog de hemmeligheden med sig i graven. Vi skal besøge den historiske plads, via vandvejen, når vi tager på en lille sejltur ved parfume-floden, der er opkaldt efter den aroma der opstår, når blomsterne fra områdets frugttræer falder i vandet.

Vi cykler også en lille tur i dag for besøger "Havernes By" og for at komme lidt tættere på de lokale. Ved ankomst bliver vi mødt af en lokal familie, der fortæller om deres livsstil og traditioner og byder på en autentisk hjemmelavet frokost i den smukke have. 

Senere tager vi mod lufthavnen og flyver videre mod Ho Chi Minh City hvor aftenen er på egen hånd.

Dag 14: Cu Chi-tunnellerne, krigsmuseet og byrundtur i Ho Chi Minh City (M,F,A)

Dagen begynder ved de berømte Cu Chi-tunneller, der ligger 70 km sydvest for Ho Chi Minh City. Her udgravede Viet Cong et 238 kilometer langt tunnelsystem i vulkansk jord, som effektivt blev brugt under Vietnamkrigen. Nede i tunnellerne var der blandt andet hospitaler, beboelse og våbendepot. Har du lyst til at komme ned i tunnellerne, er det muligt, da nogle udvalgte indgange er blevet udvidet, så man kan kravle ned i dem. Det område, hvor tunnellerne er placeret, blev sønderbombet under krigen og den gift, der blev smidt over området, påvirker stadig jorden. Af samme årsag er det sparsomt med grønne omgivelser.

Efter frokosten skal vi opleve den moderne storby. Ho Chi Minh City. Byens oprindelige navn er Saigon og var hovedsæde for det franske Indokina og blev bygget af franskmændene i 1850. Vi skal bl.a. forbi Notre Dame-katedralen fra 1883, posthuset samt det nationalhistoriske museum.

Om aftenen spiser vi en hyggelig afskedsmiddag på en lokal restaurant.


Billede:
Cu Chi-tunnellerne og Ho Chi Minh City. 

Dag 15-16: Hjemrejse og hjemkomst (M)

Det er i dag tid til at tage afsked med Vietnam, eller måske tage videre på egen hånd på din badeforlængelse til Phu Quoc.

Dag 15-19: Mulighed for tre nt. bade-forlængelse på Phu Quoc (M)

Er du ikke helt klar til at komme hjem efter vores oplevelsesrige rundrejse i de tre lande, og trænger du måske til lidt afslapning - og badeferie, så tilbyder vi på denne rejse tre nætters bade-forlængelse til Phu Quoc (på egen hånd). Ferieøen byder på afslapning på skønne Green Bay resort and spa, hvor du indkvarterer dig i resortets garden bungalows. Forlængelsen er med forbehold for om der er plads, så ring ind og hør nærmere.


Billede: Green Bay Resort & Spa.

Kort

Praktisk information

Rejsen gennemføres med min. 15 og maks. 30 deltagere.

Pas og visum
Pas skal være gyldigt 6 måneder efter hjemrejsedato.

Cambodia og Laos: 
Som dansk statsborger kræves der visum til Cambodia. Dette koster ca. 35USD og tegnes ved ankomst til landet. Medbring 2 x pasfoto i farver, samt kontanter.

Vietnam:
Danske statsborgere er fritaget for visum i op til 15 dage i Vietnam, hvis følgende tre betingelser er overholdt:
1. Passet skal være gyldigt 6 måneder fra indrejsedato.
2. Gyldig returbillet/dokumentation for udrejse inden for de 15 dage fra indrejsedatoen.
3. Der skal være gået minimum 30 dage siden udrejsen fra et eventuelt tidligere visumfrit ophold.

Valuta
I Cambodia hedder den lokale valuta Riel. 100 Riel svarer ca. til ca. 0,15 danske kroner.
I Laos hedder den lokale valuta Kip. 100 Kip svarer til ca. 0,075 danske kroner.
I Vietnam hedder lokal valuta vietnamesiske Dong (VND). 100 VND = ca. 0,03* DKK
De fleste forretninger/restauranter og hoteller tager imod gængse internationale kreditkort. Der er hæveautomater i de fleste byer. Bankerne har åbne på hverdage. Det er en god idé at medbringe dollars (USD). Du kan veksle (fra USD til lokal valuta) i lufthavnen, i banker, på vekselkontorer og på de fleste hoteller. Vær opmærksom på at tælle de vekslede penge omhyggeligt.
Det er ofte vanskeligt at veksle tilbage til dollars eller kroner. Et godt råd er at sørge for ikke at have meget valuta i overskud.

Under udflugter, på små cafeer og tankstationer og i mindre byer, bør du ikke forvente at kunne bruge kreditkort, så det anbefales at have lidt kontanter.
*Den anvendte valutakurs er fra april 2019.

Vaccination
Vi anbefaler, at du søger vejledning hos egen læge, når det gælder rådgivning omkring vaccinationer.

Forsikring
Det er et krav, at man under rejsen er dækket af en gyldig rejseforsikring, for at kunne rejse med på denne rejse. Du kan ved bestilling af denne rejse - samt andre rejser hos Kulturrejser Europa -  tilkøbe såvel rejse- som afbestillingsforsikring, da vi samarbejder med Gouda Rejseforsikring.  

El
Man bruger, ligesom i Danmark, 220 volt. Nogle gange er udtaget en anden type, hvorfor det er en god ide at medbringe en adaptersæt med forskellige udtag.

Drikkevand
Postevandet bør koges før det drikkes, men selv efter en kogning indeholder det tungmetaller. Ambassaden anbefaler kun flaskevand, også til madlavning/kaffe/te osv. 

Sværhedsgrad
Rejsen er ikke egnet til gæster med rollatorer og gangbesvær. Der må forventes en del aktiviteter, hvor vi går en del.

Påklædning og regler
Selvom landene er meget tolerante over for turister, må det forventes, at man som en gæst i landet respekterer deres skikke, praksis og religion med passende beklædning. Man tager altid skoene af, når man går ind i et tempel, og husk ikke at vende dine fodsåler mod Buddhafigurer eller andre helligdomme, da fødderne betragtes som urene. Det er forbudt at klatre på og røre ved en Buddha-statue eller historiske monumenter. Der er ikke alle steder man må fotografere, så vær endelig opmærksom på skiltene. Der kan være steder hvor man skal have tildækkede arme og benbeklædning under knæene.

Tidsforskel
Tidsforskellen fra Danmark er mellem +5 el. +6 timer. 

Drikkepenge
I disse lande er det almindeligt at turister giver drikkepenge til buschaffører, til piccoloer, der bærer bagage på værelset, til lokalguider og på restauranter. En passende mængde er 10% af regningen på restauranter eller et par dollars til f.eks en chauffør eller piccolo. Nogle restauranter har dog allerede indregnet drikkepenge i regningen. Beregn omkring 75 USD per person.

Hotel