Skip to main content

Dagbog fra en langtidsferie i Andalusien

Vores gæst Per Chrilles skriver her om sin langtidsferie i Andalusien. Per Chrilles er uddannet skolelærer og er i sin fritid autodidakt kunstmaler, hvor han i sit virke primært er inspireret af impressionisterne og skagensmalerne. Per driver tillige et lille sommergalleri i Ellinge Lyng. Som gæst på langtidsferien i Andalusien er Per rejst afsted for at slappe af, dykke ned i den sydspanske kultur og naturligvis for at samle inspiration til nye motiver til sine malerier.

(Bemærk: Dagbogen er skrevet i 2012)

Ankomst til Andalusien og informationsmøde med rejselederen

Så sidder jeg omsider og nyder en fadøl, mens jeg venter på mine calamares. Solen skinner og duften af havet forøger min appetit og min længsel efter de dejlige friturestegte kringler af blæksprutter, som jeg skal fortære lige om et øjeblik.

Jeg sidder i øvrigt på restaurant Poseidon, som ligger helt ned til stranden. Den hvide lave bygning er meget forfalden og terrassens inventar er et skrabsammen af gamle udslidte plastikborde og stole. Forfaldet er et udmærket billede på indehaveren af restauranten. Han er selv en stor kraftig mand, hvis halvnussede t-shirt ikke rigtig får kontakt med livet på de lige så fedtede cowboy-bukser. Hver gang cowboy-bukserne har gået en runde blandt gæsterne får de et lille nøk op for at få kontakt med t-shirten, men forgæves.

Nu kom mine calamares, og det er en nydelse at presse citronen ud over kringlerne. Ved bordene rundt omkring mig snakkes fransk med store muslingemunde, ved et andet bord, chicken-engelsk og endda også øl-dansk.

Ved bordet lige ved siden af mig sidder et selskab på 7 mennesker, som snakker spansk med appetitlige salatmunde. Der er lige ankommet en lille rund kvinde til samme selskab med en kæmpehund, hvis race, jeg desværre ikke helt kan bestemme. I hvert fald har den lige snuppet en kæmpeplante fra strandsandet og gumler ganske fornøjet på noget, som den i teorien slet ikke kan have i munden.

Ejerinden har sat lidt mere fut i de spanske salatmunde. Hendes egen mund bevæger sig konstant kun afbrudt af en meget hæs latter, som hver gang afdækker en meget skæv tandstilling. Hendes levende glade øjne får mig ustandseligt til at betragte hende gennem hullerne på mine calamares. Dem var der nok af. Jeg må give op. Der er også informationsmøde lige om lidt.

Her kan du se alle vores rejser til Spanien.

Dans på Don Pedro

Hver aften er der dans på Don Pedro. Italienerne fra Don Pablo møder talstærkt op, lige så englænderne og danskerne fra Don Pedro og Don Marco. Musikken spiller hele rækken af slagere gennem tiderne, men specielt når slagerne fra 50’erne kommer på programmet, breder genkendelsens smil sig på læberne hos de gråsprængte herrer og de touperede damer.

Italienerne er de første på gulvet. Par numero otto snurrer en del gange til venstre, et skridt til siden, og så går det til højre. Snurretoppen stopper først, når melodien kræver, at parret retter ind på række og foretager synkroniske bevægelser med ben og arme. Hun, i ført lang fletning med hvid rullekrave og han, kropsnær blå skjorte med oprullede ærmer.

Snart kræver musikken en standarddans og så er gulvet bonet med engelsk voks. Hele seancen udvikler sig efterhånden til en formelig danselandskamp mellem Italien og England. Et dansk par forsøger sig dog med en forsigtig jitterbug til nummeret Only you. Det er blevet lidt for svært at komme tæt nok på hinanden til en ”sjæler”.

The Lady is a tramp

Pludselig bliver danselandskampen afbrudt af sangen Happy Birthday. En smuk statelig italiensk kvinde fylder 75 år, og kindkyssene hagler ned over den stakkels kvinde. Musikken går hurtigt videre med The Lady is a tramp.

Italienerne har hidtil ført stort, men nu smider englænderne deres absolutte trumfkort på gulvet. Til melodien What a wonderful world valser couple number six sig alvorligt ind på italienerne. Hun har den rette stil til en vals, kun benene bevæger sig, krop og hoved bliver holdt helt stift, så ikke et hår bevæger sig. Han er til gengæld hurtig på benene og når lidt hurtigere rundt i svingturene end partneren.
Stort set alle pladser var optaget og en verden, der egentlig er passé, levede i bedste velgående den aften på Don Pedro.

På café i Torremolinos

Det siges, hvis man sidder på Café de la Paix i Paris en halv times tid, vil man se hele verden passere forbi.

Her på Café Torremolinos er det kun en begrænset del af verden, der defilerer forbi. Men det gør ikke de små oplevelser mindre interessante.

I dag skal man rulle ærmerne ned her i Torremolinos. Folk går og skrutter sig lidt i det kølige vejr og nogle kraftige tordenskyer dækker for smilene på de individuelle ansigter, der passerer. Ind i mellem dukker der et enkelt solstrejf frem, og straks rykker folk lidt til siden på caféstolene, og sætter hovedet i den rette position for at fange solstrålen. En kvinde har flere gange rykket med stolen og er nu kommet lidt langt væk fra cafébordet. Med lukkede øjne og vedvarende med hovedet placeret i solposition, griber hun ud efter sin kaffekop. Armen bliver desværre ikke lang nok til, at hånden kan nå øret af koppen. Med et rabalder når porcelænet fliserne og splintres i mange stykker. Den lille hund ved hendes side farer frem som skudt ud af en kanon, og gør vredt af porcelænsstykkerne.

En lille lavstammet violinspillende mand stiller sig op foran caféen, og med et servilt smil hilser han stort set på alle gæsterne. Han begynder at file løs på violinen med stor energi, og når han er færdig med et nummer, introducerer han det næste. Han kalder dem alle "Muchas gracias”.

Skyerne begynder at blive faretruende mørke og tordenrumlen ude fra havet overdøver violinspillet. Pludselig åbner himlen for sluserne og gadens fliser bliver et stort vandfald. Hvor der før var leben, er der nu tomhed. Et ophold i regnvejret varede længe nok til, at jeg kunne nå at springe ned ad trapperne til strandpromenaden og søge ophold i den irske pub.

Det første jeg fik øje på var et skilt, hvor der stod: ”When I die, bury me under the pub…,so my husband will visit me 7 times a week”.

The irish affair

”Where do you come from?”, sagde stemmen fra den eneste kunde, som befandt sig i etablissementet. Stemmen sad bænket på en høj stol ved et højt bord, og var i gang med at nedsvælge en skål suppe. Mine næsebor sporede straks duften af goullashsuppe. Stemmen lød ikke helt overbevisende engelsk. Goullashsuppen og brødet gav det engelske et twist af spansk accent. ”I come from Denmark”. ”Oh, Denmark” sagde stemmen, mens dens ejer selv skænkede sig a pint of Carling fra pressionsmaskinen.

”I once heard Anisette in a concert”, sagde goullashstemmen, uden nogen form for introduktion til emnet. ”You mean Anisette from Savage Rose”. I mellemtiden var jeg blevet serviceret af en irsktalende kvinde, som dukkede op bag baren. ”Do you have a fine holiday?”, spurgte hun, mens hun beskænkede mig med en Carling. ”Oh yes, indeed”. Goulashstemmen skænkede sig selv en ny fadøl, alt i mens han ivrigt fortalte om Anisette og Koppelbrødrene.

Jeg måtte nok også hellere bestille en portion goullash, så jeg kunne føre en samtale på engelsk med spansk accent. Den spanske accent udeblev dog, men goullashsuppen var vidunderlig. På vej ud af døren genlæste jeg skiltet ”When I die, bury me under the pub….so my husband will visit me 7 times a week”. Med et smil på læben lød det fra goulashstemmen, “I am only here 2 times a week”.

Fuengirola

I dag, mandag, viste temperaturen 22 grader på gadedisplayet i Torremolinos. Jeg var på vej til stationen for endnu engang at tage turen til Fuengirola. Toget kører tre gange i timen og turen tager 25 min. til 1,60 euro. Ganske vist for en enkelt billet. Der er ingen grund til at købe en returbillet. Den koster også 1,60, og hvis man nu ikke skulle retur. Alt kan jo ske.

Jeg var i Fuengirola for et par dage siden, men havde desværre glemt mit kamera. Jeg måtte tilbage med kamera for at tage nogle billeder af et unikt bygningsværk på stranden i Fuengirola.

Man var ikke i færd med at opføre nye hoteller eller restauranter, men et vidtstrakt bjerglandskab med middelalderborge på toppen af bjergene. Bygningsmaterialerne bestod af sand og vand og blev blandet på stedet. En ung mand var den eneste bygningsarbejder, og hans eneste redskaber bestod af 4 spande, en spartel, nogle pensler og en spade.

Den unge mand arbejdede hårdt med spaden og kastede det ene læs sand efter det andet på bjergene indtil de forekom høje nok. Derefter kom de 4 spande i brug. Turene fra havet med fyldte vand spande og op til sandbjergene var mange. Fødder og hænder blev brugt flittigt til at grovforme konstruktionerne. Derefter begyndte han omhyggeligt at forme med spartelen for derefter at finpudse med pensel.

Jeg nåede ikke at se det færdige resultat første gang og var lidt bange for, at det var gået til i det kraftige regnvejr om lørdagen. Men da jeg ankom mandag stod kunstværket færdigt og i god behold.

Jeg fik taget mine billeder og jeg var lykkelig.

Store vaskedag

I dag, onsdag, er det ” Store vaskedag”. Det er ikke en spansk ferie eller mærkedag, som man kan finde i kalenderen. Det er blot mit brugte tøj, der har hobet sig op, og nu trænger til at komme en tur i vaskemaskinen. Jeg har derfor valgt formiddagen i dag til at få det ordnet.

Jeg slog op i hotellets røde servicebog under ”vasketøj”. Jeg forstod, at jeg skulle udfylde en liste og sætte kryds ud for de klædningsstykker, der skulle vaskes. Listen skulle så underskrives og afleveres til rengøringspigen sammen med vasketøjet.

Jeg bemærkede, at der var en priskolonne ud for de enkelte klædningsstykker. Store blev mine små formiddagsøjne, da jeg så priserne for vask af de enkelte klædningsstykker.

Et par sokker kostede 2.15 euro., jeg havde 5 par. Mine lange hvide bukser 11.70. 6 T-shirts ville tilsammen koste ca. 50 euro. Det skal dog tilføjes, at vasketøjet også ville blive strøget. Formentlig ikke sokker og underbukser. Jeg konsulterede straks min rejsekonto og konstaterede, at jeg nok måtte finde en anden løsning.

Jeg havde ikke lyst til at fare ned og købe vaskemiddel, lægge i blød i badekarret og stå og skure og skrubbe. For derefter at hænge tøj til tørre, så hotelværelset ville komme til at ligne en gade i Napoli.

Løsningen måtte være møntvaskeri. Stor blev min skuffelse, da jeg erfarede, at et sådant ikke eksisterede her i Torremolinos. Men jeg kunne aflevere tøjet i et vaskeri og få det vasket og strøget ligesom på hotellet. Søde Anna, vores rejseleder, gav mig adressen. Vaskeriet lå kun 10 minutters gang fra hotellet.

Jeg syntes, det var en god idé at udfærdige en liste over de klædningsstykker, der skulle til vask og antallet af hvert klædningsstykke. Strygetøjet forsynede jeg med et lille kryds på listen og nedenfor skrev jeg,” + = planchado”, hvilket betyder” stryges”. Jeg havde naturligvis slået ordet op i den spanske parlør.

”Quiero esto lavado”, (jeg vil gerne have dette vasket) sagde jeg på mit tillærte spansk. Jeg havde kigget under emnet ”vaskeri” i parløren. Damen i vaskeriet nikkede og hentede en stor plasticbakke, som slugte indholdet af vasketøj fra min trolleykuffert. Hun hev straks min lyse sommerjakke af bomuld op af bakken og sagde ”You want this wash and dry in mashine”. Jeg insisterede på at tale spansk og forsøgte mig med ”No problem, lo lavar en maquina a casa” (ikke noget problem, jeg vasker den i maskinen der hjemme). ”No, no, no” sagde damen alt i mens hun svingede sin pegefinger frem og tilbage foran næsen på mig. Sprogligt måtte jeg opgive mine indvendinger og nøjedes med et ”ok”. Hvad hun så ville gøre med jakken, ved jeg ikke. ”Manana?”,( i morgen?) sagde jeg med et usikkert smil. ”In two days”, sagde hun og trak undskyldende på skuldrene. ”I am alone”.

Regningen lød på 33,10 euro. Da jeg kom tilbage til hotellet, kunne jeg ikke nære mig for at lave en regning på hotellets priser. Hvis jeg ikke har regnet forkert, ville det koste 96,75 euro for den samme vask.

Næste gang jeg tager af sted, betaler jeg gerne 80 kroner mere for en ekstra kuffert.

Pilgrimsruten til Restaurante Cordoba

Pilgrimsfarten, ikke den til Santiago de Compostela, men den til restaurante Cordoba er begyndt. Restaurante Cordoba er spisesalen på Hotel Don Pablo, og er målet også for denne aftens pilgrimsfærd.

Hånd i hånd valfarter gæsterne gennem gangene og lokalerne fra Don Marco til Don Pedro og videre til Don Pablo. Pilgrimmenes optræden og mimik udstråler forventningens glæde. Man gestikulerer, griner højlydt og rummet fyldes med hilsner som ”Buona sera, good evening, bon soir og god aften”. Dagens støvede klæder er blevet udskiftet med noget mere passende i anledning af aftenens højdepunkt.

Nå nej! Dér kommer den engelske globetrotter med skulderlangt gråt tyndt hår og mavelangt gråt skæg, stadig i ført vandrertøj og rygsæk. Hvad har han mon i den rygsæk? Og dér kommer Don Pedro-mestrene i latinamerikanske danse valsende. Selv i pilgrimsrækken svæver de hen over gulvet.

Nogle få engelske og italienske gæster sidder stadig i de bløde lænestole i barområdet og blander kort. Enten er kortspillet en digestive eller også en appetitvækker.

I gangen, som fører fra Don Pedro og ind til Mekkaet i Don Pablo, bliver der hurtigt trængsel. Nogle beundrer de smukke gobeliner med ægyptiske motiver, som hænger i gangen, og andre tripper utålmodigt hen mod tjeneren, som skal anvise dem et bord.

Det er et fantastisk skue at træde ind i spisesalen. Et totalteater udspiller sig for dine øjne, og du er selv med i stykket. Et hav af tjenere, der styrter rundt med fyldte bakker, gæster, der rejser sig og sætter sig, tallerkener, der klirrer, brudstykker af samtaler på flere forskellige sprog. Lokalet emmer af aktivitet.

Det store samlingspunkt er buffét-montrene. Her skal der vælges og vrages mellem en hel bondegård af lamme, okse, grise, kyllinge og kanin-kød. En sø af fiskeretter, flere marker af salater og kartofler. Derefter ost, is, kage og frugt.

Alle disse herligheder nedsvælges med den største appetit og god samvittighed. Når aftensmåltidet er slut, glæder man sig næsten allerede til morgenbufféten.

Malaga og H.C. Andersen

På sviptur til Malaga fra Torremolinos!

Der var noget, jeg havde glemt at se, da jeg var i Malaga for ca. en uge siden. Det ville jeg forsøge at råde bod på i dag. En sviptur på 27.min. fra stationen i Torremolinos, 1.60 euro. Det kunne ikke være nemmere.

Jeg havde efterhånden lært billetmaskinerne at kende og vidste nøjagtigt, hvilke knapper jeg skulle trykke på. Det skal siges, at der er en knap, der forvandler den spanske tekst til andre sprog. Blandt andet tysk og engelsk. Tryk og vupti, billetten ligger i bakken. Billetten ind i munden på den automatiske bom, så man kan komme ud på perronen. Hov! Bomdørene gik ikke op. Nå! Jeg havde glemt at fodre automaten med billetpilene den rigtige vej. ”Husk nu at tage billetten med”, tænkte jeg for mig selv, ”du skal bruge den igen, når du skal ud”. Hvis man har været i Paris og andre storbyer og brugt metroen, kender man systemet. Vel ude på perronen kom jeg i tanke om, at denne perron jo var toget mod Fuengirola. Hen ad perronen, ned ad trappen og over på den anden side. Toget ankom præcist 11.03 og kl. 11.30 befandt jeg mig i Malaga.

Da jeg kom ud på gaden, skinnede solen, men der blæste en meget kold vind, og temperaturmålingerne viste 11 grader. Jeg lynede op i jakken, stak begge hænder i lommerne og besluttede mig for at traske lidt rundt i byen og betragte livet.

Det er en speciel oplevelse at gå rundt mutters alene i en stor by, ca. 500.000 indbyggere, og være fuldstændig anonym, mens et hektisk liv udspiller sig omkring dig. Efter en times tid i al ”ensomhed” fik jeg da også lyst til at snakke med nogen. Helst på mit eget modersmål, så jeg kunne føre en nogenlunde fornuftig samtale. Jeg kom i tanker om, at jeg jo kendte en landsmand her i byen og besluttede mig for at opsøge ham. Efter et kvarters tid havde jeg fundet frem til hans adresse, ikke så langt fra centrum.

Dér sad han på en bænk under palmens skygge med rejsetasken ved sin side og den høje cylinderhat på hovedet. I min fantasi forekom det mig, at han nikkede genkendende til mig, som om han ville sige, ”Har Malaga også taget godt imod Dem”. 207 år bliver han til april, men still going strong her i det moderne Malaga.

Tyrefægterarenaen i Torremolinos

I dag havde jeg en idé om, at jeg ville undgå turist-Torremolinos og i stedet kigge lidt nærmere på lokalbefolkningens Torremolinos. Turen gik hurtigt igennem bymidten over på den anden side af Avenidaen og så nord på. Bjergene nord for byen kom tættere og tættere på og pludselig stod jeg foran tyrefægterarenaen i Torremolinos.

Den runde bygning stod som et smukt symbol på spansk kultur. Der var gabende tomt på området og portene til arenaen var forsvarligt lukkede.

Jeg hørte ikke larmen fra tilskuerne, eller tyreklovenes dunken i sandet, ej heller så jeg toreadorens graciøse bevægelser.

Men i mit indre hørte jeg Don Josés blomsterarie fra Bizéts opera Carmen og jeg så, hvordan Don José i jalousi støder dolken i Carmen, så hun segner død til jorden. Dette foregår ganske vist foran tyrefægterarenaen i Sevilla. Men i dag var scenen sat i Torremolinos.

På en gammel plakat kunne jeg skimte en dato, den 2. oktober. Tre toreadorer havde kæmpet om publikums gunst. 6 tyre havde været involveret og indgangsprisen startede formedelst med 30 euro.

Tyrefægtning er velsagtens stadig et kontroversielt emne i Spanien og måske skal man ikke længere opleve et inferno af larm og kaos fra denne arena.

Men da jeg vendte mig om for at gå, så jeg i et glimt mig selv gå ind af den høje brede port i ført toreadorens spraglede kostume og modtage publikums hyldest. Det syn forsvandt dog hurtigt, og jeg forlod området som den turist og antihelt, jeg nu engang er.

Her kan du se alle vores rejser til Spanien.

Tilbage til Malaga

Du skønne Malaga. For 3. gang befinder jeg mig i Malaga. Denne gang sidder jeg på pladsen ved siden af Picasso-museet, og solen forgylder cafébordene og de samme stråler spiller i min cognac. En tigger bliver jaget væk af caféejeren. Man kan næsten høre tiggeren hyle som en hund, der får et slag med stokken for at få den til at forsvinde. En gademusikant udfordrer Mozarts ”a la Türka” på sin blokfløjte og går tilfreds videre med en del håndeuro. Picassoeventyret er ikke forbi. Hans fødehjem ligger næsten lige om hjørnet og jeg må for anden gang lige hen og kigge inden for. Her i Malaga boede han de første 10 år af sit liv. Han er nu tilbage igen og sidder med sin skitseblok på bænken på Plaza de la Merced. Her løb han rundt i matrostøj og trillede med tøndebånd i 1880’erne, eller var det her, at hans stærke intense øjne iagttog og opdagede stregens mange muligheder.

Da jeg gik tilbage til stationen, kom jeg tilfældigt forbi en af byens vin og tapas bodegaer. Fra gadeplan trådte jeg ind i et langstrakt smalt lokale og befandt mig pludselig 100 år tilbage i tiden. Til venstre gik en smal bar hele vejen igennem lokalet og på væggene var de gamle vintønder stavlet op i 3-4 rækker. 5 tjenere, som var klædt i korte hvide jakker havde travlt med at tappe sherry ned i glassene. Det lykkedes mig at komme frem til baren og bestilt. ”Seco o dulce” (tør eller sød)? ”Seco”, sagde jeg og det fyldte glas stod straks på baren. Jeg lagde nu først mærke til den usædvanlige smukt ornamenterede forside på bardisken og den meget patinerede barplade. Jeg spurgte tjeneren om træsorten på pladen. Han skrev ordet ”ucola” med hvidt kridt på samme barplade. Det er desværre ikke lykkedes mig at få oversat ordet i skrivende stund. Da jeg skulle betale, skrev han også beløbet med hvidt kridt på bordpladen, 2,20. Jeg betalte og gik atter ud i 2012

Her kan du læse om ti fantastiske fiestas i Spanien

Heinrich

Hver aften sidder der en ældre korpulent herre med en stok ved sin side i baren på hotel Don Pedro og konsumerer sin fadøl. Han har siddet på sin faste plads i de snart 3 uger, jeg har været her. Når jeg selv har haft et ærinde i baren, har jeg altid hilst med et lille hovednik.  Så kom den store aften, hvor vi begyndte at føre en samtale. Den ældre herre hed Heinrich. Selv om der er skiftende personale bag baren, var alle bartendere på fornavn med Heinrich. Heinrich var 76 år og fra Køln. ”Wirklich, so alt” (virkelig, så gammel), svarede jeg meget diplomatisk. Han syntes nu virkelig determineret for at bevise sin alder. Han hev et eller andet op af pungen og viste mig et nusset kort med navn, billede og fødselsår, alt imens han sagde, ”ich bin in neunzehnhundertsechsunddreissig ausserhalb Köln geboren”, (jeg er født i 1936 uden for Köln), så var det på plads. Heinrich havde mistet sin kone for 4 år siden og rejste nu alene på ferie til mange forskellige destinationer. Han var tidligere bygningsarbejder og en dag, efter at han var gået på pension, skulle han besøge en gammel kollega på en byggeplads. Han var så uheldig at falde ned af en stige og ødelagde sit venstre knæ for altid. Sygdomshistorien var lang og han pegede både her og der, mens glosen ”schmerzen” (smerte) vendte tilbage et utal af gange. Heinrich ejede en større beboelses ejendom lidt uden for Köln. Han havde arvet ejendommen efter sine forældre og han boede selv ”im zweiten Stock”, (på anden sal). Nu havde Heinrich snart siddet på barstolen på Don Pedro i 7 uger og ”zweiten Stock” ventede om nogle få dage. Men kun for et par uger, så gik turen atter sydpå. Denne gang Tunis. Heinriches hikken havde tiltaget voldsomt under samtalen, og det blev efterhånden vanskeligere at tyde de afsnuppede tyske gloser. ”Wiedersehen, Heinrich”, sagde jeg og gled ned af barstolen. Nu vidste jeg i hvert fald en hel del om Heinrich. Men jeg er lidt i tvivl om, hvor meget han egentlig vidste om mig.

Her kan du få oversigten over vores rejser til Andalusien. 

Søndagsparade på strandpromenaden i Torremolinos

Søndag er de spanske familiers store paradedag på strandpromenaden mellem Torremolinos og Benalmadena Marina. Der bliver nikket, givet hånd og kindkyssene sidder løst på læberne. Hundene bliver klappet og børnene bliver strøget med hårene. Engelsk, tysk, dansk og italiensk er pludselig kun sekundære sprog på den spanske solkyst. Selvom promenaden stråler af sol er spanieren pakket godt ind i stor frakke, halstørklæde, hue og vanter. Temperaturen viser 18 grader og alt under 20 er for spanieren hundekoldt.

Modsætningen bliver komisk, når en turist i shorts og bar mave når op på siden af en godt indpakket spansk familie.

Man må give plads for rulleskøjteløbere, kondiløbere og cykelryttere, men alt bliver overvåget af et par betjente på tohjulede dressiner. Den moderne udgave af betjente til hest.

På trods af den store menneskemængde er promenadens flisebelagte gulv fuldstændig støvsuget for affald.

Intet papir, ingen udtrådte cigaretskodder og smukke dueblå blomsterkrukker dekorerer det murede gelænder mellem promenaden og stranden.

Det hændte, at duften af grill pirrede min appetit. Jeg måtte straks finde ud af sagens rette sammenhæng. Jeg fik øje på en galvaniseret jolle på fod ved en af promenadens restauranter. Jollen var fyldt op med sand, og der havde man lagt nogle træstykker, som lå og glødede. Tæt på træstykkerne stod nogle spyd stukket ned i sandet. Nogle store sardiner var stukket igennem spyddet og sad der og varmede sig ved gløderne. Fire eller fem sardiner godt med citron, lidt salat, en bid brød og en stor fadøl. Fristelsen var for stor, og det var også ved at være frokosttid. Lidt ærgerligt, at jeg ikke nåede helt ud til marinaen. Men det var en himmelsk mundfuld.

Månen over Torremolinos

Når klokken er ca. 19.00 gør månen over Torremolinos sig lækker på den blå himmel. Den overvåger den langstrakte kyst med de velholdte sandstrande. Lidt længere oppe titter den ned i Torremolinos by og højere oppe i bjergene i de små bebyggelser ser den til, at alt ånder fred og ro.

Jeg skal tage afsked med månen over Torremolinos. En vemodig afsked. Men månen over Torremolinos er trofast. Den hvisker i mit øre, at den nok skal tage vare på mig også næste gang, jeg kommer til Torremolinos med Kulturrejser-Europa. For dem kender den særdeles godt.

Er du blevet inspireret af Per Chrilles fortryllende ord? Du kan læse mere om - og bestille - din egen langtidsferie i Andalusien herMangler du aktiviteter til din langtidsferie i Andalusien kan du få noget inspiration fra dette blogindlæg Caminito del Rey - Kongens lille sti - ved Malaga i Andalusien. 

Vil du vide mere om, hvad Spanien ellers kan byde på, kan du finde alle aktuelle rejser til Spanien her.

Find rejse
Vælg kun det, som du synes er vigtigt