Spanierne har flamenco, argentinerne tango – og portugiserne fado. Ligesom tango og flamenco rækker fadoen langt videre end den århundredelange musiktradition, som den repræsenterer. Det er ikke bare dét, at dens smukke arsenal af mørke, arabeskagtige toner, som flittigt dyppes i melankoliens, nostalgiens og længslens farver, tager fat om tilhørernes hjertekule og vrider den rundt i en blanding af musikalsk vellyst, smertelige tornebuske og uudgrundelig nostalgi.

Fado'en er udtryk for en dybere kulturel aflejring i folkesjælen, et uerstatteligt poetisk og musikalsk arvegods, som overdrages fra én portugisisk generation til den næste og ofte genopfriskes med ungdommens fordomsfrie luner. Og når fado'en rammer sit sande kunstneriske udtryk, synes den at tegne en lille flig af selve nationens historiske og sjælelige kontrafej.

Skæbne

Som med enhver betydelig kulturel frembringelse er der megen akademisk uenighed, mange folkelige gisninger, og megen kulturhistorisk spekulation om fado'ens oprindelse. Etymologisk stammer selve ordet fado fra det latinske ord fatum, der betyder skæbne. Selvom det så vidt jeg ved ikke er udbredt at bruge ordet fado for ordet skæbne på portugisisk, er det ikke svært at høre de skæbnesvangre temaer i fado-sangene. Et gennemgående tema i den klassiske fado er således smerten ved tabet af den elskede, der befinder sig alt for langt væk, nostalgien efter det i horisonten udviskede land, eller attråen efter det uopnåelige. Meget af fado'ens tidløshed hidrører således ikke kun fra dens ubetvivlelige historiske vægt, som den slæber på sine brede, men sårbare skuldre, men også fra dens dristige og skæbnesvangre dans med alt dét, der ikke er, og som efter al sandsynlighed aldrig vil blive.

Sømands-fado

Kulturhistorisk føres fado'en både tilbage til de portugisiske sømandssange, som gav sig til udtryk i en af de første fado-stilarter, kaldet fado marinheiro (sømands-fado); men den er også blevet forbundet med de afrikanske slavers rytmer, som portugiserne stiftede bekendtskab med gennem deres kolonier i Brasilien; herunder den sentimentale brasilianske kærlighedsstil, kaldet modinha-stilen, der opstod i slutningen af det attende århundrede; foruden maurernes arabiske musikstil, som afsatte sig spor i Portugal gennem dette folkeslags langvarige erobringer af den sydlige del af landet. Det sidste ville i øvrigt kunne forklare den uundgåelige sammenligning med den andalusiske flamenco, der ligesom fado'en rummer disse mørke, skæve, ofte lettere elegiske toner.

Et blandingsprodukt

Hvordan det end forholder sig, så er det en almindelig antagelse, at fado'en senest opstod omkring 1820'erne, måske endda lang tid før; at den kom til Lissabon i 1840'erne, og at den i begyndelsen blev flittigt fremført i de mange tabernas (vinstuer) i Lissabons Mouraria- og Alfama-kvarterer. Det står også fast, at fado'en voksede både som socialt, kunstnerisk og kommercielt fænomen gennem hele 1900-tallet, og at den fra da af ikke længere kun fremførtes af kvinder med et lidt blakket ry i små halvmørke knejper, men nu også blev fremført af professionelle sangerinder, der i takt med den øgede sociale og kommercielle eksponering trådte ind på scenen i de første fado-restauranter i Lissabon.

Der er altså god grund til at tro, at fado'en er et godt gammeldags blandingsprodukt, ligesom flamenco og tango, der også er indpodet saft og kraft fra datidens livskraftige kulturer. For øvrigt har denne kulturelle smeltedigel uden tvivl bidraget til fado'ens imponerende holdbarhed og aktualitet i en verden og en tid, der ellers synes at glemme sin historie, så let som den glemmer sine dyder.

To stilarter

En vedvarende og betydningsfuld musikart som fado'en gennemlever som regel ikke en national vækkelse uden at afføde flere, ofte med hinanden konkurrerende stilarter. Kendere af den argentinske tango vil måske have hørt historien om den moderne tangos fader og musikalsk ustyrlige geni, Astor Piazzolla, som revolutionerede tangoen i en sådan grad, at han enten blev kørt rundt gratis i timevis af taxichaufførerne i Buenos Aires – eller truet med en pistol af alle de chauffører, der svor til den traditionelle tangos skytshelgen, Carlos Gardel! Så passioneret og ufredeligt er det - så vidt jeg ved – endnu ikke gået i Portugal, og det er mit indtryk, at de forskellige forgreninger af fado'en mere supplerer end konkurrerer med hinanden.

Politiske indslag

Hvorom alting er, så er den mest udbredte og populære fado-stil i Portugal Lissabon-stilen, mens Coimbra-stilen går for at være den mest klassiske og raffinerede – dybt forankret i denne gamle, lidt excentriske universitetsbys standhaftige traditioner, hvor kunstnerisk stringens er gået hånd i hånd med århundreders akademisk disciplin. I hvert fald fremføres fado´en på disse kanter i akademiske klæder - sort kåbe, gamacher og kappe - ligesom det traditionelt kun er mænd, der fremfører sangen. Temaerne er også mere studentikose; der synges om studentens kærlighed til universitetsbyen, om studentens boheme-liv – nogle gange ledsaget af serenader til en attrået kvinde - og der brygges satiriske sange om universitetslærernes lidt for disciplinerede eller konservative undervisningsstil.

Men Coimbra-stilen rummer også en række mere alvorlige og politiske indslag, som især brød igennem i 1950´erne, hvor fado-musikere som Adriano Correia de Oliveira og José Afonso fortolkede klassisk og moderne portugisisk poesi som en indirekte modstand mod Salazars diktatur.

Saudade

Hvis man vil forstå den spanske flamenco, må man først forstå begrebet duende. Hvis man vil forstå fado'en, må man først forstå begrebet saudade. Begge ord er nøgler til at træde ind i de to musikkulturers indre gemakker, og begge begreber siger ligeså meget om den kulturelle verden, der ligger bag det musikalske udtryk, som selve det musikalske udtryk.

Hvad betyder da saudade? Sandheden er, at der er ligeså mange fortolkninger af ordet, som der er kunstneriske udtryk for det. Dét, der imidlertid binder de forskellige tolkninger sammen er, at den mere er en følelse end en tanke, og at saudadens øjne retter sig mere mod fortiden og fremtiden end mod nutiden. Saudaden vogter mere over tabet og fraværet end over erobringen; og mere over ønsket og attråen end over lysten. Men her taler vi naturligvis mere om fado'ens historiske rygrad, dens musikalske DNA, end om de mange nyere fortolkninger af fado'en, sådan som den f.eks. udtrykker sig i de mere letsindige og lystfyldte eller politiske versioner af Coimbra-stilen.

Hjemløshed

Når jeg lytter til fado, har jeg personligt svært ved ikke at forestille mig disse ensomme sømænd, der alt for godt kendte savnet af det fjerne fastland, eller de afrikanske slavers længselsfulde blik rettet mod kontinentet på den anden side af det uendelige ocean. Eller den lidt blakkede, affældige kvinde i 1800-tallets Lissabon, der fik et helt andet liv, end dét hun drømte om som barn. Måske tager jeg fejl. Men hvis jeg ikke gør det, er det rimeligt at antage, at fado'en – ligesom den argentinske tango – oprindeligt var søfarernes, emigranternes, proletariatets, de efterladtes og udskuddenes musikalske hjemsted; et hjemsted, som med årene voksede og blev et begreb og en musikalsk udtryksform, der er endnu mere broget og mangfoldig, end den var i begyndelsen, men som stadigvæk udtrykker menneskets eksistentielle følelse af hjemløshed og længsel overfor en uberegnelig og lunefuld livsskæbne.

Udnævnt til immateriel kultur-verdensarv

Den portugisiske fado blev, efter denne artikels færdiggørelse, udnævnt til immateriel kultur-verdensarv på et møde i UNESCOs Intergovernmental Committee for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage, holdt i Bali, Indonesien, fra 22 til 29 november 2011.

I begrundelsen for at inkludere fado'en på listen over immateriel kulturverdensarv skriver UNESCO blandt andet (oversat fra engelsk):

Fado'en er et musikalsk og lyrisk udtryk med stor alsidighed, som styrker følelsen af ​​tilhørsforhold og identitet i Lissabon, og dens førende udøvere fortsætter med at videregive repertoire og færdigheder til yngre kunstnere. Inkluderingen af fado på den repræsentative liste (listen for immateriel kulturverdensarv, red.) kan bidrage til yderligere interaktion med andre musikalske genrer, både på nationalt og internationalt plan, hvilket sikrer synlighed og bevidsthed om den immaterielle kulturarv og fremmer den tværkulturelle dialog.

Du kan læse mere om dronningen af fado, Amalia Rodrigues, i et andet indlæg her på bloggen.

Du kan opleve den portugisiske fado i al sin prompt og pragt på flere af vore rejser til Lissabon.