Tag i denne artikel med på en spændende rejse til Toscana og Umbrien, hvor et par ansatte fra Kulturrejser Europa beretter om deres møde med de to italienske regioner i selskab med den lokalkendte rejseleder Dodo Astrup og med base i toscanske Chianciano Terme.

Selv kan du udforske det smukke Toscana og grønne Umbrien på denne populære grupperejse med rejseleder, hvor vi bor i Umbrien i den lille landsby Città della Pieve på en lille perle af et hotel: På opdagelse i Toscana og Umbrien.
 

Vores første møde med Toscana

Vel ankommet til lufthavnen mødte vi rejselederen, Dodo Astrup, som vi skal følge på hele rejsen. Efter ankomsten til Rom kørte vi ca. to timer (med inkluderet spise- og tissepause), indtil vi nåede Chianciano Terme, som skal være vores hjem de næste otte dage. Allerede på turen fra lufthavnen til Chianciano Terme kunne vi opleve det karakteristiske toscanske landskab; skiftevis bølgende bakker med større eller mindre beboelsesområder på toppen, frodige dale med vinranker og græsmarker. Imponerende smukt og kontrastfyldt. Undervejs fulgte vi floden Tiberen, som slår sine folder i dette område. Vi var heller ikke mere end lige kørt fra lufthavnen, før vi oplevede den klassiske toscanske vegetation; pinjetræer og cypresser, som står side om side i bakketop og bakkedal. Undervejs berettede rejseleder Dodo om bl.a. områdets historie, kultur og politiske forhold. Vi passerede den bemærkelsesværdige og højt beliggende by Orvieto, som vi skal besøge i morgen.

Middelalderlig stemning og en tur under jorden

I dag skal vi stifte bekendtskab med den anden region, som danner rammen om vores rejse, nemlig Umbrien. I dag gik turen nemlig til Orvieto. Vi fik et smugkig på byen i går på vores vej fra lufthavnen til Chianciano Terme, hvor vi kunne se byen og den flotte domkirke knejse højt over resten af omgivelserne. Orvieto er en gammel etruskerby og var en af de vigtigste byer i årene før romernes indtog i området år 200 f.kr.. Senere, i middelalderen, var byen et yndet tilflugtssted for paverne, og det er der en ganske særlig grund til. Men den historie kommer vi tilbage til senere i rejsebeskrivelsen.

Efter cirka en times kørsel nåede vi en lille plads, hvorfra vi skulle tage det lille tog det sidste stykke op til byen. Orvieto er med cirka 27.000 indbyggere en lille by, set ud fra italienske forhold. Det lyder af meget set med danske øjne, men det bemærker man på ingen måde i byen. Orvieto er nemlig en meget aflang by, og derfor virkede den nærmere som en lille landsby med lange, smalle gader, hyggelige torve, fine huse og et hav af cafeer og butikker. Overalt herskede der middelalderlig stemning. I flere af de små butikker var der mulighed for at købe sig to flasker af den gode Orvieto-hvidvin, som byen også er kendt for, med hjem. Vi fulgte med rejselederen til det centrale torv, hvor vi kunne nyde domkirkens flotte facade, inden vi mødtes med en lokalguide, der skulle følge os gennem de imponerende grotter under byen.

Da vi ankom til grotterne, fik vi en fornemmelse af Orvietos størrelse og højde over havet. Under byen ligger nemlig ikke mindre end 1200 grotter. Grotterne blev bygget i middelalderen og brugt til opbevaring. Det har været et stort stykke arbejde, for hvert hus havde sin egen grotte. Sådan er det også i dag, men heldigvis står to af grotterne tomme til stor glæde for os, som skulle besøge dem. På trods af, at grotterne efterhånden har en del år på bagen, er der aldrig sket et kollaps eller andre uheldige hændelser. Det skyldes, at Orvietos arbejdsomme mænd under udbygningen af grotterne lavede en række søjler, som sørgede for, at grotterne ikke kunne kollapse.

Vi lagde ud med den mindste og koldeste af grotterne. Den blev brugt til at fremstille og opbevare olivenolie. Til madlavning, tænker I? Nej, så heldige var de ikke dengang. Olivenolien skulle bruges i de mange olielamper, der blev brugt som belysning dengang. Til at hjælpe med produktionen, brugte de æsler, som blev transporteret ned i grotterne. Vi afsluttede besøget i den første grotte med at mindes etruskerne, da vi kiggede ned i en brønd, som blev brugt til at få vand i husene. Brøndens præcise dybde kendes ikke, for det er ikke alt, som er gravet ud, men man formoder, at de er mellem 75-80 meter dybde. Det har været noget af et stykke arbejde for de små etruskere, at skulle kravle så langt ned for at kunne grave videre dag ud og dag ind. Brøndene er ikke bredere, end at de kan rumme en smal person fra skulder til skulder.

Vi fortsatte vore opdagelser i Orvietos undergrund i den anden af de åbne grotter. Den var noget varmere og længere end den anden. I grotten var der små huller i væggene, som mindede om en moderne vinkælder. Det var dog ikke det, som grotten blev bygget til i sin tid. Her opdrættedes duer, som trivedes i den behagelige temperatur i grotterne. Hvorfor duer? Duerne var trofaste. De drog hver morgen ud på eventyr i det fri, men vendte altid tilbage til grotterne om aftenen. Samtidig yngler duer ofte, hvilket betød, at man hurtigt kunne slagte duerne eller sælge dem videre til dem, der producerede olivenolie. Således deltes indbyggerne på kryds og tværs om råvarerne. Især i forbindelse med belejringer kunne de klare sig længe ved hjælp af grotterne.

Inden vi forlod Orvietos fascinerende undergrund, besøgte vi endnu en grotte, som var blevet udvidet. Her var hullerne udlignet, og væggene var lige. På hver side var der lavet en bænk, som gik langs med væggen. Dette rum blev brugt som hospital i 2. verdenskrig. I forbindelse med grottens funktion som hospital blev der bygget en trappe, der skulle fungere som nødudgang under krigen. Det var vi glade for, for så kunne vi forlade grotterne ad den vej og vendte dermed hurtigt tilbage til landjorden.

Den sagnomspundne domkirke

Efter et oplevelsesrigt besøg i grotterne, var der tid på egen hånd til at spise frokost og se byen mere an. Vi besluttede os for at kigge nærmere på den imponerende domkirke, som har en spændende historie bag sig. Kirkens oprindelse kan nemlig ledes tilbage til miraklet i Bolsena. Miraklet i Bolsena omhandler en munk, der havde mistet troen på nadveren. Han var meget bedrøvet og satte sig ind i kirken for at bede, og mens han indtog nadveren, blev alterdugen blodrød. Munken så dette som et tegn på, at nadveren virkelig fandtes, og at det er Jesu legeme og blod, som vi modtager ved altergang. Dette rygte spredte sig hurtigt til paven, som ville opføre en kirke, der var værdig til den betydningsfulde alterdug. Kirken blev opført i Orvieto, som ligger tæt på Bolsena. Kirken blev opført i 1200-tallet og er et unikt eksempel på italiensk gotik. Den ligner ikke noget, som vi før havde set. Facaden er en sammensmeltning af forskellige stilarter og farver, som står i smuk kontrast til de mere ydmyge sort- og hvidstribede sider. Stilen fortsætter inde i kirken, hvor det også er de sorte og hvide striber, der præger det store og åbne kirkerum. I kirken er der desuden mulighed for at besøge kapellet, som bl.a. indeholder Signorellis berømte fresker, der inspirerede Michelangelo til loftet i verdens måske mest besøgte kirke; ”Det sixtinske kapel” i Peterskirken i Rom.

Først på eftermiddagen tog vi afsked med Orvieto og begav os tilbage til det lille tog og bussen. Vi tog en anden vej hjem til Chianciano Terme, så vi kunne nyde Orvieto fra forskellige vinkler – næsten også ovenfra, efterhånden som vi bevægede os længere og længere op i landskabet. På tilbagevejen passerede vi tre forskellige regioner. Vi lagde ud i Umbrien, begav os ind i Lazio, tilbage i Umbrien og derefter videre til Toscana. Undervejs kunne vi nyde det smukke landskab og de hyggelige landsbyer, som ligger i bjergene. Vi fik desuden et smugkig på dalen, Val d'Orcia, som vi skal stifte yderligere bekendtskab med senere på ugen. I morgen venter flere oplevelser, når vi skal stifte bekendtskab med selveste Frans af Assisi.

”Når man ejer noget, så kommer stridighederne”

Dagen i dag stod i helligdommens tegn. Vi skulle nemlig besøge Assisi, som er en af områdets mest hellige byer og hjemstavn for Frans af Assisi – eller Francesco, som han hedder på italiensk. Vi forlod hotellet kl. 9 og bevægede os mod Assisi, der ligger ca. to timers kørsel fra Chianciano Terme. Undervejs fortalte rejselederen Dodo den interessante historie om Frans af Assisi, hans liv, gerninger og hvorfor han blev en helgen, så vi var klare til mødet med Frans, hans kirke og hans hjemby.

Frans var en af Umbriens vigtigste helgener i 1200-tallet. Han blev født i Assisi, formodentlig i 1184 og levede hele sit voksne liv et meget helligt liv, frem til sin død i 1226. Han bliver bl.a. tilbedt for at have reddet kirken i en periode, hvor den var i moralsk forfald, og der var store stridigheder mellem kirken og befolkningen. Efter at have hengivet sig til Gud og pålagt sig de tre grundregler kyskhed, ydmyghed og fattigdom, oprettede Frans franciskanerordenen i 1209, som her 800 år senere stadig lever i bedste velgående – og som nu nyder ekstra opmærksomhed fra omverdenen efter den nye pave har valgt netop at påtage sig navnet Frans. Dette skyldes, at den nyvalgte pave – ligesom Frans af Assisi - sætter meget stor pris på ydmyghed. Frans efterlevede nemlig sin overbevisning om, at når man ejer noget, så kommer stridighederne. Derfor var det vigtigt for ham at klæde sig som de allerfattigste og vise ydmyghed over for sine medmennesker – et karaktertræk, som vi også ser hos den nyvalgte pave, der endnu ikke er flyttet ind i Vatikanstaten, og spørgsmålet er, om han mon nogensinde kommer til det.

Frans af Assisi er en af de få helgener, som opnåede kultstatus allerede mens han levede. Derfor vidste han allerede på sit dødsleje, at der skulle rejses en kirke i hans ære, og han kunne selv bestemme, hvor den skulle stå. I kraft af Frans' popularitet gik der heller ikke mere end to år, før underkirken i hans kirke stod klar, og han blev kåret til helgen. Det er meget usædvanligt, at en helgenkåring finder sted så kort tid efter døden. Derfor glædede vi os til at besøge Frans' by og mindes hans gerninger.

Middelalderfest og fejring i gaderne

Ved ankomsten til Assisi behøvede vi ikke at tilbringe meget tid i byen for at blive betagede af byens charme. Assisi bærer tydeligt præg af at være en middelalderby. Byen ligger på en bakketop, og der er store niveauforskelle i byen. Det gør dog ingenting, for udsigten og omgivelserne omkring byen er et syn for guder og gør turen op ad bakken til en sand fornøjelse. Husene er bygget i middelalderstil i den lokale sandsten i lyserøde farver – en byggestil, som stadig bruges den dag i dag. Efterhånden som vi begav os længere og længere opad blev vi mere og mere betagede af Assisis skønhed. Overalt på gader og stræder var der fine middelalderhuse, flotte balkoner, spændende butikker, hyggelige pladser og cafeer. Vi passerede den centrale plads, Piazza del Commune, hvor de lokale var i gang med at forberede den store festdag, som vi var heldige at få en forsmag på under vores besøg i Assisi. Første torsdag i maj er det nemlig Calendimaggio – en lokal middelalderfest, hvor indbyggerne mindes de stridigheder, der var mellem de forskellige bydele i middelalderen. Assisi var nemlig delt op i en øvre og en nedre del, som var i strid med hinanden. Nu ånder alt fryd og gammen, men i forbindelse med Calendimaggio kommer stridighederne op til overfladen – dog i mere fredelig og humoristisk forstand. Festen fejres ved, at de to bydele går i optog gennem hver sin ende af byen og mødes på Piazza del Commune til Il Palio, hvor der er fest og musik. Her indledes festlighederne, som varer frem til søndag. Under optoget er deltagerne klædt i middelalderdragter og bærer bydelens faner. Det var en meget autentisk oplevelse at se de lokale gøre så meget ud af festen. Bl.a. bemærkede vi, at orkestret spillede på instrumenter, der alle var fremstillet af træ og fandtes i middelalderen. Der var altså hverken messing eller plastik som på nutidens musikinstrumenter.

Den danske forbindelse

Efter opholdet på Piazza del Commune, besluttede vi os for at udforske Assisis såkaldte danske forbindelse. Den danske digter, Johannes Jørgensen, har skrevet en biografi om Frans af Assisi, og han tilbragte mange år i byen. Hans skildringer om Frans' liv og leben er blevet internationalt anerkendte, og i Assisi er de så stolte over Johannes Jørgensen, at de har opkaldt en gade efter ham og opsat en mindesten i det hus, hvor han boede i Assisi. Derfor besluttede vi os for at besøge Johannes Jørgensens hus og gade. På vej til Via San Giovanni Jorgensen, som gaden kaldes, kom vi helt op på toppen af bjerget til en fæstning, hvorfra vi kunne nyde en fantastisk udsigt over byen og landskabet. I gaderne omkring Via San Giovanni Jorgensen kunne vi for alvor nyde Assisis charme. Ikke blot i udsigten men også i arkitekturen. Flere af bygningerne var nemlig ved at blive renoverede, og når vi kiggede ind i husene, kunne vi se, hvordan fortiden og nutiden smeltede sammen i et middelalderligt ydre og et moderne indre.

Efter at have beset Johannes Jørgensens hus var det tid til dagens frokost. På vej til Via San Giovanni Jørgensen passerede vi en hyggelig italiensk taverna ved navn La Laterna, som lå i en idyllisk baggård. Vi er jo i Italien, så derfor bestilte vi en pizza og et glas af den lokale rødvin fra Assisi. Godt mætte af den velsmagende mad og den gode vin forlod vi tavernaen en time senere – et sted, som vi varmt kan anbefale til dem, der besøger Assisi og ønsker god mad til en overkommelig pris og i hyggelige omgivelser.

Frans' gravkirke og en hellig velsignelse

Vi begav os igen ned ad Assisis gader til Frans' gravkirke, hvor vi havde en aftale med en vaskeægte franciskanerbroder – den danske broder Theodor, som skulle vise os rundt i kirken og gravkammeret. Theodor bar den karakteristiske grå franciskaner munkekappe og et reb om livet med tre knuder, der symboliserer de tre franciskanerdyder; kyskhed, lydighed og fattigdom, som Frans levede efter. Kirken er bygget på det sted, som Frans ønskede – på det mest ydmyge sted i samtidens Assisi, nemlig henrettelsespladsen. Det bemærker man dog ikke, når man står foran kirken. Kirken såvel som pladsen udenfor er et prægtigt bygningsværk og bærer på ingen måde præg af ydmyghed. Vi fulgte med Theodor ind i underkirken og kunne nu følge Frans' liv og gerninger på illustrativ vis. Overalt i kirken blev vi imponerede over de flotte fresker, som er malet af fire forskellige malere. Alle unikke både i stil og udtryk. Vi blev ført ned i gravkammeret med Frans' jordiske rester, videre ned i relikviet og senere op i overkirken. I overkirken oplevede vi endnu engang fejringen af Calendimaggio. Fejringerne indledes nemlig med en lille ceremoni inde i Frans' kirke, hvor flagene under ledsagelse af hornklang bliver ført ind i kirken, op til alteret og velsignes af biskoppen.

Ceremonien varede en lille halv time, hvorefter broder Theodor kunne fortsætte sin spændende omvisning i kirken og Frans' historie illustreret i fresker.

Vores besøg i Assisi lakkede mod enden, og vi mødtes igen med buschaufføren, som førte os sikkert tilbage til Chianciano Terme, hvor vi kunne slappe af en times tid, inden endnu en velsmagende aftenmenu blev serveret i restauranten. I morgen er en obligatorisk fridag for alle i gruppen, da der ikke er indlagt nogen udflugt i programmet. Derfor har vi besluttet os for at se nærmere på den spændende by, som vi bor i.

Rundt i Chianciano Terme

I dag var en obligatorisk fridag for alle i gruppen. Vi besluttede os for at kigge nærmere på Chianciano Terme, som vi bor i. Selvom vi er unge og friske, var kroppen mærket af to oplevelsesrige dage så det var tid til en god omgang selvforkælelse. Vi havde brug for at røre os lidt og startede dagen med en frisk løbetur i Chianciano Termes flotte terræn. Vi ville gerne opleve byens historiske centrum, som vi havde hørt så meget om fra vore rejsefæller men desværre ikke haft tid til at udforske endnu. Vi lagde ud i strålende solskin, men da vi kom ned af den bakketop, som hotel Posta ligger på, blev vi mødt af en stærk dis og en sigtbarhed på blot en meter. Imponerende at der kan være så stor forskel på så lille en afstand. Vi blev enige om, at det var tegn på, at det ville blive en flot solrig dag. Vi fortsatte vores tur ned i byen og kom til en lille sti, som løber langs med hovedvejen.

Den moderne del af Chianciano Terme ligger på en bakketop, men på den anden side af vejen er der en fantastisk udsigt til en dal med en underskøn natur. Vi kunne desværre ikke se så meget af dalen på vores løbetur, men vi kunne fornemme de flotte grønne marker og den vildtvoksende men flotte vegetation. Vi fortsatte ad en natursti og kom længere og længere ind i landskabet. Vi blev overraskede over, at der var så stort et naturområde midt inde i byen. Det er ikke noget, som vi før har oplevet på en rejse til en sydeuropæisk ferieby. Vores lille afstikker i naturparken bevirkede, at vi ikke nåede hele vejen til den gamle bydel, men måtte vende om for at nå morgenmaden på hotellet.

Chianciano Terme er en gammel kurbadeby. ”Terme” betyder kilde, og byen har fået sit navn efter de helbredende kilder i området. Derfor ligger der i byen et stort spaanlæg, hvor man kan forkæle sig selv med alt fra en god svømmetur til diverse velværebehandlinger som massage og tyrkisk bad. Bag spaanlægget er der et stort naturområde, hvor man kan tage en tår af de helbredende kilder.

Udsøgt mad, velsmagende vin og en imponerende udsigt

Vi var dog fast besluttede på at udforske Chianciano Termes historiske centrum. Efter morgenmaden tog vi det stille og roligt og nød det gode vejr, først på fællesterrassen sammen med nogle af vore venner fra gruppen og senere på altanen. Da sulten igen begyndte at melde sin ankomst, begav vi os igen mod den gamle bydel, hvor vi havde besluttet os for at indtage dagens frokost. Vi fulgte hovedvejen, indtil vi pludselig kom til en gammel port, der markerede indgangen til det historiske centrum. Vi blev overraskede over, at den gamle bydel startede så brat. Det var som om, at vi med ét enkelt skridt trådte fra nutiden direkte ind i middelalderen. Vi var ikke mere end trådt ind i den gamle by, før vi på vores højre hånd så restaurant Centro Storico, som vores vært på hotellet havde anbefalet os. Da vi trådte ind i restauranten, så den ikke ud af meget, men der var mange lokale, og vi stolede på vores hotelværts gode dømmekraft, så vi besluttede os for at give stedet en chance. Og dét var en god beslutning. Snart blev der et bord ledigt på restaurantens lille balkon, hvorfra vi kunne nyde en ubeskrivelig udsigt over dalen. Straks derefter fik vi serveret en lille appetitvækker med lokale specialiteter af vores kvindelige tjener, Lucia. Vi bestilte et glas hvidvin og kiggede på menukortet, men kunne ikke rigtig bestemme os. Heldigvis kom Lucia os til undsætning og anbefalede os at prøve nogle af de lokale pastaretter. Vi kunne stadig ikke bestemme os, så slutteligt lod vi det være op til Lucia at bestemme, hvad vi skulle spise.

10 minutter senere fik vi serveret en flot tallerken med tre forskellige lokale specialiteter – alle med husets hjemmelavede pasta. Vi gik straks ombord og var begge øjeblikkeligt enige om, at det var det bedste måltid, som vi har fået under vores ophold i Toscana. Vi tog os god tid til at nyde maden, den yderst velsmagende hvidvin og den fantastiske udsigt. Restaurantens stemningsfyldte musik satte ekstra krydderi på maden, og vi skålede med de andre i restauranten. Undervejs i vores udsøgte pastaretter blev vi gode venner med vores meget venlige tjerner, Lucia. Hun fortalte, at dette var en familierestaurant, hvor mama lavede pastaen og papa lavede kagerne, mens det var Lucias ansvar at give gæsterne en god betjening. Dét ansvar må hun siges at leve op til med sit venlige smil og sin store imødekommenhed. Knapt havde vi lagt vores bestik på den tomme pastatallerken, før Lucia serverede endnu en tallerken – denne gang med egnens og restaurantens søde specialiteter, lavet af papas kyndige hænder sammen med et glas likør. Vi bestilte desuden hver en kop kaffe og tog os igen god tid til at nyde de gode, sprøde kager og den vidunderlige udsigt. Vi blev så grebet af den gode stemning og den venlige betjening, at vi først forlod restauranten efter tre og en halv time. Som tak for den yderst velsmagende mad og den gode betjening købte vi hver en flaske af den gode hvidvin med hjem.

Historisk ro og mag

Vi begav vi os ud i Chianciano Termes historiske centrum, der, som de andre byer, vi har besøgt, var som at træde direkte ind i middelalderen. Chianciano Termes historiske centrum er ikke så stort men til gengæld yderst charmerende. Vi blev overraskede over, at denne herlighed befandt sig så tæt på vores hotel. Her herskede en ro og et tempo, der står i kontrast til den ferieby, som vi befinder os i. Flere steder stødte vi på lokale, der sad på en bænk i skyggen eller udenfor deres hjem og nød en stille stund eller en god sladder med naboen. Alle var de meget imødekommende, smilede og svarede venligt på vores nysgerrige spørgsmål. Vi kom tilbage til restaurant Centro Historico og forlod det historiske centrum for at nå tilbage til hotel Posta til middagstid. Undervejs kunne vi opleve dalen i klart vejr, og vi kunne endelig nyde den udsigt over dalen, som vi ikke kunne se på vores løbetur i morgendisen. En lille time senere var vi tilbage på hotellet, hvor vore rejsefæller havde samlet sig i loungen, mens de ventede på at restauranten var klar med aftensmaden. Det lød til, at alle havde haft en god fridag. Flere havde besøgt det historiske centrum som os, en enkelt havde udnyttet fridagen til at blive klippet, andre havde været på udflugt på egen hånd og en havde besøgt naturområdet med de termiske kilder. Vi vendte dagens oplevelser ved aftenbordet og så frem til endnu en oplevelsesrig dag i morgen, hvor vi skal opleve et marmorvandfald og en døende by.

Stedet der ikke kan beskrives

I dag har vi oplevet vores absolutte højdepunkt på turen - i hvert fald foreløbigt. Det var en dag i naturens tegn. Og dette i mere end én forstand. Vi havde på forhånd tjekket vejrudsigten, og den lovede regn. Men vi vågnede op til sol fra en skyfri himmel, påklædte os sommertøjet og pakkede regnfrakken ned i tasken, som vi var blevet anbefalet til på denne udflugt. Vi lagde ud tidligt fra morgenstunden og kørte ca to timer til dagens første stop: marmorvandfaldene, som med et fald på 165 meter er Europas største vandfald. Marmorvandfaldene består af tre forskellige vandfald. De blev bygget i 271 f.kr. af romerne, som ønskede at gøre området mere frugtbart. Senere, i 1800-tallet blev de et yndet sted for dannelsesrejsende, heriblandt H.C. Andersen som besøgte stedet på en af sine mange rejser til Italien.

I 1800-tallet begyndte man at udnytte vandfaldene til at producere elektricitet - en funktion som vandfaldene stadig besidder i dag. I dag er vandfaldene et fredet område, og der er bygget en række ruter og naturstier, som vi kan følge, når vi besøger dem.

Vi ankom til marmorvandfaldene lidt før kl. 11. Man kan komme ind i vandfaldene ad to veje: enten oppefra og følge naturstierne nedad eller nedefra og følge stierne opad. Vi blev sat af i den øvre del og lagde ud med at opleve det øverste vandfald. Vi fulgte rejselederen Dodo til det første udsigtspunkt, hvor vi fik en fornemmelse af, hvad det var, vi nu skulle opleve.

Vi fortsatte fra udsigtspunktet videre ned for at følge den første natursti. Vi blev hurtigt klar over, at den fantastiske udsigt, som vi netop havde været vidne til blot var begyndelsen på det vidunder, der ventede os længere nede. Hvis vi skal beskrive marmorvandfaldene, må vi komme til kort. De kan simpelthen ikke beskrives - de skal opleves. H.C. Andersen brugte ordene: "vandets brusen fyldte mine lemmer med lyden fra et orgel" - en beskrivelse, som vi godt kan tilslutte os, men som alligevel ikke er helt fyldestgørende. Overalt hvor vi gik, blev vi betagede af udsigten og vidste knap nok, hvor vi skulle kigge hen. Der var simpelthen for meget at holde øje med; vand, træer, blomster, sten, marmorklipper - overalt blev vi mødt af en natur mere underskøn, end vi kunne have drømt os til. Det var førsteklasses forkælelse for øjet. Ofte kunne vi ikke se vandfaldene, men overalt kunne vi høre bølgerne bruse under os. Udsigten blev ikke dårligere af, at vejret var med os, og solen skinnede fra en skyfri himmel.

Regnfrakkerne bliver taget i brug

To steder i området kunne vi komme helt tæt på vandet, og her fik vi brug for vores regnfrakker. Det første sted var på de elskendes balkon, hvor vi blev ført gennem en tunnel ud til en udsigtspost, hvor vandet brusede, og vi blev gennemblødte i samme øjeblik, som vi trådte ud på balkonen. Dette ændrede dog ikke på, at vi måtte derud og mærke vandets kraft. Det andet sted, hvor vi kunne komme helt tæt på vandet, var via et trappesystem, der ledte os til det punkt, hvor de to nedre vandfald mødes. Efterhånden som vi bevægede os længere op ad trappen, kom vi tættere og tættere på vandet og måtte tilsidst overgive os og tage regnfrakken på. Udsigterne her var om muligt endnu mere vidunderlige end ved den første sti. Vi opdagede hele tiden nye kanaler, nyt vand og syntes, at hele området virkede uendeligt. Da vi igen kom ned til det sted, hvor trappesystemet startede, fulgte vi et tredje stisystem. Dette stisystem var bygget op som en botanisk have, og her mødtes vand og planter i en skøn forening. ”Desværre” var vi så betagede af de flotte udsigter fra vandfaldet, at vi helt glemte botanikken.

En død bliver vakt til live

Vi begav os igen mod Orvieto, som vi besøgte på rejsens første udflugt. Vi skulle dog ikke besøge Orvieto igen, men i stedet en anden interessant by, nemlig den døende by Bagnoreggio.

Bagnoreggio er bygget på malksten og tubsten, og byen er udtaget på listen over Italiens smukkeste landsbyer. Hvorfor er den så døende, kunne man spørge sig selv? Det er der en ganske enkel forklaring på. Bagnoreggio ligger på toppen af en klippeknold, 500 meter hævet over havet. Byen blev i 1696 ramt af et jordskælv, som forvoldte store skader, og flere bygninger i byen er ganske enkelt i fare for at kollapse. Derfor begyndte indbyggerne at flytte fra byen. Bagnoreggio består i dag af en ny bydel og en gammel bydel. Den nye bydel er dog ikke særligt ny, da den blev bygget i 1500-tallet på den klippeknold, der ligger ved siden af den gamle bydel Civita de Bagnoreggio, hvor vi finder den døende by.

Vi ankom til den nye bydel, hvorfra vi skulle transporteres videre med en shuttlebus til den gamle bydel. Vi blev sat af ved foden af den klippeknold, der hører til den nye bydel og måtte begive os resten af vejen til fods. For at komme til den anden klippeknold skulle vi nemlig passere en bro, der ikke var bred nok til biler. Undervejs på broen kunne vi både nyde den døende by foran os samt den vidunderlige udsigt over dalen på hver vores side. Vel ankommet til toppen af den anden klippeknold passerede vi den gamle bymur og kom ind en by, der på ingen måde virkede død. Dette skyldtes dog primært turisternes interesse for byen og de lokales forståelse for en god forretning. Næppe havde vi passeret bymuren, før vi så byens første restaurant ud af mange. Der var nærmest en på hvert gadehjørne. Vi bevægede os dog videre ind i byen og blev hurtigt betaget af dens charme. Den døende by er meget romantisk og omgivet af en ubeskrivelig autentisk landsbystemning. Byen er ikke større, end at vi kunne gå fra den ene ende til den anden på 10 minutter. Der var kun én gade og en masse hyggelige gyder. Selvom Civita de Bagnoreggio karakteriseres som den døende by er der i de senere år sket en befolkningstilstrømning blandt områdets velhavende, som bosætter sig i byen i sommerperioden.

Derfor stødte vi flere steder på indbyggere, der var i gang med diverse praktiske gøremål. Blandt andet passerede vi allerede på vej ind i byen en mand, som var i gang med at transportere en sofa ud af byen. Vi misundede en kvinde, der slappede af med en god bog i haven og nød den spektakulære udsigt til landskabet, og vi passerede en ung mand, der havde travlt med at male en havelåge. Der var potteplanter uden for de fleste af husene, og der var liv i gaderne. Efter at være nået til vejs ende vendte vi om og satte os på en af de mange restauranter og nød noget koldt at drikke. Vi bestilte et glas af husets hjemmebryggede hvidvin. Det var meget varmt, og vi kunne godt mærke, at vi var 500 meter over havets overflade. Heldigvis kom der indimellem en stille brise, så varmen var lige til at holde ud. Vi morede os over at få serveret drikkevarerne i plastikservice – et pudsigt vidnesbyrd om, at vi befandt os på et sted, som ligger langt ude på landet, og som ikke er overbefolket i vinterperioden. Vi drak ud, betalte og begav os tilbage til foden af den anden klippeknold, hvor vi skulle mødes for at tage shuttlebussen tilbage den nye bydel og skifte til den lidt større bus, der skulle transportere os tilbage til hotellet i Chianciano Terme.

I morgen går turen til Siena, som er en af Toscanas mest berømte byer. Her skal vi på byrundtur og besøge den smukke domkirke, inden turen går videre mod Bagno Vignoni og de varme kilder.

I dag gik turen til en af Toscanas mest besøgte byer, Siena. Byens høje besøgstal er ikke forunderligt. Siena er en ekstraordinært interessant by, især set med historiske øjne. I dag er Siena en mellemstor by med ca. 60.000 indbyggere. Men sådan har det ikke altid været. Byen stammer tilbage fra oldtiden, og den var beboet af både romere og etruskere, men det var først under lombarderne, at byen blomstrede. Byen havde således sin storhedstid i den tidlige middelalder i 1200-1300-tallet, hvor den kæmpede med Firenze om at være Toscanas største og vigtigste by.

”Hvis man er født i skildpadden, så er man skildpadde for livet”

Ved ankomsten til Siena blev vi mødt af den danske lokalguide Camilla, som skulle tage os rundt på en byvandring. Camilla har boet i Italien siden 1998, så vi følte os i trygge hænder hos hende. Camilla fortalte meget levende og med et godt glimt i øjet om Sienas spændende historie, kultur og traditioner. Hun fortalte bl.a. om en gammel middelaldertradition, som holdes i hævd med stor passion og alvor. Siena er delt op i 17 forskellige bykvarterer – de såkaldte ”contradas”. Hver contrada har et dyr som symbol. Camilla hører for eksempel til i giraffens kvarter. Overalt i byen kan man derfor se de såkaldte terracottas, der bedst kan beskrives som små kakler på bymurene, der symboliserer, hvilket bykvarter vi befinder os i. Bykvartererne er ikke oprettet for sjov skyld. I middelalderen herskede der nemlig store stridigheder mellem de forskellige bydele, og hørte man til i en bydel, kunne man ikke bare sådan vise sig i en anden under en konflikt. Historien om Sienas 17 contradas har efterhånden 700 år på bagen, men det afholder ikke indbyggerne fra at holde traditionen i hævd. Og her er ikke tale om en tradition, som kommer og går en gang om året. Dette er ramme alvor. Hvis man er født i skildpaddens bydel, så er man skildpadde for livet. Skulle man så gå hen og forelske sig i en fra den rivaliserende bydel, så bibeholder man sit tilhørsforhold til fødebydelen – uden hensyntagen til de familiære uoverensstemmelser, som det kan medføre. For i Siena er de lokaltpatriotiske over for deres fødebydel.

To gange om året kommer Sienas interne stridigheder op til overfladen. Det sker i forbindelse med ”Il Palio”, som finder sted to gange om året - 2. juli og 16. august. Il Palio er et hestevæddeløb, hvor de forskellige bydele mødes på rådhuspladsen for at få afgjort, hvilken bydel der er den bedste. Systemet er bundkorrupt og præget af både bestikkelse og tyveri af heste. Indbyggerne går op i det med liv og sjæl, og vinder man hestevæddeløbet, har man håneretten et helt år frem. Og dét går ikke stille for sig. Camilla fortalte meget levende om, hvordan det er at opholde sig i Siena under Il Palio. Hun fortalte meget entusiastisk om indbyggernes tossede traditioner og gjorde det klart, at Il Palio er en begivenhed, som man simpelthen må opleve.

”Hellere en død mand i hjemmet end en florentier på dørtærsklen”

Siena kan karakteriseres som myternes, legendernes og helgenernes by. Byens historie er uløseligt forbundet med forholdet til ”storebror” Firenze. I den tidlige middelalder var Siena en større og vigtigere by end Firenze. Men Firenze blomstrede, og der herskede interne stridigheder mellem de to byer om, hvem der var størst og bedst. Da indbyggerne i Siena fik nys om, at florentinerne var i gang med at bygge en stor kirke, ville Siena ikke stå tilbage, og de gik derfor straks i gang med at udbygge domkirken med hensigten om at bygge verdens største kirke. Desværre blev byggeriet aldrig færdigt, for Siena blev ramt af pestepidemien, og udvidelsen af kirken måtte udskydes. De nåede dog at bygge indgangspartiet, hvilket gør det muligt for os at se, hvor stor kirken ville have været. Hvis det var gået efter planen, havde domkirken i Siena været større end Peterskirken i Rom. Under pestepidemien blev indbyggertallet kraftigt reduceret, og Siena mistede sin position. Det var heldigt set med nutidens øjne, da byen derfor kunne se sig fri for angreb, hvilket bevirker, at vi i dag kan opleve byen stort set som den så ud i 1300-tallet. Siena blev efterfølgende belejret af de hånende florentinere, hvilket har givet anledning til ordsproget ”Hellere en død mand i hjemmet end en florentiner på dørtærsklen” - et ordsprog, som er velbevandret i nutidens Siena.

Efter at have nydt domkirkens smukke facade fortsatte vi rundturen til Piazza del Campo, som er byens centrale plads. Her mødes de lokale til en kop kaffe og en sludder, mens de kan nyde synet af den smukke plads, som de sidder på. Piazza del Campo betyder markedets plads. Pladsen ligger nemlig uden for den gamle bymur. Den er bygget på det sted, som ledte regnvandet udenom byen. Det er altså regnvandet, som har givet pladsen sin bemærkelsesværdige form. På Piazza del Campo kunne vi nyde synet af rådhuset og det flotte tårn, som også er blandt Sienas absolutte højdepunkter. Det er også på Piazza del Campo, at de lokale mødes to gange om året til det store hestevæddeløb Il Palio.

Efter et par timer i Camillas kyndige hænder var der tid på egen hånd til at se mere til Siena. Vi lagde ud med at spise en let frokost på en af de mange hyggelige cafeer på Piazza del Campo. Herefter fortsatte vi til domkirken og museet, som er oprettet ved siden af indgangspartiet til den planlagte udvidelse af kirken. Der var nemlig mulighed for at komme op på toppen af indgangspartiet og nyde en spektakulær udsigt over byen. Spektakulært var også det syn, der mødte os, da vi trådte ind i domkirken. Kirken er ubeskriveligt smuk. Sidepartierne var pyntet med smukke fresker. Gulvet var i marmor og udsmykket med en række motiver i graffiteret marmor, dvs. det lignede mosaikker af store stykker marmor, som var skåret ud og dannede et bibelsk eller historisk motiv. I loftet så vi de gotiske søjler fra gulvet gå sammen i et smukt udtryk. Vi bevægede os op mod alteret, og som det er skik og brug i katolske kirker, tændte vi et lys for at velsigne de døde.

Det var en ganske særlig oplevelse at gå i Sienas charmerende og historiske gader og tænke på, at her bor 60.000 mennesker. Bortset fra de eksklusive butikker og de få biler, der passerede os hist og pist, åndede her fred og ro, og byen bar på ingen måde præg af at være en storby.

Mens vi bevægede os rundt i Sienas charmerende gader bemærkede vi de tre kendetegn, som Camilla havde fortalt os om. For det første er husene bygget i mursten, hvilket vi ikke har oplevet i de andre middelalderbyer, som vi har besøgt på denne rejse. Derudover har Siena sin egen byggestil, hvilket særligt kommer til udtryk i den gotiske spidsbue, som vi bl.a. kunne nyde på facaden til domkirken. Slutteligt er det karakteristisk for Siena, at den ligger på tre bakketoppe, hvilket giver byen variation og bevægelse. Siena er en af de sydeuropæiske byer, hvor det ikke giver mening at bruge et kort. Det er bedre bare at lade sig fare vild, for her venter de bedste oplevelser. Desuden ville det være ærgerligt at være afhængig af at kigge på et kort hele tiden og gå glip af byens utallige perler.

I bad med de gamle romere

Efter vores besøg i katedralen fulgte vi den gamle konsulvej mod byen Bagno Vignoni. Undervejs passerede vi noget af det landskab, som vi skal opleve i morgen, når vi skal til Montepulciano og besøge en vingård. Bagno Vignoni er noget mindre end Siena. Her bor ca. 30 mennesker. Byens beskedne størrelse er dog ikke i overensstemmelse med dens charme. Navnet beskriver meget godt, hvad det er for en by. ”Bagno” betyder bad, og ”vignoni” betyder middelalderborg. Bagno Vignoni er nemlig en ældgammel kurby, som gennem årene har været kendte for sine varme og helbredense kilder. Byen ligger i et vulkansk område, og det er varmen fra vulkanerne, som varmer vandet. Dette på trods af, at der ikke har været vulkansk aktivitet i området i meget lang tid.

Vi ankom til Bagno Vignoni og gik de sidste 200 meter ind i byen. Det meste af byen er bygget i 1500-tallet, men der er også rester fra et gammelt romersk bad. Knapt var vi trådt ind i byen, før vi ankom til den centrale plads, som består af et stort bassin. Tidligere blev bassinet brugt til at bade i, men i dag er det blot et vidnesbyrd om fordums tid. Rundt om bassinet var der et hav af cafeer og små butikker – en per indbygger, virkede det som. Vi gik dog lidt videre for at opleve det romerske bad. Det lå i udkanten af byen, for enden af en klippetop. Det var uden tvivl byens bedste beliggenhed, og vi kan godt forstå, hvorfor de gamle romere valgte netop denne plads til sine velværebehandlinger. Udsigten kunne ikke have været bedre. Desværre var der ikke meget tilbage af romernes bygningsværker, men vi fik alligevel en god fornemmelse af, hvordan anlægget så ud i fordums tid.

Rundt om den gamle romerske badeanstalt løb de smalle kilder. Vi mærkede først forsigtigt på vandet og blev overraskede over, hvor varmt det var. På trods af, at vi udmærket vidste, at kilderne var varme, blev vi overraskede temperaturen. Rygtet om det varme vand spredtes som en dominoeffekt, og snart smed flere af os skoene for at soppe i det varme vand. Efter den obligatoriske ”tag billeder, mens jeg sopper i de varme kilder” var overstået, blev det tid til at nyde den pragtfulde udsigt. Her opdagede vi en pige, som sad bag et klipperev og varmede sig i en stråle af det varme vand. Vi undrede os over, hvordan hun mon var kommet derned. Det så ikke helt ufarligt ud, men det gav en forestilling om, hvordan de gamle romere brugte kilderne til at vaske sig i. Længere nede i dalen var der en pool med det klareste blå vand. Vi kunne nok forstå, hvorfor kilderne her var populære allerede tilbage i oldtiden.

Da vi alle var færdige med at nyde udsigten, bevægede vi os tilbage til den centrale plads for at nyde en kop kaffe og lidt til den søde tand, inden vi igen skulle mødes med buschaufføren og tilbage til Chianciano Terme.

Endnu en dag er nu overstået. Denne har været lige så oplevelsesrig som de tidligere, og vi er godt trætte. I morgen er det tid til sidste udflugt, hvor vi som beskrevet skal besøge en vingård og smage på den populære Brunello-vin. Om aftenen tager vi afsked med hinanden i hotellets pianobar, hvor der bliver spillet op til musik og hygge. Vi glæder os!

Natur, vin og renæssancebyer

Da vi havde kørt en lille halv time, kom vi til det lille udsigtpunkt La Force, hvorfra vi kunne nyde den utroligt smukke udsigt over Toscana. Her var der mulighed for at tage et billede, der ligner dem, som vi ser på postkort fra området. Udsigten blev forstærket af den smukke klang fra en nattergal og en fasan, der sang om kap, hvilket blot gjorde oplevelsen endnu større. Efter vores lille udsigtsstop fortsatte vi videre ind i landet. Fra bussens ruder kunne vi nyde synet af Val Orcia, en dal der løber langs floden af samme navn. Undervejs kunne vi se de flotte cypresser på helt tæt hold. Vores chauffør fortalte, at mange af cypresserne stammer fra Mussolinis tid, og at cypresserne i gamle dage blev brugt til at afmærke markerne, så det vi ser i dag er blot et lille udsnit af, hvordan det så ud i gamle dage, hvor markerne var noget mindre. På et tidspunkt passerede vi et utrolig flot egetræ, som var flere hundrede år gammelt. Det stod fantastisk flot, og vi måtte ud og have et billede af det smukke træ.

Vi havde først en aftale med vingården kl. 11, så vi kørte til en lille landsby ved navn San Quirico for at strække benene og nyde en kop af den gode italienske kaffe. Det var en hyggelig landsby, som især havde en smuk kirke. Efter en lille time i San Quirico vendte vi tilbage til bussen og satte kursen mod Montalcino og vingården. På vejen kom vi længere og længere ud på landet. Det karakteristiske toscanske landskab med cypresser og grønne marker blev erstattet af en tættere skovvegetation og vinmarker. Undervejs passerede vi flere vingårde, hvor bønderne var ude og passe stokkene.

”Hvis en plante stabiliserer sig et sted og trives, hvorfor skal den så dø?”

Vi ankom til vores vingård lidt før tid og blev budt velkommen af to af gårdens fårehunde. Gården er et familieforetagende, hvor alle tre børn har valgt at uddanne sig til vinbønder. Gården har et areal på 210 hektar, hvoraf de 13 bruges til vinporduktion. Udover vin producerer gården også olivenolie. Desuden er der mulighed for en bondegårdsferie på gården. Vi hilste på familiens eneste datter, Cecilia, som skulle fortælle os om gården og deres vinproduktion. Vi lagde ud med en tur ved stokkene. På gården producerer de den populære Brunello-vin, der fremstilles af den mørkebrune sort af San Giovese druen. Det er en 100% biodynamisk produktion, og de bruger ingen form for kemisk gødning eller mekaniske værktøjer. En biodynamisk vinproduktion er mere krævende, da alt foregår via håndkraft, og druerne er mere skrøbelige over for utøj, når de kun får naturliggødning. Til gengæld er kvaliteten bedre og sundere for miljøet.

Cecilia førte os hen til de ældste vinstokke, som er ca. 65 år gamle. Normalt har vinstokke kun en levetid på 35 år, men en af filosofierne for den biodynamiske vinproduktion er, at vinstokkenes alder er uendelig, hvis man passer godt på dem. Som Cecilia siger: ”Hvis en plante stabiliserer sig et sted og trives, hvorfor skal den så dø?”

Efter 35 år producerer vinstokkene ikke så meget. Til gengæld er smagen helt i top. En anden ting, som adskiller den biodynamiske vinproduktion fra den almindelige er det jordlod, der ligger mellem vinstokkene. Ved de ikke organiske produktioner rydder de jorden mellem stokkene. Ved de biodynamiske produktioner er de derimod meget afhængige af jorden mellem stokkene. Det tager cirka 10 år at etablere jordloddet, og Cecilia forklarede, at familien er meget opmærksom på de planter, der vokser mellem stokkene for at sikre sig, at der ikke mangler noget.

Efter turen i vinmarkerne fortsatte vi til et lille anneks ved siden af huset for at smage på de ædle dråber. Snart fik vi serveret en tallerken med bruschetta (ristet brød med tomat og hvidløg). Til vinsmagninger er det nemlig vigtigt også at spise mellem vinene for at smøre ganen og neutralisere smagsløgene. Vi fik serveret tre forskellige af husets Brunello-rødvine, mens Cecilia fortalte om gærings-og lagringsprocessen for hver af dem. Efterfølgende var der mulighed for at se gårdens vinkælder og gæringsrummet. Det var ikke så stort men til gengæld meget hyggeligt og familiært. Slutteligt var der mulighed for at købe sig nogle af de gode vine med hjem – en mulighed, som vi benyttede sig af.

Efter halvanden time i selskab med Cecilia og hendes familie forlod vi vingården og satte kursen mod renæssancebyen Pienza, som lå cirka en times kørsel derfra.

Renæssance, kaffe og lokale specialiteter

Pienza er en lille by med 2.500 indbyggere. Byen, som vi oplever den i dag, blev bygget i 1400-tallet. Egentlig er det en meget gammel by, men den blev bygget om i 1458, da et af byens bysbørn blev pave (under navnet Pius II.). Han ville ære sin fødeby og rev den gamle by ned for at bygge det hele op igen i renæssancestil. Det meste af byen blev bygget på 5-6 år. Desværre døde både pave Pius II og arkitekten i år 1464, så ingen af dem nåede at nyde resultatet af deres arbejde særligt længe. I Pienza fulgte vi rejselederen Dodo op til byens centrum, hvor vi bl.a. kunne se byens tre største seværdigheder: domkirken, pavepaladset Palazzo Papale og den lille franciskanerkirke med det tilhørende kloster. Derefter var der tid til at opleve byen på egen hånd og indtage dagens frokost.

Vi forlod Pienza lidt før tre og fortsatte videre til dagens sidste stop: renæssancebyen Montepulciano, som ligger cirka 14 kilometer fra Pienza. Montepulciano er noget større end Pienza, og her bor ca. 12-14.000 indbyggere. Byen ligger på en bakketop og er derfor meget kuperet. Vi fulgte Dodo til byens centrale plads, Piazza Grande. Her kunne vi opleve byens domkirke og det smukke rådhus, som var inspireret af den florentinske stil.

I Montepulciano var der god tid til at udforske byen på egen hånd. Dodo havde i bussen fortalt os om de gode pecorino-oste, som området omkring Montepulciano er så kendt for. Derfor besluttede vi os for at finde et enotek, hvor vi kunne smage på de gode sager og evt. købe os lidt med hjem. Vi fandt et sted, hvor der både var vin, oste, salami, olivenolie, kager og alt det andet, som vi har nydt godt af på vores ophold i Toscana. Vi smagte på både ost, salami og de klassiske cantuccini-småkager og købte hver vores lille forsyning af toscanske specialiteter med hjem. Efter vores besøg i enoteket var der lidt tid til overs til en kop kaffe, inden vi igen skulle mødes med gruppen og tilbage til hotellet.

Nu er klokken snart 19, og om en halv time skal vi igen samles til det sidste aftensmåltid. Det bliver sikkert lige så velsmagende som de foregående. Efter middagen bliver der spillet op til dans og hygge i restauranten, så vi kan slutte rejsen af med en skål og en tak for en god rejse.

En uge er snart gået, og i morgen vender vi snuden hjemad. Det har været en fantastisk oplevelse at besøge Toscana og Umbrien.

Arriverderci Italia!

Læs mere om rejser til Italien med Kulturrejser Europa.