Dag 1: Ankomst til São Miguel
Vi rejser med fly til Azorerne og São Miguel med flyskifte i Lissabon. Transport til hotellet, indkvartering på hotellet.
Dag 2: Byvandring i Ponta Delgada. Middag (M, A)
Ponta Delgada ligger på sydkysten af São Miguel og er Azorernes største by. I dag skal du på en rundtur til det historiske centrum, der har mange fine og velbevarede bygninger, marinaen og promenaden.
Pladsen Gonçalo Velho Cabral ligger midt i byen og er opkaldt efter manden, der opdagede São Miguel, og er præget af en fin triumfbue. Har du tidligere rejst i Portugal, er du ikke i tvivl om, at Azorerne er portugisisk. Foruden i sproget og kulturen ses det også tydeligt i byggestilen og fortorvenes flotte flisebelægning. Byrundturen slutter i byen inden frokost.

Billede: Ponta Delgada.
Om aftenen mødes vi igen til fælles middag.
Dag 3: Ildsøen "Lagoa do Fogo" og Ribeira Grande (M,F)
I dag kører vi rundt på São Miguel, og første stop er ved Lagoa do Fogo, Ildsøen, som er en af Azorernes smukkeste søer. Hele området er et naturreservat og ligger i et vulkankrater. Det er et betagende syn, der venter dig!

Billede: Lagoa do Fogo, Ildsøen.
Turen går til Azorernes andenstørste by Ribeira Grande, som ligger på nordkysten. Her inder vi øens mest betydningsfulde - og for nogle måske smukkeste - kirke, Nossa Senhora da Estrela. Hvis kirken er åben, kigger vi indenfor. Vi spadserer også en tur i byen, der emmer af lokalt liv. Frokosten er inkluderet, og du er retur på hotellet sidst på eftermiddagen.
Dag 4: Furnas, Nordeste og Povoacão og ”cozido”-frokost (M,F)
I dag venter et udpluk af São Miguels meget smukke naturscenarier.
Vi kører først til Furnas, der blandt andet er berømt for sine yndige, hvide huse og boblende varme og dampende kilder i det termiske område. Ligesom så mange andre steder på Azorerne, er området beriget med frugtbar jord, som er opstået af tidligere tiders vulkanske aktivitet. Jorden er derfor grobund for frodig vegetation og et smukt blomsterflora, bl.a. i Furnas-dalen, hvor skråningerne er dækket af blomster i øens største krater.

Billede: Varme kilder og hvide huse i Furnas.
På programmet er et besøg i Terra Nostra, Azorernes kendte botaniske have (entré inkl.), som af mange beskrives som en oase med fantastiske blomster, planter, træer og haverum. Tag badetøjet med, hvis du vil bade i søen.
Dagens inkluderede frokost er den traditionelle egnsret ”Cozido das Furnas”, bestående af kød, pølser og grøntsager. Efter et velsmagende lokalt måltid fortsætter vi mod nordøst.
Landsbyen Povoacão er omgivet af syv høje med vidunderlige udsigter og tre vandløb, der alle munder ud i havet. Det var her, de første beboere på Azorerne slog sig ned. Dagens sidste stop er det spektakulære udsigtspunkt ved Nordeste med dets rustikke vandmøller, vandfald og små søer. Regionen er den mest blomsterrige af alle på øen og dermed også et af de mest fotograferede områder.

Billede: Den botaniske have Terra Nostra.
Dag 5: Fridag eller ekstra udflugt: havsafari med delfiner og hvaler (M)
Atlanterhavet kalder med en maritim sightseeing og havsafari. Vi sejler med et af øens velrenommerede selskaber, der har stor erfaring i at spore delfiner og hvaler. Vi kan naturligvis ikke garantere, at I ser noget, da det er helt op til de vilde dyr, hvor de befinder sig. Men hvis heldet er med os, er det en storslået oplevelse.
Det skal i denne forbindelse siges, at vi bruger naturligvis turudbydere, der behandler de vilde dyr og deres naturlige habitat med respekt.

Billede: Hval ved São Miguel.
Dag 6: Vestlige São Miguel med Sete Cidades (M,F)
Dagens første stop er lidt udenfor Ponta Delgada, hvor vi besøger en ananasplantage, hvor vi ser, hvordan produktionen foregår.
Vi fortsætter mod nordvest og efter en smuk bjergtur, stopper vi ved udsigtspunktet Vista do Rei, der betyder ”Kongens udsigt”. Her er den berømte og pragtfulde panoramaudsigt over tvillingesøerne ved Sete Cidades - og landsbyen af samme navn.
Sete Cidades - eller ”De Syv Byers Sø” er et af rejsens højdepunkter. Her er ufatteligt smukt!
Tvillingesøerne ligger i krateret af den store, udslukte vulkan. En meget smal passage, der forbinder (eller rettere adskiller) de to søer, har hver sin farve blå (Lagoa Azul) og grøn (Lagoa Verde). Udover at være en velbesøgt naturseværdighed, er Sete Cidades også det sted på Azorerne, hvor man finder de største naturlige ferskvands-reserver. Det er derfor ikke uden grund, at Sete Cidades står på listen over Portugals syv vidundere.

Billede: Sete Cidades - den ene sø er blå (Lagoa Azul), den anden grøn (Lagoa Verde).
Dagens udflugt fortsætter mod nordvest og krydser øens bjergkæde i retning mod landsbyen Bretanha, som blev grundlagt af franske immigranter fra Bretagne, deraf navnet. Sidst på eftermiddagen er du retur på hotellet.
Dag 7: Fridag
Efter mange dages oplevelser er det nu tid til selv at vælge, hvad dagen skal bruges til, idet denne dag er på egen hånd. Rejselederen giver naturligvis gode råd til spændende oplevelser afhængig af dine præferencer.
Dag 8: Hjemrejse
Chek-ud fra hotellet og transport til lufthavnen. Hjemrejse til København med flyskifte i Lissabon.
Obrigado e até breve – tak for nu og på gensyn!