Skip to main content

Aktiv sommer i det sydlige Polen

Status:
Udsolgt

VANDREFERIE - Aktiv sommer i det sydlige Polen

Brug din sommer aktivt. Nyd både Polens kulturelle centrum, Krakow, og de smukke landskaber i bjergene i og omkring byen Szczawnica. Rejsen er aktiv, men gennemføres i en afslappet atmosfære, der foréner krop og sjæl på bedste vis. Gennem byvandringer kommer du tæt på Krakow, dens indbyggere og dens tusindårige historie. Du kommer, udover byens kendte seværdigheder, også rundt til de små "hemmelige" steder, som byen har mange af. Steder de fleste turister sjældent når forbi. 

I det flotte bjergområde, Pieniny, ligger den smukke gamle kurby Szczawnica (Udtales - Sjawnitsa) som er din base, hvorfra du tager på vandringer og rafting under dit fem dages ophold. Her er tempoet langt fra byens puls, og turisterne er næsten alle sammen lokale. Udover udflugterne er der rigelig tid til at nyde de smukke landskaber, den rene luft, de lokale kilders helsebringende vand, samt den gode rustikke lokale gastronomi.

Derfor skal du rejse med os til det sydlige Polen:

  • Aktiv rejse i afslappet atmosfære
  • Krakow med byvandringer i den jødiske bydel samt den gamle bydel
  • De enestående saltminer i Wieliczka
  • Flere vandringer samt rafting på Dunajec floden
  • Dansktalende rejseleder

Kort dagsprogram for det sydlige Polen:

Dag 1: Ankomst til Krakow. Byvandring i den jødiske bydel (A)
Dag 2: Byvandring i Krakows gamle bydel (M)
Dag 3: Besøg i Saltminerne i Wieliczka - Ankomst til Szczawnica (M,A)
Dag 4: Vandring i Pieninybjergene til Slovakietsgræse (M,A)
Dag 5: Fridag til egne oplevelser i Szczawnica (M)
Dag 6: Rafting på Dunajec floden (M,A)
Dag 7: Vandring fra Szczawnica (M,A)
Dag 8: Kørsel til Krakow. Afrejse (M)

Søg rejse

Vælg kun det, som du synes er vigtigt

Dagsprogram

Dag 1: Ankomst til Krakow. Byvandring i den jødiske bydel (A)

Efter ankomsten, sidst på eftermiddagen, tager vi mod vores hotel i den jødiske bydel i Krakow, Kazimierz. Du bor midt i bydelen, og vil efter indlogeringen tage på den første korte vandretur rundt i bydelen.
Kazimierz var i tidernes morgen en separat by fra Krakow med egne bymure indtil 1800-tallet. Bydelen har været jødisk præget siden omkring år 1500 og blev hurtigt et jødisk kulturelt centrum. De mange synagoger i bydelen vidner om denne indflydelse, hvor også arkitekturen er anderledes end i "den anden bydel". Den første kortere vandring slutter med et fælles aftenmåltid på restaurant i byen.
Vandringen er ca. 3-4 km.

Dag 2: Byvandring i Krakows gamle bydel (M)

Dagen byder på vandring i den gamle bydel i Krakow, også kendt som middelalderbyen. Undervejs besøger du "Wawelbjerget" - der er ca. 50 m højt og byens gamle fæstning, hvor bl.a. det gamle kongeslot og Wawel katedralen ligger. Her er spækket med historie. Slotsområdet har bl.a. huset den polske præsident og ledelsen for besættelsesstyrkerne under 2. Verdenskrig.


Billede: Maria Basilikaen og "Wawelbjerget"

Byvandringen tager dig videre gennem den gamle bydel, hvor du ser de tidligste bygninger af universitetet, som stammer tilbage fra det 14. århundrede, og er Centraleuropas næstældste efter Prag. Et andet af dagens højdepunkter er den store markedsplads midt i den gamle bydel. En kæmpeplads, der omkranser den gamle markedshal, og har Maria Basilikaen i det ene hjørne. Her slutter den guidede rundtur i det centrale Krakow, og resten af dagen og aftenen er til egen udforskning af byen. Vi går også på opdagelse i nogle af byens mere ukendte områder - væk fra hovedstrøgene - hvor byen har en andet og mere lokalt liv.
Dagens byvandring bliver omkring 6-7 km.

Dag 3: Besøg i Saltminerne i Wieliczka - Ankomst til Szczawnica (M,A)

Om morgenen forlader vi hotellet i Krakow og kører mod bjergene i syd. Lidt udenfor Krakow ligger de enestående Wieliczka saltminer, som er optaget på Unescos liste for verdenskulturarv. En underjordisk verden med over 200 km tunneller, hvor vi finder imponerende kapeller, skulpturer og søjlegange. Og alt sammen udhugget i saltsten. Turen går gennem ca. 2 km - af de flotteste - mens du er mellem 70 og 135 meter under jorden, og forcerer ca 800 trappetrin der mest går nedad. Selvom det er sommer udenfor vil der være omkring 14 grader i minerne.


Billede: Saltminerne i Wieliczka

Herefter fortsætter turen mod Szczawnica der ligger, omkring to timers kørsel derfra, i Pieniny bjergene. Byen har været et bjergresort siden midten af det 19. århundrede, og er kendt for sine kilder, som man bruger i forskellige behandlinger. Her ankommer du hen på eftermiddagen, og der er tid til at gå lidt på opdagelse inden aftensmaden på hotellet.

Dag 4: Vandring i Pieninybjergene til Slovakiets grænse (M,A)

Vi skal vandre med en bjergguide i området umiddelbart ovenfor Szczawnica. Starten bliver behagelig i stoleliften op i terrænnet. Her går vi på (og måske lidt over) grænsen, der adskiller Polen og Slovakiet. Områdets natur og dyreliv vil vi undervejs få forklaret af vores lokale guide. Selve vandringen bliver på omkring to timer, med tid at nyde de smukke udsigter i de grønne omgivelser. Der er restauranter i terrænnet, så det er også muligt at købe sig en god frokost.
Vi kommer til at gå 5-7 km sammen med guiden.

Herefter kan man udnytte muligheden og blive længere tid i området og evt. gå ned, hvis man ønsker, eller tage med liften til byen og bruge resten af eftermiddagen der. Her er mange muligheder for at nyde tilværelsen på caféerne, eller du kan gå på opdagelse i byens mange muligheder for SPA behandlinger.
Aftensmaden indtages på på hotellet.

Dag 5: Fridag til egne oplevelser i Szczawnica (M)

Efter nogle aktive dage har du denne dag helt fri til egen oplevelser, eller blot afslappende hygge i Szczawnica. I den gamle bydels centrum, umiddelbart overfor hotellet, findes en af de bedste caféer som er lavet i tilknytning til det store sanatorium. Her serveres fem forskellige former for mineralvand fra kilderne. Hver vand har sin sammensætning af helsebringende mineraler, som påvirker bestemte dele af kroppen, og bringer helse. Et interessant sted at byde kroppen noget sundt og godt - da det ikke nødvendigvis er smagen af mineralerne, der er voldsomt tiltrækkende. Du kan også besøge sanatoriet og se om de tilbyder en behandling der passer til dit behov. Szczawnica har meget andet at byde på; f.eks en stille slentretur langs floden med nogle bekvemme cafébesøg, eller tage et kig i byens små forretninger. Dagen er din egen.

Dag 6: Rafting på Dunajec floden - fantastisk natur (M,A)

Dagen bliver igen aktiv, men på en noget anderledes måde. Der venter en naturoplevelse af de helt store, når du skal på en raftingtur på Dunajec floden. Sammen med lokale stymænd sejler vi på træflåder ned ad floden gennem den smukkeste kløft i Polen. Her, for enden af Pieninys kalkstensbjerge, er klippeformationerne helt fantastiske, og vi får rigtig god tid til at betragte dem, mens vi stille og roligt bevæger os på flodens klare vand mod vores nye hjemby Szczawnica. Raftingturen er ca. 12 km. og tager omkring 2 timer.


Billede: Rafting på Dunajec floden

Vi spiser aftensmad på hotellet.

Dag 7: Vandring fra Szczawnica (M,A)

Vi laver en sidste vandring i Pieninybjergene med direkte start fra hotellet for de interesserede. Rejselederen arrangerer turen på stedet og tager bestik af dagsformen, og laver sværhedsgraden derefter.

Om aftenen har vi afskedsmiddag på hotellet, og hygger efter en aktiv uge i det sydlige Polen.

Dag 8: Kørsel til Krakow. Afrejse (M)

Vi forlader hotellet og Szczawnica efter vi har spist morgenmad og kører mod Krakow lufthavn. Der er godt 2 timers buskørsel i vente.

Kort

Kort over rejsen Aktiv sommer i det sydlige Polen

Hotel