Sorrento langtidsferie

22 dages afslapning i det italienske efterår

Omgivet af duftende appelsin- og citronplantager ligger Sorrento stolt på sin klippe med en spektakulær udsigt over havet mod Napoli og vulkanen Vesuv. Et skønnere sted at tilbringe tre uger i det italienske efterår, skal man lede længe efter.

Sorrentos herligheder

Sorrento er et af Italiens mest besøgte rejsemål, og byen er bl.a. kendt for sangen "Torna a Surriento", som er blevet udødeliggjort af de legendariske tenorer Luciano Pavarotti og Enrico Caruso. Byen kom på verdenskortet allerede i romertiden, hvor de romerske kejsere forelskede sig hovedkulds i området og byggede imponerende villaer og hele byer i umiddelbar nærhed til Sorrento, som vi bl.a. ser det i Pompeji og Herculanum. Takket være Vesuvs udbrud i år 79 e.Kr. kan vi stadig opleve disse fantastiske byer i næsten levende live.

Sorrento er et oplagt rejsemål til en langtidsferie, hvor der er god tid til at nyde de skønne omgivelser i det tempo, som passer bedst. Denne rejse giver derfor god mulighed for at kombinere afslapning med spændende udflugter, italiensk undervisning og hyggeligt samvær med de medrejsende. Vores danske rejseleder vil have træffetider på hotellet under hele opholdet og giver gerne gode råd til egne aktiviteter.

Kort dagsprogram:

Dag 1: Ankomst og kørsel til Sorrento
Dag 2: Byvandring i Sorrento (M)
Dag 3: Udflugt til Amalfikysten med besøg i Amalfi og Ravello (M)
Dag 4-7: Fridage eller italiensk undervisning to timer pr. dag (M)
Dag 8: Udflugt til den romerske ruinby Pompeji (M)
Dag 9: Fridag til egne oplevelser. Ekstra udflugt - Aftenshow på Teatro Tasso (M)
Dag 10: Fridag eller ekstra udflugt til Napoli med Nationalmuseet (M)
Dag 11-14: Fridage eller italiensk undervisning to timer pr. dag (M)
Dag 15: Fridag eller ekstra udflugt til Capri (M)
Dag 16: Fridag til egne oplevelser. Ekstra udflugt.
Pizza-party på lokalt landsted i bjergene - et såkaldt Agritorismo (M)
Dag 17: Fridag tilegne oplevelser.
Ekstra udflugt til vulkanen Vesuv med frokost på lokal vingård (M)
Dag 18-20: Fridage eller italiensk undervisning to timer pr. dag (M)
Dag 21: Transport til Fiumcino og indkvartering på hotel tæt på lufthavnen (M)
Dag 22: Tidlig hjemrejse
M = Morgenmad

NB! Dagsprogrammet er vejledende, og udflugterne afvikles måske i en anden rækkefølge. Det endelige dagsprogram oplyses ved ankomst til destinationen.

Pris fra:
11.995,-
Dage:22
Bestil rejse »

Dagsprogram

Dag 1 - Ankomst og kørsel til Sorrento

Vi flyver fra København til Napoli, hvor vi hentes i bus. Fra lufthavnen kører vi mod syd, og passerer vulkanen Vesuv og de romerske ruinbyer Herculanum og Pompeji. Vi fortsætter mod vest langs Sorrento-halvøens smukke nordkyst og frem til selve byen Sorrento, som skal være vores hjem i knapt en måned. Vi bliver indkvarteret på vores hotel, som ligger lige i centrum.

Dag 2 - Byvandring i Sorrento (M)

Efter morgenmaden er det blevet tid til at lære Sorrento at kende, så vi tager på byvandring i det historiske centrum, som begynder lige uden for døren. Der er også mulighed for at gå en tur ned til den gamle hyggelige havn Marina Grande, som er indbegrebet af Lady og Vagabonden med flagrende vasketøj og masser af lokalkolorit.

Hyggeligt torv i Sorrento
Billede: Piazza Tasso, Sorrento

Dag 3 - Amalfikysten med besøg i Amalfi og Ravello (M)

Amalfikysten bliver med rette betegnet som en af de smukkeste kyststrækninger i verden, og i dag skal vi kigge nærmere på al denne herlighed. Vi kører over bjergene og kommer ud på den sorrentinske halvø's sydside, som udgør selve Amalfikysten. Vi holder et kort fotostop ved den kendte by Positano - den første af Amalfikystens byer, som vi passerer. Derfra fortsætter vi til Amalfi by, hvor der bliver tid til at besøge den imponerende domkirke og gå en tur i byens hyggelige gader. I Amalfi er der også mulighed for at besøge det fine lille papirmuseum, hvor vi kan opleve, hvordan man i gamle dage fremstillede håndlavet papir. Der produceres stadig papir i Amalfi som kan købes i byens mange små butikker. En anden oplagt attraktion er det nye museum, som er indrettet i byens antikke skibsbygningshaller Arsenalet, der indeholder en interessant udstilling om Amalfis fortid som en af Italiens fire magtfulde sørepublikker.
Vi fortsætter op gennem Dragedalen mod bjergbyen Ravello, som er en af Amalfikystens mest berømte byer. Ravello kaldes også musikkens by, først og fremmest pga. de mange klassiske koncerter, der afholdes året rundt. Men byen er også kendt for de smukke villaer og skønne parker med de imponerende udsigter. Den mest imponerende af dem alle er udsigten fra Villa Cimbrone, og for de der har lyst, går vi en tur derud. Alternativt kan du blive og hygge dig på domkirkepladsen, hvor der er flere små caféer eller besøge Villa Rufolo, hvor de mange klassiske koncerter finder sted, og hvor komponisten Wagner i 1880 fandt inspiration til 2. akt af operaen Parsifal. Du kan også gå på opdagelse i de små hyggelige gader og måske tage en drink på et af de mange 5-stjernede hoteller. Sidst på eftermiddagen kører vi videre over "mælkebjergene" mod bjergpasset Chiunzi, hvorfra vi kan nyde en imponerende udsigt mod vulkanen Vesuv og hele Napolis opland. Måske er det i virkeligheden først her, at det går rigtigt op for alle, hvor dominerende en faktor Vesuv er i området omkring Amalfikysten.  

Udflugt til Amalfikysten
Billede: Smuk udsigt fra balkonen i Villa Cimbrones haver.

Dag 4-7 Fridage eller "Italiensk for begyndere" (M)

Det er blevet tid til at tage hul på det spændende undervisningsforløb, og den erfarne underviser Lisa vil forsøge at tage hensyn til eventuelle forkundskaber, så alle får mest muligt ud af undervisningen. Der undervises dagligt i ca. to timer, og undervisningen foregår primært på hotellet.

Dag 8 - Udflugt til den romerske ruinby Pompeji (M)

I dag skal vi besøge den verdensberømte romerske ruinby Pompeji, som blev begravet af aske under Vesuvs udbrud i år 79 e.Kr. Pompeji betragtes af mange som et absolut must, når man er på disse kanter. Det er en helt unik oplevelse at færdes i de gamle romerske gader og forestille sig ”jordens undergang” for 2000 år siden. Vores danske lokalguide giver os et interessant indblik i byens historie og dagligliv, og vi besøger både offentlige bygninger og private huse. Rundvisningen tager godt to timer. Vi tager lokaltoget Circumvesuviana fra Sorrentos centrum direkte til Pompeji. Hvis du ønsker mere tid til at udforske Pompejis hemmeligheder, kan du tage toget tilbage til Sorrento på egen hånd. Det koster ganske få euro. Der er naturligvis mulighed for at spise frokost i Pompeji, og det nye cafeteria, som ligger inde i selve området, serverer bl.a. gode sandwich, ligesom der er flere restauranter i området. Denne udflugt egner sig ikke til gangbesværede. 

Dag 9 – Fridag til egne oplevelser. Ekstra udflugt - Aftenshow på teatro tasso (M)

Fridagen kan bruges til afslapning og oplevelser på egen hånd. Prøv evt. de åbne røde turistbusser, som flere gange i løbet af dagen kører en tur rundt i Sorrentos smukke omegn. Du kan også tage en sejltur til Amalfikystens smukke byer, hvor f.eks. Positano er et oplagt valg. En anden mulighed kunne være at tage toget til Castellammare di Stabia og derfra med svævebanen op i bjergene eller at sejle til den spændende ø Ischia, som bl.a. er berømt for sine kurbade.

Om aftenen skal vi opleve den medrivende napolitanske folkemusik i Sorrentos gamle teater Teatro Tasso, som ligger 10 minutters gang fra hotellet. Vi bydes på en velkomstdrink inden aftenens forestilling, og tilbringer knap et par timer i selskab med sangere og dansere, som optræder i de gamle italienske dragter. Dem kender vi bl.a. fra  maleren Wilhelm Marstrands fantastiske italienske folkelivsskildringer fra 1800-tallet, og som i dag kan beundres på vore mange kunstmuseer. Musikken vil være kendt for de fleste, så alle kan synge med, og selv om programmet varierer, er det svært at forestille sig en aften uden de kendte Torna Surriento og Funi culi funi cula....

Dag 10 – Fridag eller ekstra udflugt til Napoli (M)

Napoli er en af de mest interessante byer i Italien, både historisk og kulturelt. Desværre har byen fået et lidt dårligt rygte, som får mange til at vælge den fra, og det synes vi er både synd og skam. Derfor tilbyder vi naturligvis en ekstra udflugt til den spændende by, og vi vil gøre vores yderste for at sætte Napoli i det positive lys, som vi synes den fortjener. Vi kører i vores egen bus, og tilbringer hele dagen i Napoli i selskab med rejselederen og vores danske lokalguide. Vi hører om den spændende historie og ser så mange af de interessante seværdigheder, som vi overhovedet kan nå, bl.a. det berømte arkæologiske museum, hvor vi kan beundre de fantastiske skatte fra de romerske ruinbyer Pompeji og Herculanum.

Napoli
Billede: Napolis skyline.

Dag 11-14 Fridage eller "Italiensk for begyndere" (M)

Undervisningen fortsætter, og de fleste vil allerede nu kunne mærke store fremskridt, som blot gør det endnu sjovere at begå sig blandt de lokale.

Dag 15 – Fridag eller ekstra udflugt til Capri (M)

Capri er en af de smukkeste øer i Middelhavet, og har været et yndet turistmål siden de romerske kejsere byggede deres imponerende villaer. I dag strømmer naturelskere, filmstjerner og kongelige fra hele verden til den lille ø, som er noget af det mest eksklusive Italien kan byde på. På trods af den massive turiststrøm, er det stadig muligt at finde fred og ro til fordybelse, hvis man blot går et lille stykke væk fra de største attraktioner.

Capri har så uendeligt meget at byde på, at det slet ikke kan nås på en enkelt dag. For mange står den Blå grotte som det absolutte højdepunkt, andre vil besøge Kejser Tiberius Villa Jovis eller den svenske læge Axel Munthes villa San Michele. Den lille stolelift til øens højeste punkt Monte Solaro er også populær, mens andre foretrækker at shoppe i de dyre butikker i Capri by eller drikke kaffe på torvet La Piazzetta. Udsigten fra Augustus have kan tage pusten fra de fleste, og at stå ved den naturlige bue Arco Naturale og kigge ned i det blå dyb, er en oplevelse man ikke glemmer. Dette er blot nogle få af de mange muligheder for at tilbringe en uforglemmelig dag på den skønne ø.

Vi har taget konsekvensen af de forskelligartede ønsker, og tilbyder derfor en dag på Capri, hvor man kan sammensætte sit helt personlige program, og rejselederen giver naturligvis gerne gode råd.

Fra havnen i Sorrento sejler vi til Capri, en tur på knapt ½ time. Alle får udleveret en dagsbillet til øens offentlige transport, som består af den lille togbane fra havnen til Capri by og minibusser, som forbinder øens småbyer. Sidst på eftermiddagen mødes vi atter på havnen i Marina Grande, og tager båden tilbage til Sorrento efter en uforglemmelig dag på den skønne ø.

På turen til Capri, er det altid godt at medbringe en vis portion tålmodighed da der kan være ventetid flere steder. De fleste vælger dog at betragte dette som en del af den charmerende lokalkolorit.

Udflugt til Capri
Billede: Capri.

Dag 16 – Fridag til egne oplevelser. ekstra udflugt - pizza party på landsted i bjergene (M)

Først på aftenen bliver vi hentet med bus, og kører op i baglandet bag Sorrento, hvor vi bydes velkommen af Rosa på hendes Agriturismo, et lokalt landsted. Her fortæller hun på godt engelsk om produktionen af vin og olie, og så står den ellers på pizza-bagning. Pizzaens hjemby er Napoli, og en god hjemmelavet pizza er aldrig at foragte, og det er netop hjemmelavede pizzaer vi taler om, for vi skal være med til at lave dem selv. Nu vil det utvivlsomt skabe lidt for meget kaos, hvis alle skulle deltage, men Rosa udvælger 4 personer i gruppen, som alle bliver iklædt forklæde, og så er det tid at gå i gang. Vi spiser en lille antipasto (forret), de hjemmelavede pizzaer og slutter af med dessert, alt akkompagneret af husets egen vin. Den lille Agriturismo ligger midt i en appelsin- og citronplantage, så der bliver også mulighed for at købe hjemmelavede citrusmarmelader med hjem, ligesom de gerne sælger deres hjemmelavede citronlikør, den verdensberømte Limoncello. Husk de gode sko og en trøje, hvis aftenen er kølig, da alt foregår udendørs under stjernehimlen.

Dag 17 – Fridag eller ekstra udflugt til vulkanen Vesuv m. frokost på lokal vingård (M)

Det er blevet tid til at tage på vulkaner, og det er selvfølgelig vulkanen Vesuv, det handler om. Vesuv er stadig en aktiv vulkan, omend den ikke har rørt på sig i mange år. Det er muligt at gå hele vejen op til det imponerende krater, hvor vi kan kigge ned i det mørke dyb og forestille os, hvad der vil ske, når Vesuv atter går i udbrud og uden tvivl begraver Pompeji i aske endnu engang. Turen op til selve krateret tager ca. 30 minutter, og vi belønnes med en fantastisk udsigt over kysten og havet. For de, der ikke har lyst eller kræfter til at gå hele vejen op, er der mulighed for at vente på parkeringspladsen og nyde den imponerende udsigt. På denne udflugt anbefaler vi, at du medbringer gode vandresko og en vindtæt jakke, da det kan være køligt på toppen af Vesuv.

Efter besøget på Vesuv kører vi ned til foden af vulkanen, hvor vi skal besøge en af de lokale vingårde, som har været i den samme families eje i tre generationer. Vinen fra Vesuvs skråninger er helt speciel, da "jorden" består af vulkanske stenmasser. Den mest berømte af de lokale vine er Lacryma Christi (Kristus tårer), og den fås både i en hvid og en rød udgave. Vi hører om vinproduktionen, mens vi går en tur gennem vinmarkerne, og her kan vi også se, hvordan de gøder "jorden" med bønner. Vinmarkerne ligger i selve den fredede naturpark omkring Vesuv, og de vilde kaniner, som lever i området, er derfor også fredede. De nye vinplanter er det rene slik for kaniner, så derfor er det nødvendigt at beskytte dem med plasticrør, som stikker op alle vegne. Vi skal naturligvis også smage stedets forskellige vine (som kan købes med hjem), mens vi spiser en herlig frokost med gode lokale retter. Midt på eftermiddagen går turen tilbage til Sorrento efter en uforglemmelig dag ude i naturen.

Vesuv
Billede: Majestætiske Vesuv.

Dag 18-21 Fridage eller "Italiensk for begyndere" (M)

Det er blevet sidste uge med undervisning, og Lisa gør sit yderste for, at alle kan vende tilbage til Italien og tale et brugbart italiensk.

Dag 22 – Hjemrejse (M)

Det er blevet tid til at tage afsked med skønne Sorrento. Efter nogle uforglemmelige uger kører vi den nordpå mod Rom og Leonardo da Vinci lufthavnen. Herfra flyver vi retur til Danmark.

 

M = morgenmad

NB! Programmet er vejledende, og måske afvikles udflugterne i en anden rækkefølge. Det endelige program oplyses ved ankomst til destinationen.

Kort

Rejsen Langtidsferie i Sorrento

Kort over rejsen Sorrento Langtidsferie

Sprogundervisning i italiensk

"Italiensk for begyndere"

Italiensk bliver ofte nævnt som et af de smukkeste sprog i verden, og hvem har ikke drømt om at tale med de gamle italienske mænd, som sidder i solskinnet og drikker kaffe? I Danmark tilbyder de fleste aftenskoler kurser i italiensk, og mange har sikkert allerede gjort et eller flere halv- og helhjertede forsøg, men det bliver aldrig helt det samme, når man ikke har mulighed for at bruge sproget aktivt mellem lektionerne. Hos Kulturrejser Europa har vi gennem årene mødt mange gæster, som allerede har stiftet bekendskab med det italienske sprog, og som har en drøm om at lære mere og især at lære sproget i Italien. Derfor tilbyder vi på denne langtidsferie undervisning i italiensk sideløbende med de mange oplevelser i Sorrento og omegn.

I samarbejde med vores mangeårige rejseleder Lisa Hersild, som er uddannet Cand.ling.merc., Statsautoriseret Tolk og Translatør og underviser på bl.a. CBS, arrangerer vi et kursus i "Italiensk for begyndere", som foregår i en afslappet atmosfære og i inspirerende omgivelser, ligesom der bliver god mulighed for at bruge sproget aktivt. Med dette kursus vil du stifte bekendtskab med italiensk sprog og kultur med det formål selv at kunne begå dig i forretninger, på restauranter, på markedet og i almindelige hverdagssituationer med italienerne. Vi går frem i et roligt tempo med to timers undervisning fire dage om ugen, og vi skal tale italiensk fra første færd. Herudover introducerer Lisa os for let grammatik og udtale, og der bliver rig mulighed for at øve det, du har lært ude i den virkelige virkelighed. Undervisningen vil være tilrettelagt med udgangspunkt i lette tekster, sangtekster, film og hvad vi nu ellers kan finde på.

Afgange og priser

    Begræns søgning:
Afrejse Afrejsested Rejse Fra pris
24/10 - 14/11 København
Se flytider
Sorrento langtidsferie - 22 dage
Udrejse til Napoli - hjem fra Rom
11.995,- Bestil »

Information

Ekstra udflugterne gennemføres ved min. 15 tilmeldte.

Prisen inkluderer:

• Fly København-Rom t/r
• 21 nætter på Grand Hotel Cesare Augusto 4* i Sorrento
• Morgenmad
• Transport lufthavn-hotellet t/r
• Byvandring i Sorrento
• Udflugt til Amalfikysten med besøg i Amalfi og Ravello
• Udflugt til den romerske ruinby Pompeji med entré inkl.
• Dansktalende rejseleder

Prisen inkluderer ikke:

• Tillæg for enkeltværelse kr. 4.195,- (meget begrænset antal)
• Tillæg dobbeltværelse til 1 person m. balkon, kr. 5.995,- (meget begrænset antal)
• Halvpension på hotellet (tre retter med to menuvalg), kr. 1.995,- (bestilles sammen med rejsen)
• Sprogkursus "italiensk for begyndere" 4 x 2 timer pr. uge, kr. 795,- (bestilles sammen med rejsen)
• Udflugt til Capri, kr. 485,- (bestilles sammen med rejsen)
• Udflugt til Napoli med lokalguide og museum, kr. 395,- (bestilles sammen med rejsen)
• Udflugt til Vesuv med frokost på vingård, kr. 495,- (bestilles sammen med rejsen)
• Udflugt - Aftenshow på Teatro Tasso kr. 195,- (bestilles sammen med rejsen)
• Udflugt - Pizza-party på lokalt landsted i bjergene, kr. 345,- (bestilles sammen med rejsen)
• Forsikringer
• Entréer på udflugter
• Byskat i Sorrento, 11 euro pr. person, som betales direkte på hotellet
• Administrationsgebyr, kr. 95,- pr. person
 

Entréer (ca. priser):

• Villa Cimbrone, Ravello, 6 euro
• Villa Rufolo, Ravello, 5 euro
• Villa San Michele, Capri, 7 euro
 

Hoteller

Overnatning Dag 1 - 21

Grand Hotel Cesare Augusto
****
Grand Hotel Cesare Augusto er et godt og traditionelt 4-stjernet hotel, som ligger midt i Sorrentos hyggelige centrum. Der er ca. 3 minutters gang til byens centrale torv Piazza Tasso og det samme til ....