Skip to main content

Essensen af England

Pris fra:
7.995,-
Dage:5
Bestil rejse

RUNDREJSE I GREVSKABET KENT

Tag med på en spændende rejsenyhed til grevskabet Kent i den sydøstligste del af England. En tur der tryllebinder med prægtige slotte, et engelsk vinhus og Churchills residens i en årrække; Chartwell.

Derfor skal du rejse med os fem dage til England:

  • Det bedste af England på få dage
  • Halvpension og mange entréer inkluderet
  • Stemningsfuldt hotel fra 1830 i den hyggelige by, Canterbury
  • Besøg i Winston Churchills hjem, Chartwell
  • Udflugter dagligt
  • Dansktalende rejseleder

På fem begivenhedsrige dage får du serveret det bedste af England, mens du bor på hotel i den charmerende middelalderby Canterbury – med den verdenskendte katedral. Undervejs oplever du de imponerende slotte; Leeds Castle og Hever Castle. Nyd udsigten fra Dovers umiskendelige hvide klipper og træd indenfor i byens middelalderslot. Kom med på besøg i Winston Churchills hjem, Chartwell, og glæd dig også til at smage perlende engelske bobler hos landets måske bedste vinhus, Chapel Down Winery.

Grevskabet Kent er berømt som ”The Garden of England”, som vi frit har oversat til: Essensen af England - da vi synes det er rammende for denne fantastiske tur. Kent er tillige begunstiget med det bedste klima på hele den britiske ø.

Denne rejse er både bekvem og oplevelsesrig, hvad enten man er førstegangsrejsende til England eller allerede har udforsket landet før. Vi udbyder fire afrejser i 2018. På hver afgang er der fem enkeltværelser til salg uden tillæg.

Kort dagsprogram for Essensen af England:

Dag 1: Ankomst Gatwick. Besøg på Hever Castle. Indkvartering på hotel i Canterbury (A)
Dag 2: Byvandring i Canterbury. Katedralen (M,A)
Dag 3: Dover (M,A)
Dag 4: Leeds Castle samt Chapel Down Winery med vinsmagning (M,A)
Dag 5: Chartwell (Winston Churchill) samt hjemrejse (M)

M = Morgenmad, F = Frokost,  A = Aftensmad

Søg rejse

Vælg kun det, som du synes er vigtigt

Dagsprogram

Dag 1: Ankomst til London - Hever Castle. Canterbury(A)

Du ankommer til Gatwick lufthavn først på formiddagen, hvor buschaufføren står klar til at køre mod øst, og et spændende udflugtsprogram venter.

Første stop er Hever Castle*. Her, i den tidligere engelske dronning, Anne Boleyns, barndomshjem, venter der mere end 700 års historie. Boleyn-familien residerede på slottet fra år 1462 til 1539. Besøget på Hever Castle giver et glimrende indblik i den britiske storhed, og du bliver godt bekendte med den farverige monark Kong Henry VIII og hans (u)gerninger. Der er også tid til at indtage lidt frokost i caféen, inden vi kører længere østpå, i grevskabet Kent, mod destinationen, Canterbury. Under hele rejsen bor du på Best Western Abbott hotel, og efter indtjekning på hotellet, mødes vi restauranten for at spise fælles middag


Billede: Hever Castle.


*Besøget på Hever Castle kan blive byttet rundt med Chartwell på dag 5 grundet ændringer i åbningstider. I så fald vil Chartwell blive besøgt straks efter ankomst til England, og Hever Castle på afrejsedagen før hjemrejsen. En eventuel ombytning vil dog ikke påvirke længden af vores besøg nogle af stederne.

Dag 2: Byvandring i Canterbury (M, A)

Den hyggelige markedsby Canterbury, som er optaget på Unescos verdensarvliste, er din base på turen. Canterbury har formået at beholde sin oprindelige charme og er i dag en af de mest besøgte byer i England. Det er nemt at forstå hvorfor. Her er brostensbelagte gader, hyggelige torve, historiske bygninger og ikke mindst en fantatistisk katedral.
På den guidede byvandring bliver du bekendt med byen. Byens centrum er 10-15 minutters gang fra hotellet, så der vil blive mange muligheder for, også senere på rejsen, at udforske Canterbury.
Canterbury Cathedral, der er bygget i romersk og gotisk stil, er en af Englands ældste katedraler og stammer tilbage fra år 597 og er ombygget i perioden år 1070-1077. Den er på alle måder imponerende med en længde på 160 meter og fem tårne. Katedralen er sæde for ærkebiskoppen af Canterbury. Efter vores orienterende tur rundt i byen, er resten af eftermiddagen på egen hånd.

Dag 3: Dover (M, A)

I dag går turen mod sydøst, hvor du skal se noget af det mest ikoniske som England har at tilbyde: The White Cliffs of Dover. De imponerende kalk-klipper er op til 110 meter høje og spreder sig over 13 km kyststrækning. Her er du blot 33 km fra den franske kyststrækning, og rammer man Dover på en klar dag, kan Frankrig skimtes i horisonten. Eurotunnellen er anlagt under denne korte passage og har forbundet franske Calais med engelske Folkestone siden 1994. Doverstrædet har desuden markeret sig flere gange historisk - ikke mindst under starten af 1. verdenskrig.
Du skal besøge det fine middelalderslot Dover Castle, der har en fantastisk beliggenhed med udsigt over Den Engelske Kanal. Dover Castle bærer også på en tung kulturhistorisk arv, og du får historierne omkring den franske invasion under 1200-tallet. Senere fungerede slottet som effektivt forsvarsværn mod Napoleons hær, hvor man byggede tunneler. Dover Castle blev også brugt som hovedkvarter ved den storstilede evakuering af Dunkirk under 2. verdenskrig.

Ud på eftermiddagen går turen tilbage til Canterbury.

Dag 4: Leeds Castle samt Chapel Down Winery (M, A)

Vi er ikke færdige med at udforske de mange spændende slotte i Sydøstengland. Og vi har gemt det måske allersmukkeste til i dag: Leeds Castle der ligger, ikke som navnet kunne angive i Leeds, men i udkanten af Maidstone. Slottet er beliggende midt i en frodig og velholdt 200 ha stor park. Det mest karakteristiske omkring slottet er den søagtige voldgrav, der omkranser slottet. De kongelige har igennem århundreder haft dette slot som en af deres absolutte favoritter, lige fra Kong Edward I til Kong Henry VIII. Sidstnævnte stod bag ombygningen, så det i dag fremstår mere som et kongeslot end en militær befæstning. Leeds Castle har også dannet rammen om en historisk fredsforhandling ledt af daværende premiereminister Tony Blair omhandlende konflikten i Nordirland i 1994.

Leeds Castle
Billede: Leeds Castle i morgendis.

De mange slotte er uden tvivl en meget vigtig del af Englands fortid og historie. Men denne eftermiddag skal du kigge nærmere på noget, som er en del af Englands fremtid; nemlig vinproduktion. Hvem havde regnet med, at England skulle gå hen og blive en fremgangsrig producent af kvalitetsvine? Ikke desto mindre er der i de seneste år kommet mere og mere vinproduktion og Kents gunstige klima, samt grundige uddannelse på området, har skabt en succesfuld industri.

Du besøger den meget velrenommerede vingård, Chapel Down Winery, som har vundet flere blindsmagnings-
konkurrencer foran verdensberømte champagneproducenter. Det er også den mousserende vin, der er omdrejningspunktet for dit besøg. Du bliver introduceret for fremstillingen af mousserende vine ”method traditional”, som er en både omstændig og tidskrævende proces - alt sammen for at skabe det bedste resultat. Du smager naturligvis på slutproduktet i form af de liflige dråber og der vil naturligvis også blive mulighed for at købe et par flasker. Chapel Down Winery fremstiller også hvidvin samt en enkelt rødvin. Du er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen/først på aftenen, hvor der er fælles middag.

Dag 5: Chartwell og hjemrejse (M)

En af de mest betydningsfulde mennesker for England (og den vestlige verden) er unægtelig Sir Winston Churchill. Han købte Chartwell i 1922 og levede der frem til starten af 2. verdenskrig. Da krigen sluttede i 1945, havde Sir Winston Churchill mistet sin formue, og derfor overtog National Trust huset og donerede det til ham. Huset forblev i hans varetægt frem til hans død i 1965. Året efter åbnede det som museum og er årsagen til, at vi kan besøge det i dag og komme tæt på en af Englands mægtigste mænd*.

Chartwell House
Billede: Winston Churchills hjem fra 1922 frem til 2. verdenskrig.

Efter besøget tilbagelægges den sidste strækning frem mod Gatwick Airport og hjemrejsen begynder.

*Besøget på Chartwell kan blive byttet rundt med Hever Castle på dag 1 grundet ændringer i åbningstider. I så fald vil Chartwell blive besøgt straks efter ankomst til England og Hever Castle på afrejsedagen før hjemrejsen. En eventuel ombytning vil dog ikke påvirke længden af vores besøg nogle af stederne.

OBS! Rejsen er som sådan ikke strabadserende, men indeholder en del spadsereture, hvorfor det kræves, at man har en god fysisk formåen og i stand til at gå på trapper. Flere steder vil vi blive guidet rundt af en engelsktalende lokalguide, da det er et lovkrav. Vi har dog altid vores danske rejseleder med til at assistere med oversættelse såfremt det ønskes.

Kort

Rejsen Essensen af England

Afgange og priser

AfrejseAfrejsestedRejseFra pris
9/7 - 13/7Se flytider KøbenhavnEssensen af England - 5 dage
Enkeltværelse uden tillæg!
7.995,-FORESPØRG
AfrejseAfrejsestedRejseFra pris
17/9 - 21/9Se flytider KøbenhavnEssensen af England - 5 dage
Enkeltværelse uden tillæg!
7.995,-Bestil

PRISEN INKLUDERER:

  • Fly København-London t/r

  • Fire nætter på 3* Best Western Abbotts i Canterbury

  • Halvpension (morgenmad og middag på hotellet)

  • Udflugter, transport og entréer iflg program

  • Dansktalende rejseleder

ENTRÉER INKL. (samlet værdi ca. kr. 700 pr. pers.):

  • Hever Castle Canterbury cathedral, Dover Castle, Leeds Castle, Chapel Down Winery og Chartwell

  • Canterbury Cathedral

  • Dover Castle

  • Leeds Castle

  • Chapel Down Winery

  • Chartwell

PRISEN INKLUDERER IKKE:

• Forsikringer
• Administrationsgebyr kr. 95 pr. person

Hotel