Nyheder, inspiration og gode tilbud på rejser til Spanien

Modtag gode tilbud og nyheder om rejser til Spanien med Kulturrejser Europa.

I nyhedsbrevet som sendes ca. 8 gange om året kan du også finde inspiration til din næste ferie i spændende artikler om Spanien, med emner som mad, vin, kultur, historie, natur og meget mere.

Vi trækker løbende lod om rejser til Spanien og rejsegavekort blandt alle modtagere af vores nyhedsbrev.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

Dagsprogram - Pilgrimsruten til Santiago de Compostela

udskriv Udskriv

Dag 1: Ankomst til Bilbao, Baskerlandet

Fra København går rejsen med flyskift i Madrid til Bilbao lufthavn. Her mødes vi af den danske rejseleder, der sørger for, at vi kommer godt til vores hotel i centrum af Bilbao.
 

Dag 2: Guggenheim-museet og Bilbao (M,A)

Om formiddagen besøger vi den canadiske arkitekt, Frank Gehry´s, mesterværk, Guggenheim-museet, hvis indvielse i 1997 var starten på en radikal ændring af byen. Før kom der aldrig en turist til Bilbao, som var en snavset og hektisk industriby. Nu er de gamle fabrikker revet ned, og en ny og moderne industri er flyttet uden for byen. Det har bevirket, at Bilbao er blevet en ren og dejlig by, og at der nu kommer flere millioner besøgende hvert eneste år. Vi har eftermiddagen på egen hånd i Bilbao centrum, og kan anbefale en tur rundt i den gamle bys 700 år gamle gader, der ligger helt parallelt af hinanden. De udgør nu et mondænt shopping-kvarter med mange eksklusive forretninger i skøn forening med traditionelle barer, der indbyder til et lille pit-stop. Om aftenen middag på hotellet.
 

 
Foto: Guggenheim-museet.
 

Dag 3: Vindistriktet La Rioja (M,A)

Vi forlader nu baskerlandet og sætter kursen mod Spaniens mest prætensiøse vindistrikt, La Rioja. Jo nærmere vi kommer, ser vi, hvordan vinstokkene står tættere og tættere og efter kun en times kørsel, er vi fremme i Haro, Rioja-vinens hovedstad. Der er rundvisning på en af de kendte vingårde, hvor der naturligvis også vil være en smagsprøve eller to. Herfra bevæger vi os ind på en af de mest benyttede Pilgrimsruter og bemærker de talrige stenmonumenter i vejkanten udsmykket med en muslingeskal – symbolet på pilgrimsvandrene. Der er ikke en entydig forklaring på, hvorfor netop muslingeskallen har fået denne betydning. Det mest sandsynlige er, at den galiciske kyst er fyldt med muslinger, der blev tiltroet magisk kraft og helbredende virkning. Med tiden blev de et symbol for pilgrimme, og muslingene blev sat fast på huer, vandrestave eller madposer og gav pilgrimmene beskyttelse, da det blev betragtet som en dødssynd at slå en pilgrim ihjel.

Så går turen til Santo Domingo de la Calzada, opkaldt efter eneboeren, Domingo, som på dette sted for 1.000 år siden byggede en bro over floden Oja og på mange andre måder lettede vejen for de mange pilgrimme på deres vej til Santiago de Compostela. Domingo er en af Pilgrimsvejens største personligheder og hovedperson i en af rutens mest kendte legender. På vej mod Burgos er der for første gang mulighed for en let gåtur ad Pilgrimsvejen. Overnatning på hotel i Burgos og aftensmad på en nærliggende restaurant.
 

Caminoen Santiago de Compostela med Kulturrejser Europa
Foto: Vinmarker i La Rioja.
 

Dag 4: Burgos, Castillia y León (M,A)

Rundvisning i den gamle bydel i Burgos, som er den absolutte "historiske milepæl" på Pilgrimsruten. Det var her i Burgos, at Castilien, det senere så betydningsfulde kongerige, blev til. Vi skal bl.a. se Casa del Cordón, et meget smukt palads fra 1400-tallet, hvor det spanske kongepar, Dronning Isabella af Castilien og Leon og Kong Ferdinand af Aragonien modtog Columbus, da han kom hjem fra sin anden rejse til den ny verden. Den flotte promenade, som er flankeret af gamle platantræer fører os hen til den imponerende byport, Arco de Santa María, modificeret i anledning af Karl V´s besøg i byen i 1500-tallet. Vi besøger den smukke, gotiske Domkirke, som er inspireret af Nôtre Dame i Paris. Her ligger den legendariske nationalhelt, El Cid begravet ved siden af sin kone, Doña Jimena. El Cid er født i Burgos, og det var ham, som i 1.000-tallet befriede Valencia for maurerne. Om eftermiddagen er der mulighed for en lille spadseretur langs floden Arlanzón til klosteret Miraflores, hvor Dronning Isabellas forældre hviler i en smuk grav af alabast. Overnatning på hotel i Burgos og aftensmad på en nærliggende restaurant.
 

Rejser til Burgos
Foto: Panoramaudsigt over Burgos.
 

Dag 5: León, Castillia y León (M,F)

På vejen til León er der mulighed for en let vandring (ca. 4-5 km) ad Pilgrimsvejen. Vores rejserute gennem det flade landskab, Tierra de Campos bringer os til Frómista. Undervejs passerer vi Canal de Castilla fra 1700-tallet, som blev brugt til transport af korn og uld fra Castillien til Biskayen, hvorfra det blev udskibet til bl.a. England. I Frómista er der tid på egen hånd, så der vil være lejlighed til at se nærmere på den meget specielle og velbevarede, romanske kirke, San Martín. Vi fortsætter mod León, som var hovedstad i det gamle kongerige af samme navn. Det gamle kvarter i León har fået tilnavnet ”det fugtige kvarter” på grund af de mange barer, og det er her vi indtager en tapas-frokost og fornemmer den charmerende atmosfære. Herefter står programmet på en rundvisning til fods i den gamle bydel med dens smalle stræder og mange flotte pladser. Vi sr en af Spaniens bedst bevarede markedspladser fra Middelalderen og den smukke Domkirke med 18.000 m2 blyindfattede ruder med farvet glas - et af de bedste eksempler på spansk gotik. Overnatning på hotellet i León.
 

Dag 6: Vindistriktet El Bierzo (M,F)

Dagens etape går til El Bierzo, men undervejs gør vi ophold i Astorga, som i Middelalderen, bl.a. på grund af dens 24 hospitaler, var en meget vigtig by på Pilgrimsruten. Hospitalerne var steder, man overnattede. Nogle specialiserede sig senere i ophold for syge, mens andre blev ved med at være til ren og skær overnatning, men blev stadig kaldt hospitaler som i det engelske ord hospitality. Vi skal se det prægtige, barokke rådhus fra 1600-tallet og også nyde synet af det smukke bispepalads i Art Nouveau-stil - et af den berømte catalanske arkitekt, Gaudís værker. Efter et par dage i fladt landskab på den castillianske højslette kommer vi til det dejlige bjergområde, Monte Irago, hvor der vil være mulighed for let vandring ad Pilgrimsvejen. Midt på dagen gør vi hold på en hyggelig, lokal restaurant, hvor vi spiser vores frokost. Vi skal overnatte i El Bierzo, som i 1.000-tallet blev genbefolket under den store castillianske erobrer, Alfonso VI. Senere kom franske munke til området, hvor de foruden at bygge flere klostre også anlagde mange vinmarker – de kan takkes for, at El Bierzo den dag i dag er et af Spaniens mange officielle vindistrikter. Overnatning på hotellet i El Bierzo.
 

Dag 7: Den sidste strækning til Santiago de Compostela (M,A)

I dag skal vi tilbagelægge den sidste strækning af Pilgrimsruten på vores vej mod Santiago. På grænsen til det grønne Galicia, som er en af Spaniens smukkeste provinser, gør vi holdt i Cebreiro, der er flot beliggende i 1.300 meters højde – naturligvis med en eventyrlig udsigt. Vi kan også se flere af de karakteristiske, stråtækkede hytter i keltisk stil, som var beboet indtil for få år siden. Vi besøger en af Spaniens ældste landsbykirker, Santa María la Real, som har rødder helt tilbage til 800-tallet. Turen går videre ad mindre veje, og inden vi når Santiago, gør vi holdt i Portomarín, som ligger smukt ved floden Miño. Her ser vi den helt specielle kirke fra 1.100-tallet,der på én gang fungerer som fæstning, kirke og rådhus - et typisk, gallisisk palads. Her i byen er man specialister i at lave akvavit, om den står mål med den danske kan vel komme an på en prøve! Overnatning og middag på hotellet i Santiago de Compostela.
 

 
Foto: Monument på vejen til Santiago.
 

Dag 8: Santiago de Compostela (M)

Nu er vi nået til pilgrimmenes mål, Santiago de Compostela, der er opstået omkring apostlen Jakobs grav, som bonden Pelayo fandt på en mark i år 813. Om formiddagen besøger vi det historiske centrum, som ganske enkelt er ét stort friluftsmuseum med smalle, skæve gader, yndige pladser, gamle klostre, rigmandspaladser, typiske gallisiske huse og det gamle universitet. Rundvisningen slutter i den berømte katedral, hvor Jakob ligger begravet under hovedalteret. Om eftermiddagen er der tid til på egen hånd at udforske den smukke og spændende by, som hvert år besøges af ti millioner mennesker. Det er også i dag, I skal gøre de sidste indkøb, og det kan i høj grad anbefales at tage sig tid til at smage den lækre Santiago-tærte og/eller den lokale vin, som hedder Ribeiro. Overnatning på hotel i Santiago de Compostela.
 

Santiago de compostela
Foto: En af rejsens absolutte højdepunkter - Katedralen i Santiago de Compostela.
 

Dag 9: Afrejse fra Santiago (M)

Så er den spændende rejse ad Pilgrimsruten forbi, og vi kører til lufthavnen for at få vores fly via Madrid til København.

Vi gør opmærksom på, at forskellige lokale forhold kan gøre det nødvendigt at ændre på rækkefølgen i dagsprogrammet.

 

Rejser til Spanien Hotel Foto Priser Dagsprogram

 
Søg på hele Kulturrejser-Europa.


 
 
Din huskeliste

 
 
Bestil rejse

 
Kulturrejser-Europa
Studiestræde 19 2. sal
DK-1455 København K
Telefon: 88 33 62 46
info@kulturrejser-europa.dk
Rejsegarantifonden: 1920