Nyheder, inspiration og gode tilbud på rejser til Spanien

Modtag gode tilbud og nyheder om rejser til Spanien med Kulturrejser Europa.

I nyhedsbrevet som sendes ca. 8 gange om året kan du også finde inspiration til din næste ferie i spændende artikler om Spanien, med emner som mad, vin, kultur, historie, natur og meget mere.

Vi trækker løbende lod om rejser til Spanien og rejsegavekort blandt alle modtagere af vores nyhedsbrev.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

 

Dagsprogram - Mallorca special

udskriv Udskriv

Dag 1: Ankomst til Palma på Mallorca

Modtagelse af den danske rejseleder i lufthavnen og kørsel til vores hotel, der skal være vort hjem den kommende uge. (A)

 

Dag 2: Sóller og Port de Sóller

Udflugten til Port de Sóller går gennem bjergkæden Tramuntana. Efter et fotostop kører vi til Sóller, som ligger i en smuk dal med masser af appelsinplantager. Sóller har et hyggeligt torv, hvor fortovscafeerne ligger side om side. Her finder vi også byens rådhus og sognekirken, hvorpå en af Gaudís elever har sat sit præg. Markedshallen ligger også i centrum. Efter en orienterende gåtur med guiden kan disse seværdigheder besøges på egen hånd. Du kan vælge for egen regning at tage det gamle elektriske tog fra 1912 tilbage til Palma. Dette tog kører ad en utrolig smuk rute med mange gamle olivenlunde. Rådfør dig gerne med guiden. Denne udflugt er halvdags. (M,A)
 


Foto: Den traditionelle sporvogn, som går fra Port de Sóller til Sóller

 

Dag 3: Palma med bus og til fods

Sightseeing i Palma med bus inkl. et fotostop ved fæstningen Bellver, som er den eneste runde fæstning i hele Spanien. Den har haft flere funktioner gennem tiderne og har bl.a. været fængsel. Der er en fantastisk udsigt over Palma by og havn, og til den anden side har vi frit udsyn til bjergene. Den spanske konge, Juan Carlos I, er også Mallorcafan. Få guiden til at udpege hans sommerresidens, hvor han hver sommer tilbringer en tid sammen med sin familie. Denne sommerresidens kan betegnes som ”privaten”. Når kongen modtager officielt besøg, mens han opholder sig på Mallorca, foregår det i Almudaina-paladset, som oprindeligt var de mauriske kongers residens.
I Palma centrum skal vi på en lille gåtur med guiden, hvorefter der er tid på egen hånd. Palma er en meget smuk storby med promenader og fortovscaféer. I byens historiske centrum med smalle gader og små pladser findes der over 100 rigmandspaladser, hvoraf de fleste daterer helt tilbage til 1500-tallet, hvor Spanien havde sit ”Gyldne Århundrede” på grund af opdagelsen af den ny verden. Palmas største kulturelle seværdighed er den flotte katedral, som bærer præg af to af Spaniens største kunstnere. Arkitekten Antoni Gaudí har stået for en ombygning i starten af 1900-tallet, og for ganske nylig har skulptøren Miquel Barceló dekoreret et kapel på en ganske speciel og omdiskuteret måde. Denne udflugt er halvdags. (M,A)

 
Foto: Udsigt over kystrstrækning ved Palmabugten med Palma i baggrund

 

Dag 4: Fridag el. udflugt til Valldemossa

På denne udflugt kommer vi først gennem den smukke dal, San Brondo, som mange sammenligner med Toscana i Italien. Byen Valldemossa er opstået omkring klosteret, La Cartuja, fra 1300-tallet, hvor den polske pianist, Frédéric Chopin, i vinteren 1838-1839 boede sammen med sin franske veninde, Aurora Dupin, som var forfatter og arbejdede under synonymet George Sand. Klosteret, som vi nu skal besøge, ligger på byens højeste punkt og kan ses på lang afstand. De Celler, som Chopin og hans veninde boede i, kan også beses. Der er også mulighed for en lille Chopin-koncert i Kong Sánchez´ palads. Efter rundvisningen på klosteret går vi en tur med guiden i den hyggelige by, og der bliver tid til en drink på egen hånd, inden vi kører tilbage til hotellet. Denne udflugt er halvdags og ikke inkluderet i prisen. (M,A)

 

Dag 5: Fridag til egne oplevelser på Mallorca

Mulighederne er mange. Nyd fridagen på hotellet og i lokalområdet eller tag en ekstra tur ind til Palma. Lej evt. en cykel eller bil for en dag og udforsk øen på egen hånd. I bil kan vi bl.a. anbefale en tur til Mallorcas vestkyst, hvor byer som Cala d'Or, Porto Petro og Naturparken Cala Mondragó er et besøg værd. Eller kør en tur op i bjergene på nordkysten, hvor en snørklet afstikker fører til Sa Calobra og Torrent de Pareis, hvor du via en gangsti gennem en tunnel i bjerget bliver ført til en udsigt, der er hele turen værd. Rådfør dig evt. med guiden eller hotelpersonalet, som gerne er behjælpelige med det praktiske samt alternative forslag. (M,A)

 

Dag 6: Mallorcas nordkyst, Inca, Pollenca, Formentor og Alcúdia

Dagens udflugt starter med et stop i øens tredjestørste by, Inca, - velkendt for sin læderindustri, som går langt tilbage i historien. Dernæst går turen til Pollença, hvor det er et must at besøge El Calvario, en lille kirke fra 1700-tallet, som huser den populære jomfru, Virgen del Peu de la Creu. Jomfruen blev for mange år siden fundet af nogle fiskere ved den nærliggende bugt, Cala Sant Vicenç. Den lille kirke ligger i 170 m højde, og turen dertil foregår ad en trappe med 365 trin. Senere kommer vi forbi Port de Pollença, - et meget romantisk sted, som er blevet ”udødeliggjort af malerne og besunget af digterne”. Agatha Christie er blevet inspireret til en af sine romaner i den smukke havneby, og det var her til Port de Pollença, at Mallorcas allerførste turister ankom.
Vi fortsætter til Formentor, som ikke alene er Mallorcas nordligste halvø, men også den smukkeste. Fyrst Rainier af Monaco og Grace Kelly tilbragte deres hvedebrødsdage på det fem-stjernede Hotel Formentor, som er den mallorcinske hotelbranches stolthed. Vi holder ved Formentors flotte, naturlige udsigtsterrasse - et af de steder på hele Mallorca, hvor der bliver taget flest billeder. Der er en fantastisk udsigt over Formentors vilde klipper, Mallorcas nordkyst og det blå Middelhav, som netop her er ekstra blåt og ekstra rent. Pollença-bugten, som er en af Mallorcas mindste bugter, men samtidig en af de smukkeste, fører os til Alcúdia, der allerede før romernes ankomst eksisterede som handelsstation. Lige uden for Alcúdias bygrænse ligger ruinerne af den romerske by Pollèntia. Maurerne har også sat deres spor på byen, - i hvert fald på byens navn. Al-Kudia betyder klippen. Alcúdia har en gammel, velbevaret bymur og to flotte byporte, - en i hver ende af den gamle bydel. Der er tid til frokost på egen hånd, lige som kaffe- og fotopauser naturligvis er indlagt i løbet af dagens program. Denne udflugt er heldags. (M,A)
 


Foto: En af Alcúdias bymure.

 

Dag 7:  Fridag på egen hånd

Denne dag er beregnet til afslapning. Derudover hjælper rejselederen gerne med forslag til oplevelser på egen hånd - eller måske et fælles arrangement, hvis der er stemning for det og tilstrækkelig tilslutning. (M,A)

 

Dag 8: Hjemrejse fra Mallorca til Danmark

Tiden er inde til at forlade Mallorca, og vi kører en halv times tid til lufthavnen. (M)

 

Rejser til SpanienHotelFotoPriserDagsprogram

 
Søg på hele Kulturrejser-Europa.


 
 
Din huskeliste

 
 
Bestil rejse

 
 
Video fra Mallorca Special – 8 dage

Se film fra Mallorca Special – 8 dage.

 
Kulturrejser-Europa
Studiestræde 19 2. sal
DK-1455 København K
Telefon: 88 33 62 46
info@kulturrejser-europa.dk
Rejsegarantifonden: 1920