Få tilsendt gode tilbud og nyheder om rejser til Portugal med Kulturrejser Europa.
I nyhedsbrevet får du inspiration til din næste ferie i spændende artikler om Portugal, med emner som mad, vin, kultur, historie, natur og meget mere.
Vi trækker løbende lod om rejser til Portugal og rejsegavekort blandt alle modtagere af vores nyhedsbrev.
Dagsprogram - langtidsferie på Lissabonkysten |
|
I Lissabons lufthavn bliver vi mødt af rejselederen, som følger med til Estoril Eden Aparthotel i Estoril.
I dag tager vi på opdagelse i Lissabon. Bydelen Belém venter på os, og her kan du se den smukke fæstning Torre de Belém og Henrik Søfarerens monument med dens kompasrose. Belém huser desuden Jerónimos-klostret, som vi også er heldige at passere undervejs. Senere kommer vi til Lissabons historiske centrum, hvor vi i selskab med rejselederen får smagsprøver af byen til fods og i bus. Vi stifter bekendskab med de kendte bydele Bairro Alto, Chiado og Alfama samt de store pladser, som kendetegner bymidten. Vi nyder udsigten til Lissabons prægtige borgruin, Castelo de São Jorge. På denne udflugt vil vil du få en god introduktion til Portugals elegante og vidunderlige hovedstad, som du med garanti vil besøge senere hen på egen hånd.

Foto: Opdagelsesmonumentet og Belém-tårnet
I dag skal vi til to af Portugals og Europas ”gådefulde” områder, nemlig Cabo da Roca og Sintra.
Cabo da Roca kaldte romerne for ”promontorium magnum”, i 1500-tallet blev den kaldt for ”Lissabons klippe”, og Portugals største digter, Luis de Camoes skrev om ”Cabo da Roca” som stedet, hvor ”landet ender og havet begynder”. I dag kender vi ”Cabo da Roca” som Europas vestligste punkt - et sted, som har en fantastisk udsigt ud over Atlanterhavet, 140 meter over havets overflade. Vi kører videre og op ad bjerget, der fører til Sintra – den gamle kongeby, der i den grad skiller sig ud fra mængden. Det har UNESCO også taget notits af og tlføjet Sintra på listen over verdens kulturarv. I den eventyrlige lille by, der er omgivet af massiv skovvækst, har du tid til at lade dig indhylle af den særlige stemning, der hersker i Sintra. Du går rundt i smalle, snoede gader, som også H.C. Andersen og Lord Byron gjorde det for mange år siden.
Europas vestligste punkt, Cabo da Roca og en af H.C. Andersens favoritsteder, Sintra - dét er dagens oplevelser, som du med sikkerhed sent vil glemme.

Foto1: Cabo da Roca - Europas vestligste punkt.
Foto 2: Kongepaladset i Sintra
Nyd en afslappende tur langs strandpromenaden, som lokker med sit store udbud af gode caféer og restauranter, især ved Tamariz-stranden.
Eller tag til Cascais (nabobyen), enten med toget eller gå langs vandet på strandpromenaden. Cascais er kendt for at være en by af ”fiskere og kongelige” – noget kontrastfyldt må man sige, men ikke desto mindre giver det blot byen endnu mere charme og sjæl. I 1800-tallet kom det på mode at holde ferie ved vandet, og den portugisiske kongefamilie valgte Cascais (hvor det tidligere var Sintra) som opholdssted i de varme sommermåneder. Det samme gjorde andre kendte og kongelige, og Cascais blev hurtigt overklassens tilflugtssted om sommeren. Idag er Cascais en livlig forstad til Lissabon. Her finder du små caféer med udsigt til vandet, fiskerihavnen, marinaen, indkøbscenter og gågader med butikker og restauranter.

Foto: Oplev det daglige liv ved havnen i Cascais
Du kan fortsætte med at nyde Lissabonkysten og Estoril på egen hånd, men vi kan varmt anbefale dagens udflugt, som går i UNESCOs fodspor og vil give dig en række historiske og kulturelle oplevelser. I dag skal vi lidt nord for Lissabonkysten, og vi starter i Óbidos - den fortryllende landsby med smukke, hvidkalkede huse omringet af fæstningsmure fra 1300-tallet. Glæd dig til at træde flere hundrede år tilbage i tiden og opleve yderst pittoreske omgivelser - og brug tid på at smage på Óbidos' lokale specialitet ”Ginginha”, som er en omdiskuteret kirsebærlikør serveret i små chokoladekopper. Vi fortsætter langs kysten til Portugals mest berømte fiskerby, Nazaré. I dag er Nazaré et populært sommerferiested for portugiserne, men på strandbredden kan vi stadig opleve de lokale fiskere i deres traditionelle Nazaré-kostume: ternede skjorter og sorte strikhuer for mændenes vedkommende og syv lag-på-lag skørter for kvindernes.
Senere kommer vi til et af Portugals mest imponerende bygningsværker: Batalhas dominikanerkloster, der er bygget for at fejre Portugals sejr over spanierne i 1385 ved Aljubarrota, hvor Portugals selvstændighed var på spil. Batalhas gotiske kloster er af stor betydning for portugiserne og Portugals historie, og klosteret er at finde på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
Fra det ene højdepunkt til det andet – nu er det Fátima’s tur til at imponere. Byen er et af kristendommens store pilgrimsmål på niveau med f.eks. Lourdes i Frankrig. Fátimas religiøse betydning startede den 13. maj 1917, da Jomfru Maria viste sig for tre børn. Helligdommen Fátima består af et ”kompleks” med en kirke i nybarok stil med et 65 meter højt tårn beliggende på en plads, der er dobbelt så stor som Peterspladsen i Rom.

Foto 1: Landsbyen Óbidos.
Foto 2: Batalha
Måske vil du benytte nogle af fridagene til at leje en bil og køre ud i det blå på egen hånd. Her er oceaner af muligheder, og vi kommer gerne med forslag under opholdet.
Du kunne f.eks. en tur langs vestkysten mod Azenhas do Mar og Ericeira - to små kystbyer beliggende på en klippe ud til Atlanterhavet. Begge steder er kendte for sin friske fisk og skaldyr.
Eller besøg de gamle tempelridderes territorium på en tur til Tomar og læg inden vejen forbi ”Mira de Aire-grotterne” - uden tvivl et besøg værd.
Der er mange, mange flere muligheder og steder at udforske - også områder, der er ideelle til besøg på egen hånd – f.eks. Lissabon med alle de skønne kvarterer, som hver har sin helt egen charme og livsstil. Besøger du Lissabon, kan du hoppe på toget fra Estoril hver halve time, og dermed kan du nemt og hurtigt komme tur/retur og nyde en kort togrejse langs Atlanterhavets kyst.
Rejselederen har med garanti et utal af gode forslag, hvis du vil gøre noget helt tredje eller fjerde.

Foto: Havnen i Estoril
Vi krydser Tejo-floden til ”den anden bred”, som portugiserne kalder Tejos sydlige bred. Vi skal til den idylliske fiskerby Sesimbra, der ligger omkranset af en mindre bugt med klipperne i baggrunden. I Sesimbra har tiden en helt anden betydning end Lissabon, for i Sesimbra hersker der fred, ro og masser af friskfanget fisk! Fra maleriske Sesimbra kører vi gennem Arrábidas betagende landskaber til Vila Nogueira de Azeitão, hvor vi skal prøvesmage områdets vine. Azeitão er hjemsted for Periquita-vinen, der bl.a. er meget populær i Danmark.
Setúbal er Portugals tredjestørste havneby - en vigtig fiskerihavn, som især er gældende for områdets sardinfangst. Fra havnefronten kan vi opleve lidt af det maritime liv og færgerne, der sejler til ferieparadiset Troia, som tusinder af solhungrende hvert år valfarter til. Vi bliver på fastlandet, hvor bylivet er anderledes roligt fremherskende.

Foto: Vinsmagning
Har du lyst til lidt aktivitet, byder Estoril og Lissabonkysten på fremragende golfbaner og tennisfaciliteter. Er du til vandreture, er Sintra og omegn et oplagt sted for stille stunder i betagende naturomgivelser. Spørg rejselederen til råds, hvis du har lyst til andet end blot at dase.
Efter tre oplevelsesrige uger vender vi snuden hjemad til Danmark og nyder minderne, der gerne skulle vare ved lang tid fremover.
Vi tager forbehold for, at der kan forekomme ændringer i rejsens program grundet lokale forhold.