Storkereder og nonnemøller i Extremadura i Spanien
Skrevet d. 20. februar 2012 af Nellie Vierhout
Alle kender Andalusien, men kun få kender Extremadura, selvom de to provinser grænser op til hinanden. Andalusien forbinder vi med den spanske sjæl, med sol, varme, spansk mad og vin, musik, stor kunst og storslået natur. Men den spanske sjæl findes også i Extremadura, som betyder landet på den anden side af floden Duero.
Conquistadorernes land
Det er en af de fattigste, mest isolerede egne af Spanien, en lidt glemt provins med kolde vintre og varme somre. Den er knap så stort som Danmark, men der bor kun 1 million mennesker. Man kommer til et stort uforandret landskab med minder om fortiden, huler, stendysser fra kelterne, romerske ruiner, mudejar arkitektur, romanske og gotiske kirker, katedraler, fæstninger, middelalderlandsbyer, klostre, slotte og paladser. Store naturparker med et rigt plante og dyreliv. Extremadura er også en region, hvor det har været svært at skaffe sig føden, en egn der sendte sine mænd til verdens ende. Dette barske område skabte barske mænd, og Extremadura er kendt som “tierra de conquistadores,” conquistadorernes land.
Statuen af Pizarro i Trujillo. Foto: Nellie Vierhout
Rå og udholdende
Forfædrene til disse conquistadores var veteraner i kejser Augustus´ legioner. I 23 e.kr. gav han dem området omkring Mérida, hvor de kunne trække sig tilbage og dyrke jorden, når de gik på pension. I middelalderen var de riddere i korstogene og de senere tempelordner, de kæmpede mod araberne, og de blev kendte for at være udholdende. Det var andalusere, der sejlede med Columbus på den første rejse, men det var extremenerne, der gjorde det snavsede arbejde med erobringen af Sydamerika. Der kom de til et sted, der mindede om det, de forlod, stort, åbent og vanskeligt at opdyrke. Det var oftest uuddannede, fattige fårehyrder, der erobrede den nye verden, hvor deres rå, extremenske mod og udholdenhed bestod sin prøve. Mange omkom under ekspeditionerne, men nogle kom tilbage belæsset med guld og sølv, ofte medbringende indianske prinsesser, og de brugte deres nyerhvervede rigdomme til at bygge slotte, kirker og paladser. I dag kan man bo i nogle af deres paladser, ligesom klostre er lavet om til hoteller.
Sortfodsskinke
Deres historie har sat sig spor i byer og landskaber, de bragte ikke alene guld og sølv med tilbage, men også kartoflen, tomaten, paprika og majs fandt vej til det extremenske køkken, som blev en blanding af kristen, jødisk og arabisk indflydelse. Extremadura er kendt for sin sortfodsskinke, der kommer fra de halvvilde, sorte svin, der går under træerne og spiser agern. Det giver en hel speciel krydret smag. Der er grønt året rundt, for træerne er stedsegrønne, de står ikke i skove, men enkeltvis, især steneg, korkeg og oliventræ, og på markerne vandrer store fåreflokke.
Det bedste tidspunkt af året at opleve Extremadura på er om foråret, når mandel og kirsebærtræerne blomstrer, og når hundredvis af storke har bygget reder på tage, kirkespir, elmaster og vejskilte.
Mérida
Mérida er hovedstaden i Extremadura, og det er først og fremmest de romerske bygninger, der gør den interessant. Der er et velbevaret romersk teater, som stadig bruges, og det nyopførte nationalmuseum er et af de smukkeste i verden. Det er bygget henover en romersk vej og rummer 32.000 romerske kunstgenstande.
Det romerske teater i Merida: Foto: Nellie Vierhout
Trujillo
Trujillo har været beboet af keltere, romere, arabere og kristne, og herfra kom de fleste conquistadorer. Centrum i Trujillo er Plaza Mayor. Her kan man se nogle af de paladser, som conquistadorene lod opføre, når de kom hjem. Man siger, at de drog ud som svinehyrder, men kom hjem som adelige. Der står en kæmpestatue af Pizarro, som erobrede Peru, midt på pladsen. Byen rummer smukke kirker og klostre, hvor man kan købe duge og kager hos nonnerne. Her kan man også se de såkaldte nonnemøller, som er en rund trækonstruktion, der kan drejes. Der kunne familierne lægge ting til deres døtre i klostret, de kunne også tale med dem, men de kunne ikke se dem, for det var lukkede klostre, hvorfra pigerne ikke kom ud.
Cáceres
I Cáceres har tiden stået stille siden det 15-16 århundrede, og byen er et stort museum. Den er en af de få spanske renæssancebyer, der er bevaret og står på Unescos kulturarvsliste.
Paradoren i Jarandilla - patioen. Foto: Nellie Vierhout
Guadalupe
Guadalupe er en pilgrimsby, et af de vigtigste centre for den katolske tro. Den vigtigste dag er den 12 oktober, spanskhedens dag, som er den dag Columbus opdagede Sydamerika, og det er også Extremaduras nationaldag. Guadalupe kaldes også for Sydamerikas døbefont, for det var i klostret, at Fernando og Isabella underskrev de breve, der sendte Columbus af sted til Sydamerika.
I den vestlige verden er der tre steder, de troende har rejst til: Jerusalem, Rom og Santiago de Compostela. I Spanien er der tre pilgrimsbyer, Santiago de. C., Montserrat udenfor Barcelona og Guadalupe. I klostret findes en af de mest tilbedte Maria skulpturer i Spanien og Sydamerika. Hun kan ses i den pragtfulde katedral, som man begyndte at bygge omkring 1340, med mange stilarter, og som rummer et kloster. I dag kan man bo i klostret, nogle af værelserne åbner lige ud i en romansk- gotisk klostergang, og man kan sidde og spise i den smukke patio. Hotellet har to stjerner, men fortjener fire. Munkene ønsker dog, at almindelige mennesker har råd til at bo der, derfor vil de ikke opgraderes. Man kan også bo i paradoren, et tidligere hospital og drengeskole fra det 15 århundrede, og her har man en fantastisk udsigt til katedralen og bjergene i baggrunden. Om foråret har et storkepar altid bygget rede på katedralens højeste spir, og mens hunnen ligger i reden, bringer hannen hende frøer, tudser, snoge og andre lækkerier.
Fakta om *paradores:
Paradores er et netværk af statsejede hoteller. Det første blev indviet i 1928. De er fordelt rundt omkring i hele Spanien, i byer og på landet, i nye bygninger, men først og fremmest i tidligere paladser, gamle klostre, middelalderborge.
Der findes omkring 100, og at rejse rundt i Spanien og bo på disse hoteller, er som en rejse i spansk historie og kultur.
Jarandilla
Nord for Guadalupe ligger den lille landsby Jarandilla, hvor en middelalderfæstning fra det 14 århundrede danner rammen om et slot, hvor man kan bo, det er en parador*. Slottet er kendt i spansk historie, for det var her kejser Karl den Første trak sig tilbage i 1556 for at ende sine dage, efter at have været kejser over det spanske imperium i 40 år, et rige hvor solen aldrig gik ned.
Han lod opføre en tilbygning, som skulle være en kopi af det hus, han var født i i Gent, men det var ikke færdigt, da han kom, så han boede på slottet i Jarandilla, til alt var klart. Han var kun 56 år, men så plaget af gigt, at han næsten ikke kunne gå. Han var blevet båret fra Nordspanien på skuldrene af lokale bønder, rejsen havde taget 41 dage, og i klostret kan man stadig se den stol, han sad i.
Nellie Vierhout er cand.mag. i spansk og kunsthistorie og gør sig både som forfatter og foredragsholder om Spanien, hvilket du kan læse mere om på hendes hjemmeside. Nellie var i mange år purser i SAS og har skrevet to bøger: ”Bag smilet” og ”Fra kalif til konge.” Hendes næste bog hedder ”I begyndelsen var Spanien” og vil udkomme i løbet af året.
Paradoren i Jarandilla - patioen. Foto: Nellie Vierhout
Rejser til Extremadura – redaktørs note:
Kulturrejser Europa arrangerer ikke rejser til Extremadura på nuværende tidspunkt, men vi overvejer at indkludere rejser til Extremadaura i næste års program. I dette års program arrangerer vi flere forskellige kulturrejser med dansktalende rejseleder til Andalusien, og på disse rejser er det muligt at foretage dagsudflugter ind i naboregionen på de indlagte fridage.
Du kan her læse mere om Kulturrejser Europas rejser til Andalusien.
Du er også meget velkommen til at skrive en kommentar, hvis du selv har rejst i Extremadura og har nogle erfaringer, du gerne vil dele med os og vores læsere.
Skriv en kommentar
Ingen kommentarer