Pilgrimsruten

Skrevet d. 12. januar 2012 af Andreas Thrane

Duften af sødlig røgelse i Santiago de Compostelas romanske katedral. En horisont-forpustet, bugtet vej gennem en frodig galicisk dal. Stejle passager over golde, forblæste bjerge. Øde, gule sletter med vidtstrakt himmel, og midt på vejen: en herreløs hund. Små, porøse middelalderlandsbyer, hvis slidte, århundredegamle ansigt beskedent skjuler sjældne europæiske kulturskatte. Bundløs tvivl, katharsisk renselse, ubændig tro?

Jakobsvejen, eller på spansk El Camino de Santiago, vækker mange billeder. Men hvad er egentlig denne pilgrimsrute, der har vundet så stor betydning, at den ikke kun er Europas vigtigste kristne pilgrimsrute, men i dag også vandres af et hastigt voksende antal ikke-troende, ja ligefrem er kommet på mode som kulturel rejse-destination?

Den første martyr

Det hele begyndte med en discipel; men ikke en hvilken som helst discipel. Ifølge det nye testamente var apostlen Jakob én af de første af Jesu tolv apostle; og den første af Jesu disciple, der led martyrdøden for sin tro. I det nye testamente beskrives han desuden som en initiativrig, driftig og ikke så lidt temperamentsfuld discipel. Muligvis ledte den sidste egenskab til vrede blandt de verdslige magthavere; i hvert fald var det – ifølge Apostlenes Gerninger – jødernes egen konge, kong Herodes, der beordrede ham halshugget. Vi er her ude på historisk gyngende grund. Men vi forsøger.

Ifølge legenderne – og vi behøver vel næppe at påpege, at vi stadig gynger lystigt rundt her i historisk forstand – skulle Jomfru Maria fire år tidligere, nærmere bestemt den 2. januar 40 år efter Kristi fødsel, have vist sig for Jakob på bredden af Ebro-floden i Caesaraugusta –  forgængeren for den by, der idag hedder Zaragoza – mens han prædikede evangeliet.

Hvorefter han tog til Israel og blev discipel. Hvorefter han blev halshugget af Herodes. Hvorefter han – stadig ifølge én af legendens mange versioner – blev fragtet fra Jerusalem til Santiago de Compostela, i det nordvestligste hjørne af Galicien, i en båd. Hvorefter han – i nogle versioner – kæntrede i en storm og skyllede ind på stranden, dækket af kammuslinger; der derfor senere blev helgens og pilgrimsrutens symbol. Og hvorefter han til sidst blev begravet i en krypt i byens katedral.

Moderne lune

I andre versioner bliver Sankt Jakob beskrevet som et sandt logistisk talent, der både kunne prædike på den iberiske halvø og i det forjættede land; det gamle Judæa. Man fornemmer her den historiske mystik, den folkelige og gejstlige fabuleren, og den epistemologiske bundløshed, som næsten altid omgærder helliggjorte, religiøse skikkelser.

Hvordan det end forholdt sig, så blev han efter sin død en helgen, en ledestjerne, et religiøst symbol, hvis spektakulære levned rummede forjættelser om aflad og en ny begyndelse. Og derfor hjemsøgt af troende katolikker fra hele Europa, ja fra hele verden.

Først af troende katolikker; herefter også af protestanter, ateister, agnostikere, anarkister. Ja, til sidst blev apostlen Jakob opsøgt af alle slags mennesker. Men ikke alle søgte aflad. Ikke alle ville begynde forfra. Nogle var drevet af helt andre motiver, hvor Gud ikke var hovedpersonen på scenen. Pilgrimsruten gik med andre ord fra at være et ensidigt religiøst symbol til at være et sammensat kulturelt fænomen. De oprindelige, religiøse ambitioner var der stadig, men de blev isprængt en broget og kalejdoskopisk mængde af moderne luner; såsom den enkle lyst til at vandre. Eller kulturel nysgerrighed.

Levedygtighed

Den metafysiske åbenhed og tolerance, som Pilgrimsvejen har vist sine pilgrimsfarende, er helt sikkert blevet dens styrke og en del af forklaringen på dens overlevelse i en tid, der forlængst har kastet Gud på bålet som fælles ledestjerne.

Dét – og så dens overdådige historiske robusthed. Den har – på næsten skrupelløs vis – overlevet krige, politiske stridigheder, og en traumatisk protestantisk reformation med samme overbærenhed som en blind elsker. Intet har tilsyneladende kunnet hugge ind til dens seje og hårde knogler; og det er ikke fordi, der ikke har været forsøgt.

Selv ikke dens førsteudfordrer, Den sorte Død, der i 1300-tallet tog livet af mellem tredive og tres procent af alle europæere, kunne få kål på denne hellige vej, der synes at have været mere ubændig og mere tålmodig end al den menneskelige ærgerrighed og forfængelighed, der har omgivet den.

Skønhed

Og da de troende mistede pusten og pilgrimsvejen blev næsten glemt af et gennem-sekulariseret og tiltagende materialistisk, europæisk folkefærd op gennem 1980´erne, tog andre over: Pilgrimsruten blev nu genstand for eksistentialistisk, nyreligiøs eller kulturel interesse – eller for noget meget mere enkelt end det: Mennesker, der synes det var en smuk vej at vandre på.

Hvilket vel kan være ligeså godt som alt andet. Som Joseph Brodsky – digteren, essayisten, nobelprismodtageren – engang træffende bemærkede: Det er ubegribeligt så meget betydning mennesket tillægger sandheden, når det er omgivet af så megen skønhed. At hans bemærkning gjaldt hans livslange italienske elskerinde, gjort i søjler, vand og kapitæler, nemlig byen Venedig, er ikke så vigtigt i denne sammenhæng. For skønhed er der også rigeligt af på Pilgrimsvejen, også selvom den undertiden er af den mere landskabelige og rustikke art.

Metafysisk forvirring

Hvorom alting er, så bevægede vejen sig teologisk væk fra dens udgangspunkt og blev et spejlbillede på et pluralistisk og demokratisk samfunds metafysiske forvirring. Kernen bestod, men skindet på frugten havde skiftet farve. Der var så at sige noget til enhver smag. Naturligvis med den åbenlyse fare, at frugten helt ville miste sin smag. Men Jakobs-vejen smager stadig af noget, selvom den idehistorisk flyttede ind i en relativistisk tidsalder, hvor alle stort set kunne gøre alt.

Den har stadig troværdighed, selvom pilgrimsvejen blev et eksperimentarium og en legeplads ligeså meget som en trosplads. Den har stadig integritet, selvom helligånden blev blandet med tidsånden – og tidsånden ofte var troløs, både på den ene og den anden måde. Den har stadig smag.

For kulturen – dette uudslettelige restprodukt – overlevede alle mordforsøg, og står i dag stærkere end før; næret af den forfremmelse som Guds detronisering som eneste hovedrolleindehaver medførte. Det gælder de gamle kulturbyer, som pilgrimmen kan vandre igennem, afhængigt af det moderne, uforpligtende rutevalg: Byer som Burgos, León, Astorga, Santander, Oviedo, Bilbao, Pamplona og naturligvis Santiago de Compostela, som alle trofast holder de gamle pilgrimstraditioner i hævd. Og det gælder de utallige små, ofte fra middelalderen bevarede, landsbyer på de ligeså utallige pilgrimsruter, der ofte gemmer på sjældne pilgrims-artefakter.

Og så er der landskabet på ruterne. Disse landskaber, som går hele farvepaletten igennem, fra Pyrenæernes grønne eksplosioner i nordøst til de forblæste, gule sletter og de barske askegrå bjerge i nordvest: Heller ikke dét, er der endnu nogen, der har haft held med at forskubbe fra landkortet.

De hele løsninger

I begyndelsen var alting imidlertid meget sværere. For eksempel bød traditionen, at den aflads-trængende pilgrim skulle begynde sin pilgrimsvandring i sin hjemby og gå hele vejen til Santiago de Compostela. Ikke noget med at snyde og springe på en kærre – eller i vore dage – en bus, cykel eller en bil. Ikke noget med at tage den halve vej. Ikke noget med at vælge ruter og begynde dér, hvor det falder én ind. I begyndelsen var der ingen halve løsninger og ingen komfortabel udenomssnak.

Heraf de utallige indfaldsvinkler til Santiago de Compostela, fra Nordeuropa, Centraleuropa, Østeuropa, Tyrkiet, Storbritannien, ja stort set alle tænkelige hjørner af verden.

Alle veje fører til Santiago

Og heraf de utallige ruter. Ruter, der endnu i dag smager af al den betydning og mystik, som de har opsamlet gennem flere århundreders virke.

Der er Den franske rute, der begynder ved Saint-Jean-Pied-de-Port på den franske side af Pyrenæerne og går til Roncesvalles på den spanske side af den mægtige bjergkæde, og derefter fortsætter 780 kilometer til Santiago de Compostela gennem byerne Pamplona, Logroño, Burgos og Léon.

Sankt Jakob afbilledet til hest. Ukendt kunstner. Fotograf/ophav:ukendt

Der er Den nordlige rute - oprindeligt brugt af de pilgrimsrejsende for at smyge sig udenom de mauriske territorier i middelalderen – som begynder ved grænsen til Frankrig i byen Hendaye. Herfra snor den sig som en tynd, prikket slange langs kysten ved det Cantabriske Hav, indtil den når byen Oviedo, hvor man igen kan vælge mellem ruter; her mellem den såkaldte Primitive rute eller Den alternative nordlige rute.

Der er Tunnelruten – den måske ældste del af pilgrimsruten – som på en vis måde berører vores egne forfædre, idet den i middelalderen blev brugt som en alternativ rute til Den nordlige rute, når denne blev krydset af fra nord invaderende vikinger, eller fra syd invaderende maurere. Ruten, der også går under navnet Baskerruten, eller San Adrian-ruten, begynder ved den baskiske by Irun, smyger sig gennem den frodige Oria-dal, og tilnærmer sig Santiago gennem Álava-provincens øde sletter.

Der er Sølvvejen – eller Via de La Plata på spansk – der oprindeligt var romernes måde at forbinde de romerske provinser Italica og Austurica Augusta på, men som nu forbinder pilgrimsrutens andalusiske startpunkter med endemålet i Santiago de Compostela. Ruten begynder i Sevilla, går op gennem Extremadura-regionen til Cáceres, herfra videre til universitetsbyen Salamanca, inden den nærmer sig Compostela de Santiago gennem Zamora, tæt på den portugisiske grænse. En tilløber til denne rute er Camino Mozárabe, der begynder ved Granada, går videre til Córdoba og tilstøder Sølvvejen i Merida.

…”Den metafysiske åbenhed og tolerance, som Pilgrimsvejen har vist sine pilgrimsfarende, er helt sikkert blevet dens styrke”…

Og der er Den portugisiske rute, der begynder ved katedralen i Porto og løber 222 kilometer inden den når en anden katedral, nemlig Santiago de Compostelas; denne gådefulde rute, som er ligeså berømt for dens skønhed som den er berygtet for dens stejle, åndedrætsbesværende bakker; de drabelige Labruja-bakker i Ponte Lima.

Og så er der alle de andre ruter, de her unævnte, men også de ukendte, de uanselige, eller de glemte; alle dem, som ikke længere findes på de store landkort.

Alle fører de til Santiago de Compostela. Og selvom alle veje normalt – som ordsproget siger – fører til Rom, så er det en kendsgerning, at der i middelalderen var næsten ligeså mange veje til Santiago de Compostela. Kun pilgrimsruten kunne således måle sig med de gyldne veje til Rom og Jerusalem.

Pilgrimme på vej til Santiago de Compostela: Foto/ophav: Oula Lehtinen

Kulturbærere

I dag – tiden for de komfortable, halve løsninger – er det kun de store ruter, der er kendte. I dag kan vi nyde pilgrimsruten efter behag, og ingen pisk tvinger os længere over de forblæste bjerge. Bevares, en ekstraordinær dårlig samvittighed, en sjælden fornemmelse for det absolutte, eller en katekismus i baglommen, kan udøve mirakler for en hvilken som helst lidelsesfuld færd over drabelige distancer, men det er idag ikke flertallet, der så at sige tager skridtet fuldt ud.

Der er dog stadig nogen, der gør det, ligesom der stadig er nogle, som søger aflad eller en ny begyndelse på livet, og disse tidstrodsende pilgrimme er de egentlige kulturbærere. 

…”Selv ikke dens førsteudfordrer, Den sorte Død, der i 1300-tallet tog livet af mellem tredive og tres procent af alle europæere, kunne få kål på denne hellige vej”…

Men hvad så med dem, der nøjes med at udforske disse vidunderlige kulturelle og historiske vidnesbyrd, som pilgrimsruten bugner af, eller dens smukke landskaber? De ikke-troende, eller de knap så troende? De, der ikke går hele vejen, men den halve, eller den kvarte? Eller som slet ikke går; ikke fordi de ikke kan, men fordi de ikke lyster?

Ja, selvom det er en mindre ambitiøs, mindre autentisk og mindre radikal måde at tilnærme sig pilgrimsruten på, er det ikke helt urimeligt at hævde, at også de er med til at holde kulturen på El Camino de Santiago i live – akkurat sådan som pilgrimsvejen i nu mere end 1200 år taknemmeligt og uden nykker har næret sig af al den interesse og opmærksomhed, som blev den tildelt fra nær og fjern.

For hvis pilgrimsruten er et sjældent eksempel på en klassisk pilgrimsvej, der på næsten ulogisk vis har formået at holde fast i sin sjæl – og endda den væsentligste af slagsen på europæisk jord – så er den i ligeså høj grad et eksempel på, hvordan åndelig tolerance skaber historisk levedygtighed og kulturel holdbarhed i en tid, der løber meget hurtigere end den selv kan opfatte.

Rejser til Pilgrimsruten

Kulturrejser Europa arrangerer som noget nyt en kulturrejse til Pilgrimsruten med dansk rejseleder. Du kan her læse mere om rejsen Pilgrimsruten til Santiago.

Relaterede blog indlæg

• Marketing i Toscana & Umbrien – del VIII
• Marketing på eventyr i Toscana & Umbrien – del V
• Marketing på eventyr i Toscana & Umbrien – del IV
• Marketing i Toscana & Umbrien – del III
• Marketing i Toscana & Umbrien – del II
• Kristians møde med Andalusien – del VI
• En byvandring i Siena
• Mød rejseleder og arkæolog Karina Mitens
• Klassiske Portugal oplevet og fortalt af Igor Mouro
• Marketing i Toscana & Umbrien – del VII