Kultur-rejser.dk

Madkultur i Girona i Spanien

Kulinarisk kunst i Catalonien

Skrevet d. 27. januar 2012 af

Rejser man i Catalonien i Spanien, opdager man hurtigt, hvor vigtig god mad er for catalanerne. Mad er simpelthen en central del af kulturen i Catalonien. Rejser du til Girona i Catalonien, åbner muligheden for at opleve madkunst i verdensklasse sig.

Den vigtigste by i Catalonien er normalt Barcelona – bare ikke når det gælder mad. Cataloniens gastronomiske hovedstad er Girona. Ingen anden by noget sted i verden har så mange gourmet-restauranter i den absolutte topklasse – også de mindre kendte restauranter i området byder på uforlignelige madoplevelser.

Traditionelle retter fra Girona

Suquet de Peix: En stuvning baseret på fisk og andet godt fra havet med tomater, hvidløg og kartofler.

Suquet de peix. Foto: Hector Garcia

Suquet de peix. Foto: Hector Garcia

Botifarra dolça: En sødlig pølse lavet af svinekød, citron, kanel og sukker

Xuixo: Butterdejskager fyldt med catalansk creme og strøet med sukker.

Xuixo. Foto: Cangur

Xuixo. Foto: Cangur

Girona – sublim madkultur

Den sublime madkultur i Girona er et resultat af en årtusinder lang historie, hvor det bedste fra Italien, Frankrig og Spanien har fundet sammen i et særegent Catalansk køkken. På dette gastronomiske grundfjeld arbejder en lang række af verdens bedste kokke i dag med at give madglade mennesker fra hele verden uforglemmelige smagsoplevelser.

Selvom den allerstørste stjernerestaurant overhovedet i de seneste mange år, elBulli med Ferran Adrià som køkkenchef, nu er lukket, byder Girona til stadighed på et uovertruffent udvalg af restauranter, der kombinerer det traditionelle og det nyskabende så dygtigt, at de ligger i toppen i de toneangivende guider over spistesteder.

Læs vore bud på nogle af de mest interessante restauranter i Girona:

El Celler de Can Roca – traditionsrig og nyskabende

Tre catalanske brødre etablerede i 1986 El Celler de Can Roca i Girona, hvor familien tidligere havde en mere gammeldags og uambitiøs familierestaurant. Satsningen bar sidste år frugt og El Celler de Can Roca blev kåret som verdens næstbedste restaurant – kun noma toppede den.

Sammenlignet med den ekstremt eksperimenterende elBulli kører El Celler de Can Roca en mere traditionel stil, men der er stadig meget nytænkning i madlavningen på El Celler de Can Roca, hvor de tre Roca-brødre deler opgaverne mellem sige. En er køkkenchef, en anden sommelier og den sidste er dessertekspert.

Can Fabes – ægte madkunst

Can Fabes, der ligger knap 40 kilometer sydvest for Girona i byen Sant Celoni, blev grundlagt af den nu afdøde mesterkok Santi Santamaria og hustru Àngels i 1981. Som den første catalaner opnåede Santi Santamaria at få tre stjerner for sin restaurant Can Fabes i 1994 – en ære restauranten har formået at fastholde hvert år siden da.

Santi Santamarias meget traditionelle forhold til mad bragte ham flere gange på kollisionskurs med Ferran Adrià fra elBulli. Ingen er dog i tvivl om, at de begge har bidraget enormt til catalansk gastronomi.

Sant Pau – catalansk gastronomi

Syd for Girona i landsbyen Sant Pol de Mar ligger restauranten Sant Pau. Den blev i 2009 tildelt tre Michelin-stjerner. Chefkokken er Carme Ruscalleda, og hendes husbond Toni Balam er restaurantchef. Der begge er højt respekterede navne i den kulinariske verden.

Ægteparret har siden 1975 udviklet og forfinet den ellers meget traditionsbundne catalanske gastronomi. Sant Pau er kendt for sin kompromisløse tilgang til råvarer og tilberedning – intet overlades til tilfældighederne.

Gironas råvarer

De nævnte restauranter er i verdensklasse, men mindre kan også gøre det. Der er mange måder at opleve madkulturen i og omkring Girona på. På helt almindelige barer og restauranter kan du få smag for Cataloniens køkken til en virkelig god pris.

De mange traditionelle restauranter i regionen omkring Girona serverer solid catalansk mad i gode store portioner. Den faglige stolthed er stor, og de kendte restauranters omdømme pirer de spirrende håb blandt mindre kendte konkurrenter. Niveauet er generelt højere end noget andet sted i Spanien.

Girona. Foto: Yearofthedragon

Girona. Foto: Yearofthedragon

De lokale råvarer spiller også en stor rolle for den høje kvalitet. Girona ligger tæt på Costa Brava, og herfra får restauranter friske fisk og andet godt fra havet. Oste og mejeriprodukter hentes i de bakkede landskaber omkring Girona og er af meget høj kvalitet.

Gastronomisk festival i Girona

Girona er også hvert andet år vært for en stor international gastronomisk festival, og det er næppe nogen tilfældighed, at den er placeret der. Her kan amatør såvel som professionel finde inspiration til nye retter.

Girona har forlængst slået sig fast som et af verdens vigtigste områder for kulinariske kundskaber, og det er et sted, der bør besøges af alle madelskere – hvadenten man er til den eksperimenterede avant garde gastronomi, eller man foretrækker det solide traditionelle middelhavskøkken.

Kulturrejser Europa har bla. en interessant rejse på otte dage hvor turen også lægges forbi Costa Brava.

Læs mere om rejser til regionen Catalonien i Spanien eller om alle grupperejser med dansk rejseleder

Skrevet i kategorien Spanien og har følgende emner:

Relaterede blog indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Husk at alle felter markeret med * skal udfyldes.