Kultur og foldbold i Barcelona i Spanien

Skrevet d. 2. januar 2012 af

Mange tryllebindes af FC Barcelona, og det får mange danskere til at tage til fodbold i den catalanske hovedstad i det nordlige Spanien. Selv har jeg flere gange haft fornøjelse af at se en kamp på Camp Nou live, og uanset om man er fodbold interesseret eller ej, er stemningen en helt speciel oplevelse. Her kan du læse lidt om den sidste rejse til Barcelona i selskab med et par gode venner.

Verdens bedste fodboldspiller

Han syner ikke af meget, men han kan bare det der med en bold. Det er den lille argentiner Lionel Messi, der dominerer sportssiderne i de spanske aviser, ikke mindst i Barcelona, hvor han har opnået heltestatus. Han tryller med bolden og scorer gang på gang. Tilskuerne på Camp Nou og fodboldtilhængere overalt i verden begejstres, når FC Barcelona vinder i Primera Division, den bedste række i spansk fodbold.

Vores taxachauffør er et talende vandfald, og turen fra lufthavnen ind til hotellet er på ingen måde kedelig. Da vi endelig får et ord indført, fortæller vi selvfølgelig, at vi skal til fodbold, og at vi kommer fra Danmark. Vi bliver straks afbrudt. – Laudrup, siger han med begejstring. Very good, very good, og så beretter han ellers om Laudrups tid i Barcelona, og der er nok at fortælle om.

Barcelonas tilhængere glemmer ikke de tidligere stjerner, og Michael Laudrup var en stor stjerne. Han var i Barcelona i perioden 1989 – 1994, hvorefter han sluttede sin spanske karriere med et år i kongeklubben Real Marid, Barcelonas evige konkurrent. Under det spanske eventyr blev han i året 1992 årets spiller i Spanien, og det samme blev han året efter. Jo, Laudrup bliver husket.

Vores spanske chauffør har ikke givet os mange chancer for at stille spørgsmål, men da vi når hotellet, siger han faktisk ja tak til en kop kaffe, og herunder går snakken livligt om Barcelona. Vi er kommet til storbyen for at høre om fodbold og se fodbold. Starten har til fulde indfriet forventningerne. – Mit liv er Barcelona og Messi, siger chaufføren, da han endelig forlader os.

Barcelona er en magnet

Barcelona er en magnet, når det gælder fodboldrejser – kombineret med et par dages ophold i den skønne by, der har så meget at byde på, men som man måske ikke når at opleve. Det er trods alt fodbolden, der trækker. I Danmark har Barcelona flere fanklubber, og der er danskere, der tager til Barcelona til hver eneste hjemmekamp. Med flyforbindelse fra Billund er FC Barcelonas hjemmekampe noget, danskerne hurtigt kan komme til, enten på individuel rejse eller på arrangerede fodboldture.

FC Barcelona er en milliardforretning med en omsætning på over 2,5 milliarder kr. Udover selve fodbolden er der en masse kommercielle sideaktiviteter med en omsætning på 1,2 milliarder kr. Konkurrenten Real Madrid har en total omsætning på 450 mill. euro, altså omkring 3 milliarder kr. Der skal også penge i kassen, for de bedste spillere i Barcelona har kostet flere hundrede millioner kroner.

Billetpriserne til en Barcelona-kamp på Camp Nou ligger imellem 150 og 1.700 kr. Det er muligt at købe billetter ved indgangen, men det er en god ide at sikre sig en billet inden afrejsen fra Danmark hos rejsearrangøren. På Barcas hjemmeside kan man få nærmere information om billetkøb.

Fakta om F.C. Barcelona

  • Klubben blev stiftet i 1899, og udover fodbold er klubben også kendt for basketball og håndbld.
  • På det kæmpemæssige stadion, Camp Nou, er der plads til 99.000 siddende.
  • Klubben har vundet et utal af spanske og internationale mesterskabet.
  • Første danske spiller i Barcelona var Allan Simonsen, 1979-83, og udover Michael Laudrup har Ronnie Ekelund spillet fra 1992-1994 og Thomas Christiansen fra 1992-94.
  • Camp Nou, der fylder godt i landskabet nordvest for centrum er et af de mest besøgte steder i Barcelona. At opleve det store stadion, klubbens berømte museum og Barca-butikken i to etager, er en drøm for enhver med interesse for fodbold.

I butikken bugner det med souvenirs, det meste med tilknytning til FC Barcelona. Ønsker man en trøje med en spillers navn på, kan det selvfølgelig også lade sig gøre. Men billigt er det ikke, omkring 70 euro.  – For 19 euro kan man besøge museet og få en rundvisning i Camp Nou med audio-guide. Der fortælles anekdoter om klubbens spillere og historie, og der er også et kig ind i kapellet, hvor spillerne kan bede til en sejr.  – klubben har bl.a. vundet det spanske mesterskab 20 gange, senest i 2010, og UEFA Champions League tre gange: 1992, 2006 og 2009. I 2009 opnåede klubben for første gang at vinde såvel det nationale mesterskab, pokalturneringen samt Champions League. Barcelonas nuværende træner hedder Josep Guardiola.  – FC Barcelona yder store bidrag til hjælpearbejde, bl.a. i samarbejde med FN. Desuden er der ydet 5 millioner euro de seneste år til UNICEF-arbejde.

Klubbens hjemmeside

Dansk fanklub

Oplevelser på en rejse til Barcelona

Glem ikke, at Barcelona har andet at byde på end fodbold.

Byen vrimler med seværdigheder, og barer og restauranter er der nok af. Man kan finde steder med fornuftige priser, men der er også gourmetrestauranter i den dyre ende. Catalanske pølser er berømte. Der er mange forskellige fiskeretter, og kan man li’ snegle og tapas, er udvalget stort. Det er vinkortet også.  Har man nogle timer i overskud, skal man naturligvis se nærmere på, hvad den spanske arkitekt Gaudi har præsteret.  Man skal absolut se den endnu ikke færdigbyggede katedral, La Sagrada Familia, og så selvfølgelig Picasso-museet.

Skrevet i kategorien Spanien og har følgende emner:

Relaterede blog indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Husk at alle felter markeret med * skal udfyldes.