Oplev rejsen Klassiske Portugal med Igors øjne

- første kapitel: Porto

Skrevet d. 13. januar 2012 af

Redaktionen på Kulturrejser Europas kulturblog har bedt rejseleder Igor Mouro beskrive de seværdigheder, som indgår på rejsen Klassiske Portugal, set med hans øjne og oplevet med hans hjerte, så Kulturrejser Europas gæster kan få et førstehåndsindtryk af, hvad der venter dem på rejsen. Her kommer det første af ialt tre kapitler, som beskriver Igors indtryk og refleksioner:

Fakta om Klassiske Portugal

Kort over rute:

Rejsens længde: Man kan vælge mellem to versioner af rejsen; en af 8 dages varighed, og en anden af 10 dages varighed. Du kan her i detaljer se de to dagsprogrammer på rejsen.

Overnatning: Under hele rejsen bor vi på fremragende, fire-stjernede hoteller. I Porto er det hotel Vila Gale Porto; i Lissabon er det hotel Felix Urban; i Curia er det hotel Curia Palace; og på rejserne af ti dages varighed bor vi på hotel Estoril Eden i Estoril. Du kan her læse mere om hotellerne på rejsen.

Priser: Priserne på 8-dages-versionen af rejsen varierer mellem 7.995 kroner og 8.295 kroner, afhængigt af afrejsedatoerne. På 10-dages-versionen ligger priserne på 9.995 kroner. Du kan her se, hvad der er inkluderet i prisen.

Afrejsetidspunkter: Der er afrejse på 8-dages-versionen fra marts til og med oktober, dvs. alle måneder derimellem med undtagelse af juli. På 10-dages-versionen er der kun afejse i maj og september. Du kan her se de præcise afrejsedatoer.

Af Igor Mouro

Som portugiser er jeg meget stolt af mit land, og som rejseleder i mit land er det med stolthed, jeg viser det frem. Rejsen Klassiske Portugal er for mig som portugiser og rejseleder den ultimative rundrejse i Portugal, hvis man kun har 8 eller 10 dage.

Portugal er én af verdens ældste stater og har som stat den ældste grænse, siden 1249, hvor Afonso 3 afslutter generobringen af Algarve. Det er godt klaret af en lille ”udkants”-nation at kunne holde på sine grænser siden da. Portugal er også en utrolig interessant nation set med danske øjne, fordi vores første konge D. Afonso Henriques, som vi skal ”hilse” på i Guimaraes, faktisk i en vis forstand stammer fra Bornholm!

Den danske forbindelse

Afonso Henriques var den første konge af Portugal, og den første konge af Burgunder-dynastiet – og Burgunderne stammede faktisk fra det vi i dag kalder Bornholm, og som oprindeligt hed Burgundholm. I løbet af århundrederne blev Burgunder-stammen udvist af Bornholm, hvorefter de først drog til Nordtyskland, indtil de til sidst bosatte sig i Frankrig i den region, som vi i dag kender som Bourgogne. Med den historiske portugisisk/dansk ”connection” starter vi vores tur i et af verdens smukkeste og mest betagende lande: Portugal.

Rejsen mod Porto

Vi lander i verdens næst-ældste hovedstad Lissabon med over 3000 års historie, og efter vi har fået vores bagage, kører vi mod Portugals andenstørste by, og byen som mange mener gav navnet til Portugal, nemlig Porto. Porto betyder ”havn” – mens den engelske udgave Oporto betyder ”havnen”. Byen gav navn til en meget vigtig vej, som forbandt Porto ned de nordlige byer i Spanien (dengang var den Iberiske halvø under romersk besættelse). Vejen hed Portucale (vejen til havnen) og området i Lusitania (Portugal), som vejen krydser, blev kaldt for Portucale. Vi kører ad motorvejen til Porto med frokost-stop og et mulighed  for at strække benene.

Allerede her kan vi se, hvor omskiftelige  de portugisiske landskaber er. Et land af kontraster, hvor naturen skifter næsten konstant. Hvis vi har god tid på vejen til Porto, er det oplagt at stoppe i Portugals Venedig, Aveiro,  for at drikke en kop kaffe og måske smage på den lokale ”søde sag”, Ovos Moles. Lad mig sige, at det ikke er anbefalet, hvis man er på en streng kur – det er nemlig en specialitet lavet af æggeblommer og sukker.

Lidt om mad

Nu laver vi et lille stop og snakker lidt om mad: Frankrig, Italien, og Spanien er kendte for deres gastronomi, mens Portugal er en ukendt gastronomisk destination. Ukendte i Nordeuropa, men kendte i Sydeuropa. Spanierne har Portugal som deres favorit mad-destination, italienerne siger ”bellissimo” og franskmændene ”suberb”. Men det er nu dig, som skal forføres af og forelske sig i Portugals køkken – et land hvor hver region har helt sit eget. Godt kød af eget certificeret kød, fantastiske fisk og skalddyr (portugiserne spiser dobbelt så meget fisk og skaldsdyr, som resten af europæerne), gode og forskellige oste af får-, gede- og ko-mælk, fremragende ukendte vine og brandyer, for ikke at nævne søde sager som kager, desserter, småkager osv. Det er svært at være på slankekur i Portugal.

Ankomst til Porto

Da vi er eksperter i Portugal, er det ikke kun historiske sten og traditionelle seværdigheder, vi har på vores program. Disse små gastronomiske indslag i vores program er tegn på, at vi ved, hvad vi anbefaler, og reklamerer for. Vi har selv være med til at ”lave” nogle af menuerne, som bliver serveret på Klassiske Portugal, og  altid med tanken på regionale og lokale retter og produkter.

Én af Portugals store oplevelser er befolkningen. Portugiserne kan virke lidt reserverede og lukkede, men det er bare vores ”fado”- natur. Portugiserne er almindeligvis betragtet som ét af de venligste, mest imødekommende og mest hjælpsomme folkefærd i verden. To ord, ”por favor” – vær så venlig/please, og ”obrigado”– tak, samt et smil, og du er sikkert ”hjemme”. Hvis du ikke er god til engelsk, eller de portugisere, du møder, ikke er det, er der stadig muligheder: Du kan bruge hænderne, tegne på en borddug eller en serviet – så findes der ingen sproglige barrierer.

Monument for Henrik Søfareren. Foto/ophav: Manuel de Sousa

Portos grundlæggelse

Som portugiser har Porto en stor betydning for mit land. Portuenses er noget for sig selv – her regerer stadig ”arbejdsmoralen”.
Som i de andre dele af  nutidens Portugal var de første folk i området fønikere, keltere og iberere. Romerne grundlagde to byer her i 300-tallet e. Kr., nemlig Portus og Cale. Byerne voksede sammen og i den romerske periode udviklede byen sig til en meget vigtig havne- og handelsby. Da maurerne invaderede Den Iberiske Halvø i år 711, kom Porto også ind under deres herredømme i næsten 200 år.

Byen for dem, der arbejder

Spændende by, Porto: Den eneste i Portugal, som ikke har et konge-slot. De portugisiske konger har ”aldrig” fået lov til at bygge et slot her. Byen er til dem, der arbejder, producerer og ikke til dem, som ”lever af renter”. Købmænd, handelsfolk og kirken var dem, som bestemte, og ikke så meget kongerne. Selv i dag er portuenserne drevet af en antipati mod hovedstaden mod syd. Et lille eksempel på Portos specielle måde at være på: I 1200-tallet ragede den portugisiske konge Afonso 3  uklar med Portos biskop over skibstolden. Biskoppen nægtede at give kongen mere end byen Porto fandt rimeligt. Kong Afonso 3 blev nødt til at bygge en konkurrerende havn, det, der idag er Vila Nova de Gaia, fordi Portos biskop havde sin egen mening om byens penge. De blev dog  i 1253 enige om, at kongemagten og kirken skulle dele overskuddet.

Rundt i Porto

Portos befolkning kaldes også for ”tripeiros” – dem der spiser tarme. Byens hovedret er ”tripas” – svintarme, men hvorfor? Det fortæller en af vores rejseledere os på byturen rundt i Porto.

Under vores bytur bruger vi bussen til at komme rundt, men vi vil også gå en dejlig tur i byens livlige gader. Vi går til Portos farverige, duftende og livlige marked ”Mercado do Bolhao”, hvor vi blandt andet ser, lugter, og rører på de lokale produkter. De friskeste ny-fangede fisk, grøntsager, blomster, kød – og et væld af mindre boder, som sælger næsten alt.

Porto katedral. Foto/ophav: Josep Renalias

Hovedbanegården São Bentos

Derfra går vi ad de smukke gader til ”São Bentos” hovedbanegård fra 1916, hvor vi beundrer de enestående kakler af én af Portugals største kunstnere, Jorge Colaco. Disse fantastiske paneler viser scener fra Portugals historie og fra livet på landet. Vi går til Portos utroligt flotte centrale boulevard ”Avenida dos Aliados”, hvor vi på toppen kan se den imponerende bygning, som er Portos rådhus. Bygningerne langs boulevarden er i den flotte sene Art-Deco og Jugen-stil. Fantastisk flotte facader.

Bussen bruger vi så til at komme igennem byen med; vi stopper ved Portos varetegn, Clérigos tårnet; vi dufter til Atlanterhavs-brisen, når vi stopper ved Douro-flodens udmunding ved Castelo do Queijo – Ost-borgen; og vi beundrer den smukke promenade langs kysten og floden ind til byen. Vi ser det bedste af Porto på denne dejlige panorama-tur.

Portos katedral – og endnu en dansk forbindelse

Portos katedral er et must. Stedet, hvor katedralen blev bygget helt tilbage i 1100- og senere i 1200-tallet, både som kirke og fæstning, var beboet allerede for 3000 år siden. På katedralens plads har vi en flot udsigt udover Portos historiske centrum (UNESCO) og Douro-floden. Det er nemlig på pladsen, vi finder endnu en historisk forbindelse mellem Portugal og Danmark. En lille næsten ubemærket sten, hvor der står, at på dette sted i juni 1147 bad Portos biskop danske fyrster, på vej til helligt land, om hjælp til at indtage Lissabon fra maurerne. Det gjorde disse brave danskere også, og med bl.a. deres hjælp indtog kong Alfonso Henriques Lissabon og senere Silves i Algarve.

Vimara Peres, D. Louis-broen m.m

Vi hilser også på Vimara Peres, befrieren af Porto. Ved den kristne generobring af Den Iberiske Halvø blev grev Vimara Peres, en krigsherre fra Galicien, i år 868 sendt til området for at befri det fra maurerne. Samme år oprettede Vimara Peres Portugal som grevskab i området ved Porto og regionen nord for Douro-floden. Efter vi har hilst på Vimara Peres, går vi en tur på en af Portos verdenskendte broer, nemlig D. Luis-broen, bygget af en af Eiffels elever. Det er en enestående oplevelse at gå på broen og tage nogle af de flotteste billeder, man kan tage af Porto og Vila Nova de Gaia.

Porto har mange spændende historier og seværdigheder, som er værd at besøge, så der er til alles smag. I år 1387 dannede Porto rammen om ægteskabet mellem Joâo I og Philippa af Lancaster, datter af den engelske hertug John af Kent. I denne forbindelse blev der indgået en pagt mellem Portugal og England, og den er i dag verdens ældst eksisterende pagt. I Porto blev Henrik Søfareren født.

Porto set fra Douro-floden

Ture på egen hånd

”Palácio da Bolsa – Børsens Paladset”, ”Igreja de Sao Francisco – St. Francis Kirke”, ”Transport Museet”, og ”Serralves Museum” er bare nogle af de mange interessante steder, man kan besøge på egen hånd efter vores bytur. Normalt er der nogle, som vil tilbage til hotellet. Dem, der bliver i byen, bliver så hentet midt på eftermiddagen, inden vi kører til den anden side af Douro-floden til Vila Nova de Gaia, hvor vi besøger et af de største navne inden for portvin og besøger deres portvins-kælder. Vi får en meget interessant rundvisning, hvor vi lærer lidt om port-vinens historie, produktion og lagring. Vi afslutter med en smagning på disse guddommelige dråber.

Porto oplevet fra Douro-floden

Porto, som alle andre byer med en vandfront, skal opleves fra vandet – og det er det vi gør efter portvins-smagningen. Vi sejler i en kopi af de gamle rabelo-både, som mange mener stammer fra de skandinaviske drakkar-både. Vi bliver sat af i Ribeira ved Douros front, og Ribeira er måske det mest maleriske af alle kvarterer i Porto. Ribeira, der er på UNESCO´s verdenskulturarvs-liste, kan ikke beskrives, men skal opleves og det er det vi gør. Vi skal spise en velsmagende regional middag i rigtig spændende omgivelser i Portos helt specielle Ribeira-kvarter. Efter aftensmadden går vi en lille tur rundt i Ribeira og vi ser bl.a. huset, hvor Henrik Søfareren blev født. Inden vi tager tilbage til hotellet, er der normalt tid og stemning til lidt Porto by-night.

Du kan her læse andet kapitel af Igors beskrivelse af Klassiske Portugal

Du kan her læse mere om rejsen Klassiske Portugal

Skrevet i kategorien Portugal og har følgende emner: ,

Relaterede blog indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Husk at alle felter markeret med * skal udfyldes.