Kultur-rejser.dk

Karneval på Azorerne

Skrevet d. 16. februar 2012 af

Det er ikke kun i Italien, de fejrer karneval i denne måned, som vi kunne berette om for et par uger siden i artiklen Karneval i Italien. Også i Portugal, der ligesom Italien følger de katolske traditioner, er februar dén måned, hvor man fester før fasten. Karnevals-festlighederne er naturligvis størst på fastlandet, hvor de største portugisiske byer er centreret, men på trods af deres uanselige størrelse og deres fjerne beliggenhed fra landets kulturelle, politiske og økonomiske center, er Atlanterhavs-øgruppen Azorerne et særdeles livligt, farverigt og inspirerende sted at opleve årets karneval.

Fakta om Azorerne


Google-map:
Vis Azorerne på et større kort

Øer: Faial, Tercera, Flores, São Miguel, São jorge, Santa Maria, Graciosa, Corvo, Pico

Største by: Ponta Delgada (São Miguel)

Højeste punkt: Mount Pico, 2351 meter (Pico)

Befolkning: 246, 746

Rejser til Azorerne: Kulturrejser Europa arrangerer kulturrejser med dansktalende rejseleder til Azorerne.

Du kan her læse mere om vores kulturrejser til Azorerne.

Karneval på alle ni øer

Azorerne består som bekendt af ni øer, hvoraf ikke alle er lige store og lige befolkede, og det kunne sikkert hurtigt lede til den forestilling, at ikke alle øerne har deres egne karnevalstraditioner.

Men det er som om fjerne, afsidesliggende – og ofte uanselige – steder, der ligger langt fra landets centrum, i endnu højere grad end de langt større byer tæt på landets centrum sætter en ære i at holde fast ved egne kulturelle dyder. Stoltheden ved at have sine egne traditioner, og glæden ved at vise dem frem, virker næsten endnu større her i randområderne af riget end i dets centrum. Dette gælder også karnevalstraditionerne, hvor samtlige ni øer i øgruppen på imponerende vis har bibeholdt deres særegne kotumer.

På øen Terceira er den traditionelle dans, kaldet “bailinhos”, én af de mest populære attraktioner, når øen udfolder sin charmerende karnevalsfest. Det er også her, nærmere bestemt i Angra de Herosimo, at de største danse- og teaterforestillinger på Azorerne foregår, med deltagelse af mere end 30 teater- og dansegrupper, hvilket efter sigende gør byen til det sted, hvor der spilles flest portugisisk-sprogede forestillinger i verden.

Øen Graciosa er berømt for sine smukke og livlige parader – og overalt på de ni øer er der musik, fantastiske kostumer og spektakulære parader. Men den mest kendte karnevals-tradition blandt alle disse festligheder på Azorerne er formodentlig karnevals-festerne på hovedøen São Miguel.

Karnevalsfesten på São Miguel

På øgruppens hoved-ø, der er mere befolket og mere besøgt end de øvrige otte øer, er der naturligt nok større ressourcer til at skabe permanente fysiske rammer for det årlige karneval. Blandt de kendte festligheder på São Miguel er den traditionelle vandkamp i gaderne i Ponta Delgada, øens og øgruppens største by, hvor hundrevis af mennesker samles på hovedgaden for at kaste vand og andre ting efter hinanden; altsammen i den bedste, og mest festlige, mening, vel at mærke.

To andre kendte karnevals-traditioner udspiller sig også i gaderne i Ponta Delgada: Gadesælgerne sælger søde ting til tanden, de såkaldte Malassada, og skoleklasser fra hele øen går i parader gennem byen i festlige karnevalskostumer, idet de alle repræsenterer deres lokale distrikt på øen.

Et andet centralt element i festlighederne på São Miguel er bygningen Coliseu Micaelense i Ponta Delgada, hvor en vigtig del af festlighederne udspiller sig. Nemlig de store, årlige karnevalsbal.

Coliseu Micaelense

Coliseu Micaelense, også kaldet Coliseum, har en lang og kulturelt set interessant historie. Bygningen blev indviet i maj 1917 af en gruppe beboere på São Miguel, ledet af José Maria Raposo do Amaral. Den nye bygning, som de døbte Coliseu Avenida, blev fra begyndelsen brugt til koncerter, film og teaterforestillinger.

 


Video: TV-udsendelse om karnevalsballet i Coliseum (på portugisisk)

 

I 1950 blev Coliseu Avenida købt af  firmaet “Companhia de Navegação Carregadores Açorianos” og bygningen blev omdøbt til dens nuværende navn, Coliseu Micaelense.

Efter 1980 blev aktiviteterne i Coloseum dog gradvist nedtrappet og det gamle Coloseum var nu kun åbent for bal, herunder det berømte karnevalsbal, som idag er en stor begivenhed på øen.

I 2002 overtog rådhuset i Ponta Delgada Coloseum og efter en omfattende restaurering genåbnede det i 2005, med kapacitet til 1.200 personer, og et væld af aktiviteter såsom teater, opera, banketter, bal, ballet, rock og mode-begivenheder; foruden naturligvis det berømte, årlige karnevalsbal.

Du kan her læse mere om karnevalsfesten Coliseu Micaelense og se programmet for festivalen.

Skrevet i kategorien Portugal og har følgende emner:

Relaterede blog indlæg

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Husk at alle felter markeret med * skal udfyldes.