Igor fortæller om Klassiske Portugal

Skrevet d. 17. januar 2012 af Igor Mouro

Redaktionen på Kulturrejser Europas kulturblog har bedt rejseleder Igor Mouro beskrive de seværdigheder, som indgår på rejsen Klassiske Portugal, set med hans øjne og oplevet med hans hjerte, så Kulturrejser Europas gæster kan få et førstehåndsindtryk af, hvad der venter dem på rejsen. I det første kapitel af Igors beskrivelse tog vi turen fra hovedstaden Lissabon mod den nordlige del af landet, hvor vi bl.a. besøgte portvinsbyen Porto. 

I det andet kapitel af Igors beretning bevægede vi os fra den sagnomspundne by Guimarães til det religiøse centrum Braga og universitetsbyen Coimbra. Det blev også til beretninger om danske kongers relationer til Portugal, mordet på Inêz de Castro, Bareclos-hanen, portugisisk gastronomi og meget mere.

Her i det tredje  kapitel er vi nået til Batalha, men vi skal også opleve fiskerlandsbyen Nazaré og middelalderbyen Óbidos med Igors øjne, inden vi afslutter rejsen i den smukke hovedstad Lissabon. God fornøjelse!

Af Igor Mouro

Vi lader den sørgelige, men samtidig smukke kærlighedshistorie om Inêz de Castro bag os og bevæger os mod Batalha. Nu har landskabet ændret sig igen. I stedet for bjerge har vi kuperet terræn med sandet jord, fyrtræsskove, landbrugsmarker, små gårde og landsbyer, indtil vi når til ét af de allervigtigste steder i vores nations historie, nemlig Batalha.

Batalha betyder ”slaget”, og her taler vi om ”slaget ved Aljubarrota”, beliggende blot et par kilometer fra Batalha, som var så vigtigt for Portugal som nation.

I 1372 blev kong Ferdinand gift med en spansk dame, som var i familie med den spanske konge Leonor Teles og fra begyndelsen af førte ægtskabet til optøjer. Da Ferdinand 1 dør, bliver Leonor Teles Portugals regent og den spanske kong Juan 1 ser en god mulighed for at blive konge af Portugal også. I Portugal havde man ikke en ægte tronfølger, så adelen valgte Ferdinands uægte søn, Joao Mester af Avis, som rigets forsvarer og han afslutter Leonor Teles regentperiode.

Minepæl i Portugals historie

Det er klart, at Juan 1 ikke blev glad og han invaderede derfor Portugal i 1 1384. Den portugisiske adel samledes om Joao Mester af Avis og valgte ham som ”konge”. Ved Aljubarrota mødtes portugiserne og spanierne i et 7-1 forhold til Spanien; det spanske kavaleri var så overlegent i antal, at spanierne ikke tog slaget for noget stort. De glemte bare, at der var en brilliant portugisisk strateg, Joao Mester af Avis´s højre hånd, nemlig D. Nuno Álvares Pereira. Takket være D. Nuno´s militære geni, og hjulpet af 250 walisiske bueskytter,  lykkedes det Portugal at besejre Spanien, og Portugal var endelig fri.

Slaget ved Aljubarrota er en vigtig minepæl i Portugals historie og Joao Mester af Avis blev så Joao 1 – den første konge af Avis´s dynasti. Det var også med Joao 1, at den portugisiske imperialisme indledtes og Portugals enestående søfartsekspeditioner blev sat i gang af Joao 1´s søn, Henrik Søfareren.

Klostret Santa Maria da Vitória

Klosteret Santa Maria da Vitória (Hellige Marie af Sejren) blev bygget til minde om Joao 1´s sejr i Aljubarrota og er idag på UNESCO´s verdenskultur-arvsliste, som et mesterværk inden for gotisk arkitektur i Portugal og Europa.

Klosteret er også berømt for sin manuelinske stilart med sen-gotiske, pyntede søfartsmotiver, eksotiske planter og dyr og alt det man bragte hjem fra ”den nye verden”, som Portugal var med til at skabe. Stilen hedder manuelinsk, fordi det var under Manuel 1. stilen kom frem i 1500-tallet.

Klosteret blev påbegyndt i 1388 af Portugals store byggemester Afonso Domingues og i 1402 blev han efterfulgt af David Huguet. I de næste par hundrede år har forskelige konger sat deres personlige præg på klosteret. I klosterets kapel ligger  Joao 1 begravet sammen med sin engelske kone, Dronning Filipa af Lancaster, og sine sønner, bl.a. den verdenskendte Henrik Søfareren.

Klosteret er simpelthen betagende, med mange ejendommeligheder, såsom de ufærdige kapeller som skulle havde været kongelig Pantheon under kong Duarte, men blev opgivet af Manuel 1, da Jeronimusklostret i Lissabon blev bygget. Ved den Ukendte Soldats Grav står der æresvagt under det fantastisk loft med stjernehvælning af David Huguet. En anden spektakulær del af kirken er Mester Afonso Domingues højloftede skib. Der findes også en sal til minde om den portugisiske deltagelse i Første Verdens-krig ved de allieredes side. Her er der også en lille ting, som har med Danmark at gøre. Blandt det meget ”memorabilia” finder vi et takke- telegram fra det Danske Kongehus.

Klosteret er fantastisk, og her bruger vi altid gerne lidt tid til at beundre dette mesterværk.
Uden for klosteret kan vi se den stor rytterstatue af D. Nuno Álvares Pereira og på den store klosterplads er der hyggelige små lokale restauranter, hvor vi kan indtage vores frokost, mens vi nyder synet af klosterets imponerende arkitektur.

Efter frokosten har vi tid til lidt shopping. Der findes for enden af pladsen en fantastisk butik, som kun sælger certificeret kunsthåndværk af høj kvalitet og og har alt muligt lavet af kork -tasker, kasketter, hatte, punge, parablyer, sko og endda kjoler. Det er helt surrealistisk, hvad man kan lave med kork, og grunden til dette er, at Portugal er verdens største korkproducent.

Nazaré

Næste stop er ved det blå Atlanterhav i fiskerbyen Nazaré. Nazaré er i dag én af de mest populære badeferie-byer for portugiserne. Selvom der er hektisk aktivitet i sommermånederne har byen beholdt sin ”maleriske, lokale atmosfære”. Vi ser udlandske turister, men de forsvinder i et hav af portugisere. Malerisk, autentisk, charmerende er bare nogle af de gode tillægsord vi kan bruge om Nazaré.
Når solen skinner, kan vi godt lide at lege ”firben” og slikke solen ved én af de mange fortovscafeer lige ved stranden. Efter lidt sol og havbrise hopper vi glade i bussen igen og har nu Óbidos som mål.

Nazare. Foto/ophav: Markus Bernet

Óbidos

Óbidos er et levende postkort. Mange adjektiver kunne jer bruge, men ingen kan beskrive Óbidos charme og idyl. Forestil dig en lille by på en bakketop, omringet af forsvarsmure, og på toppen af byen en borg. Det var romerne, som byggede den første borg – man mener den blev bygget oven på et gammelt bosted fra jernalderen. Efter romerne kom visigoterne og efter dem kom araberne. Óbidos blev generobret af Portugals første konge D. Afonso Henriques i 1148.

Det er en fortryllende by med en fortryllende historie. Byen var også en bryllupsgave fra kong D. Dinis til sin hustru Isabel af Aragon i 1228. At gå en tur i Óbidos er som at rejse tilbage til middelalderen.  Smukke hvide huse, smalle, brolagte gader pyntet med farverige blomster, hvor bougainvilleaer sætter sit præg. Byen er omgivet af forsvarsmure fra 1300-tallet og udsmykket med flotte kakler fra 1700-tallet. Indgangen til byen foregår til fods ad byens port fra 1600-tallet.

Gabestokken er fra 1400-tallet, og den oprindeligt visigotiske Santa Maria-kirke menes at være fra 600/700-tallet. Araberne omdannede kirken til en moské og først med den kristne generobring af Óbidos blev kirken igen et kristent tempel i 1100-tallet. Her blev kong Afonso 5 gift 1 1441. Kirken har en enkel, men smuk renæssanceportal og interiøret har bevaret sin rene enkelhed med sine malede trælofter og kakler fra 1600-tallet. Altertavlen, ”Skt. Catarinas himmelske bryllup”, er malet af Portugals største kunstner i 1600-tallet, maleren Josefa de Óbidos, som boede i Óbidos siden hun var ung. Josefa malede religiøse emner.

Óbidos har utallige små butikker med lokalt kunsthåndværk, såsom keramik og tekstiler. Vi kan f.eks. opleve pottemageren arbejde. Óbidos er også kendt siden middelalderen for sin kirsebærlikør som i dag drikkes af chokoladekopper. Vi smager altid en eller to af slagsen. Men hvorfor chokoladekopper ? Vi tror det har noget at gøre med den største festival i Óbidos, ”Chokolade-festivalen”.

Med Óbidos i vores hjerter bevæger vi os mod Portugals hovedstad Lissabon.

Lissabon

Lissabon er 3000 års historie. Den er gylden fortid, men også moderne og trendy nutid. Fortiden, nutiden og fremtiden mødes på hvert gadehjørne; historien leves i hverdagen.

Sporvogn i Lissabon. Foto/ophav: Manuel González Olaechea y Franco

Jeg elsker min hovedstad. Elsker rytmen, farverne, menneskerne, symbiosen af dynamik og afslapning. Lissabon er bare fantastisk. Vores hotel ligger perfekt som base for vores ”ekspedition” i Portugals betagende hovedstad: Lige ved Markis af Pombal-pladsen, Lissabons mondæne Liberdade Boulevard, metroen, shopping, cafeer, restauranter – alt er lige ved hånden.

Jeg plejer efter aftensmaden at gå en lille tur, lad os sige en ”Lisbon by night”, til fods. Normalt er vores første stop en metro-station, hvor alle bliver indviet i, hvordan man køber et 24 timers kort (bus, metro, sporvogn) i maskinen. Det er en ”stor oplevelse”, når vikingerne behersker ”kunsten”. Med vores kort i lommen er det så tid til metro-premiere. Vi kører normalt til Rossio-stationen, hvor vi går en lille tur i Baixa og drikker en kaffe på Café Suica, en klassiker, hvorefter vi slendrer lidt ad Rua Augusta (strøget/gågaden) og ser hvor sporvogn 28 til borgen og Graca stopper, inden vi tager tilbage med metroen. På den måde er alle nu ”dus” med Lissabons metro.

Belém

På vores halvdagsudflugt i Portugals hovedstad kører vi lidt rundt i bus, men vi går også lidt rundt. Belém bydel er vores første stop, hvor vi hopper af bussen. Vi går en lille tur til Lissabons varemærke, nemlig den smukke fæstning fra 1500-tallet, Torre de Belém – Belém-tårnet. Torre de Belém er et mesterværk – en sand perle af ”manuelinsk arkitektur”. Det var faktisk det sidste som portugisiske sømænd så, når de sejlede ud i det ukendte, og det første de så, hvis de var så heldige at vende tilbage.

Vi portugisere er meget stolte af vores fortid, og lige i nærheden af tårnet er der altid stor interesse for en skulptur af en dobbeltvinget flyvemaskine, og her kan jeg ikke undgå at stoppe og holde ”foredrag”. Charles Lindeberg var den første som fløj over Nordaltanten fra Amerika til Europa den 20-21 maj 1927. Men flyet her er en kopi i fuld størrelse af en Fairey III D, brugt af admiralerne Gago Coutinho og Sacadura Cabral i 1922 for at flyve fra Portugal til Brasilien. Den originale maskine kan ses i Søfartsmuseet, ved siden af Jeronimus klostret.

Torre de Belem. Foto/ophav: Osvaldo Gago

Monumentet for Opdagelserne

Efter lidt snak om fly-pionerer kører vi for en stund til pladsen, hvor Monumentet for Opdagelserne rejser sig som et skib ved Tejos bredder. Monumentet – også kaldt ”Henrik Søfarerens monument” på dansk – blev indviet i 1960 til minde om 500 året for Henrik Søfarerens død. Det er et betagende monument og en betagende plads, beliggende direkte ned til Tejo-floden; til venstre ser vi 25 Abril broen, en mindre udgave af Golden Gate i S. Francisco; til højre har vi Belem-tårnet; bag os Belém Kultur Centret og Jerónimus-klostret. Vi “hilser” altid pænt på Henrik, Manuel 1, Camoes, Vasco da Gama og andre kendte portugisere fra perioden 1400-1600. Monumentet har Portugals våben på siderne og det imponerende Avis-sværd hævet over hovedindgangen.

På pladsen kan vi også godt lide at beundre den stor kompas-rose – en gave fra Sydafrika i 1960. På verdenskortet kan vi se, hvor portugiserne har været i verden og hvornår. Når vi er her, er det igen tid til at snakke  om de historiske forbindelser mellem Portugal og Danmark, især når jeg peger på Newfoundlands Terra Nova kyst, som det så ud i 1400-tallet. Afonso 5 var konge i Portugal, Christian 1 konge i Danmark, og begge havde ønsket om at finde nordvest-passagen til Indien. Christian 1 sponsorerede 2-3 skibe, og besætningen blev styret af Hans Pothorst og Diderik Pinning fra Danmark og Corte Real-brødrene fra Portugal. Sammen kom vi, Portugal og Danmark, til Amerika før Columbus.

Pastel de Belém

Efter havde set monumentet og kompas-rosen går vi til Jerónimus-klostret på den anden side af den flotte plads. Vi besøger ikke selve klostret, men ”kun” den mægtige kirke. Imponerende er ikke ordet. Inden vi går ind i kirken, har vi tid til at beundre den fænomenale facade i den bedste manuelinske stil. Det er noget helt for sig selv. Normalt, hvis vi ikke er invaderet af tusinder af krydstogtsturister, når vi at indtage en bica (espresso) og en ”pastel de belem” – Lissabons ”nationalkage”- i konditoriet, hvor det hele begyndte tilbage i 1837. Er der for mange turister, fortsætter vi med bus til Rossio i Baixa, Lissabons historiske centrum, genopbygget fra grunden efter det store jordskælv den 1.november 1755. Vi går ad smukke gader med fornemme bygninger, vi mærker byens puls. Vi ender på en stor plads, som sammen med den Røde plads i Moskva er regnet som én af verdens arkitektonisk mest afbalancerede pladser.

Her bliver vi hentet af vores bus og kører langs floden mod øst til Parque da Nacoes – bedre kendt som EXPO. Vi startede vores Lissabon-tur tilbage i 1400-tallet og vi ender i det 21 århundrede. EXPO var scenen for verdensudstillingen EXPO 98, hvor temaet var verdenshavene og fejringen af 500-året for Vasco da Gamas ankomst til Indien. Fantastisk sted, moderne, unikt. Flotte haver og grønne områder langs floden, spektakulær arkitektur, mange og gode restauranter, cafeer og barer, utallige butikker og ét af de bedste shopping-centre i Portugal.

Det er her, efter en tur til fods, at vores tur slutter. EXPO er oplagt til en god afslutning. Her kan vi spise frokost, besøge verdens andenstørste akvarium, ”Oceanário”, og meget mere. På turen tilbage til hotellet bruger vi metroen, og lad mig sige, at Lissabons metro ofte kaldes for ”underjordisk samtidskunst”. Alle stationer er designet og udsmykket af kendte portugisiske kunstnere. Metroen i Lissabon fortjener faktisk en guidet tur. Det er et kunstgalleri.

Spisning i Lissabon

Spisning er intet problem i Portugal og slet ikke i Lissabon. Et godt råd er at spise, hvor portugiserne spiser. Her er nogle gode tips:

• ”Cervejaria Trindade” i Bairro Alto
• ”Solar dos Presuntos” i Baixa
• ”Pap´Acorda”, ”Eleven”, ”Doca do Peixe – fisk”, ”Bica do Sapato” og klassikeren ”Martinho da Arcada” i Praca do Comercio/Terreiro do Paco. Her i Praca do Comercio/Terreiro do Paco finder du også Lissabon Turisme med gode gourmet-restauranter.

Antonio Chainho spiller fado. Foto/ophav: Luis Benard da Costa Ghude

Dagen efter har gæsterne ”fri”, og her kan man enten gå på opdagelse, eller også anbefaler jeg en tur til São Jorge-borgen med sporvogn nr. 28, et besøg i katedralen, eller en tur til de romerske ruiner i Alfama, Baixa-Chiado og Bairro Alto. Der er museer til alles smag – bare spørg os rejseledere.

Om aften skal vi alle til fado, Portugals sjæl, og nu på UNESCO´s verdenskulturarvsliste. En uforglemmelig aften kan jeg love. Meget mere kunne jeg skrive om mit land og om den vidunderlige rundrejse, der hedder ”klassiske Portugal”, men hvad med at tage med os på rejsen og selv opleve det vidunderlige Klassiske Portugal?

Læs de foregående kapitler, kapitel 1 og kapitel 2, af Igors spændende beretning om rundrejsen Klassiske Portugal.

Læs mere om rundrejsen Klassiske Portugal

Relaterede blog indlæg

• Klassiske Portugal oplevet og fortalt af Igor Mouro
• Vind en rejse til Lissabon med Portugals Turistbureau
• En byvandring i Siena
• Min kærlighedserklæring til Firenze
• Mød rejseleder og arkæolog Karina Mitens
• Ekstra afrejser på rundrejsen Klassiske Andalusien
• Ekstra rejser til kulinariske vandringer på Amalfikysten
• Chokoladefestival i Óbidos i Portugal
• Skjulte skatte på Sicilien
• Oplev rejsen Klassiske Portugal med Igors øjne