Amalia Rodrigues – dronningen af Fado

Skrevet d. 29. maj 2012 af Pernille Smith-Sivertsen

Der er et blinkende lighedstegn mellem den portugisiske Fado og Amalia Rodrigues. Den karismatiske sangerinde med den store stemme viede sit liv til Fado’en og formåede at udbrede den sjælfulde, portugisiske folkemusik til resten af verden, hvilket har betydet, at Fado’en i dag optræder på UNESCO’s liste over immateriel kultur-verdensarv. Her får du et lille indblik i, hvad Amalia Rodrigues betød for Fado’en - og mulighed for at lytte til hendes fortryllende stemme.

Barndommen og den tidlige karriere

Det stod ikke umiddelbart skrevet i Amalia Rodrigues’ kort, at hun skulle gå hen og blive en af Portugals største nationale og internationale stjerner. Som blot et-årig blev Amalia i 1921 efterladt hos sin bedstemor i et strengt katolsk og fattigt miljø i Lissabon, fordi hendes forældre rejste til Fundao, hvor de oprindeligt kom fra. Den lille pige var nødsaget til at arbejde med mange mærkelige jobs, bl.a. som frugtsælger i Lissabons gyder, men det blev fra en meget ung alder tydeligt, at hun havde et ekstraordinært sangtalent. Allerede fra 15-års aldereren optrådte hun som amatørsanger rundt om i Lissabon, hvilket førte hende til den første professionelle optræden på et etableret Fado-spillested i 1939.

Herefter tog karrieren en voldsom fart, og allerede som 21-årig var Amalia Rodrigues Portugals største Fado-sanger. Hun mødte den klassisk skolede komponist Frederico Valério, som så det enorme potentiale i Rodrigues’ stemme, og han brød de eksisterende dogmer for Fado-musikken, hvor sangeren traditionelt kun bliver akkompagneret af portugisisk og klassisk guitar. Valério orkestrerede sine Fado’er, som var særligt tilegnet Rodrigues, og skabte hermed et mere storslået udtryk, som bjergtog den portugisiske befolkning. Blandt disse Fado’er finder man bl.a. “Fado do Ciúme”, “Ai Mouraria” og “Que Deus Me Perdoe”.

Her kan du lytte til de fængslende toner i ”Fado do Ciúme”, fremført af Rodrigues:

Fado’en på verdenskortet

I løbet af tyverne vandt Rodrigues stadig større popularitet, og hun udviste også skuespillertalent i adskillige succesfilm, bl.a. ”Fado” fra 1946. Omverdenen kunne ikke undgå at lægge mærke til denne billedskønne og ufatteligt talentfulde sangerinde, og i løbet af den sidste halvdel af 1940’erne både indspillede og optrådte Rodrigues rundt omkring i Sydeuropa og i Brasilien. I 1950 markeredes hendes spirende internationale stjernestatus, da hun opførte ”Coimbra” (Portugal i april) til Mashall-hjælpens internationale velgørenhedsshow. Hun sang her på både portugisisk og engelsk, som du kan høre her:

I 1954 blev Amalia Rodrigues for alvor verdenskendt, da hun spillede en birolle i Henri Verneuils film ”The lovers of Lissabon” og i de efterfølgende år indtog hun både USA, England, Frankrig, Japan og især Italien som sine vigtigste markeder. Helt frem til sin død i 1999 optrådte hun over hele verden og opnåede status af at være selve symbolet på Portugal og dronningen af Fado-musikken, og hun har banet vejen for flere internationale moderne Fado-stjerner, såsom Cristina Branco og Mariza, der fører arven videre og beviser, at den modrne Fado er kommet for at blive.

Fadoen og poesien

Den portugisiske Fado i “Lissabon-stilen” kan spores tilbage til omkring 1820′erne, men man mener, at denne sangtradition går langt længere tilbage. Oprindeligt kredsede Fado-musikken om emner som savnet af den elskede på havet, længel efter fædrelandet og den uopnåelige lykke, og sangerinden optrådte i små, mørke vinstuer. Den særprægede rytmik, tonalitet og melodiføring i Fado-musikken giver accosiationer til både afrikansk og orientalsk musik, hvilket ikke er så mærkeligt, eftersom Lissabon i kraft af sin rolle som vigtigt handelsknudepunkt i de opdagelsesrejsendes tid har været under indflydelse af bl.a. mauerkulturen. Nogle kalder endda Fado for den portugisiske blues. Det helt afgørende i Fado’en er fortællingen og poesien, og med tiden har traditionen åbnet op for, at Fado-sangeren kan berøre mange forskellige emner – omend stadig i den karakteristiske melankolske og dybsindige ånd.

Amalia Rodrigues blev banebryderen i forhold til at indlemme poesikunsten i Fado’en. I løbet af sin karriere samarbejdede hun med utallige portugisiske og udenlandske anerkendte digtere og forfattere, og Fado’en blev hermed også talerør for et mere finkulturelt udtryk, hvor den traditionelle Fado mere er en “folkets” stemme. Selvom Rodrigues var opvokset i beskedne kår, var hun meget interesseret i den fine kunst, og hun fremstod intellektuelt begavet både i sin fremtoning og i kraft af sin digtning, som var af meget høj kvalitet.

Et liv dedikeret till Fado’en

Amalia Rodrigues var korvarrigt gift med en guitarist fra 1940-1943, men det blev med ingeniøren César Seabra, at hun tilbragte sit liv. De blev i gift i 1963 og forblev sammen indtil hans død i 1997, og Rodrigues døde to år senere i 1999. De fik aldrig børn, og der kan ikke herske tvivl om, at musikken og karrieren fyldte alt i Amalias liv og også kørte hende helt ned i perioder. I 1984 blev hun ramt af sygdom, hvilket førte til planlægningen af et selvmordsforsøg, der heldigvis udmundende i medicisk behandling. Dette vidner om en kunsterinde, der i perioder kæmpede med store personlige problemer. Hendes stemme var altid hendes kilde til liv, og den mistede aldrig sin kraft; faktisk blev den blot fyldigere med årene.

I dag er Amalia Rodrigues Portugals til dato vigtigste ikon og nationale symbol og uden tvivl den portugisiske kunstner, der har vundet størst berømmelse og anerkendelse på verdensplan. Hun er ikke blot dronningen af Fado, men symbol på den portugisiske folkesjæl. Hendes død blev i 1999 blev markeret med en tre dage lang national sørgeperiode, og tusindvis deltog i hendes begravelse. Det er muligt at besøge hendes hus i Lissabon, som nu er lavet til museum. Du kan finde adressen og læse mere her.

Du kan også læse om vores rejser til Lissabon med Kulturrejser Europa.

Læs her tidligere indlæg om Fado-musikken på bloggen