Tre smarte rejseapps
- der gør rejsen mere behagelig
Skrevet d. 12. juni 2012 af Lennart Kiil
Apps er alle vegne, og de egner sig særligt godt til det rejsende folk, da smartphones er lette at have med rundt på turen. Her ser vi nærmere på tre rejseapps, der sikrer dig oplevelser og komfort undervejs.
Vi lægger ud med en klassiker – de fleste kender nok Lonely Planet bøgerne. Men nu behøver du ikke længere slæbe en bog med på rejsen for at få adgang til de mange hundreder insidertips fra denne berømte serie af rejsebøger. Lonely Planet findes nu som app.
Lonely Planet Apps og E-bøger
Det er endnu ikke alle lande, der er kommet på den elektroniske platform, men både Italien, Frankrig og Spanien ligger allerede klar til download på Apples App Store. I forhold til bøgerne har apps også den fordel, at de kan opdateres løbende, så du altid har de nyeste tips ved hånden.
Ud over apps tilbyder Lonely Planet også deres traditionelle rejsebøger som E-bøger, der på den måde kan medbringes på Kindle, Ipad eller andre mobile enheder. Læs mere om disse apps og E-rejsebøger på Lonely Planets hjemmeside.
Lonely Planet er omfattende om meget generel, men der findes naturligvis også meget mere specialiserede apps, der til gengæld går i dybden med nogle interessante emner. Nu skal vi se på app’en Wine Traveler, der er en hjælp til vininteresserede på rejse i Italien.

Wine Traveller Italy. Foto: Screenschot
App’en til vinrejsende i Italien
For knap 50 kroner kan du købe The Wine Traveller/Italy til din iPad eller iPhone. Det handler naturligvis om vinrejser i Italien. App’en indeholder både kort, masser af informationer og anbefalinger – så du får det optimale ud af din vinrejse.
App’en findes endnu ikke på dansk, men kan du engelsk eller italiensk, er du godt hjulpet på vej. The Wine Traveller/Italy er ikke den eneste vin-app, der omhandler Italien, men det er en af de bedste og mest omfattende, da firmaet bag i mange år har udgivet et kendt magasin om vinrejser. Dog ville det være smart, hvis brugerne selv kunne tilføje vingårde, der endnu ikke er med i guiden.
Ud over detaljerede oplysninger om vin og vingårde indeholder app’en også en del viden om sportsfaciliteter, museer og kultur i Italien, specielt hvis der er en tilknytning til de beskrevne vingårde. Find Winetraveller Italy på App Store.
Noget af det vigtigste under en rejse er at finde et godt sted at overnatte. Også her kommer apps til din hjælp. Her findes mange muligheder. Vi nævner to:
Find overnatning med apps
Hvis du foretrækker den frihed (og usikkerhed), der ligger i at rejse rundt uden på forhånd at have bestilt overnatninger, er det nu takket være apps lettere end nogensinde. Du kan nemlig ved hjælp af apps se, hvilke hoteller i nærheden af dig, der har ledige værelser og bestille med det samme.
HotelTonight er en specialiseret app, der søger på hoteller og overnatninger. Da app’en er tilsluttet hotellernes bookingsystem, er den hele tiden opdateret, og du kan finde og bestille et værelse i sidste øjeblik, så du ikke risikerer at skulle overnatte i en park eller på en station. HotelTonight er – som navnet antyder – kun egnet til at finde et hotel samme dag, som man søger, og man kan først bestille efter middag.
App’en Travelocity giver udover booking af hoteller også mulighed for at finde fly og billeje. Her kan du også bestille længere perioder og i god tid i forvejen. Der findes flere apps i denne kategori, så se dig godt om, og find den, der passer dig bedst.
Skriv en kommentar






Ingen kommentarer