Kan kulturrejser redde Spanien?
Interessante arkæologiske fund trækker besøgende til Spanien
Skrevet d. 22. december 2011 af Lennart Kiil
Den økonomiske krise har sat en effektiv stopper for nybyggeriet i Spanien. Men som man siger, er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Hvor der var planlagt asfalt og indkøbscentre, finder man nu i stedet gravkamre, der er årtusinder gamle. I sidste ende giver det måske også mere økonomisk mening for Spanien at satse på disse, da landet i høj grad er afhængig af indtægter fra kulturturismen.
Dysser
En dysse – eller stendysse – er et gravmæle fra den sene stenalder til den tidlige bronzealder. Der findes mange forskellige slags dysser. Nogle dysser har kammeret over jorden, mens andre dysser har en indgang af sten til et kammer, der ligger i en gravhøj.
Forskellige udgaver af dysser findes over det meste af verden, og alene inden for Europa er variationen i udførsel betydelig. Mange af dysserne i det sydlige Spanien er af tholos-typen med en stenåbning og underjordisk gravkammer.
Ved Andalusiens hovedstad Sevilla i det sydlige Spanien ligger Valencina de la Concepción. Den lille hyggelige landsby er hjemsted for Dolmen de la Pastora. Denne dysse er blandt de største i Spanien og har den længste korridor i hele Europa. Også dyssen Matarrubilla, med et unikt intakt stenalter, ligger i Valencina de la Concepción. Dysserne tiltrækker hvert år mange tusinde kulturrejsende til byen.
Andalusiske dyssers skæbne er uvis
Der er mange andre dysser i området Aljarafe syd og sydvest for Sevilla. Området var tidligere separat fra Sevilla, men voldsom byggeaktivitet ind til for få år siden forvandlede langsomt området til en slags forstad til Sevilla. På den måde blev der bygget henover mange af de gamle dysser, men den udvikling er nu sat i bero på grund af gældskrisen og den generelle økonomiske afmatning.
Dyssen Montelirio ved byen Castilleja de Guzman – ikke så langt fra Valencina de la Concepción – blev reddet på målstregen. Planen om at dække den til med et supermarked og et plejehjem blev skrinlagt i sidste øjeblik.
Det er primært dysser af typen tholos, der ligger under jorden i området vest for Sevilla. Nogle af dem er op til 5000 år gamle. Nu mangler andaluserne bare investeringer, der kan åbne dem og gøre dem til seværdigheder for gæster hungrende efter kulturelle oplevelser.
Arkæologerne i lokalområdet mener, at potentialet er stort. De to dysser i Valencina de la Concepción tiltrækker allerede nu cirka ti tusinde besøgende per år. Juan Manuel Vargas, der er chefarkæolog, håber flere andre i fremtiden bliver tilgængelige for besøg.
“Det er som havde vi en guldmine under fødderne, vi mangler bare finanserne til at grave guldet frem,” sagde han for nylig til Reuters.
Problemet er, at den samme afmatning i økonomien, der har forhindret tildækningen af de gamle dysser med parkeringspladser, også har gjort det sværere for arkæologer at finde midler til udgravninger. Så den enestående mulighed for at komme i gang med at åbne de gamle kulturskatte, kan måske ikke realiseres.
Arkæologerne argumenterer nu for, at en investering vil betale sig selv tilbage hurtigt og blive ved med at give udbytte fremover. Alligevel er det svært at finde penge nu.
Kulturrejse tilbage i tiden
De gamle dysser giver os et interessant indblik ind i en tid, hvor mennesker levede helt anderledes, end de gør i dag i Europa. I 2007 fandt arkæologer ved dyssen Montelirio i byen Castilleja de Guzman resterne af en stammeleders gravplads.

Dysse i Andalusien. Foto: Juan de Vojníkov
Stammelederen var begravet sammen med 19 kvinder, og arkæologerne mener, kvinderne havde drukket gift for at følge deres leder i graven. Dengang var livets afslutning på jordoverfladen ikke lig med enden på det hele. Gravkamre var indgange til underverdenen.
Den slags historiske fund, hvor makabre de end lyder, fascinerer og trækker besøgende til Spanien. Økonomer og arkæologer er enige om, at Spanien bør satse på det Spanien kan. Nemlige turisme. Men satsningen skal særligt udvides voldsomt på de kulturelle aspekter – på kulturrejser.
Kulturturisme varer året rundt, hvorimod ligge-ved-stranden-turisme kun virker i det sene forår, henover sommeren og i den første halvdel af efteråret. En større satsning på kulturturisme vil dermed også udligne nogle af de kraftige sæsonudsving, der ellers traditionelt udgør et af turismeindustriens svage punkter.
Det handler både om at grave seværdighederne frem af muldet, og om at fortælle fortidens historier rigtigt til potentielle gæster. Desværre er der lige nu hverken råd til det ene eller det andet. Nogle få projekter kører dog ufortrødent på, og det er dem, der kan rykke mens de andre ligger underdrejede, der har gode muligheder i fremtiden. De fleste projekter er på stand by.
Arkæologiske seværdigheder skal ses – ikke røres
Et af de projekter, som står stand by, er en stor arkæologisk park i Aljarafe, der skal have besøgscenter, museum og en rute, der guider gæsterne omkring både dysser, fønikiske fund og en gammel romersk landsby.
Når investeringerne kommer på plads bliver udfordringen at finde en balance mellem turisme, der skaber indtægter, og hensyn til de historiskt unikke fund i området. De er nemlig uvurderlige og skrøbelige.
Denne balance er altid central for kulturturismen, når det gælder historisk kultur, for nutidens mennesker slider på bygninger, skabt i en anden tid, der ikke kendte til de menneskemængder, vi har i dag.
Det handler om at bevare og fremvise på en måde, hvor fremvisningen ikke ødelægger muligheden for at flere i fremtiden også kan opleve de kulturelle mindemærker.
Konkret handler det om at give de besøgende syn for sagerne, men samtidig afskærme de skrøbelige levn fra berøringer. Ved hjælp af forskellige teknikker som hegn, gennemsigtig plastik og andet vil flere i Spanien i fremtiden kunne opleve fortidens kultur uden at ødelægge den. Spanien er et fantatisk land for kulturrejser.
Skriv en kommentar






Ingen kommentarer