Trevi-fontænen mærker alderen trykke
Skrevet d. 12. juni 2012 af Mikkel H
I Rom er der stigende bekymring for, at vedligeholdelsen af byens berømte Trevi-fontæne negligeres, efter dele af den berømte fontænes udsmykning i weekenden faldt af.
Ifølge Reuters har myndighederne i Rom efterfølgende fjernet yderligere dele af fontænens udsmykning, som også var i fare for at falde af. Den berømte seværdighed er nu afspærret, mens restaurerings-eksperter undersøger skaderne. Umberto Broccoli, forstander for Roms kulturarv, karakteriserer dog de nye skader som “ikke bekymrende” og mener, at de sandsynligvis er følger af frostsprængninger, der opstod i forbindelse med det usædvanlige kraftige snefald, der ramte Rom i februar.
Et symptom på et større problem?
Kritikere ser derimod Trevi-fontænens forfald som endnu et eksempel på en manglende prioritering af Italiens kulturarv. Angelo Bonelli, partileder i det italienske parti De Grønne, siger således:
“Vi mener, at det som sker ved Trevi-fontænen, et af verdens mest anerkendte monumenter, er meget alvorligt,” og minder om at man har set lignende situationer tidligere i år, da smådele faldt af Colosseum, og at arkæologer ligeledes tilskriver sammenstyrtningen af Pompeii’s mure manglende vedligeholdelse.
Den sidste gennemgribende restauration af Trevi-fontænen, som efter 30 års arbejde blev færdiggjort i sin nuværende form i 1762, blev sidst fortaget tilbage i 1990.
Et legendarisk springvand
Det centrale element i Trevi-fontænen, som sammen med Colosseum er en af den italienske hovedstads mest populære seværdigheder, er den romerske havgud Neptun, som trækkes i en skalformet karet af to ‘havheste’. Den ene hest er rolig og lydig, mens den anden er vild og ustyrlig, som et symbol på havets uforudsigelighed. Fontænen står, hvor tre af datidens veje mødtes og en akvadukt bragte vand til Roms befolkning fra en kilde udenfor byen.
I nyere tid er Trevi-fontænen blandt mange kendt fra den italienske filminstruktør Federico Fellinis film La Dolce Vita, hvor Anita Ekberg badede i bassinet.
Traditionen siger, at smider man en mønt over skulderen ned i fontænen, er man sikker på at vende tilbage til Rom. En tradition som mange af turister følger, og derfor indbringer over 1 million kroner årligt til Caritas og Røde Kors.
Til trods for at der til tider kan være en del trængsel, er Trevi-fontænen et godt sted at holde en pause på en rundtur til fods i Rom. Her kan man sætte sig og hvile fødderne, mens man betragter et af verdens smukkeste springvand.
Rejser til Rom
Vil du også opleve Roms mange kulturhistoriske seværdigheder? Så tag og kig nærmere på vores ‘Rom a la carte‘ rejse, hvor du med udgangspunkt fra det historiske centrum i selskab med vores danske rejseleder vil besøge alle Roms største seværdigheder som for eksempel Pantheon, Den Spanske Trappe, Peterskirken, Det Sixtinske Kapel og naturligvis Trevi-fontænen.
Skriv en kommentar







Ingen kommentarer