Renæssancen i Italien
-og de driftige bankmænd bag kulturen
Skrevet d. 18. november 2011 af Lennart Kiil
Der er krise i Europa, og Italien spiller en central rolle. Det gjorde landet også, da mange af Europas bedste ideer på ny kom for dagens lys – og kunstværker af uvurderlig betydning blev skabt – under renæssancen. En række italienske bystater og bankmænd var primus motor i Europas tidlige modernisering, og de bragte den mørke middelalder til ophør. Perioden var en sand eksplosion i kreativitet, velstand og kultur.
Mange faktorer påvirker den voldsomme opblomstring under renæssancen. Allerede inden renæssancen i senmiddelalderen var universiteterne skudt op rundt om i Europa, og det havde ført til en ny interesse i de gamle tekster fra antikkens Grækenland. En svækket politisk og religiøs magt havde medvirket til, at mange nu ønskede at studere andet end embede og teologi. Den sorte død havde også svækket folkets tiltro til autoriteterne. Det var tid til noget nyt. Jorden var gødet.
Tidslinje over den italienske renæssance
1341: Francesco Petrarca udnævnes som det første menneske siden antikken til Poeta Laureato. Denne begivenhed anses som startskud til renæssancen.
1397: Bankmanden Giovanni di Bicci de’ Medici flytter sit hovedkvarter til Firenze. Han tager del i byens offentlige liv og finansierer kunst i stor stil.
1423: De rige købmænd i Venedig modstår et forsøg på magtcentralisering fra bureaukraten Francesco Foscaris side. Venedig blomstrer under det frie næringsliv.
1429: Cosimo de’ Medici overtager sin fars forretninger. I modsætning til faderen vil sønnen gerne have politisk magt og overtager nærmest Firenze. Han holder dog skatter nede og lader forretningslivet blomstre uforstyrret.
1447: Rom får ny Pave, der er mere modtagelig overfor strømningerne nordfra. Rom bliver nu en renæssanceby. Kunst og kultur dominerer bybilledet, og modsætningen mellem religion og handel ophører nærmest.
1453: Konstantinopel falder under ottomansk herredømme. Grækere flygter og bringer klassiske tekster med sig til de italienske bystater. Det sætter yderligere gang i renæssancen.
1455: Gutenberg har held med at masseproducere skrifter på sin trykkemaskine. Dermed spreder renæssancens ideer sig med hidtil ukendt hast.
1469: Lorenzo de’ Medici, sønnesøn af Cosimo, bringer renæssancen til det højeste punkt i Firenze. Han støtter direkte blandt andre Michelangelo og Leonardo da Vinci.
1486: Giovanni Pico della Mirandola udgiver sine 900 teser og får kirken på nakken. Lorenzo beskytter ham, hvorefter Pico arbejder videre med at forlige filosofi og religion.
1494: Familien Medici smides ud af Firenze
1513: Machiavelli offentliggør Fyrsten, der af mange anses for den vigtigste bog om politik nogensinde.
1519: Renæssancens superstjerne, Leonardo da Vinci, dør.
1527: Kejser Karl 5.’s tropper indtager Rom på bare 13 timer. Få år efter kommer også bystaterne i Norditalien under det Tysk-romerske riges indflydelse og snart under spansk overherredømme med dertil hørende skatter og kontrol – og renæssancen i Italien er et overstået kapitel.
At renæssancen netop udgik fra bystaterne i det nordlige Italien, skyldes i høj grad de geografiske forhold. Bystaternes placering langs det nuværende Italiens kyster havde gjort det let for de italienske bystater at handle, og de tidligere korstog havde også bevirket, at de italienske bystater havde overtaget meget af den handel, der før lå længere østpå. Det skæppede godt i kassen.
Det feudale system, der andre steder hæmmede folkets udfoldelsesevne, havde heller ikke samme indflydelse i de små bystater. Her i det nordlige Italien herskede en større grad af næringsfrihed, og de dygtige havde mulighed for at stige i graderne – det vi i dag kalder social mobilitet. Det betyder dog ikke, at renæssancen som sådan var et folkeligt fænomen. Det var elitens voksende formuer, der understøttede renæssancens fremkomme.
Francesco Petrarca
En række nøglepersoner havde også stor betydning for renæssancens gennembrud. Den italienske digter Francesco Petrarca er ikke til at komme uden om i denne forbindelse. Nogle historikere kalder ham endda for renæssancens fader. Petrarca var på en måde mere folkelig end sine samtidige, blandt andet skrev han på italiensk, hvor de fleste andre skrev på latin. Han fik dermed større gennemslagskraft, mens mange andre i tiden nærmest brugte latin for at gøre sig indforståede og “hæve sig over” det almindelige folk.
Toscana, med byerne Firenze og Siena, var arnestedet for den kulturelle udvikling i starten af renæssancen. Disse byer blev toneangivende, og det smittede af på de andre bystater i det nordlige Italien. Også Venedig fik hurtigt en hovedrolle, da mange af de klassiske tekster fra det gamle Grækenland blev samlet og studeret her.
Rom, der på en måde repræsenterede en stadig mere svækket centralmagt, modstod nogen tid indtrykkene fra det nordlige Italien. Men med tiden blev de velhavende købmandsfamilier så magtfulde, at de fik stor indflydelse på Paven. Til gengæld finansierede de meget af den renæssancekunst, der stadig kan opleves i for eksempel Vatikanstaten.
Medici
En af de mest indflydelsesrige familier i den italienske renæssance var Medici, der opbyggede en stor formue ved handel med tekstiler. Senere skabte familien Europas største bank. Fra at være handlende og købmænd gik familien altså til at gøre handel lettere for andre. Det var også Medici, der opfandt den dobbelte bogføring, der stadig i dag anvendes overalt. Familien var på mange måder mere magtfuld end den officielle regering i Firenze.
Det samme gjorde sig gældende for andre familier i de andre bystater. I det hele taget herskede der et “magttomrum” i den nordlige del af Italien, til dels fordi de omgivende riger ikke havde nogen interesse i et samlet Italien. Det var dette magttomrum, der dannede baggrund for den velstandsstigning købmandsfamilierne skabte. De fik mulighed for nogenlunde uhindret at handle og investere og var ikke underlagt beskatning i samme omfang, som det var tilfældet de fleste andre steder i Europa.
Mange af forretningsfamilerne, særligt familien Medici, havde en stor interesse i kunst og klassiske værker, og det var disse købmænd og bankfolk, der – med et moderne ord – sponsorerede alt det, renæssancen faktisk er mest kendt for – nemlig kunsten. Den vender vi tilbage til i næste blogindlæg.
Småstater mod centralmagten
Frihandel og konkurrence mellem de forskellige bystater og familier motiverede også til ekstravagance og overdådighed. Hverken stat, regering eller kirke havde på det tidspunkt magten til at beslaglægge de rigdomme, købmænd og producenter skabte – og derfor kunne de bruges på kunst i stedet for bureaukrati. Kunsten florerer, når den ikke er underlagt politisk magt, og netop købmændenes rigdom og succes medvirkede til at holde ambitiøse politikere stangen.
Samtidig var der i tiden ingen nævneværdige samlende kræfter. Ganske viste var monarkiet i Milano ude med riven, men det lykkedes ikke at indtage bystaterne. Det fragmenterede nordlige Italien bestående af små bystater gav hvert område mulighed for at dyrke sig egenart, hvilket var stærkt medvirkende til den mangfoldighed, der kendetegner renæssancen.
Udviklingen i det nordlige Italien stagnerede desværre, da området igen blev underlagt en centralmagt, men da havde ideerne spredt sig til resten af Europa.
Skriv en kommentar
Ingen kommentarer