Ekstra rejser til kulinariske vandringer på Amalfikysten
Oplev den smukke Amalfikyst på vandretur med dansk rejseleder
Skrevet d. 8. februar 2012 af Redaktør
Vi har netop lagt to ekstra rejser til salg på den meget populære rejse “Kulinariske vandringer på Amalfikysten“. De nye afrejsedatoer er med afrejse den 28. september og 12. oktober. Læs mere om vandreture på Amalfikysten i dette indlæg eller under selve rejsen!
Italien, mad og vin
Italien er kendt for mange ting, men noget vi med sikkerhed ved der trækker mange gæster til landet, er den udsøgte mad og vin. De fleste danskere har på en eller anden måde et forhold til italiensk mad. Pizza er nærmest blevet en ”dansk” nationalret og ligeså er pastaen.
Der bliver konsumeret enorme mængder pasta i de danske hjem, men det skal dog lige slås helt fast, at pastaen nydes bedst dér hvor den kommer fra – frisklavet i Italien.
Maden på rejsemålet er noget af det som danskere vægter allerhøjest, når de vælger deres feriedestination og dette imødekommer vi også på en lang række af vores rejser. Derfor har vi hos Kulturrejser Europa en rejse til Amalfikysten i Italien, hvor netop maden undervejs på vore vandringer er et centralt tema. Vi kalder den Kulinariske vandringer på Amalfikysten.
Rejsens højdepunkter.
Vi bor i den billedskønne bjergby Ravello, som vores egen P.S. Krøyer faldt for på sin bryllupsrejse med Marie Krøyer til Amalfikysten i 1890.
Ravello er kendt for sine klassiske koncerter, sine imponerende udsigter og ikke mindst smukke paladser og parker – alt sammen noget, som vi kommer tæt på, når vi vandrer rundt i området omkring byen.
Vi besøger de omkringliggende byer Minori, Scala, Atrani, Pogerola og Amalfi. Her tager vi byerne i øjesyn og vi besøger restauranter, som er nøje udvalgt af vores erfarne italiensekspert Lone Pedersen, som har boet i Ravello i flere år.
Det kræver raske ben og et godt helbred at deltage på denne tur, for når vi vandrer mellem byerne, foregår det på de århundreder gamle trappestier, hvor vi vil støde på både fårehyrder og bønder, som stadig bruger stierne til at fragte deres varer rundt mellem byerne. Vi sætter vores fysik på en prøve, men alt sammen for at samle appetit til de lækre måltider, som vi indtager i de velfortjente pauser.
Vi kommer også til at opleve det lokale liv helt tæt på, og vi kommer et godt stykke ud i Amalfikystens natur, hvor der, hvis tiden tillader det, bliver tid til en pause og måske et lille fodbad i et af områdets smukke vandløb. I de små byer finder vi hyggelige caféer, som vi får svært ved at forlade igen, for stemningen på disse steder er helt unik og noget du vil tænke på, længe efter du er kommet hjem.
Stierne fører os til steder hvor turister sjældent kommer og vi får tid til at opleve et stykke af Italien, hvor det hektiske liv ikke dyrkes og hvor atmosfæren nærmest påbyder os, at nyde den tid, hvor vi vandrer i naturen samt måltiderne vi indtager undervejs. På rejsen spiser blandt andet vi hos en privat familie i Minori, som rydder hele dagligstuen for vores skyld.
Har du lyst til at udforske Amalfikysten, læse om det legendariske Hotel Bonadies og finde ud af, hvordan du kan komme til at opleve nogle af områdets mest charmerende restauranter, hvor du vil få kulinariske oplevelser lidt ud over det sædvanlige? Så kan vi anbefale dig at læse meget mere om rejsen Kulinariske vandringer på Amalfikysten.
Skriv en kommentar








Ingen kommentarer