Rigoletto i Arena di Verona

  arena di verona  italien  opera  venedig  verdi  verona  

Historie

I marts 1850 modtog Verdi fra Teatro La Fenice i Venedig bestilling på en ny opera, som skulle opføres under karnevalet det følgende år. Verdi var allerede i 1845 blevet opmærksom på skuespillet ”Le Roi s’amuse” (Kongen morer sig), som Victor Hugo (1802-85) havde skrevet i 1832. Dette stykke omtaler Verdi i et af sine breve fra denne tid som ”et smukt stykke med storartede situationer”. Han satte straks libretisten Francesco Maria Piave (1810-76), som tidligere bl.a. havde skrevet teksten til ”Macbeth” for ham, i gang med at omforme dramaet til operatekst. Hugos skuespil, som foregår i Paris og handler om kong Frans I, var blevet forbudt af censuren i Frankrig, og nu mødte Verdis opera de samme vanskeligheder: Censuren tålte ikke, at en konge fremstilledes som en løsagtig person, og fandt i det hele taget emnet umoralsk. En så højtstående fyrste måtte ikke forbandes for åbent tæppe, og en hofnar, der tilmed var pukkelrygget, var ikke nogen passende person at stille på scenen for et kultiveret publikum. Verdi værgede for sig, så godt han kunne, og hævdede, at han netop fandt kontrasten mellem narrens hæslige udseende og hans ømme kærlighed til datteren dramatisk virkningsfuld, og kunne ikke indse, at scenen med liget i sækken var usmagelig. Enden på konflikten blev et forlig, hvorved navnen ændres. Triboulet blev til Rigoletto (afledt af rigolo = spottefugl), Blanche til Gilda og – især – Frans I til en ikke nærmere defineret hertug af Montova, til hvilken by handlingen henlagdes. Alt dette gjorde jo ikke Verdis opera nogen skade; værre er det, at hertugen i sin store arie i 3. akt synes at nære en alvorligt ment kærlighed til Gilda, hvad han ikke noget øjeblik gør i Hugos stykke – for så atter i 4. akt at være den sorgløse libertiner, han er fra Hugos hånd. Dette moment tilslører yderligere det i forvejen ret uklare forhold mellem hertugen og Gilda efter forførelsen – eller voldtægten? – på slottet.

Førsteopførelsen fandt sted i marts 1851 på det førnævnte teater i Venedig og fik en formidabel succes; som en løbeild bredte operaen sig over Italien, og inden der var gået fire år, var ”Rigoletto” blevet opført i hele Europa inklusive Rusland og Tyrkiet, samt i USA, Argentina og på Cuba –

Herhjemme opførtes operaen første gang af en italiensk operatrup på Hofteateret i København i 1854; i 1879 kom den op på Det kgl. Teater, hvor den i løbet af samme år gik fem gange; herefter forsvandt den på aldeles ubegribelig måde ud af repertoiret og dukkede først op omtrent 50 år senere, nemlig i 1928; nu tog opførelserne til gengæld fart.

Rigoletto, Trubaduren og La Traviata, som havde premiére inden for et tidsrum af to år, er de første Verdi-operaer, hvis succes har holdt sig uden afbrydelser indtil vore dage. I Rigoletto viser han for første gang sin geniale evne til at skrive ensembler, hvori personernes karakter er fastholdt (den berømte kvartet i 4. akt); han arbejder her på en primitiv men absolut virkningsfuld måde med erindringsmotiver i musikken, og først og fremmest fejrer hans eminente melodiske inspiration store triumfer i numre som Gildas arie, hertugens ”La donna è mobile” og den førnævnte kvartet. Verdi brød her med de gængse operaformer, som krævede langt større udfoldelse i finalerne, til fordel for en realistisk situations- og personkarakteristik. Andre gammelkendte effekter i den italienske opera såsom uvejrsscenen (som der var tradition for allerede fra før Rossini), udformede han på en ny, utraditionel og genial måde (det vokaliserende herrekor bag scenen er en ny og fantastisk virkning), og selv om orkesteret i vid udstrækning blot akkompagnerer sangerne, så er der dog blevet plads til flere fine instrumentale virkninger som f.eks. solo-celloen og solo-kontrabassen i den første Sparafucile-scene og engelskhornet og solo-celloen i Rigolettos store arie i 3. akt. – Handlingens personer er tegnet i sort og hvidt, og musikken tangerer ikke sjældent det banale, men ikke desto mindre er den fuld af en overstrømmende kraft og verve og skrevet ud af en tilsyneladende uudtømmelig melodisk inspiration, så det ikke kan undre, at ”Rigoletto” stadig hører til de populæreste operaer i verden.

Opera i 4 akter

Personerne:

• Hertugen af Mantova
• Rigoletto, hans hofnar
• Gilda, Rigolettos datter
• Giovanna, i Rigolettos tjeneste
• Grev Monterone, Karakterbas
• Grev Ceprano, Karakterbar
• Grevinde Cepano, Sop.
• Marullo, hofkavaler
• Borsa, hofkavaler
• Sparafucile, snigmorder
• Maddalena, hans søster

Første akt

Ved en hoffest fortæller hertugen sin ven Borsa om en ung yndig pige, som han ukendt har besøgt i de sidste tre måneder. Han kan dog ikke nøjes med én, men har også kastet sine øjne på den smukke grevinde Ceprano, der dog bevogtes af sin skinsyge gemal. Rigoletto spotter denne, mens de sammen betragter frevinden, der danser med hertugen. Hofmanden Marullo fortæller til alles morskab, at den pukkelryggede Rigoletto har en kæreste ude i byen. Hertugen ærgrer sig over Cepranos vagtsomhed, og Rigoletto råder ham kynisk til at bortføre grevinden og lade Ceprano forvise eller henrette. Denne hører samtalen, og hele hoffets harme vendes mod den forhadte nar. Grev Monterone trænger ind og vil tale med hertugen, men får svar af Rigoletto, der spotter hans evige beklagelse over, at hertugen har forført hans datter. Da Monterone med magt føres bort af vagten, slynger han en forbandelse mod Rigoletto, der med rædsel husker, at han jo også selv har en datter at vogte.

Anden akt

Scenen er ved en mur delt i to halvdele: til højre en gyde, hvortil bagsiden af Cepranos palads vender ud, til venstre Rigolettos hus og have. Rigoletto vender sent om aftenen hjem, endnu under indtryk af Monterones forbandelse. Banditten Sparafucile tilbyder ham mod betaling at rydde hans formodede rival af vejen, som han har set snige sig ind til den skønne, men Rigoletto betakker sig. Da han er blevet ene, beklager han den grumme skæbne, han har fået: altid at skulle få folk til at le. Han stryger dog de mørke tanker af sig og lukker sig ind i haven, hvor hans datter, Gilda, iler ham i møde. Kun hos hende føler han sig fri og lykkelig, og han indskærper hende og Giovanna, at porten altid skal være låst, og at hn kun må forlade huset, når hun skal i kirke. Hun beder ham fortælle, hvem han egentlig er, men han afslår at give besked om sig selv. Der høres skridt, og da han ængstelig går ud i gyden for at se, hvem det kan være, smutter den forklædte hertug, der har bestukket Giovanna, ubemærket ind og skjuler sig bag et træ; han forstår af samtalen, at Gilda er Rigolettos datter. Rigoletto, der ikke opdager noget, tager afsked med Gilda og går atter bort. Nu træder hertugen frem og erklærer Gilda sin kærlighed; hun har set ham i kirken og ligeledes forelsket sig i ham. De afbrydes af Giovanna, der har hørt nogen nærme sig, og hertugen tager hastigt afsked og iler bort. Gilda skildrer sin kærlighed i sin berømte koloraturarie og går ind i huset. Imidlertid har hofkavalererne samlet sig i gyden for maskerede og under Cepranos anførsel at bortføre Gilda, som de mener må være Rigolettos kæreste. Da han selv kommer til, bilder de ham ind, at aktionen gælder grevinde Ceprano; han er straks villig til at hjælpe med, og de giver ham et bind for øjnene i stedt for maske; efter at have snurret ham et par gange rundt sætter de ham til at holde ved stigen, som imidlertid sættes til hans egen havemur. Da hofmændene har udført deres forehavende og ubemærket har sneget sig bort, høres langt borte fra Gildas råb om hjælp, og fuld af bange anelser river Rigoletto bindet fra øjnene. Han fatter straks, at man har narret ham, og iler ind i huset, hvor han får sin mistanke bekræftet; idet han mindes Monterones forbandelse, synker han afmægtig til jorden.

Tredje akt

I en sal i paladset tænker hertugen med uro på Gilda, som er forsvundet fra sin bolig. Da kommer hofmændene og fortæller leende, hvordan de har bortført Rigolettos kæreste med hans egen bistand og ført hende til paladset. Glad iler hertugen ud for at opsøge hende. Nu kommer Rigoletto, som skjuler sin angst og sorg bag munterhedens maske. Det lykkes ham at få ud af kavalererne, at Gilda er i paladset og hertugen hos hende, og ude af sig selv af harme fordrer han grædende sin datter tilbage. Gilda styrter ind, og flove og bevægede lader hofmændene hende alene med faderen. Hun bekender under tårer, hvordan det hele er gået til: at hun er kommet til at elske ham og nu er faldet i hans magt. Rigoletto beroliger hende og lover at ville føre hende bort fra byen. Monterone føres til fængslet og slynger endnu en gang sin forbandelse mod hertugens portræt, som hænger på væggen. Rigoletto, der nu til fulde forstår hans smerte, sværger trods Gildas forbøn hævn over forføreren.

Fjerde akt

Rigoletto og Gilda står en mørk aften uden for Sparafuciles hytte ved floden, hvortil han har ført hende for at overbevise hende om hertugens troløshed. Straks efter ses hertugen inde i hytten, hvor han ved et glas vin synger sin berømte vise.

Nu træder Sparafuciles søster, den smukke Maddalena, ind, ved hvis hjælp han er blevet lokket til moderens bolig, og han koketterer med hende, mens Rigoletto og Gilda giver udtryk for henholdsvis vrede og smerte.

Rigoletto sender Gilda hjem, for at hun skal iføre sig mandsklæder og derefter til hest forlade byen; han aftaler med Sparafucile at hente hertugens lig ved midnatstid og giver ham halvdelen af den aftalte sum forud. – Nu trækker et uvejr op, og hertugen beslutter at blive natten over; han går til ro i et loftskammer nynnende på sin vise. Maddalena, der har fattet sympati for den indtagende unge mand, overtaler broderen til, hvis nogen anden skulle søge husly hos dem i aftenens løb, da at dræbe den pågældende og lade den unge mand leve. Denne samtale har Gilda beluret udefra, og uden tøven beslutter hun at gå i døden for den elskede. Hun banker på og beder om nattely i det frygtelige vejr; Sparafucile lukker op og jager dolken i hende, idet hun træder ind. Da Rigoletto kort efter kommer, udleverer Sparafucile ham en tilsyet sæk, anbefaler ham at kaste den i floden, og trækker sig hurtigt tilbage, da han har fået sine penge. Rigoletto fryder sig over endelig at være kommet sin fjende til livs; da høres hertugens muntre sang inde fra hytten, og skælvende af rædsel skærer Rigoletto sækken op og genkender sin datter. Hun ånder endnu, og de tager afsked med hinanden; hun dør, og med gru erkender Rigoletto, at Monterones forbandelse har virket.

Læs omopera i Verona her

Relaterede artikler

•   Operarejser Italien
•   Arena di Verona
•   Lago Puccini
•   Aida - opera i Verona
•   Carmen - opera i Arena di Verona
•   Turandot - opera i Arena di Verona
•   Barberen i Sevilla i Arena di Verona
•   Nabucco i Arena di Verona
•   Giacomo Puccini
•   Rossini
•   George Bizet
•   Giuseppe Verdi
•   Opera Verona

Andre Artikler

Læs vores andre artikler og find inspiration til din næste ferie. Du kan se en samlet oversigt over alle artikler her.