Italiens kunsthistorie

  italien  italien generelt  italiens historie  

Oldtidens romere er især berømte for deres billedhuggerkunst, og alverdens museer rummer eksempler på romerske statuer og buster. Der er ikke tale om den store, originale kunst, for i denne henseende som i så mange andre var grækerne nået til et sådant punkt af perfektion, at romerne ikke fandt nogen videre vej ferm, men først og fremmest kopierede de græske forbilleder. Dog har de romerske buster det fortrin frem for de græske, at de i højere grad afspejler det personlige ansigtsudtryk trods de tilsyneladende blinde øjne.

Dertil kommer romernes smag for relieffet, som man ikke mindst ser på de to antikke søjler (Trajansøjlen, og Marcus-Aurelius-søjlen på Piazza Colonna, og på Ara Pacis) Men relieffer på udendørs bygninger er hårdt udsat for vejrliget, og derfor er de fleste i ringe stand. Finest er beretningerne om Jerusalems ødelæggelse på indersiden af Titusbuen.

Middelalderens billedhuggerkunst var mest brugsbetonet, og det var kirkekunsten, der var den dominerende, hvor man bl.a. finder udsmykninger på klostergårdenes søjler og især deres kapitæler.

Men med renæssancen vendte interessen for den figurative billedkunst tilbage, og hér er det største navn Michelángelo, der nåede det ypperste med sin Pietà i Peterskirken og Moses-statuen i San Pietro i Vincoli.

Barokkens Italien

Barokken (17. – 18. årh.) gav rige muligheder for skulpturel udfoldelse, fordi arkitekturen ligefrem kalder på billedhuggerkunst til udfyldelse af de talrige nicher m.v. Hér er de største navne vel Bernini og Borromini, den først sprælsk, den anden mere tilbageholdende, men begge specialister i originale springvand; således er Bernini mester for Bjernes springvand og Triton-springvandet.

Nyklassicismen vendte tilbage til person-afbildningerne med Canova, hvis værker bl.a. kan ses i Peterskirken; han er gennemgående mere monumental end den lidt yngre Thorvaldsen, som virkede i Rom næsten hele sig liv, og hvis fineste og mest originale ting ligger inden for klejnkunsten, herunder ikke mindst hans relieffer.

Men i de sidste 150 år er det, som om italiensk billedhuggerkunst er blevet fortid. Det eneste italienskklingende navn på verdensplan er Giacometti, men han var schweizer og virkede mest i Paris. Derudover kan man finde italiensk skulptur fra nyere tid, men den er overvejende klodset og uden større kunstnerisk interesse.

Mosaikkunsten i Italien

Mosaikkunsten er en genre helt for sig, som de antikke romere var mestre i. Den består af en sammenstilling af små farvede sten til dannelse af mønstre eller – især i den senere oldtid – figurer. Disse mosaikker blev især brugt som gulvbelægninger i paladser, badeanstalter med videre, hvor man i vid udstrækning kan finde dem den dag i dag, således ikke mindst i Caracallas Thermer. Mange af disse mosaikker er dog blevet fjernet fra findestedet og anbragt på museer både i og uden for Rom.

Kristendommen ”flyttede” mosaikken fra gulvet til væggen, og igennem hele middelalderen smykker man triumfvægge og apsisbuer med mosaikker, ofte byzantinsk inspirerede, hvilket især finder udtryk gennem personernes usædvanlig store øjne, men også gennem deres temmelig stive attituder. I visse tilfælde blev også ydermurene mosaiksmykkede, som det bl.a. ses på facaden af Santa María in Trastévere. Karakteristisk for middelalderens mosaikker er det, at der i vid udstrækning bruges gyldne sten, hvilket fortsætter i renæssancen, som det bl.a. ses af indskrifterne under Peterskirkens kuppel.

Men efter renæssancen ophørte man med mosaikbeklædningerne. Et isoleret forsøg på at genopvække mosaikkunsten finder man i et par ”malerier” i Peterskirken, der er mosaikker udført med så små sten, at man skal se nøje efter for at se, at der er tale om mosaik.

En særlig form for mosaik finder man i de såkaldte ”cosmatiske gulvbelægninger”, hvor større marmorplader er sammenstillet i forskelligfarvede mønstre. Denne mosaiktype er opkaldt efter to brødre, der signerede Cosma; de virkede i Rom i 12. årh. og har dannet en hel ”mosaikskole”. Man finder deres og deres efterfølgeres værker i adskillige romerske kirker.

Italiens malerkunst

Malerkunsten var kendt allerede i oldtiden, men malerier i den snævre moderne betydning (staffelimaleriet) er ikke overleveret.

Til gengæld har man bevaret temmelig mange vægmalerier, først og fremmest fra Pompei, men også i enkelte tilfælde fra Rom, således i Livias hus på Palatinerhøjen, hvor man kan se et af dem gennem den låsede dør. Der er tale om fresker eller kalkmalerier, dvs. malerier udført i vandfarve på en fugtig kalkmur, hvilket forklarer, at motiverne er malet i relativt stærke farver på lys baggrund. De ældste af de antikke fresker havde geometriske motiver, idet de skulle efterligne marmorbeklædning, men senere går man over til figurative fresker (første pompeianske stil), der efterhånden antager en mere og mere stiliseret karakter (anden pompeianske stil). Adskillige af disse fresker er af arkæologerne blevet løsrevet fra muren og anbragt på museer, i Rom ikke mindst på Nationalmuseet.

Den kristne kirke overtog fresko-maleriet, men de middelalderlige eksempler er ikke nær så talrige i de romerske som i de danske kirker. De fleste af disse kalkmalerier er anonyme, men i slutningen af middelalderen dyrkes genren af de betydelige navngivne kunstnere som Giotto og Fra Angélico. Det er dog med renæssancen, vi får de fornemste eksempler på fresko-maleri på højeste kunstneriske niveau med Rafaels udsmykning af loggian og stanzerne i Vaticanet.

Det selvstændige maleri opstod i middelalderen i kirkelig sammenhæng, hvor man hovedsagelig malede på træ, bl.a. på ydersiden af fløjaltrene og på visse krucifixer. Men malerier til at hænge på væggen synes først at være opstået med Cimabue og Giotto i slutningen af 13. årh.; deres værker er især knyttet til Toscana.

Den italienske malerkunsts storhedstid ligger i renæssancen med navne som Botticelli (Venus’ fødsel, Ufficierne i Firenze), Leonardo da Vinci (Mona Lisa, Louvre i Paris) og Rafael (Den sixtinske madonna, Dresen), alle fra tiden omkring 1500. Den efterfølgende generation, kaldet manieristerne, viderefører renæssancens principper uden at lægge samme mål af genialitet for dagen; det gælder således Rafael-eleven Giulio Romano og norditalieneren Il Parmigiano, men ellers er manierismen mest knyttet til Firenze; uden for Italien regnes Fontainebleau-skolen i Frankrig for at være manieristisk, og den græsk-spanske maler El Greco anses også for at stå denne skole nær. I Rom såvel som i Venezia udvikler renæssancen sig derimod snarere i retning mod barokken.

Det 17. og første halvdel af det 18. årh. domineres helt af barokken, og i Rom er det især de to meget forskelligtsindede mestre Carracci, der søgte tilbage mod renæssancen, og den naturalistisk prægede Caravaggio, der dominerer baroktiden. I denne periode synes de klassicistiske tendenser fra andre kunstarter ikke at finde grobund inden for malerkunsten, ligesom man ikke kan tale om større italienske rokokomalere.

Italiensk malerkunst fra de sidste 200 år er af ret ringe betydning i international sammenhæng, og den der besøger Museet for moderne Kunst vil møde et utal af navne, der i almindelighed er ukendte, måske med urette. Bedst kendte er surrealisten De Chirico og den særprægede Modigliani, der dog udførte hele sit værk i Paris.

Læs om vores kulturrejser til Italien med vægten lagt på kunst, historie og kultur her
Læs om Italiens historie her

Andre Artikler

Læs vores andre artikler og find inspiration til din næste ferie. Du kan se en samlet oversigt over alle artikler her.